Fortalt af Elva Gjerde

For omkring 70 år siden havde vi besøg af en mand der på et tidspunkt foreslog min far noget der fuldstændig ændrede mit liv. Siden den betydningsfulde dag er der mange andre der også har haft stor indflydelse på mit liv. Det har bevirket at jeg har fået et dyrebart venskab med en som betyder mere for mig end nogen anden. Lad mig forklare hvad jeg mener.

JEG er født i Sydney, Australien, i 1932. Mine forældre troede på Gud, men gik ikke i kirke. Min mor lærte mig at Gud altid holdt øje med mig og var parat til at straffe mig hvis jeg var uartig. Det gjorde mig bange for Gud. Alligevel var jeg meget fascineret af Bibelen, for når min moster besøgte os i weekenden, fortalte hun mig mange spændende bibelhistorier, og jeg glædede mig altid til hendes besøg.

Da jeg var teenager, læste min far nogle bøger som min mor havde fået af en ældre dame der var et af Jehovas Vidner. Det han læste, gjorde et så stort indtryk på ham at han begyndte at studere Bibelen med Vidnerne. En aften, under bibelstudiet, opdagede han at jeg i al hemmelighed stod og lyttede. Han ville til at sende mig tilbage i seng da den forkynder der studerede med ham, sagde: „Hvorfor lader du ikke Elva være med?“ Dette forslag blev begyndelsen til en ny livsform for mig og til mit venskab med den sande Gud, Jehova.

Kort derefter begyndte min far og jeg at overvære de kristne møder. Det han lærte, fik ham til at gøre store forandringer i sit liv. Han begyndte endda at kunne styre sit temperament, og det fik min mor og min storebror, Frank, til også at komme til møderne. * Vi gjorde alle fire gode fremskridt, og det endte med at vi blev døbt som Jehovas Vidner. Siden da er jeg blevet venner med mange ældre der har hjulpet mig i forskellige perioder af mit liv.

HVILKEN LIVSVEJ SKULLE JEG VÆLGE?

Som teenager fik jeg et nært forhold til nogle af de ældre i vores menighed. En af dem var Alice Place, den ældre søster der første gang havde besøgt vores familie. Hun blev som en bedstemor for mig. Alice oplærte mig i forkyndelsen og opmuntrede mig til at arbejde hen imod at blive døbt, og det blev jeg i en alder af 15 år.

Jeg fik også et nært forhold til et ældre ægtepar ved navn Percy og Madge (Margaret) Dunham. Samværet med dem fik stor betydning for min fremtid. Jeg var nemlig meget glad for matematik og havde planer om at uddanne mig  til matematiklærer. Percy og Madge havde i 1930’erne tjent som missionærer i Letland, men da Anden Verdenskrig brød ud i Europa, blev de indbudt til at tjene på Betel i Sydney, Australien. De tog sig virkelig af mig og fortalte mig mange spændende oplevelser fra deres missionærtjeneste. Det gik op for mig at det ville være langt mere tilfredsstillende at undervise i Bibelen end at undervise i matematik. Så jeg besluttede i stedet at blive missionær.

Percy og Madge tilskyndede mig til at blive pioner og på den måde forberede mig til missionærtjenesten. I 1948, da jeg var 16 år, sluttede jeg mig så til de ti andre unge, glade pionerer i min menighed i Hurstville, Sydney.

I de næste fire år virkede jeg som pioner i fire andre byer i New South Wales og Queensland. En af de første jeg studerede Bibelen med, var Betty Law (nu Remnant). Betty var to år ældre end mig og et elskeligt menneske. Hun blev senere min pionermakker i byen Cowra, der ligger omkring 230 kilometer vest for Sydney. Selvom vi kun arbejdede sammen en kort tid, er Betty og jeg stadig venner den dag i dag.

Da jeg blev udnævnt til specialpioner, flyttede jeg til Narrandera — en by der ligger 220 kilometer sydvest for Cowra. Min nye makker var Joy Lennox (nu Hunter), en nidkær pioner der også var to år ældre end mig. Vi var de eneste forkyndere i byen. Joy og jeg lejede et værelse hos et gæstfrit ægtepar, Ray og Esther Irons. De og deres søn og tre døtre var interesseret i sandheden. Hele ugen arbejdede Ray og hans søn på en farm hvor man opdrættede får og dyrkede hvede, mens Esther og pigerne drev et pensionat i byen. Hver søndag tilberedte Joy og jeg et kæmpestort måltid til familien Irons og omkring en halv snes af de logerende — alle sammen sultne mænd der knoklede ved jernbanen. Dette arbejde indgik som en del af betalingen for vores husleje. Efter at vi havde vasket op, serverede vi et lækkert åndeligt måltid for familien Irons — nemlig det ugentlige vagttårnsstudium. Ray, Esther og deres fire børn kom med i sandheden og blev de første medlemmer af menigheden i Narrandera.

I 1951 overværede jeg et stævne i Sydney og tog til et særligt møde for pionerer der var interesseret i missionærtjenesten. Der var mere end 300 til stede ved mødet, som blev holdt i et stort telt. Nathan Knorr fra Betel i Brooklyn talte til os og udmalede hvor presserende et behov der var for at bringe den gode nyhed ud til jordens fjerneste egne. Vi slugte hvert et ord han sagde. Mange af de pionerer der var til stede, var senere blandt de første der bragte budskabet ud til øerne i det sydlige Stillehav og til andre områder. Jeg var henrykt over at være en af de 17 australiere der blev indbudt til den 19. klasse på Gileadskolen i 1952. Blot 20 år gammel — og min drøm om at blive missionær skulle nu gå i opfyldelse!

BEHOV FOR AT ÆNDRE MIG

Undervisningen og samværet med andre på Gilead øgede min bibelkundskab og styrkede min tro, men havde også en stor virkning på min personlighed. Jeg var ung og idealistisk og tilbøjelig til at forvente fuldkommenhed af mig selv og andre. Somme tider var jeg alt for hård i mit syn på tingene. Da jeg for eksempel så broder Knorr spille baseball med nogle unge betelitter, blev jeg chokeret.

Lærerne på Gilead — kloge mænd der alle havde mange års erfaring — må have lagt mærke til at jeg havde det svært. De viste mig kærlig interesse og hjalp mig til at ændre min måde at  tænke på. Efterhånden forstod jeg at Jehova ikke er en streng og hård Gud, men en kærlig Gud, der værdsætter det vi gør. Der var også nogle af mine klassekammerater der hjalp mig. Jeg husker at en af dem sagde til mig: „Elva, Jehova svinger ikke pisken over os. Vær ikke så hård ved dig selv!“ Hendes ligefremme ord rørte mig dybt.

Efter Gilead fik fem af os til opgave at tjene i Namibia i Afrika. Det varede ikke længe før vi tilsammen havde 80 bibelstudier. Jeg elskede Namibia og livet som missionær, men jeg var blevet forelsket i en af mine klassekammerater fra Gilead, der var blevet sendt til Schweiz. Efter et år i Namibia rejste jeg derfor til Schweiz. Vi blev gift, og derefter tjente jeg sammen med min mand i kredstjenesten.

EN STOR KRISE I MIT LIV

Efter at have tilbragt fem dejlige år i rejsetjenesten blev vi indbudt til at tjene på afdelingskontoret i Schweiz. Jeg nød at være en del af betelfamilien og at være sammen med de mange ældre og åndeligt modne brødre og søstre der.

Men kort efter at vi var kommet på Betel, fik jeg et frygteligt chok. Jeg opdagede at min mand havde været mig utro og svigtet både mig og Jehova. Han forlod mig, og jeg var sønderknust. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle have klaret det uden den kærlighed og støtte som jeg fik fra mine kære ældre venner i betelfamilien. Når jeg havde brug for at tale med dem, lyttede de til mig, og når jeg havde brug for at være alene, lod de mig være i fred. Deres trøstende ord og store omsorg hjalp mig til at udholde den ubeskrivelige smerte jeg følte, og til at komme Jehova endnu nærmere.

Jeg huskede også hvad nogle ældre og kloge venner der havde udholdt mange prøvelser, havde sagt. For eksempel havde Madge Dunham engang sagt til mig: „Elva, i din tjeneste for Jehova vil du komme ud for mange trængsler, men de sværeste prøvelser kan komme fra dem der står dig nærmest. Hvis det sker, så hold dig nær til Jehova. Husk at det er ham og ikke ufuldkomne mennesker du tjener!“ Hendes råd hjalp mig gennem mange mørke stunder. Jeg besluttede at jeg aldrig ville lade det min mand havde gjort, skille mig fra Jehova.

Senere valgte jeg at vende tilbage til Australien og tjene som pioner i nærheden af min familie. På den lange rejse hjem havde jeg flere interessante bibelske samtaler med en gruppe passagerer om bord på skibet. I gruppen var der en rolig nordmand der hed Arne Gjerde. Han syntes godt om det han hørte, og senere besøgte han min familie og mig i Sydney. Arne gjorde hurtigt åndelige fremskridt og blev døbt. I 1963 blev vi gift, og to år senere fødte jeg vores søn, Gary.

ENDNU EN STOR PRØVELSE

Arne, Gary og jeg var en lykkelig og glad familie. Der gik ikke lang tid før Arne byggede vores hus større, så vi kunne have mine aldrende forældre boende. Men da vi havde været gift i seks år, fik vi en uhyggelig besked — Arne havde fået en hjernesvulst. I en lang periode besøgte jeg ham hver dag på hospitalet mens han fik strålebehandling. En tid så det ud som om han fik det bedre, men så forværredes hans tilstand, og han fik et  slagtilfælde. Jeg fik at vide at han kun havde nogle få uger tilbage at leve i. Men Arne overlevede og kom til sidst hjem, hvor jeg plejede ham, og langsomt fik han det bedre. Efter nogen tid var han i stand til at gå igen og kunne genoptage sit arbejde som ældste i menigheden. Hans positive indstilling og humoristiske sans hjalp ham til at komme sig og gjorde det lettere for mig at tage mig af ham.

Mange år senere, i 1986, blev Arne meget syg igen. På det tidspunkt var mine forældre døde, så vi flyttede fra Sydney ud til de smukke Blue Mountains, hvor vi var nærmere ved vores venner. Senere giftede Gary sig med Karin, en sød, åndeligsindet søster, og de foreslog at vi alle fire skulle bo sammen. I løbet af et par måneder flyttede vi alle ind i et hus der lå blot nogle få gader fra hvor Arne og jeg havde boet.

I de sidste 18 måneder Arne levede, var han bundet til sengen og havde behov for konstant pleje. Da jeg var nødt til at være hjemme det meste af tiden, brugte jeg hver dag to timer til at studere Bibelen og vores publikationer. Derigennem fik jeg mange gode råd om hvordan jeg skulle klare den situation jeg befandt mig i. Jeg fik også kærlige besøg af ældre fra menigheden. Nogle af dem havde været ude for lignende prøvelser, og deres besøg var til stor opmuntring for mig. I april 2003 døde Arne — med et sikkert håb om at der vil komme en opstandelse.

DEN STØRSTE HJÆLP

Da jeg var ung, ville jeg gerne have at alt skulle være perfekt. Men jeg fandt ud af at livet sjældent former sig som man forventer. Jeg har haft mange glæder, men har også oplevet to store tragedier — at miste en ægtefælle på grund af utroskab og en anden på grund af sygdom og død. I alt dette er jeg blevet hjulpet og trøstet på mange måder. Men den største hjælp kommer stadig fra „den gamle af dage“ — Jehova Gud. (Dan. 7:9) Hans vejledning har formet min personlighed, og det har givet mig mange skønne oplevelser i missionærtjenesten. Når der opstod problemer, var det ’Jehovas loyale hengivenhed der holdt mig oppe, og hans trøst der kærtegnede min sjæl’. (Sl. 94:18, 19) Jeg har også glædet mig over den kærlige støtte jeg i tider med trængsel har fået af min familie og brødre og søstre. (Ordsp. 17:17) Mange af dem har været ældre og kloge venner.

Patriarken Job spurgte: „Er der ikke visdom hos oldinge og forstand i en lang række dage?“ (Job 12:12) Når jeg ser tilbage på mit liv, må svaret være „jo“! De råd jeg har fået af ældre og kloge venner, har hjulpet mig, deres trøst har støttet mig, og deres venskab har beriget mit liv. Hvor er jeg taknemmelig for at jeg har måttet være ven med dem!

Nu er jeg 80 år gammel og hører selv til de ældre. Alt det jeg har oplevet, har gjort mig særlig opmærksom på det behov andre ældre har. Jeg holder stadig meget af at besøge dem og hjælpe dem. Men jeg glæder mig også over at være sammen med unge mennesker. Deres energi virker forfriskende, og deres begejstring er smittende. Når de søger råd og støtte hos mig, glæder jeg mig over at kunne være der for dem.

[Fodnote]

[Illustration på side 14]

Pionertjeneste i Narrandera sammen med Joy Lennox

[Illustration på side 15]

Sammen med medlemmer af betelfamilien i Schweiz i 1960

[Illustration på side 16]

Sammen med Arne da han var syg