Lad ikke sygdom berøve dig glæden

FORESTIL dig at du vågner op om morgenen og ønsker at dagen var slut inden den overhovedet begyndte. Endnu en dag må du kæmpe med fysiske smerter eller et følelsesmæssigt pres. Måske føler du endda som Job, der sagde: „Hellere døden end disse lidelser!“ (Job 7:15, da. aut.) Og forestil dig så at det du kæmper med, varer ved, måske i flere år.

Det var tilfældet med Mefibosjet, der var søn af kong Davids ven Jonatan. Da Mefibosjet var fem år, „faldt han ned og blev halt“. (2 Sam. 4:4) Senere blev han falskeligt anklaget for at have svigtet kongen og led som følge deraf materielt tab. Dette følelsesmæssige pres må have gjort det endnu sværere for ham at klare sit handicap. Han lod dog aldrig fysiske begrænsninger, bagtalelse eller skuffelser berøve ham glæden. Et virkelig godt eksempel for os! — 2 Sam. 9:6-10; 16:1-4; 19:24-30.

Også apostelen Paulus havde noget at kæmpe med. Han skrev at han havde „en torn i kødet“ som han måtte udholde. (2 Kor. 12:7) Med dette udtryk kan han have hentydet til en kronisk lidelse eller til personer som anfægtede hans apostelhverv. Uanset hvad Paulus sigtede til, var det et vedvarende problem for ham, og han måtte leve med den fysiske eller følelsesmæssige smerte det medførte. — 2 Kor. 12:9, 10.

Nogle af Guds tjenere i dag er også ramt af kronisk sygdom eller er udsat for et hårdt følelsesmæssigt pres. Da Magdalena var 18 år, fik hun stillet diagnosen systemisk lupus erythematosus, en sygdom hvor immunsystemet angriber kroppens organer. „Jeg var skrækslagen,“ siger hun. „Som tiden gik, fik jeg det værre og værre; jeg fik også fordøjelsesbesvær, sår i mundhulen og problemer med skjoldbruskkirtlen.“ Izabela har en sygdom som ikke er så synlig. Hun fortæller: „Lige siden jeg var barn, har jeg lidt af depression. Det har medført panikanfald, vejrtrækningsproblemer og mavekramper. Jeg er ofte helt udmattet.“

Accepter dine begrænsninger

Helbredsproblemer kan vende op og ned på ens liv. Skulle det ske, vil det være en hjælp at foretage en ærlig vurdering af sin situation. Det er ikke altid let at acceptere sine begrænsninger. Magdalena siger: „Min sygdom bliver kun værre med tiden. Jeg er tit for udmattet til at stå ud af sengen, og fordi jeg aldrig kan vide hvordan jeg har det i morgen, er det meget svært at lægge nogen planer. Det jeg er mest frustreret over, er at jeg ikke længere kan gøre så meget i tjenesten for Jehova som tidligere.“

Zbigniew fortæller: „Som årene går, tapper leddegigten mig for energi og ødelægger det  ene led efter det andet. Nogle gange er betændelsen så slem at jeg ikke kan udføre selv de simpleste ting. Det gør mig meget modløs.“

For nogle år siden fik Barbara konstateret en hjernesvulst som voksede. „Der er sket nogle pludselige forandringer med min krop,“ siger hun. „Jeg er træt og mat, døjer ofte med hovedpine og har svært ved at koncentrere mig. På grund af mine begrænsninger har jeg måttet tage alting op til revurdering.“

Alle disse personer er indviede tjenere for Jehova, og at gøre hans vilje er det vigtigste for dem. De stoler helt og fuldt på Gud og mærker hans hjælp og støtte. — Ordsp. 3:5, 6.

Hvordan Jehova hjælper

Vi må aldrig betragte det at vi bliver ramt af sygdom, som et tegn på Guds mishag. (Klages. 3:33) Tænk på hvad Job måtte gennemgå selvom han var „uangribelig og retskaffen“. (Job 1:8) Gud prøver ingen med noget ondt. (Jak. 1:13) Alle sygdomme — både fysiske og psykiske — er en trist arv fra vores forfædre Adam og Eva. — Rom. 5:12.

Jehova og Jesus vil dog ikke lade de retfærdige være uden hjælp. (Sl. 34:15) Det er især i vanskelige perioder i vores liv at vi oplever at Gud er en ’tilflugt og borg’ for os. (Sl. 91:2) Hvis dine helbredsproblemer ikke umiddelbart kan afhjælpes, hvad kan da sætte dig i stand til at bevare glæden?

Bøn: Ligesom Guds trofaste tjenere i fortiden må du i bøn kaste din byrde på din himmelske Fader. (Sl. 55:22) Så vil du erfare „Guds fred, som overgår al forstand“. Denne indre fred ’vil beskytte dit hjerte og dit sind’. (Fil. 4:6, 7) Ved tillidsfuldt at bede til Gud har Magdalena lært at leve med sin udmarvende sygdom. Hun siger: „At udøse mit hjerte for Jehova virker lindrende og hjælper mig til at genvinde glæden. Nu forstår jeg virkelig hvad det vil sige at stole på Gud dag efter dag.“ — 2 Kor. 1:3, 4.

 Jehova kan besvare dine bønner ved at give dig styrke gennem sin hellige ånd, sit ord og det kristne brodersamfund. Du forventer naturligvis ikke at Gud vil kurere dig mirakuløst. Men du kan være sikker på at han vil give dig den visdom og styrke du behøver for at klare det du kæmper med. (Ordsp. 2:7) Han kan hjælpe dig ved at give dig „den kraft som er ud over det normale“. — 2 Kor. 4:7.

Familie: En kærlig og omsorgsfuld atmosfære i hjemmet kan hjælpe dig til at udholde din sygdom. Men glem ikke at dine nærmeste også har det svært og måske føler sig lige så hjælpeløse som du gør. Alligevel er de der for dig, selv i svære tider. Når I beder sammen, vil det hjælpe dig til at få et roligt hjerte. — Ordsp. 14:30.

Barbara siger om sin datter og andre unge søstre i menigheden: „De hjælper mig til at deltage i forkyndelsen. Deres entusiasme varmer mig om hjertet.“ Zbigniew synes at hans hustru er en uvurderlig støtte. „Hun tager sig af de fleste af pligterne i hjemmet. Hun hjælper mig også når jeg skal klæde mig på, og hun bærer ofte min taske når vi skal til møde eller ud at forkynde.“

Trosfæller: Når vi er sammen med vores trosfæller, bliver vi opmuntret og trøstet. Men hvad nu hvis din sygdom forhindrer dig i at komme til møderne? Magdalena fortæller: „Menigheden har sørget for at møderne bliver optaget så jeg kan lytte til dem. Og mine trosfæller ringer ofte til mig for at tilbyde deres hjælp på andre områder. De skriver også opmuntrende breve til mig. Bevidstheden om at de tænker på mig og bekymrer sig for hvordan jeg har det, hjælper mig til at holde ud.“

Izabela, der som nævnt lider af depression, fortæller: „I menigheden har jeg mange ’fædre’ og ’mødre’ som lytter til mig og prøver at forstå mig. Menigheden er min familie — det er der jeg oplever fred og glæde.“

Hvis man kæmper med sygdom, vil det være klogt ikke at holde sig for sig selv, men i stedet sætte samværet med menigheden  meget højt. (Ordsp. 18:1) På den måde vil man være til stor opmuntring for andre! Måske tøver du med at fortælle dine brødre og søstre hvad du gerne vil have hjælp til. Men i virkeligheden vil dine trosfæller sætte pris på at du er åben og ærlig. Det vil give dem lejlighed til at vise „en broderlig hengivenhed . . . som er uden hykleri“. (1 Pet. 1:22) Så hold dig ikke tilbage hvis du for eksempel har behov for kørelejlighed til møderne, gerne vil arbejde sammen med en i forkyndelsen eller har brug for at tale fortroligt med en. Vi bør selvfølgelig ikke være krævende, men derimod taknemmelige for den hjælp vi får af andre.

En positiv indstilling: Faktisk kan man selv gøre en hel del for at bevare glæden når man er ramt af en kronisk lidelse. Et trist og pessimistisk syn på livet kan føre til en negativ tankegang. Bibelen siger: „En mands ånd kan udholde hans sygdom, men en nedslået ånd, hvem kan bære den?“ — Ordsp. 18:14.

Magdalena siger: „Jeg gør en bevidst indsats for ikke at fokusere på mine problemer og glæder mig i stedet over de dage hvor jeg har det bedre. Det virker meget opmuntrende på mig at læse livsberetninger fortalt af nogle som er forblevet trofaste selvom de har en kronisk sygdom.“ Izabela bliver styrket af at tænke på at Jehova elsker hende og betragter hende som dyrebar. Hun fortæller: „Jeg føler at der er brug for mig, og at mit liv har mening. Og mit fremtidshåb er lyst og skønt.“

Zbigniew siger: „Min sygdom lærer mig at være ydmyg og lydig. Den lærer mig at være forstående, at vise dømmekraft og at tilgive andre af hjertet. Jeg har også lært at finde glæde ved at tjene Jehova uden at forfalde til selvmedlidenhed. Ja, jeg har ligefrem følt mig motiveret til at gøre åndelige fremskridt.“

Husk at Jehova lægger mærke til din udholdenhed. Han føler med dig og har omsorg for dig. Han vil ikke ’glemme dit arbejde og den kærlighed du har vist mod hans navn’. (Hebr. 6:10) Glæd dig over det løfte han giver alle der tjener ham: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebr. 13:5.

Hvis du alligevel føler dig nedtrykt en gang imellem, så tænk på det vidunderlige håb du har om at komme til at leve i den nye verden. Den tid nærmer sig hastigt hvor du med egne øjne vil se Guds riges velsignelser her på jorden!

[Ramme/​illustrationer på side 28, 29]

De forkynder trods kronisk sygdom

„Jeg kan ikke længere færdes alene, så min hustru eller en anden af mine trosfæller følges med mig i forkyndelsen. Jeg lærer præsentationerne og de skriftsteder jeg vil bruge, udenad.“ — Jerzy, der har et synshandicap.

„Ud over at forkynde pr. telefon skriver jeg breve til folk. Der er også nogle interesserede som jeg jævnlig skriver sammen med. Når jeg er indlagt, lægger jeg altid min bibel og nogle af vores publikationer ved siden af min seng. På den måde har jeg fået gang i mange gode samtaler.“ — Magdalena, der har systemisk lupus erythematosus.

„Jeg er glad for at gå fra hus til hus, men når jeg ikke er oplagt til dét, gør jeg brug af telefonforkyndelse.“ — Izabela, der lider af klinisk depression.

„Det er en stor glæde for mig at gå på genbesøg og være med på bibelstudier. De dage jeg har det nogenlunde, nyder jeg også at gå fra hus til hus.“ — Barbara, der har en hjernesvulst.

„Jeg har kun en meget let mappe med i forkyndelsen. Og jeg går først hjem fra tjenesten når jeg ikke længere kan holde mine ledsmerter ud.“ — Zbigniew, der har leddegigt.

[Illustration på side 30]

Uanset alder kan man være til opmuntring for andre