Fortalt af Leonard Smith

Da jeg var først i teenageårene, stødte jeg på to passager i Bibelen som gjorde stort indtryk på mig. I dag, over 70 år senere, kan jeg stadig huske det øjeblik da jeg forstod Zakarias 8:23, der taler om „ti mænd“ som griber fat i „en jødes kappeflig“. De siger til jøden: „Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.“

JØDEN symboliserer de salvede kristne, og de „ti mænd“ står for de „andre får“, eller jonadab’erne, som de blev kaldt dengang. * (Joh. 10:16) Det gik op for mig hvor vigtigt det var at jeg loyalt støttede den salvede skare hvis mit håb om evigt liv på jorden skulle indfries.

Den anden passage der gjorde dybt indtryk på mig, var Jesu billedtale om „fårene“ og „gederne“ i Mattæus 25:31-46. „Fårene“ skildrer dem der modtager en gunstig dom fordi de i endens tid gør godt mod dem af Kristi salvede brødre der stadig befinder sig på jorden. Som en ung jonadab sagde jeg til mig selv: ’Len, hvis du gerne vil have at Kristus skal betragte dig som et får, må du støtte hans salvede brødre og følge deres ledelse, for Gud er med dem.’ Denne forståelse har været en ledetråd for mig gennem mere end 70 år.

’HVAD ER MIN PLADS?’

Min mor blev døbt i 1925 i mødesalen ved Betel. Denne sal blev kaldt London-tabernaklet og blev brugt af de lokale brødre. Jeg blev født den 15. oktober 1926. I marts 1940 blev jeg døbt ved et stævne i Dover på Englands sydkyst. Jeg kom til at elske sandheden fra Bibelen. Eftersom min mor var en salvet kristen, var hun den første ’jøde’ hvis ’kappeflig’ jeg greb fat i. På dette tidspunkt tjente min far og min storesøster ikke Jehova. Min mor og jeg hørte til Gillingham Menighed i det sydøstlige England, som hovedsagelig bestod af salvede kristne. Min mor var et godt eksempel med hensyn til at være nidkær i forkyndelsen.

I september 1941 blev der ved et stævne i byen Leicester holdt et foredrag med titlen „Ustraffelighed“, som kom ind på stridsspørgsmålet om det universelle herredømme. Dette foredrag hjalp mig til at forstå at vi er involveret i et stridsspørgsmål mellem Jehova og Satan. Derfor må vi tage standpunkt for Jehova og bevare vores integritet over for universets Suveræn.

Ved dette stævne blev der lagt stor vægt på pionertjenesten, og unge blev opfordret til at have denne tjeneste som mål. Foredraget med titlen „En pioners plads i organisationen“ fik mig til at tænke: ’Hvad er min plads?’ Dette stævne overbeviste  mig om at jeg som en jonadab var forpligtet til at hjælpe den salvede skare så godt jeg kunne i forkyndelsesarbejdet. Inden jeg var taget fra stævnet, havde jeg udfyldt min ansøgning om pionertjeneste.

PIONERTJENESTE I KRIGSÅRENE

Den 1. december 1941, da jeg var 15, blev jeg udnævnt til specialpioner. Min mor var min første pionermakker, men efter et års tid måtte hun opgive pionertjenesten på grund af helbredsproblemer. Afdelingskontoret i London koblede mig så sammen med Ron Parkin, der nu tjener som medlem af afdelingskontorets udvalg i Puerto Rico.

Vi blev sendt til kystbyerne Broadstairs og Ramsgate i Kent, hvor vi lejede et værelse. Den månedlige specialpionergodtgørelse var 40 shilling (dengang omkring 45 kroner). Når vi havde betalt vores husleje, var der ikke meget tilbage at leve for, og vi vidste ikke altid hvor det næste måltid skulle komme fra. Men på den ene eller den anden måde dækkede Jehova altid vores behov.

Vi cyklede meget, og det krævede mange kræfter at komme frem på vores tungtlæssede cykler i den stride vind fra Nordsøen. Der var også luftangreb, foruden de tyske V1-missiler som fløj temmelig lavt hen over Kent med retning mod London. Engang måtte jeg springe af cyklen og kaste mig ned i en grøft fordi en bombe fór hen over hovedet på mig og eksploderede på en nærliggende mark. Men trods alt dette havde vi nogle skønne pionerår i Kent.

JEG BLIVER EN „BETELDRENG“

Min mor havde altid talt varmt om Betel. „Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre end at du blev en rigtig beteldreng,“ sagde hun. Derfor blev jeg også meget glad og overrasket da jeg i januar 1946 fik en invitation til at komme og arbejde på Betel i London i tre uger. Da de tre uger var gået, bad Pryce Hughes, der var landstjener, mig om at blive på Betel. Den oplæring jeg fik der, formede mig for altid.

Dengang var der omkring 30 i betelfamilien i London. De fleste var unge, ugifte brødre, og der var også adskillige salvede brødre, deriblandt Pryce Hughes, Edgar Clay og John Barr, som senere blev medlem af Det Styrende Råd. Sikken et privilegium det var at kunne støtte Kristi brødre ved som helt ung at arbejde under disse ’søjlers’ åndelige tilsyn! — Gal. 2:9.

En dag blev jeg bedt om at gå hen til Betels hovedindgang. Jeg fik at vide at der stod en søster som ville tale med mig. Til min store overraskelse var det min mor, som stod med en pakke under armen. Hun sagde at hun ikke ville gå med ind fordi det ville forstyrre mig i mit arbejde, så hun gav mig pakken, og derefter gik hun. Det var en varm frakke! Min mors kærlige omsorg fik mig til at tænke på Hanna, der bragte en overklædning op til sin lille søn, Samuel, mens han tjente i teltboligen. — 1 Sam. 2:18, 19.

GILEAD — EN UFORGLEMMELIG OPLEVELSE

I 1947 var vi fem betelitter der blev indbudt til at gennemgå Gileadskolen i USA, og året efter kom vi i den 11. klasse. Da vi ankom, var det bidende koldt i den nordlige del af staten New York, hvor skolen lå. Hvor var jeg glad  for at jeg havde den varme frakke som min mor havde givet mig!

Jeg vil aldrig glemme de seks måneder jeg tilbragte på Gileadskolen. Samværet med de andre elever, der kom fra 16 lande, udvidede min horisont. Ud over de åndelige gaver jeg fik på skolen, nød jeg stor gavn af fællesskabet med modne kristne. En af mine klassekammerater, Lloyd Barry; en af lærerne, Albert Schroeder; og John Booth, der var tilsynsmand for Kingdom Farm (hvor Gileadskolen havde til huse), blev senere medlemmer af Det Styrende Råd. Jeg er taknemmelig for de kærlige råd jeg fik af disse brødre, og værdsætter i den grad deres eksempel i loyalitet over for Jehova og hans organisation.

KREDSTJENESTEN OG TILBAGE TIL BETEL

Efter Gilead fik jeg til opgave at virke i kredstjenesten i Ohio, USA. Jeg var kun 21 år gammel, men brødrene tog imod mig med åbne arme og accepterede min ungdommelige entusiasme. I denne kreds lærte jeg rigtig meget af ældre brødre der havde stor erfaring.

Efter nogle få måneder blev jeg indbudt til at komme tilbage til Betel i Brooklyn og modtage yderligere oplæring. I denne periode lærte jeg „søjler“ som Milton Henschel, Karl Klein, Nathan Knorr, T.J. (Bud) Sullivan og Lyman Swingle at kende, brødre som enten var eller senere blev medlemmer af Det Styrende Råd. Det var en berigende oplevelse for mig at se hvordan de varetog deres opgaver, og at iagttage deres gode kristne egenskaber. Min tillid til Jehovas organisation øgedes hundredfold. Herefter blev jeg sendt tilbage til Europa for at fortsætte min tjeneste der.

I februar 1950 døde min mor. Efter begravelsen tog jeg en åbenhjertig snak med min far og min storesøster, Dora. Jeg spurgte dem hvad de havde tænkt sig at gøre i forbindelse med sandheden nu hvor mor var borte og jeg ikke boede hjemme. De kendte og respekterede en ældre salvet broder der hed Harry Browning, og gik med til at snakke med ham. I løbet af et år blev min far og Dora døbt. Far blev senere tjener i menigheden i Gillingham. Efter far døde, giftede Dora sig med en trofast ældstebroder, Roy Moreton, og hun tjente Jehova loyalt indtil sin død i 2010.

TIL FRANKRIG

I skolen havde jeg haft fransk, tysk og latin, og af de tre sprog var det fransk jeg havde haft sværest ved. Derfor var det også med blandede følelser at jeg sagde ja til at komme på Betel i Paris. Dér fik jeg det privilegium at arbejde sammen med landstjeneren Henri Geiger, der var en ældre salvet broder. Min opgave var ikke altid lige let, og jeg begik uden tvivl mange fejl, men jeg lærte en masse om hvordan man kommer godt ud af det med andre.

Der var planer om at afholde det første internationale efterkrigsstævne i Paris i 1951, og dette stævne skulle jeg være med til at organisere. En ung rejsende tilsynsmand, Léopold Jontès, blev kaldt ind på Betel for at hjælpe mig. Senere blev Léopold udnævnt til landstjener. Stævnet blev holdt i Palais des Sports i nærheden af Eiffeltårnet, og der kom delegerede fra 28 lande. Den sidste dag blev programmet overværet af 10.456, hvilket var til stor glæde for de 6000 franske Jehovas Vidner!

Da jeg kom til Frankrig, lod mine franskkundskaber meget tilbage at ønske. Derudover begik  jeg den store fejl kun at åbne munden når jeg var sikker på at kunne sige tingene 100 procent rigtigt. Hvis man ikke begår fejl, bliver man aldrig rettet, og så gør man heller ikke fremskridt.

Jeg besluttede at gøre noget ved situationen ved at tilmelde mig et franskkursus for udlændinge. Nogle af de aftener hvor der ikke var møde, gik jeg til undervisning. Jeg begyndte at elske det franske sprog, og denne kærlighed er vokset i årenes løb. Det viste sig at blive nyttigt, for jeg fik til opgave at hjælpe til med oversættelsesarbejdet. Med tiden blev jeg selv oversætter og oversatte tekster fra engelsk til fransk. Det var en stor forret at være med til at formidle den åndelige føde fra trælleskaren til fransktalende brødre i hele verden. — Matt. 24:45-47.

ÆGTESKAB OG YDERLIGERE TJENESTEFORRETTIGHEDER

I 1956 giftede jeg mig med Esther, en pionersøster fra Schweiz som jeg havde mødt nogle år tidligere. Vi blev gift i rigssalen ved siden af Betel i London (det gamle London-tabernakel, hvor min mor blev døbt). Broder Hughes holdt bryllupsforedraget. Esthers mor var til stede, og hun havde også det himmelske håb. Med mit ægteskab fik jeg ikke blot en henrivende og loyal livsledsager, men også et dyrebart fællesskab med min kære, åndeligsindede svigermor, som afsluttede sit jordiske livsløb i 2000.

Esther og jeg boede til at begynde med uden for Betel. Mens jeg fortsatte med oversættelsesarbejdet, virkede Esther som specialpioner i Paris’ forstæder, og hun fik hjulpet adskillige mennesker med i sandheden. I 1964 blev vi indbudt til at komme på Betel. Da ordningen med afdelingskontorernes udvalg blev oprettet i 1976, blev jeg udnævnt som medlem. I årenes løb har Esther været en kærlig og trofast støtte for mig.

’MIG HAR I IKKE ALTID HOS JER’

Med jævne mellemrum har jeg haft den forret at vende tilbage til hovedkontoret i New York. Under disse besøg har jeg fået gode råd af forskellige medlemmer af Det Styrende Råd. Da jeg for eksempel engang gav udtryk for at jeg havde svært ved at overholde en bestemt deadline, smilede broder Knorr til mig og sagde: „Lad være med at bekymre dig. Bare arbejd!“ Det kloge råd har jeg haft gavn af mange gange siden. I stedet for at gå i panik når arbejdsopgaverne tårner sig op, tager jeg fat på én opgave ad gangen, og arbejdet bliver gjort — som regel til tiden.

Lige inden sin død sagde Jesus til sine disciple: ’Mig har I ikke altid hos jer.’ (Matt. 26:11) Vi som tilhører de andre får, er også klar over at vi ikke altid vil have Kristi salvede brødre iblandt os her på jorden. Derfor betragter jeg det som et uvurderligt privilegium at jeg i over 70 år har haft et nært forhold til mange af de salvede — og på den måde har kunnet holde fast i en jødes kappeflig.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 21]

Broder Knorr smilede og sagde: „Lad være med at bekymre dig. Bare arbejd!“

[Illustrationer på side 19]

(Til venstre) Min mor og far

(Til højre) Foran Gileadskolen i 1948, iført den varme frakke fra min mor

[Illustration på side 20]

Tolk for broder Lloyd Barry ved indvielsen af afdelingskontoret i Frankrig, 1997

[Illustration på side 21]

(Til venstre) Esther og mig på vores bryllupsdag

(Til højre) I forkyndelsen sammen