„Midlertidige indbyggere“ i en ond verden
„Midlertidige indbyggere“ i en ond verden
„Alle disse . . . bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet.“ — HEBR. 11:13.
1. Hvad sagde Jesus om det forhold hans disciple skulle have til verden?
„DE ER i verden,“ sagde Jesus om sine disciple. Men derefter forklarede han: ’De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.’ (Joh. 17:11, 14) Jesus sagde altså klart hvordan hans sande disciple skulle forholde sig til ’denne tingenes ordning’, hvis gud er Satan. (2 Kor. 4:4) Selvom de lever i denne onde og ugudelige verden, skulle de ikke være en del af den. De ville være „udlændinge og midlertidige indbyggere“. — 1 Pet. 2:11.
De levede som „midlertidige indbyggere“
2, 3. Hvorfor kan det siges at Enok, Noa, Abraham og Sara levede som „fremmede og midlertidige indbyggere“?
2 Lige fra de tidligste tider har Jehovas trofaste tjenere skilt sig ud fra folk i den ugudelige verden omkring dem. Inden Vandfloden vandrede Enok og Noa med den sande Gud. (1 Mos. 5:22-24; 6:9) Begge forkyndte modigt Jehovas domme over Satans onde verden. (Læs Andet Petersbrev 2:5; Judas 14, 15). Derfor siges der om Enok at han „havde Guds velbehag“, og om Noa at han „var uangribelig blandt sine samtidige“. — Hebr. 11:5; 1 Mos. 6:9.
3 På Guds opfordring gav Abraham og Sara afkald på deres komfortable liv i byen Ur i Kaldæa og tog imod den udfordring at leve som nomader i et fremmed land. (1 Mos. 11:27, 28; 12:1) Apostelen Paulus skrev: „Ved tro adlød Abraham da han blev kaldet til at gå ud til et sted han skulle få i arv; og han drog ud skønt han ikke vidste hvor han kom hen. Ved tro bosatte han sig som udlænding i løftets land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, der sammen med ham var arvinger til det selv samme løfte.“ (Hebr. 11:8, 9) Om sådanne trofaste tjenere for Jehova sagde Paulus: „I tro døde alle disse, skønt de ikke havde erfaret opfyldelsen af løfterne, men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet.“ — Hebr. 11:13.
En advarsel til israelitterne
4. Hvilken advarsel fik israelitterne før de bosatte sig i deres land?
4 Abrahams efterkommere, israelitterne, blev talrige, og med tiden blev de organiseret som et folk med en lovsamling og et land. (1 Mos. 48:4; 5 Mos. 6:1) Israels folk måtte dog aldrig glemme at den egentlige ejer af deres land var Jehova. (3 Mos. 25:23) De var som lejere der var forpligtede til at respektere ejerens ønsker. Desuden skulle de huske „at mennesket ikke lever af brød alene“; de måtte ikke lade materiel velstand få dem til at glemme Jehova. (5 Mos. 8:1-3) Inden israelitterne bosatte sig i deres land, fik de denne advarsel: „Når Jehova din Gud fører dig ind i det land som han svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig — store og gode byer som du ikke har bygget, og huse fyldt med alt godt som du ikke har fyldt dem med, og udhuggede cisterner som du ikke har hugget ud, vingårde og oliventræer som du ikke har plantet, og du spiser og bliver mæt — så skal du tage dig i agt for at glemme Jehova.“ — 5 Mos. 6:10-12.
5. Hvorfor forkastede Jehova Israel, og hvilken ny nation rettede han sin opmærksomhed mod?
5 Denne advarsel var ikke uberettiget. På Nehemias’ tid genkaldte en gruppe levitter sig med skam hvad der skete efter at Israels folk havde erobret det lovede land. Efter at israelitterne havde taget komfortable huse i besiddelse og nu havde mad og vin i overflod, ’spiste de og blev mætte og fede’. De gjorde oprør mod Gud og dræbte endda de profeter han sendte for at advare dem. Derfor overgav Jehova dem til deres fjender. (Læs Nehemias 9:25-27; Hos. 13:6-9) Senere, under romernes herredømme, gik de troløse jøder så vidt at de slog den lovede Messias ihjel! Jehova forkastede dem og rettede i stedet sin opmærksomhed mod en ny nation, det åndelige Israel. — Matt. 21:43; Apg. 7:51, 52; Gal. 6:16.
’Ikke en del af verden’
6, 7. (a) Forklar hvordan Jesu disciple skulle forholde sig til verden. (b) Hvorfor skulle sande kristne undgå at blive en del af Satans system?
6 Som nævnt tidligere i denne artikel gjorde Jesus Kristus, hovedet for den kristne menighed, det klart at hans disciple skulle være adskilt fra verden, Satans onde system. Kort før sin død sagde Jesus til sine disciple: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:19.
7 Skulle de kristne, efterhånden som kristendommen spredtes, forsøge at komme på god fod med verden, tilpasse sig den og blive en del af den? Nej. Uanset hvor de boede, skulle de sørge for at holde sig adskilt fra Satans system. Omkring 30 år efter Jesu død skrev apostelen Peter til kristne der boede i forskellige dele af den romerske verden: „I elskede, jeg tilskynder jer som udlændinge og midlertidige indbyggere til at holde jer fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen. Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne.“ — 1 Pet. 1:1; 2:11, 12.
8. Hvordan har en historiker beskrevet de første kristnes forhold til verden?
8 Historikeren Kenneth Scott Latourette bekræfter at de første kristne levede som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i den romerske verden. Han skriver: „Det er en historisk kendsgerning at kristendommen i de første tre århundreder mødte vedvarende og ofte alvorlig forfølgelse . . . Der blev fremført mange forskellige anklager. Fordi de kristne nægtede at deltage i hedenske ceremonier, blev de kaldt ateister. Da de kristne næsten ikke tog del i samfundslivet — de hedenske fester, de offentlige forlystelser der i deres øjne var gennemsyret af hedensk tro og af hedenske og umoralske handlinger — blev de beskyldt for at nære had til menneskeslægten.“
Vi bruger ikke verden fuldt ud
9. Hvordan viser vi som sande kristne at vi ikke nærer „had til menneskeslægten“?
9 Hvordan forholder det sig i dag? Med hensyn til „den nuværende onde tingenes ordning“ har vi samme holdning som de første kristne. (Gal. 1:4) Det gør at mange misforstår os, og nogle hader os endda. Men vi nærer på ingen måde „had til menneskeslægten“. Af kærlighed til vores medmennesker går vi fra hus til hus og bestræber os for at kontakte alle i husstanden med den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 22:39; 24:14) Det gør vi fordi vi er overbeviste om at Jehovas rige, med Kristus som konge, snart vil fjerne de ufuldkomne jordiske regeringer og erstatte dem med en retfærdig ny ordning. — Dan. 2:44; 2 Pet. 3:13.
10, 11. (a) Hvordan gør vi brug af verden i begrænset omfang? (b) På hvilke måder afholder kristne der er åndeligt vågne, sig fra at bruge verden fuldt ud?
10 I betragtning af at enden for denne tingenes ordning hastigt nærmer sig, forstår vi som Jehovas tjenere at det ikke er tiden til at etablere sig i denne verden. Vi følger apostelen Paulus’ råd: „Dette siger jeg, brødre: den tid der er tilbage er begrænset. Lad herefter . . . dem der køber, [være] som dem der ikke ejer noget, og dem der gør brug af verden, som dem der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene skifter.“ (1 Kor. 7:29-31) Men hvordan gør kristne i dag brug af verden? Det gør de ved at benytte moderne teknologi og kommunikationsmidler til at udbrede Bibelens budskab på hundredvis af sprog. Desuden gør de i begrænset omfang brug af verden for at tjene til livets opretholdelse. De køber også de varer og tjenesteydelser i verden som de har brug for. Men ved at holde penge, ejendele og arbejde på rette plads undgår de at bruge verden fuldt ud. — Læs Første Timoteusbrev 6:9, 10.
11 Kristne der er åndeligt vågne, afholder sig også fra at bruge verden fuldt ud når det gælder højere uddannelse. Mange i denne verden betragter en højere uddannelse som et springbræt til prestige og velstand. Men vi kristne lever som midlertidige indbyggere og stræber efter andre mål. Vi ’tragter ikke efter de høje ting’. (Rom. 12:16, da. aut. 1948; Jer. 45:5) Eftersom vi er disciple af Jesus, lytter vi til hans advarsel: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Luk. 12:15) Unge kristne opmuntres derfor til at sætte sig åndelige mål og kun tage så meget uddannelse som det er nødvendigt for at kunne dække deres grundlæggende behov, samtidig med at de forbereder sig på at kunne tjene Jehova ’af hele deres hjerte, sjæl, styrke og sind’. (Luk. 10:27) Når de gør det, kan de blive ’rige hos Gud’. — Luk. 12:21; læs Mattæus 6:19-21.
Undgå at blive tynget af det daglige livs bekymringer
12, 13. Hvordan adskiller det os fra folk i verden at vi følger Jesu tilskyndelse i Mattæus 6:31-33?
12 Jehovas tjenere har en anden indstilling til det materielle end folk i verden har. I den forbindelse sagde Jesus til sine disciple: „Vær . . . aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:31-33) Mange iblandt os har personligt erfaret at vores himmelske Fader dækker vores behov.
13 „Gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har,“ er til stor gavn for en. (1 Tim. 6:6) Det er stik imod den opfattelse de fleste mennesker i verden har. For eksempel vil mange unge der gifter sig, gerne have det hele med det samme — et hus eller en lejlighed med flotte møbler og dyrt inventar, en smart bil og det nyeste elektroniske udstyr. Men kristne der lever som midlertidige indbyggere, sørger for at deres ønsker er rimelige og inden for mulighedernes grænser. Det er virkelig rosværdigt at mange giver afkald på visse materielle bekvemmeligheder for at kunne bruge mere tid og energi i tjenesten for Jehova som menighedsforkyndere. Andre er pionerer, betelitter, rejsende tilsynsmænd eller missionærer. Vi værdsætter alle den helhjertede tjeneste vores trosfæller yder!
14. Hvad kan vi lære af Jesu billedtale om manden der såede?
14 I sin billedtale om manden der såede, sagde Jesus at „den bekymring der hører denne tingenes ordning til, samt rigdommens bedragende magt“ kan kvæle Guds ord der er i vores hjerte, så vi bliver uden frugt. (Matt. 13:22) Hvis vi er tilfredse med at leve som midlertidige indbyggere i verden, vil vi kunne undgå denne faldgrube. Vi vil kunne holde øjet „klart“, eller „skarpt indstillet“, „rettet i én retning“, nemlig mod Guds rige, og sætte Rigets interesser først i livet. — Matt. 6:22, fdn.
„Verden forsvinder“
15. Hvilke ord af apostelen Johannes er bestemmende for sande kristnes livssyn og levevis?
15 En væsentlig grund til at vi som sande kristne betragter os selv som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne verden, er at vi er overbeviste om at dens dage er talte. (1 Pet. 2:11; 2 Pet. 3:7) Dette livssyn er bestemmende for de valg vi træffer, hvad vi ønsker os og stræber efter. Apostelen Johannes rådede sine trosfæller til ikke at elske verden eller det der er i verden, for „verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. — 1 Joh. 2:15-17.
16. Hvordan kan vi vise at vi er blevet sat til side som et særligt folk?
16 Israelitterne fik at vide at hvis de adlød Jehova, ville de blive hans „særlige ejendom blandt alle folkene“. (2 Mos. 19:5) Så længe israelitterne var trofaste, skilte de sig ud fra de andre nationer i deres gudsdyrkelse og måde at leve på. I dag har Jehova også udvalgt sig et folk der er meget anderledes end mennesker i Satans verden. Vi formanes til at „sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning, mens vi venter på det lykkelige håb og den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu, herligheds tydelige fremtræden, Kristus Jesus, der gav sig selv for os, for at han kunne udfri os fra enhver form for lovløshed og rense sig et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger“. (Tit. 2:11-14) Dette „folk“ består af salvede kristne og de millioner af Jesu „andre får“ der hjælper og støtter dem. — Joh. 10:16.
17. Hvorfor vil de salvede og deres medarbejdere aldrig fortryde at de har levet som midlertidige indbyggere i denne onde verden?
17 De salvede har „det lykkelige håb“ at skulle herske sammen med Kristus i himmelen. (Åb. 5:10) Og når håbet om evigt liv på jorden bliver opfyldt for de andre får, vil de ikke længere være midlertidige indbyggere i en ond verden. De vil have smukke huse at bo i og en overflod af mad og drikke. (Sl. 37:10, 11; Es. 25:6; 65:21, 22) I modsætning til israelitterne vil de aldrig glemme at alt dette kommer fra Jehova, „Hele Jordens Gud“. (Es. 54:5) Og hverken de salvede eller de andre får vil nogen sinde fortryde at de har levet som midlertidige indbyggere i denne onde verden.
Hvad vil du svare?
• Hvordan levede Guds tjenere i fortiden som midlertidige indbyggere?
• Hvordan forholdt de første kristne sig til verden?
• Hvordan begrænser sande kristne deres brug af verden?
• Hvorfor vil vi aldrig fortryde at vi har levet som midlertidige indbyggere i denne onde verden?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 18]
De første kristne holdt sig væk fra voldelig og umoralsk underholdning
