Fortalt af Lois Didur

Har du nogen sinde sagt: ’Jeg ville ønske at jeg ikke havde truffet det valg’? Efter 50 år i heltidstjenesten kan jeg ikke komme i tanker om nogen varige negative følger af at være ved Jehovas højre hånd. Lad mig fortælle hvorfor.

JEG er født i 1939 og voksede op på landet i provinsen Saskatchewan i Canada sammen med fire søstre og en bror. Vi var glade for livet på prærien. En dag kom Jehovas Vidner til vores gård. De talte med min far, og jeg spurgte dem om Gud har et navn. De viste os navnet Jehova i Salme 83:18. Det gav mig lyst til at lære mere om Gud og hans ord.

Dengang gik børn på landet i en landsbyskole med kun et enkelt klasseværelse, og alle børnene var sammen indtil 8. klasse. De red på hesteryg eller gik de mange kilometer til skolen. De familier hvis børn gik i skolen, skiftedes til at sørge for bolig og mad til skolelæreren. Ét år var det mine forældres tur til at have den nye lærer boende. Han hed John Didur.

Denne unge mand var også meget interesseret i Bibelen. Men det vidste jeg ikke. Engang da jeg udtalte mig til fordel for kommunismen og socialismen, som min far på det tidspunkt syntes godt om, svarede John stille: „Intet menneske har ret til at herske over andre mennesker. Det er kun Gud der har denne ret.“ Det førte til mange interessante samtaler.

John, der var født i 1931, havde hørt om krigens strabadser. Da Koreakrigen udbrød i 1950, spurgte han flere præster om hvordan de stillede sig til at deltage i krigshandlinger. Alle sagde at som kristen kunne man godt bære våben. Senere stillede han Jehovas Vidner det samme spørgsmål. De henviste ham til de første kristnes bibelske standpunkt. John blev døbt i 1955, og jeg blev døbt det følgende år. Vi vidste begge at vi ville tjene Jehova af hele  vores sjæl, sind og styrke. (Sl. 37:3, 4) I juli 1957 blev John og jeg gift.

Det traf sig sådan at vi mange gange var til stævne på vores bryllupsdag. Vi var glade for at være sammen med tusinder af andre der havde samme syn på ægteskabet som os. I 1958 var vi til vores første internationale stævne. Vi var fem der kørte i bil sammen fra Saskatchewan til New York City. Vi kørte om dagen og sov i telt om natten, og det tog os en uge at nå vores bestemmelsessted. I Bethlehem i Pennsylvania var der en broder der til vores glæde og overraskelse tilbød at vi måtte overnatte i hans hus. Denne spontane venlighed betød at vi ankom til New York City rene og pæne i tøjet. Det vældige stævnearrangement gav os bevis på hvor skønt, ja hvor ’lifligt’, det er at tjene Jehova. Som salmisten skrev: „Liflighed er ved din højre for bestandig.“ — Sl. 16:11.

PIONERTJENESTE

I 1959, et år senere, var vi pionerer i Saskatchewan og boede i en beboelsesvogn der stod på en bakke hvorfra vi havde udsigt over prærien. Fra vores bolig kunne vi se milevidt omkring os, og nogle af disse mil var vores distrikt.

En dag kom der et spændende brev fra afdelingskontoret. Jeg skyndte mig ud til John, der var ved at reparere traktoren. Brevet var en indbydelse til os til at være specialpionerer i byen Red Lake i Ontario. Da vi ikke vidste hvor det var, fandt vi hurtigt nogle kort frem for at finde stedet.

Omgivelserne viste sig at være en stor kontrast til den åbne prærie. Her var der store skove og små byer der lå i nærheden af guldminerne. Da vi den første dag så os om efter et sted at bo, var der en lille pige der hørte os tale med nabokonen. Hun løb hjem til sin mor, der venligt tilbød os at vi kunne overnatte dér. Sengen stod i en jordkælder. Den følgende dag fandt vi en bjælkehytte med to værelser og en simpel brændeovn. Men der var hverken møbler eller sanitære installationer. Vi skaffede os nogle få ting hos en marskandiser og var snart godt tilfredse med vores bolig.

Der var to hundrede kilometer til den nærmeste menighed. Mange af guldminearbejderne var kommet fra Europa, og de spurgte om vi kunne skaffe dem en bibel på deres eget sprog. I løbet af kort tid havde vi 30 gode bibelstudier, og efter et halvt års forløb havde vi dannet en lille menighed.

Vi studerede med en kone hvis mand ringede til sin præst og bad ham komme og forklare hende at det vi havde fortalt, var helt forkert. Da præsten kom, sagde han blandt andet at vi burde lære mandens kone om den treenige Gud. Konen hentede husets katolske bibel og bad præsten underbygge det han havde sagt, med Bibelen. Han smed Bibelen hen over bordet idet han sagde at han ikke behøvede at bevise noget. Da han gik, sagde han på ukrainsk at ægteparret skulle smide os ud og aldrig lukke os ind igen. Han vidste ikke at John forstod ukrainsk!

Kort efter forlod vi Red Lake fordi John skulle oplæres i kredstjenesten. Men omkring et år senere, da John holdt dåbsforedraget ved et områdestævne, var ovennævnte kones mand blandt dåbskandidaterne! Mødet med præsten havde fået ham til selv at undersøge det Bibelen lærte.

TRAVLT OPTAGET I REJSETJENESTEN

I kredstjenesten havde vi den forret at bo hos mange forskellige familier. Vi blev meget gode venner med dem der delte deres hjem og daglige liv med os. Engang boede vi i et værelse ovenpå som  ikke var opvarmet om vinteren. Tidligt om morgenen kunne vi høre den ældre søster som boede der, liste ind i værelset og tænde op i den lille brændeovn. Kort efter kom hun tilbage med et vaskefad og varmt vand, så vi kunne gøre os i stand til dagen. Jeg lærte meget af hendes milde og stilfærdige væsen.

Rejsetjenesten hjalp mig til at komme nær til Jehova. I en kreds i Alberta var der langt mod nord en mineby hvor der boede en søster. Hvordan betragtede Jehovas organisation denne isolerede søster? Hver sjette måned fløj vi derop, gik i tjenesten en uge og holdt møder med hende, nøjagtig som vi ville have gjort hvis det havde været en stor menighed. Det mindede os om Jehovas kærlige omsorg for hvert eneste af hans små får.

Vi bevarede kontakten med mange af dem som vi boede hos. Det minder mig om en af de første gaver John forærede mig — en smuk æske fyldt med brevpapir. Vi glædede os over at holde forbindelsen ved lige med vores venner pr. brev, hvor vi brugte dette papir. Denne æske hører stadig til blandt mine kæreste ting.

Mens vi besøgte en kreds i Toronto, var der en broder fra afdelingskontoret der ringede til os og spurgte om vi havde lyst til at komme og arbejde på Betel. Hvornår ville han gerne have svar? Næste dag, hvis det var muligt! Det fik han.

BETELTJENESTE

Hver ny opgavetildeling havde på forskellige måder vist os hvor skøn og ’liflig’ tjenesten er ved Jehovas højre hånd. Det var også tilfældet da vi flyttede til Betel i Canada i 1977. Det nære forhold til nogle af de salvede gav os lejlighed til ikke alene at se hvor forskellige de var i personlighed, men også at lægge mærke til deres store respekt for Guds ord.

Det var en dejlig forandring at være på Betel. Vores tøj lå nu i en skuffe og ikke i en kuffert, og vi hørte til én menighed. Ud over det daglige arbejde havde jeg også den glæde at give rundvisninger når der kom grupper på besøg. Jeg fortalte om det arbejde der blev udført på Betel, hørte de besøgendes kommentarer og besvarede deres spørgsmål.

Årene gik hurtigt, og i 1997 blev John indbudt til at overvære Skolen for Medlemmer af Afdelingskontorernes Udvalg i Patterson, New York. Derefter blev vi spurgt om vi kunne tænke os at flytte til Ukraine. Vi blev bedt om at overveje det nøje og under bøn. Inden dagen var omme, vidste vi at svaret ville være ja.

ENDNU EN FORANDRING — UKRAINE

Vi havde overværet det store internationale stævne i Sankt Petersborg i Rusland i 1992 og derefter stævnet i Kiev i Ukraine i 1993. Derved havde vi lært vores brødre i Østeuropa at kende og var kommet til at holde af dem. Vores nye bolig i Lviv i Ukraine lå på første sal i en gammel ejendom. Vinduerne vendte ud til en gård hvor der var en lille have, en stor, rød hane og en flok høns. Det føltes næsten som at være på en gård i Saskatchewan. Vi var tolv der boede sammen i denne ejendom. Tidligt om morgenen kørte vi hver dag tværs igennem byen til vores arbejde på Betel.

Hvordan syntes vi om at være i Ukraine? Det gjorde én ydmyg at være blandt mange der havde oplevet prøvelser, forbud og fængslinger og havde bevaret en stærk tro. Når vi udtalte os anerkendende om det, sagde de: „Vi gjorde det for Jehovas skyld.“ De havde aldrig følt at de havde været overladt til sig selv. Også når man takker dem nu for en  eller anden venlighed de har vist en, siger de i mange tilfælde: „Sig tak til Jehova,“ og viser dermed at de anerkender at alle gode gaver kommer fra ham.

I Ukraine er der mange der spadserer til møderne, og på den måde har de tid til at tale sammen og opmuntre hinanden. Turen tager måske en time eller mere. Der findes over 50 menigheder i Lviv, hvoraf de 21 benytter et stort rigssalskompleks. Om søndagen er det et meget smukt syn at se en stadig strøm af brødre der kommer gående til møderne.

Vi følte os hurtigt godt tilpas sammen med brødrene og søstrene, der er meget lette at omgås og ivrige efter at tage sig af andre. Når jeg har problemer med at forstå sproget — noget jeg stadig har — er de meget tålmodige. Deres øjne udtrykker ofte lige så meget som deres ord.

Ved det internationale stævne i 2003 i Kiev oplevede vi et eksempel på den store tillid der findes blandt brødrene. Vi var lige kommet ned på perronen i den travle metro da en lille pige kom hen til os og helt roligt sagde: „Jeg er faret vild. Jeg kan ikke finde min mormor.“ Pigen havde set vores reversmærker og vidste at vi var Jehovas Vidner. Hun var så tillidsfuld og græd slet ikke. En kredstilsynsmands hustru som var sammen med os, tog venligt pigen ved hånden og fulgte hende hen til afdelingen for tabt og fundet på stadion, og snart var hun genforenet med sin mormor. Den tillid som denne lille pige viste blandt tusinder af mennesker, gjorde et stort indtryk på mig.

I maj 2001 kom der brødre og søstre fra mange lande til Ukraine i anledning af indvielsen af vores nye faciliteter i forbindelse med afdelingskontoret. Efter det særlige foredrag der blev holdt på et stadion søndag formiddag, kom der et hav af brødre og søstre gående op ad vejen til det nye Betel for at se det. Det var et uforglemmeligt syn! Det gjorde et stort indtryk på mig at se alle disse komme vandrende så roligt og fredeligt, og det øgede min værdsættelse yderligere af alle de velsignelser man får del i ved at tjene Gud.

EN DRASTISK FORANDRING

Til vores store sorg fik John i 2004 konstateret at han havde kræft. Vi rejste til Canada for at han kunne blive behandlet dér. Den første behandling med kemoterapi var næsten for meget for ham, og han lå i flere uger på en intensivafdeling. Heldigvis kom han til bevidsthed. Til trods for at han næsten ikke kunne tale, udtrykte hans øjne altid taknemmelighed over for alle der besøgte ham.

Men han kunne ikke komme sig, og han døde samme efterår. Jeg følte at jeg havde mistet en meget stor del af mig selv. John og jeg havde glædet os meget over at tjene Jehova sammen. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg valgte at vende tilbage til Ukraine. Jeg har været meget taknemmelig for den kærlighed betelfamilien og menigheden har vist mig.

Vi har aldrig et øjeblik i vores liv fortrudt de valg vi traf. Det har været et dejligt liv, og vi har haft de bedste venner og omgangsfæller. Jeg ved at der stadig er meget at lære om Jehovas godhed og gavmildhed, og det er mit håb at jeg må fortsætte med at tjene ham i al evighed, for jeg har i sandhed erfaret at der er ’liflighed ved hans højre’.

[Tekstcitat på side 6]

„Vi har aldrig et øjeblik i vores liv fortrudt de valg vi traf“

[Illustration på side 3]

Da jeg blev gift med John

[Illustration på side 4]

Da jeg var specialpioner i Red Lake, Ontario

[Illustration på side 5]

Sammen med John i Ukraine i 2002