At tjene Jehova har været min største glæde

Fortalt af Fred Rusk

Tidligt i mit liv erfarede jeg sandheden i Davids ord i Salme 27:10: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ Lad mig fortælle hvad der skete.

JEG voksede op på min farfars bomuldsfarm i staten Georgia, USA, under den store depression i 1930’erne. Min far, der var helt knust over at have mistet min mor og min nyfødte lillebror, efterlod mig hos min farfar, der var enkemand. Han selv flyttede til en fjerntliggende by hvor han havde fået arbejde. Senere gjorde han en indsats for at jeg skulle komme og bo hos ham, men det lykkedes aldrig.

Min farfars ældste døtre stod for husholdningen. Farfar var ikke selv religiøs, men hans døtre var glødende sydstatsbaptister. Jeg blev tvunget til at gå med i kirke hver søndag — ellers vankede der klø. I en tidlig alder mistede jeg derfor respekten for religion. Til gengæld var jeg glad for at gå i skole og dyrke sport.

Et besøg der ændrede mit liv

En eftermiddag i 1941, da jeg var 15, kom en ældre mand og hans kone på besøg. Jeg fik at vide at det var „onkel Talmadge Rusk“. Jeg havde aldrig hørt om ham før, men nu fandt jeg ud af at han og hans kone var Jehovas Vidner. Det han fortalte om Guds hensigt, at menneskene skal leve for evigt på jorden, var helt anderledes end det jeg havde hørt i kirken. De fleste i familien afviste det Talmadge og hans kone sagde — og nogle hånede dem endda. De blev aldrig mere lukket ind i vores hjem. Men min faster Mary, der kun var tre år ældre end mig, tog imod en bibel og noget bibelsk læsestof.

Mary blev hurtigt overbevist om at hun havde fundet sandheden fra Bibelen, og lod sig døbe som et af Jehovas Vidner i 1942. Hun mærkede på egen krop det Jesus havde forudsagt om at man ville „få medlemmer af sin egen husstand til fjender“. (Matt. 10:34-36) Modstanden fra familien var voldsom. En af hendes ældre søstre, som var højt på strå i samfundet, allierede sig med borgmesteren for at få onkel Talmadge arresteret. Han blev anklaget for at drive handel uden næringsbrev, og det endte med at han blev dømt.

Lokalavisen citerede borgmesteren, der også var dommer i retssagen, for at sige følgende i byretten: „Den litteratur som denne  mand uddeler, . . . er den rene gift!“ Min onkel appellerede og vandt sagen, men han nåede at tilbringe ti dage i fængsel.

Hjulpet af faster Mary

Det var ikke kun mig Mary fortalte om sin nyfundne tro; hun begyndte også at forkynde for naboerne. Jeg gik med hende hen til en mand hun studerede Bibelen med, og som havde taget imod bogen The New World. * Mandens kone fortalte at han havde læst i den hele natten. Jeg var ikke meget for at blive trukket ind i noget religiøst, men det jeg lærte, tiltalte mig. Det var dog ikke Bibelens lære der først og fremmest overbeviste mig om at Jehovas Vidner var Guds folk; det var mere den måde de blev behandlet på.

En dag da Mary og jeg kom hjem efter at have været ude at luge mellem tomatrækkerne, gik det op for os at hendes søstre havde brændt al hendes litteratur samt en grammofon og plader med bibelske foredrag, for resterne af det lå i en askedynge, der hvor vi brændte affald af. Jeg blev rasende, men blev bare mødt med et nedladende svar fra en af mine fastre, der sagde: „Engang vil du komme til at takke os for det vi har gjort.“

Mary blev tvunget til at flytte hjemmefra i 1943 fordi hun ikke ville opgive sin nyfundne tro og holde op med at forkynde for naboerne. Jeg var ovenud begejstret for det jeg havde lært. På det tidspunkt var det ikke blot gået op for mig at Gud har et navn, Jehova, men også at han er en kærlig, medfølende Gud, ikke en der brænder mennesker i et helvede. Desuden havde jeg fundet ud af at Jehova har en kærlig organisation, selvom jeg endnu ikke havde overværet et eneste møde.

En dag da jeg var ved at slå græs, kom en bil med to mænd langsomt kørende op ad vejen, og en af dem spurgte om jeg var Fred. Da jeg fandt ud af at de var Jehovas Vidner, sagde jeg: „Lad mig hoppe ind, så kan vi køre hen til et sted hvor det er sikkert at tale sammen.“ Det var Mary der havde arrangeret at de kom og besøgte mig. En af mændene var Shield Toutjian, en rejsende tilsynsmand, og han gav mig opmuntring og åndelig vejledning på det helt rigtige tidspunkt. Fra nu af var det mig der var familiens skydeskive, for jeg begyndte at forsvare Jehovas Vidners tro.

Mary skrev til mig fra Virginia, hvor hun var flyttet til, og sagde at hvis jeg havde bestemt mig for at tjene Jehova, kunne jeg komme og bo hos hende. Jeg besluttede straks at tage af sted. En fredag aften i oktober 1943  lagde jeg de allermest nødvendige ejendele i en kasse som jeg bandt op i et træ et stykke væk hjemmefra. Om lørdagen hentede jeg kassen, smuttede ad bagvejen hen til et af nabohusene og fik derfra et lift ind til byen. Jeg tog hele vejen til byen Roanoke, og der fandt jeg frem til Mary i Edna Fowlkes hjem.

Åndelig vækst, dåb og beteltjeneste

Mary var ikke den eneste der boede hos Edna, som var en omsorgsfuld salvet søster — en nutidig Lydia — der havde lejet et stort hus. Edna havde også sin brors kone og hendes to døtre boende. Pigerne — Gladys og Grace Gregory — blev senere missionærer. Gladys, der nu er i halvfemserne, tjener stadig trofast på afdelingskontoret i Japan.

Mens jeg boede i Ednas hus, kom jeg fast til møderne og blev oplært i forkyndelsen. Friheden til at studere Guds ord og overvære de kristne møder tilfredsstillede min voksende åndelige appetit. Den 14. juni 1944 blev jeg døbt. Mary og Gregory-søstrene begyndte som pionerer og blev tildelt et distrikt i det nordlige Virginia. Der var de med til at oprette en menighed i Leesburg. Tidligt i 1946 begyndte jeg som pioner i et nærliggende område. Den sommer fulgtes vi ad til det mindeværdige internationale stævne i Cleveland, Ohio, den 4. til 11. august.

Ved dette stævne annoncerede Nathan Knorr, der havde det overordnede ansvar i organisationen, at der var planer om at udvide Betel i Brooklyn. En ny boligblok skulle opføres, og trykkeriet skulle udvides. Der var brug for mange unge brødre, og jeg besluttede at det var dér jeg gerne ville tjene Jehova. Derfor skrev jeg en ansøgning, og i løbet af nogle få måneder kom jeg på Betel. Det var den 1. december 1946.

Et års tid senere kom trykkeritilsynsmanden, Max Larson, hen til mig ved mit skrivebord i Forsendelsesafdelingen. Han meddelte mig at jeg havde fået en ny opgave og skulle flyttes til Tjenesteafdelingen. Her lærte jeg meget om hvordan man anvender Bibelens principper, og om hvordan Guds organisation virker, især mens jeg arbejdede sammen med T.J. (Bud) Sullivan, der var tilsynsmand for afdelingen.

Min far besøgte mig adskillige gange på Betel. Men da han kom op i årene, blev han religiøs. På sit sidste besøg, i 1965, sagde han: „Du må gerne komme og besøge mig, men jeg sætter ikke mine ben her igen.“ Jeg nåede at besøge ham nogle få gange inden han døde. Han var sikker på at han skulle i himmelen. Mit håb er at Jehova vil huske ham og give ham en opstandelse, ikke der hvor han regnede med, men i det genoprettede paradis  her på jorden hvor han kan få mulighed for at leve evigt.

Andre mindeværdige stævner og nye byggerier

Stævnerne var altid milepæle der førte til åndelig vækst. Det gjaldt især de internationale stævner på Yankee Stadium i New York i 1950’erne. I 1958 overværede delegerede fra 123 lande stævnet på Yankee Stadium og Polo Grounds, og en af dagene nåede tilhørerantallet op på 253.922. Der er især én episode ved dette stævne jeg aldrig glemmer. Jeg arbejdede på stævnekontoret da broder Knorr kom gående hen til mig i rask tempo og sagde: „Fred, jeg har på en eller anden måde glemt at finde en broder der kan tale til alle pionererne som lige nu er forsamlet i en lejet festsal i nærheden. Kunne du ikke skynde dig derover og holde et godt foredrag for dem ud fra det du kommer i tanker om på vejen?“ Jeg opsendte mange bønner til Jehova inden jeg helt forpustet nåede frem.

I 1950’erne og 1960’erne blev der oprettet mange nye menigheder i New York City, og det betød at de mødelokaler vi havde lejet, ikke længere var tilstrækkelige. I perioden fra 1970 til 1990 købte man derfor tre bygninger på Manhattan som blev ombygget til egnede mødesteder. Jeg var formand for byggeudvalgene for disse tre projekter. Det har givet mig mange dejlige minder, for jeg så hvordan Jehova velsignede menighedernes samarbejde i forbindelse med at finansiere og færdiggøre disse bygninger, der fortsat tjener som velegnede centre for den sande tilbedelse.

Store forandringer i mit liv

Da jeg en dag i 1957 var på vej gennem parken mellem boligkomplekset på Betel og trykkeriet, begyndte det at regne. Foran mig gik en yndig lyshåret ny betelpige. Hun havde ingen paraply, så jeg tilbød at hun kunne komme ind under min. Sådan mødte jeg Marjorie. Vi blev gift i 1960 og har lige siden glædet os over at vandre sammen i tjenesten for Jehova, i både regn og sol. Vi fejrede vores 50 års bryllupsdag i september 2010.

Vi havde knap nok fået pakket ud fra vores bryllupsrejse før broder Knorr meddelte mig at jeg var blevet udnævnt til lærer på Gileadskolen. Sikken et privilegium! Fra 1961 til 1965 blev der afholdt fem længerevarende kurser der hovedsagelig skulle oplære brødre fra afdelingskontorerne i at varetage deres opgaver. I efteråret 1965 blev kurserne igen af fem måneders varighed, og nu var det atter missionærer der skulle oplæres.

I 1972 blev jeg flyttet fra Gileadskolen til Redaktionens Korrespondanceafdeling, som  jeg blev tilsynsmand for. Den research jeg har foretaget for at kunne tage mig af mange forskellige spørgsmål og problemer, har hjulpet mig til bedre at forstå sandhederne i Guds ord og se hvordan Guds ophøjede principper kan anvendes til at hjælpe andre.

Jeg blev i 1987 tildelt en opgave i en ny afdeling der hed Hospitalinformation. Der blev arrangeret seminarer hvor de ældstebrødre der skulle udgøre Kontaktudvalg til Hospitaler, kunne blive undervist i hvordan de skulle henvende sig til læger, dommere og socialarbejdere for at forklare vores bibelske holdning til blod. Et af de store problemer var at læger gav vores børn blodtransfusion uden forældrenes samtykke og ofte fik rettens medhold til at gøre det.

Når læger fik foreslået alternativer til blodtransfusion, svarede de sædvanligvis at de ikke havde sådanne alternativer til deres rådighed, eller at de var for dyre. Hvis en kirurg sagde sådan, svarede jeg ofte: „Vis mig engang din hånd.“ Og når han så rakte hånden frem, sagde jeg: „Ved du hvad, dér har du et af de bedste alternativer til blod.“ Denne kompliment mindede ham om noget han allerede var udmærket klar over — at omhyggelig brug af skalpellen holder blodtabet på et minimum.

I løbet af de sidste to årtier har Jehova rigt velsignet de bestræbelser der er blevet gjort for at informere læger og dommere. Deres holdning har ændret sig markant i takt med at de har fået større forståelse af vores standpunkt. De er blevet opmærksomme på de lægevidenskabelige beviser der er på at alternativer til blodtransfusion er effektive i behandlingen, og de har fået øjnene op for at der findes mange samarbejdsvillige læger og hospitaler som en patient kan overføres til.

Siden 1996 har Marjorie og jeg tjent på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, der ligger omkring 110 kilometer nord for Brooklyn. Her arbejdede jeg kortvarigt i Tjenesteafdelingen, og derefter var jeg i en periode med til at undervise brødre fra afdelingskontorerne og rejsende tilsynsmænd. I de sidste 12 år har jeg igen tjent som tilsynsmand for Redaktionens Korrespondanceafdeling, der er blevet flyttet fra Brooklyn til Patterson.

Alderdommens udfordringer

Det er blevet sværere for mig at varetage mine opgaver på Betel efter at jeg er kommet godt op i firserne. I over ti år har jeg kæmpet med en kræftsygdom, og jeg føler det som Ezekias, hvis liv Jehova forlængede. (Es. 38:5) Min kones helbred er heller ikke for godt, og vi forsøger sammen at håndtere hendes Alzheimers sygdom. Marjorie har været en dygtig tjener for Jehova, en mentor for unge og en trofast hjælper og loyal livsledsager for mig. Hun har altid været en flittig bibelstudent og dygtig til at undervise, og vi har mange åndelige børn der holder forbindelsen med os ved lige.

Min faster Mary døde i marts 2010, i en alder af 87. Som den fremragende lærer hun var i Guds ord, hjalp hun flere til at tage standpunkt for den sande tilbedelse, og hun var i heltidstjenesten i mange år. Jeg er meget taknemmelig for den andel hun havde i at jeg lærte sandheden at kende, så jeg også kunne blive en tjener for vores kærlige Gud, Jehova. Mary ligger begravet ved siden af sin mand, der tidligere var missionær i Israel. Jeg har tillid til at de begge er i Jehovas erindring og venter på at få en opstandelse.

Når jeg ser tilbage på 67 år i tjenesten for Jehova, er jeg taknemmelig for de rige velsignelser jeg har fået. At gøre Jehovas vilje har været min største glæde! Jeg har sat min lid til hans ufortjente godhed og håber at jeg vil erfare opfyldelsen af det løfte hans søn gav: „Enhver som har forladt huse eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få mange gange mere og arve evigt liv.“ — Matt. 19:29.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

På min farfars bomuldsfarm i Georgia, USA, 1928

[Illustration på side 19]

Faster Mary og onkel Talmadge

[Illustration på side 20]

Mary, Gladys og Grace

[Illustration på side 20]

Min dåb den 14. juni 1944

[Illustration på side 20]

I Tjenesteafdelingen på Betel

[Illustration på side 21]

Mary og jeg ved det internationale stævne på Yankee Stadium i 1958

[Illustration på side 21]

Marjorie og jeg på vores bryllupsdag

[Illustration på side 21]

Med Marjorie i 2008