Jehu forsvarede den sande tilbedelse

JEHU var en forkæmper for den sande tilbedelse. Han udførte sin opgave med stor energi og var beredvillig, ubøjelig, nidkær og modig. Jehu havde nogle egenskaber som det er godt at efterligne.

Jehu fik en opgave at udføre på et tidspunkt hvor det gik Israels nation dårligt. Landet var under indflydelse af den onde Jesabel, der var enke efter Akab og mor til den regerende konge, Joram. Hun fremmede en ba’alskult frem for tilbedelsen af Jehova, dræbte Guds profeter og fordærvede folket med sin „utugt“ og sine „trolddomskunster“. (2 Kong. 9:22; 1 Kong. 18:4, 13) Jehova gav påbud om at hele Akabs hus, herunder Joram og Jesabel, skulle udryddes. Og denne mission skulle Jehu stå i spidsen for.

Første gang vi hører om Jehu i denne beretning, er da han sidder sammen med øversterne for kampstyrken mens israelitterne kæmper mod aramæerne ved Ramot-Gilead. Jehu var en højtstående befalingsmand, måske endda den øverstbefalende for Israels hær. Profeten Elisa sendte en af profetsønnerne hen for at salve Jehu som konge og for at give ham påbud om at dræbe enhver af mandkøn der tilhørte Akabs frafaldne hus. — 2 Kong. 8:28; 9:1-10.

Da de andre befalingsmænd spurgte hvad grunden var til profetsønnens besøg, tøvede Jehu med at fortælle det. Men da han blev presset, fortalte han hvad der var sket, og han og hans fæller dannede en sammensværgelse mod Joram. (2 Kong. 9:11-14) Det er tænkeligt at der havde været en ulmende uvilje og modstand mod kongehuset og Jesabels indflydelse. Under alle omstændigheder overvejede Jehu nøje hvordan han bedst kunne udføre sin opgave.

Kong Joram var blevet såret i kamp og havde trukket sig tilbage til byen Jizre’el for at komme til kræfter. Jehu vidste at hvis hans plan skulle lykkes, var det vigtigt at den ikke kom nogen i Jizre’el for øre. „Lad . . . ingen slippe ud af byen og gå hen og fortælle det i Jizre’el,“ sagde Jehu. (2 Kong. 9:14, 15) Måske forventede han at der ville være i det mindste nogen modstand fra soldater der var loyale over for Joram. Jehu ville udelukke enhver mulighed for en sådan modstand.

HAN KØRTE „SOM EN VANVITTIG“

For at overrumple fjenden kørte Jehu i sin vogn fra Ramot-Gilead til Jizre’el, en strækning på 70 kilometer. Da Jehu i fuld fart nærmede sig sit mål, så en vægter der stod oppe i  et tårn, hans „vældige flok“. (2 Kong. 9:17) Sandsynligvis havde Jehu taget en stor styrke med sig for at være sikker på at kunne gennemføre sin opgave.

Overbevist om at det var den modige Jehu der kørte i en af vognene, udbrød vægteren: „Han kører som en vanvittig.“ (2 Kong. 9:20) Hvis det var Jehus sædvanlige kørestil, må denne særlige opgave have fået ham til at køre endnu stærkere.

Efter at Jehu havde nægtet at sige noget til de to sendebud der tog ud for at tale med ham, mødtes han med kong Joram og hans forbundsfælle Ahazja, kongen af Juda, hver i sin stridsvogn. På Jorams spørgsmål: „Er der fred, Jehu?“ svarede Jehu skarpt: „Hvordan kan der være fred så længe din moder Jesabels utugt og mange trolddomskunster fortsætter?“ Opskræmt over dette svar vendte Joram vognen for at flygte. Men Jehu var for hurtig for ham! Han spændte sin bue og skød en pil gennem Jorams hjerte, så kongen faldt død om i sin vogn. Og selvom det lykkedes Ahazja at flygte, fik Jehu senere fat i ham og fik ham slået ihjel. — 2 Kong. 9:22-24, 27.

Det næste medlem af Akabs hus der skulle udryddes, var den onde dronning Jesabel. Jehu omtalte hende med rette som „den forbandede“. Da Jehu kørte ind i Jizre’el, så han hende kigge ned fra et vindue i paladset. Uden omsvøb befalede Jehu hoffolkene at kaste Jesabel ud af vinduet og lod sine heste trampe på denne kvinde der havde fordærvet hele Israel. Jehu fortsatte herefter med at udrydde adskillige medlemmer af den onde kong Akabs hus. — 2 Kong. 9:30-34; 10:1-14.

Tanken om fysisk magtanvendelse er selvfølgelig ubehagelig, men vi må huske at Jehova dengang brugte sine tjenere til at eksekvere sine domme. Bibelen siger: „Det var fra Gud at Ahazjas undergang indtraf ved at han kom til Joram; for da han kom dertil, fulgtes han med Joram ud til Jehu, Nimsjis sønnesøn, som Jehova havde salvet til at udrydde Akabs hus.“ (2 Krøn. 22:7) Da Jehu befalede at Jorams lig skulle kastes ud af stridsvognen og hen på Nabots marklod, sagde han at denne handling var en opfyldelse af det Jehova havde sagt om at kræve straf for Akabs mord på Nabot. Dertil kom at Jehu havde fået påbud om at „hævne . . . alle Jehovas tjeneres blod“ som Jesabel havde udgydt. — 2 Kong. 9:7, 25, 26; 1 Kong. 21:17-19.

 I dag anvender Jehovas tjenere ikke fysisk magt for at bekæmpe modstandere af den sande tilbedelse. „Hævnen er min,“ siger Gud. (Hebr. 10:30) For at fjerne enhver potentielt fordærvende indflydelse fra menigheden kan kristne ældste imidlertid være nødt til at handle lige så modigt som Jehu. (1 Kor. 5:9-13) Og alle i menigheden må være besluttede på at undgå samvær med udelukkede. — 2 Joh. 9-11.

JEHU VAR NIDKÆR FOR JEHOVA

Jehus motiv til at udføre den opgave han havde fået, fremgår tydeligt af hans ord til den trofaste Jonadab: „Kom med mig og se min nidkærhed for Jehova.“ Jonadab tog imod indbydelsen, steg op i Jehus stridsvogn og kørte med ham til Samaria. Dér „handlede [Jehu] med list for at udrydde ba’alsdyrkerne“. — 2 Kong. 10:15-17, 19.

Jehu bekendtgjorde at han ville bringe Ba’al „et stort slagtoffer“. (2 Kong. 10:18, 19) „Her brugte Jehu på snedig vis et ordspil,“ siger en bibelforsker. „Udtrykket betyder almindeligvis ’slagtoffer’, men det bruges også om ’nedslagtning’ af frafaldne.“ Da Jehu ville sikre sig at alle ba’alsdyrkere var til stede ved begivenheden, samlede han dem i Ba’als hus og fik dem til at iføre sig særlige klæder. „Så snart man var færdig med at bringe brændofferet,“ lod Jehu 80 bevæbnede mænd nedslagte ba’alsdyrkerne. Derefter sørgede han for at Ba’als hus blev revet ned og gjort til nødtørftssteder, så det ikke længere kunne bruges til tilbedelse. — 2 Kong. 10:20-27.

Det er rigtigt at Jehu udgød meget blod. Men Bibelen skildrer ham som en modig mand der befriede Israel fra Jesabels og hendes families undertrykkende styre. En fører i Israel ville ikke kunne gøre dette medmindre han var både frygtløs, beslutsom og nidkær. „Det var en barsk opgave, og den blev udført med nådeløs grundighed,“ siges der i et bibelopslagsværk. „Ba’alsdyrkelsen ville sandsynligvis ikke være blevet udryddet fra Israel hvis der var blevet brugt mindre drastiske metoder.“

Kristne i dag kommer ud for problemer og omstændigheder der kræver at de viser nogle af de samme egenskaber som Jehu. Hvordan skal vi for eksempel reagere hvis vi bliver fristet til at gøre noget som Jehova fordømmer? Vi må være beslutsomme, modige og hurtige til at afvise det og på den måde vise at vi er nidkære for Jehova.

VI MÅ VANDRE EFTER JEHOVAS LOV

Afslutningen på beretningen om Jehu indeholder dog en advarsel. Jehu ’vendte sig ikke bort fra at følge guldkalvene i Betel og Dan’. (2 Kong. 10:29) Hvordan kan det være at en der var så nidkær for den sande tilbedelse, tolererede afgudsdyrkelse?

Måske mente Jehu at Israel kun kunne bevare sin uafhængighed af Juda hvis man holdt de to riger adskilt i religiøs henseende. Som tidligere konger i Israel søgte han at gøre dette ved at videreføre kalvedyrkelsen. Dette kunne være et udtryk for manglende tillid til Jehova, som havde gjort ham til konge.

Jehova roste Jehu fordi han ’havde handlet vel ved at gøre hvad der var ret i hans øjne’. Men Jehu „tog ikke vare på at vandre efter Jehovas, Israels Guds, lov af hele sit hjerte“. (2 Kong. 10:30, 31) Når man tænker på alt det Jehu tidligere havde udrettet, virker dette både overraskende og sørgeligt. Ikke desto mindre kan vi lære noget af hans eksempel. Vi skal aldrig tage vores forhold til Jehova for givet. Hver eneste dag må vi styrke vores loyalitet over for vores himmelske Fader ved at studere hans ord, grunde over det og bede inderlige bønner. Lad os derfor gøre vores yderste for at vandre efter Jehovas lov af hele vores hjerte. — 1 Kor. 10:12.

[Ramme på side 4]

Historiske vidnesbyrd om Jehu

Kritikere har ofte sat spørgsmålstegn ved om personer der nævnes i Bibelen, virkelig har eksisteret. Er der da nogen ikkebibelske vidnesbyrd om Jehu?

Der findes mindst tre fund fra oldtidens Assyrien hvor denne konge af Israel nævnes ved navn. Et af dem, en obelisk har et relief der antageligvis skildrer Jehu, eller måske en af hans udsendinge, der bøjer sig for den assyriske konge Salmanassar III og betaler ham tribut. En inskription på relieffet lyder: „Tribut fra Jehu (Ia-ú-a), søn af Omri (Hu-um-ri); jeg modtog af ham sølv, guld, en saplu-skål af guld, en guldvase med tilspidset bund, guldbægre, guldspande, tin, en kongestav (og) puruhtu [ordets betydning er ukendt] af træ.“ Jehu var i virkeligheden ikke „søn af Omri“, men betegnelsen blev anvendt om konger i Israel, sandsynligvis fordi Omri var så kendt og havde grundlagt Israels hovedstad, Samaria.

Den assyriske konges påstand om at have modtaget tribut fra Jehu kan ikke bekræftes. Men han nævner ikke desto mindre Jehu tre gange — på en obelisk, på en statue af sig selv og i de assyriske kongelige annaler. Disse referencer til Jehu efterlader ingen tvivl om at denne bibelske person virkelig har levet.