Det har medført velsignelser at foretage forandringer

Fortalt af James A. Thompson

Da jeg blev født i en amerikansk sydstat i 1928, forbød loven at sorte og hvide blandede sig med hinanden. At overtræde denne lov kunne føre til fængsling eller det der var værre.

PÅ DET tidspunkt var der i nogle dele af USA menigheder, kredse og områder for henholdsvis hvide og sorte Jehovas Vidner. I 1937 blev min far kredstjener (nu kaldt koordinator for ældsterådet) i menigheden for sorte i Chattanooga, Tennessee. I menigheden for hvide var det Henry Nichols der var kredstjener.

Jeg har dejlige minder om dengang jeg som helt ung sad på vores veranda bag huset om aftenen og lyttede til de samtaler min far og broder Nichols havde. Det var ikke fordi jeg forstod alt hvad de talte om, men jeg nød at sidde ved siden af far mens de drøftede hvordan man bedst kunne udføre forkyndelsesarbejdet under de givne forhold.

Nogle år tidligere, i 1930, var vores familie blevet ramt af en tragedie. Min mor, som kun var 20 år gammel, døde. Så min far var nu alene om at tage sig af min søster, Doris, der var fire år, og mig der kun var to. Selvom far kun havde været døbt i kort tid, gjorde han gode åndelige fremskridt.

Eksempler som formede mit liv

I 1933 mødte min far en sød kristen søster ved navn Lillie Mae Gwendolyn Thomas, og snart blev de gift. Både min far og min nye mor var gode eksempler for Doris og mig med hensyn til at tjene Jehova loyalt.

 Jehovas Vidners menigheder blev i 1938 anmodet om at støtte en resolution om at tjenere i menighederne skulle udnævnes af hovedkontoret i Brooklyn, New York, i stedet for ved lokal afstemning. Nogle af brødrene i Chattanooga tøvede med at acceptere dette, men far erklærede sin ubetingede støtte til den organisationsmæssige ændring. Hvor har jeg lært meget af min fars forbilledlige loyalitet og den helhjertede måde min mor bakkede ham op på!

Dåb og heltidstjeneste

I 1940 lejede flere i vores menighed en bus og kørte til et stævne i Detroit, Michigan. Nogle i denne gruppe blev døbt dér. Eftersom jeg havde deltaget flittigt i forkyndelsen siden jeg var fem, var der nogle som undrede sig over hvorfor jeg ikke skulle døbes.

Da de spurgte til det, svarede jeg: „Jeg ved ikke helt hvad dåben indebærer.“ Det overraskede min far en hel del at høre det. Fra da af gjorde han derfor en særlig indsats for at hjælpe mig til at forstå hvad det indebærer at blive døbt, og hvorfor det er så vigtigt at tage dette skridt. På en meget kold dag fire måneder senere, den 1. oktober 1940, blev jeg døbt i en lille sø uden for Chattanooga.

Fra jeg var 14, brugte jeg mine sommerferier på at være feriepioner. Jeg forkyndte i nogle af småbyerne i Tennessee og i nabostaten Georgia. Jeg plejede at stå tidligt op og smøre en madpakke, og klokken 6 tog jeg så toget eller bussen ud til distriktet. Jeg var hjemme igen ved 18-tiden. Ofte var madpakken forsvundet længe inden frokosttid. Men fordi jeg var sort, måtte jeg ikke gå ind i en forretning og købe mere mad selvom jeg havde penge på lommen. Engang gik jeg ind for at købe en isvaffel, men blev bedt om at forlade butikken. En hvid kvinde var dog så venlig at komme ud med en is til mig.

Da jeg begyndte i highschool, var borgerrettighedsbevægelsen på fremmarch i sydstaterne. Organisationer som NAACP (National Association for the Advancement of Colored People) tilskyndede studerende til at engagere sig i sagen. Vi blev opfordret til at melde os ind i sådanne organisationer. Adskillige skoler der var forbeholdt sorte, deriblandt min skole, havde som mål at få alle elever til at blive medlemmer. Mange på min skole prøvede at presse mig til at „støtte vores race“, som man sagde. Men det nægtede jeg. Jeg forklarede dem at Gud er upartisk og ikke foretrækker én race frem for en anden, og at jeg havde tillid til at han ville gøre op med al uretfærdighed. — Joh. 17:14; Apg. 10:34, 35.

Kort efter jeg gik ud af highschool, besluttede jeg at flytte til New York. Men på vej dertil gjorde jeg holdt i Philadelphia i Pennsylvania for at besøge nogle venner jeg havde truffet ved et stævne. Det var første gang jeg besøgte en menighed hvor hvide og sorte overværede møderne sammen. Menigheden havde besøg af en rejsende tilsynsmand, og han tog mig til side og sagde at han havde tildelt mig en opgave ved det næste møde. Det var noget af det der gav mig lyst til at blive i Philadelphia.

Blandt de nye venner jeg fik der, var en ung søster der hed Geraldine White, eller Gerri som jeg kaldte hende. Hun var godt kendt med sin bibel og var dygtig til at tale  med folk i forkyndelsen. Noget der især var vigtigt for mig, var at hun også havde det mål at blive pioner. Den 23. april 1949 blev vi gift.

Indbudt til Gilead

Lige fra begyndelsen af vores ægteskab var det vores mål at komme på Gilead og tjene som missionærer i et fremmed land. Så vi foretog de nødvendige forandringer for at kunne kvalificere os til at komme på denne skole. Det varede ikke længe før vi blev bedt om at flytte til Lawnside i New Jersey; derefter til Chester i Pennsylvania; og til sidst til Atlantic City i New Jersey. Da vi var i Atlantic City, havde vi været gift i to år og kunne derfor ansøge om at komme på Gilead. Der gik dog lidt tid inden vi kunne komme af sted. Hvorfor?

I begyndelsen af 1950’erne blev mange unge mænd indkaldt til militæret for at kæmpe i Koreakrigen. Udskrivningsmyndighederne i Philadelphia havde tilsyneladende fordomme over for Jehovas Vidner fordi vi påberåbte os at være neutrale. Endelig fortalte en dommer mig at FBI havde undersøgt mine forhold og kunne bekræfte at jeg virkelig forholdt mig neutral. Den 11. januar 1952 gav det militære ankenævn mig derfor status som en ordets tjener.

I august samme år blev Gerri og jeg indbudt til at overvære Gileadskolens 20. klasse, som begyndte i september. Vi havde regnet med at blive sendt til et fremmed land efter at vi havde gennemgået skolen. Min søster, Doris, var udgået fra Gileadskolens 13. klasse og virkede i Brasilien. Gerri og jeg blev derfor noget overraskede da vi fik til opgave at virke i rejsetjenesten i sydstaten Alabama, hvor vi skulle betjene menigheder med sorte brødre og søstre. Vi blev lidt skuffede, for vi havde sat næsen op efter at tjene i udlandet.

Den første menighed vi besøgte, var i Huntsville. Mens vi var ved at pakke ud hos den søster vi skulle bo hos, hørte vi hende sige til en hun talte med i telefonen: „Børnene er her.“ Vi var kun 24 år og så endnu yngre ud. ’Børnene’ var det kælenavn vi havde i hele den tid vi betjente den kreds!

Det sydøstlige hjørne af USA kaldes ofte for Bibelbæltet fordi mange mennesker dér har stor respekt for Bibelen. Så når vi var i forkyndelsen, brugte vi gerne en præsentation der bestod af disse tre punkter:

(1) En kort kommentar om verdensforholdene.

(2) Det håb man finder i Bibelen.

(3) Hvad Bibelen siger vi skal gøre.

Derefter tilbød vi folk noget læsestof. Eftersom vi havde stor succes med denne fremgangsmåde, blev jeg tildelt et indlæg ved  stævnet „Den Nye Verdens Samfund“ i New York hvor jeg skulle præsentere den.

I sommeren 1953 blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand og skulle betjene kredsene af sorte brødre i Syden. Vores distrikt strakte sig fra Virginia til Florida og så langt vestpå som til Alabama og Tennessee. Rejsende tilsynsmænd måtte være villige til at tilpasse sig mange forskellige forhold. For eksempel boede vi ofte i hjem uden nogen sanitære installationer og måtte tage bad i en zinkbalje bag komfuret. Heldigvis var det også det luneste sted i huset!

Vanskelighederne ved raceadskillelse

Da vi betjente menighederne i sydstaterne, krævede det omtanke og opfindsomhed at klare visse gøremål. For eksempel havde sorte ikke lov til at benytte møntvaskerier. Men Gerri tog derhen og sagde til folk at hun vaskede tøj for „fru Thompson“. Mange troede vist at hun var en tjenestepige. I den periode viste områdetilsynsmændene filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed på store lærreder. Når jeg skulle vise filmen, ringede jeg til en forretning og bestilte et lærred til „hr. Thompson“, og så afhentede jeg det senere. Vi var altid høflige og kunne som regel udføre vores tjeneste uden problemer.

I Syden var der også en anden form for fordom — mange kunne ikke lide folk fra de nordlige stater. En lokalavis skrev engang at James A. Thompson jun. fra Vagttårnsselskabet i New York skulle holde foredrag ved et stævne. Nogle opfattede det sådan at jeg var fra New York, og det førte til at vores kontrakt på leje af en skolesal blev annulleret. Jeg henvendte mig derfor til skolebestyrelsen og forklarede at jeg faktisk havde gået i skole i Chattanooga. Så fik vi lov til at afholde vores stævne i skolens aula.

I midten af 1950’erne tog racehadet i samfundet til, og nogle gange førte det til vold. Ved en række områdestævner i 1954 tog nogle af vennerne anstød af at ingen sorte brødre var blevet tildelt opgaver på programmet. Vi tilskyndede vores sorte brødre til at være tålmodige. Den følgende sommer blev jeg bedt om at holde et foredrag ved områdestævnet, og i tiden derefter fik flere sorte brødre fra sydstaterne indlæg ved stævnerne.

Raceurolighederne aftog med tiden, og sorte og hvide brødre kunne begynde at overvære møderne sammen. Det medførte forandringer. Nogle af forkynderne blev bedt om at flytte menighed, visse distriktsgrænser blev ændret, og nogle af tilsynsmændene blev tildelt nye opgaver. Enkelte, både blandt de sorte og de hvide brødre, brød sig ikke om den nye ordning. Men de allerfleste var upartiske, ligesom vores himmelske Fader. Ja, mange var nære venner uanset hudfarve. Sådanne venskaber havde min familie også under min opvækst i 30’erne og 40’erne.

En ny opgave

I januar 1969 blev Gerri og jeg indbudt til at tjene som missionærer i Guyana i Sydamerika, en opgave vi tog imod med glæde. Først rejste vi til Brooklyn, hvor jeg modtog oplæring så jeg kunne føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet  i Guyana. Vi ankom til Guyana i juli 1969. Efter at have virket i rejsetjenesten i 16 år var det en stor forandring for os at skulle være på ét sted. Gerri tilbragte de fleste af sine dage i forkyndelsen, og jeg arbejdede på afdelingskontoret.

Mit arbejde indbefattede alt lige fra at slå græs til at ekspedere litteraturbestillinger fra landets 28 menigheder og tage mig af korrespondancen med hovedkontoret i Brooklyn. Jeg arbejdede 14-15 timer om dagen. Vi sled begge i det, men hvor var vi dog glade for vores opgave! Dengang vi kom til landet, var der 950 forkyndere; i dag er der over 2500.

Vi nød det behagelige klima og de eksotiske frugter og grøntsager, men det der gav os størst glæde, var at undervise de ydmyge mennesker der tørstede efter at lære hvad Bibelen siger om Guds rige. Ofte ledte Gerri 20 bibelstudier hver uge, og mange af dem vi studerede med, blev døbt. Nogle blev med tiden pionerer, ældste eller kom endda på Gilead og blev selv missionærer.

Udfordringer og sygdom

I 1983 fik mine forældre hjemme i USA behov for hjælp. Doris, Gerri og jeg holdt familieråd. Doris, der havde tjent som missionær i Brasilien i 35 år, besluttede at rejse hjem for at tage sig af vores forældre. ’Hvorfor skulle to missionærer forlade deres distrikt når én kan klare opgaven?’ sagde hun. Efter at vores forældre var gået bort, blev Doris boende i Chattanooga, hvor hun stadig er specialpioner.

I 1995 fik jeg konstateret prostatakræft, og vi måtte rejse tilbage til USA. Vi slog os ned i Goldsboro i North Carolina, cirka midtvejs mellem min familie i Tennessee og Gerris familie i Pennsylvania. Min kræftsygdom er nu under kontrol, og vi tjener i en menighed i Goldsboro som specialpionerer, dog uden at skulle opfylde timekravet.

Når jeg ser tilbage på mine 65 år i heltidstjenesten, er jeg dybt taknemmelig for at Jehova har velsignet Gerri og mig fordi vi har været villige til at foretage forandringer for at tjene ham. Vi kan helt tilslutte os Davids ord: „Mod den loyale handler [Jehova] loyalt.“ — 2 Sam. 22:26.

[Illustrationer på side 3]

Min far og broder Nichols var gode eksempler for mig

[Illustrationer på side 4]

Gerri og mig, klar til Gilead i 1952

[Illustrationer på side 5]

Efter Gileadskolen fik vi til opgave at virke i rejsetjenesten i sydstaterne

[Illustration på side 6]

Rejsende tilsynsmænd og deres hustruer under forberedelsen af et områdestævne for både sorte og hvide i 1966

[Illustration på side 7]

Missionærtjenesten i Guyana var en fornøjelse