Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vores arkiver

„Jeg elsker kolportørarbejdet mere og mere for hver dag der går“

„Jeg elsker kolportørarbejdet mere og mere for hver dag der går“

I 1886 blev der fra Bibelhuset i Allegheny, Pennsylvania, USA, sendt 100 eksemplarer af Millenniets Daggry, bind 1, til Chicago, Illinois. Charles Taze Russell havde planer om at distribuere denne nye bog gennem boghandler. Et af de største firmaer i USA der distribuerede religiøs litteratur, havde indvilliget i at tage imod dette parti bøger. Men to uger senere blev hele sendingen returneret til Bibelhuset.

En kendt prædikant var angiveligt blevet harm over at se sine bøger udstillet side om side med Millenniets Daggry. Hvis ikke bogen blev taget af hylden, ville det være slut med samarbejdet, og han og alle hans berømte venner ville finde et andet sted at sælge deres bøger. Modvilligt returnerede distributøren Millenniets Daggry. Der var desuden blevet truffet aftale om at der skulle reklameres for bogen i nogle aviser, men modstandere sørgede for at disse kontrakter blev annulleret. Så hvordan skulle denne nye publikation nå frem til sandhedssøgende mennesker?

Svaret viste sig at være kolportørerne. * I 1881 havde man i en artikel i Zion’s Watch Tower søgt 1000 forkyndere til at uddele bibelsk litteratur på heltidsbasis. I begyndelsen var der kun nogle få hundrede kolportører, men de formåede alligevel at sprede sandhedens sædekorn i form af trykt materiale vidt og bredt. I 1897 var der blevet uddelt op mod en million ’Daggrybøger’ — hovedsagelig af kolportørerne. De fleste af disse heltidstjenere levede af det lille bidrag de modtog når de tegnede et abonnement på Watch Tower eller afsatte en bog.

Hvem var disse frygtløse kolportører? Nogle af dem var blot teenagere da de begyndte i denne tjeneste, andre var godt oppe i årene. En hel del af dem var ugifte, men der var også ægtepar, nogle endda med børn. De der tjente som kolportører, var i gang hele dagen, og de der var hjælpekolportører, forkyndte en time eller to hver dag. Det var dog ikke alle der havde helbredet eller omstændighederne til at deltage i denne form for tjeneste. Men ved et stævne i 1906 mindede man om at man altså ikke behøvede at ’være højtuddannet, være meget talentfuld eller kunne tale som en engel’ for at blive kolportør.

I næsten alle dele af verden udførte helt almindelige mennesker et fantastisk stykke arbejde. En broder anslog at han i løbet af syv år havde afsat 15.000 bøger! Alligevel sagde han: „Jeg blev ikke kolportør fordi jeg gerne ville sælge bøger, men fordi jeg ville vidne om Jehova og sandheden.“ Overalt hvor kolportørerne forkyndte, slog sandhedens sædekorn rod, og der blev flere og flere grupper af Bibelstudenter.

De gejstlige havde kun foragt tilovers for kolportørerne og kaldte dem for simple bogsælgere. Men i 1892 stod der i Watch Tower: „Kun få kender [dem] som Herrens sande repræsentanter, eller anerkender den værdighed Herren ser i deres ydmyghed og offervilje.“ Livet som kolportør var bestemt ikke en dans på roser. Solide sko eller en cykel var som regel de eneste ’transportmidler’ der var til rådighed. Og når pengene var små, byttede kolportørerne bøger væk for fødevarer. Efter en lang dag i tjenesten vendte de trætte men glade kolportører hjem til deres telte eller lejede værelser. Senere hen kom „kolportørvognen“, en hjemmebygget husvogn, der sparede forkynderne både tid og penge. *

Fra og med det stævne som blev afholdt i Chicago i 1893, indeholdt programmet særlige punkter for kolportører. Her blev der på livlig vis udvekslet erfaringer, forkyndermetoder og praktiske råd. Ved en lejlighed rådede broder Russell for eksempel de hårdtarbejdende forkyndere til at sørge for at få et solidt morgenmåltid, et glas mælk midt på formiddagen og på de varme dage en ice-cream soda.

Hvis en kolportør søgte en at arbejde sammen med, bar han et gult mærke. De uerfarne kolportører slog sig som regel sammen med de mere garvede. Og det var egentlig meget godt, for der var behov for oplæring. For eksempel havde en ny kolportør nervøst præsenteret bøgerne ved at sige: „Du har ikke lyst til at læse dem her, har du vel?“ Det havde den besøgte dame heldigvis, og senere blev hun en søster.

En broder gik og tumlede med følgende tanke: ’Skal jeg bibeholde min nuværende lukrative situation og årligt donere 1000 dollars til Herrens arbejde, eller skal jeg begynde som kolportør?’ Han fik at vide at Gud ville værdsætte begge dele, men at han ville få flest velsignelser hvis han gav af sin tid. Mary Hinds betragtede kolportørtjenesten som „den bedste måde at gøre mest muligt for så mange som muligt“. Og fra den forsagte Alberta Crosby lød det: „Jeg elsker kolportørarbejdet mere og mere for hver dag der går.“

Mange af dem der er åndelige eller kødelige efterkommere af de nidkære kolportører, værdsætter den åndelige arv de er blevet betroet. Hvis der endnu ikke har været en kolportør eller en pioner i din slægt, kunne du så arbejde på at starte en ny familietradition? Også du vil helt sikkert elske heltidstjenesten mere og mere for hver dag der går.

[Fodnoter]

^ par. 5 Efter 1931 brugte man betegnelsen „pioner“ i stedet for „kolportør“.

^ par. 8 Disse husvogne vil blive beskrevet i en senere artikel.

[Tekstcitat på side 32]

Man behøvede ikke at ’være højtuddannet, være meget talentfuld eller kunne tale som en engel’

[Illustration på side 31]

Kolportøren A.W. Osei i Ghana, omkring 1930

[Illustrationer på side 32]

Øverst: Kolportørerne Edith Keen og Gertrude Morris i England, omkring 1918; nederst: Stanley Cossaboom og Henry Nonkes i USA, ved siden af tomme papkasser der havde indeholdt de bøger de havde afsat