Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Stol på Jehova — Herren over „tider og perioder“

Stol på Jehova — Herren over „tider og perioder“

Stol på Jehova — Herren over „tider og perioder“

„Han ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger.“ — DAN. 2:21.

HVAD VIL DU SVARE?

Hvordan viser skaberværket og opfyldte profetier at Jehova er Herre over tiden?

Hvad motiverer dét at vi ved at Jehova er Herre over „tider og perioder“, os til at gøre?

Hvorfor har verdensbegivenheder og menneskers planer ingen indflydelse på de tider Jehova har fastsat?

1, 2. Hvad viser at Jehova fuldt ud forstår begrebet tid?

LÆNGE inden menneskets skabelse tilvejebragte Jehova Gud grundlaget for at udmåle tid. På den fjerde skabelsesdag sagde Gud: „Lad der komme lysgivere på den udstrakte himmel til at sætte skel mellem dagen og natten; og de skal tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år.“ (1 Mos. 1:14, 19, 26) Og fordi det var Jehovas vilje, var det netop hvad der skete.

2 Begrebet tid har dog længe været et debatteret emne blandt forskere. Et opslagsværk siger: „Tid er et af verdens største mysterier. Ingen ved præcis hvad det er.“ Men Jehova forstår fuldt ud hvad tid er. Det er trods alt ham „der har skabt himmelen“ og „dannet jorden og frembragt den“. Jehova er også den „der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“. (Es. 45:18; 46:10) For at styrke vores tro på ham og hans ord, Bibelen, vil vi nu se nærmere på hvordan skaberværket og opfyldte profetier viser at Jehova er Herre over tiden.

SKABERVÆRKET STYRKER VORES TRO PÅ HERREN OVER TIDEN

3. Nævn nogle ting i den fysiske verden der vidner om stor præcision.

3 I den fysiske verden kan præcision ses både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan. For eksempel vibrerer atomer med konstante frekvenser. Atomure er baseret på disse vibrationer og er så nøjagtige at de kun taber eller vinder 1 sekund på 80 millioner år. Også planeternes og stjernernes bevægelser er kendetegnet af præcision. Fordi deres positioner på himmelen kan fastlægges helt præcist, er de blevet brugt til at afmærke årstider og til at navigere efter. Jehova — Skaberen af disse pålidelige tidsmålere — har i sandhed stor kraft og fortjener vores pris. — Læs Esajas 40:26.

4. Hvilke eksempler på præcision finder vi i den biologiske verden, og hvad fortæller det os om Gud?

4 Inden for den biologiske verden er der mange eksempler på præcision. Adskillige planters og dyrs livscyklusser styres af et indre ur. Det er derfor mange fugle instinktivt ved hvornår de skal begynde at trække. (Jer. 8:7) Mennesker har også et indre ur, der styres af en døgnrytme på cirka 24 timer. Hvis man på en lang flyrejse krydser flere tidszoner, kan der gå nogle dage inden kroppen har nulstillet dette ur. Disse mange eksempler på præcision i skaberværket viser tydeligt at den Gud der er Herre over „tider og perioder“, har stor magt og visdom. (Læs Salme 104:24). Eftersom han er alvis og almægtig, kan vi have fuld tillid til at han er i stand til at gennemføre sin hensigt!

PROFETIER OPFYLDT TIL TIDEN STYRKER TROEN

5. (a) Hvad er den eneste måde hvorpå vi kan få noget at vide om menneskenes fremtid? (b) Hvorfor er Jehova i stand til at forudsige hvad der vil ske, og hvornår det vil ske?

5 Naturens bog lærer os meget om Jehovas „usynlige egenskaber“, men der er mange vigtige spørgsmål den ikke besvarer, som for eksempel: ’Hvad vil fremtiden bringe for menneskeheden?’ (Rom. 1:20) For at få svar på det må vi undersøge hvad Gud har åbenbaret i sit ord, Bibelen. Deri finder vi mange profetier der er blevet opfyldt lige til tiden. Jehova kan åbenbare begivenheder der endnu ikke er indtruffet, fordi han er i stand til nøjagtigt at forudse fremtiden. En anden grund til at bibelprofetier bliver opfyldt til tiden, er at Jehova kan sørge for at begivenheder finder sted i overensstemmelse med hans hensigt og tidsplan.

6. Hvad viser at Jehova ønsker at vi skal forstå profetierne i Bibelen?

6 Det er Jehovas ønske at hans tjenere skal forstå profetierne i Bibelen og få gavn af dem. Gud er ikke begrænset af vores opfattelse af tid, men når han forudsiger at en begivenhed vil indtræffe på et specifikt tidspunkt, bruger han alligevel udtryk som vi mennesker kan forstå. (Læs Salme 90:4). I Åbenbaringens Bog omtales der for eksempel fire engle, som var beredt til „timen og dagen og måneden og året“ — tidsenheder som vi kan relatere til. (Åb. 9:14, 15) Når vi ser hvordan profetier blev opfyldt nøjagtig til tiden, styrker det vores tro på Herren over „tider og perioder“ og på hans ord. Lad os se på nogle få eksempler.

7. Hvordan viser opfyldelsen af Jeremias’ profeti om Jerusalem og Juda at Jehova er Herre over tiden?

7 Lad os gå tilbage til det syvende århundrede før vor tidsregning. „I Josias’ søn Jojakims, Judas konges, fjerde år“ kom Jehovas ord „til Jeremias angående hele Judas folk“. (Jer. 25:1) Jehova forudsagde at Jerusalem skulle ødelægges, og at jøderne skulle deporteres fra Juda til Babylon. Dér skulle de „tjene Babylons konge i halvfjerds år“. De babyloniske hære ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., og jøder fra Juda blev ført i fangenskab i Babylon. Men hvad ville der ske når de 70 år var gået? Profetisk udtalte Jeremias: „Således har Jehova sagt: ’Først når halvfjerds år er udløbet for Babylon vil jeg vende min opmærksomhed mod jer, og jeg vil over for jer stadfæste mit gode ord ved at føre jer tilbage til dette sted.’“ (Jer. 25:11, 12; 29:10) Denne profeti blev opfyldt lige til tiden — i 537 f.v.t., da mederne og perserne udfriede jøderne fra Babylon.

8, 9. Hvordan viser Daniels profetier om Messias’ fremståen og oprettelsen af det himmelske rige at Jehova er Herre over „tider og perioder“?

8 Overvej en anden profeti der involverede Guds folk i fortiden. Omkring to år før jøderne forlod Babylon, forudsagde Gud gennem profeten Daniel at Messias ville fremstå 483 år efter at befalingen om at genopbygge Jerusalem var blevet givet. Den medo-persiske konge udstedte denne befaling i 455 f.v.t. Nøjagtig 483 år senere — i år 29 e.v.t. — blev Jesus fra Nazaret døbt og salvet med hellig ånd og blev således Messias. * — Neh. 2:1, 5-8; Dan. 9:24, 25; Luk. 3:1, 2, 21, 22.

9 Læg nu mærke til hvad Bibelen forudsagde om det messianske rige. Bibelprofetier viste at Riget ville blive oprettet i himmelen i 1914. Det fremgår for eksempel af profetien om „tegnet“ på Jesu nærværelse, en tid der ville være præget af store veer på jorden fordi Satan var blevet kastet ud af himmelen. (Matt. 24:3-14; Åb. 12:9, 12) Andre profetier pegede præcist frem til 1914 som det år hvor „nationernes fastsatte tider“ ville udløbe og Riget ville begynde at herske i himmelen. — Luk. 21:24; Dan. 4:10-17. *

10. Hvilke fremtidige ting vil ske nøjagtig til tiden?

10 Inden længe vil den ’store trængsel’ som Jesus forudsagde, indtræffe og blive efterfulgt af hans tusindårige styre. Alt dette vil helt sikkert ske nøjagtig til tiden. Allerede da Jesus var på jorden, havde Jehova fastsat ’dagen og timen’ for hvornår disse ting ville finde sted. — Matt. 24:21, 36; Åb. 20:6.

’KØB DEN BELEJLIGE TID’

11. Hvilken virkning bør det have på os at vide at vi lever i „endens tid“?

11 Hvilken virkning bør det have på os at vide at Riget er begyndt at herske, og at vi lever i „endens tid“? (Dan. 12:4) Mange lægger mærke til at forholdene i verden bliver værre og værre, men de erkender ikke at denne udvikling er en opfyldelse af Bibelens profetier om de sidste dage. Nogle mener at verdenssamfundet vil kollapse på et tidspunkt. Andre tror at vi mennesker på en eller anden måde vil kunne indføre „fred og sikkerhed“. (1 Thess. 5:3) Men hvad med os? Hvis vi virkelig er overbeviste om at vi lever i slutningen af de sidste dage for Satans verden, bør vi da ikke bestræbe os for at bruge den resterende tid til at tjene Jehova, Herren over „tider og perioder“, og at hjælpe andre til at lære ham at kende? (2 Tim. 3:1) Det er vigtigt at vi bruger vores tid klogt! — Læs Efeserbrevet 5:15-17.

12. Hvad kan vi lære af Jesu udtalelse om Noas dage?

12 Eftersom verden er fyldt med ting der kan distrahere os, kan det være svært at ’købe os den belejlige tid’. Jesus advarede: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ Hvordan var det i Noas dage? Det var blevet forudsagt at den daværende verden ville blive bragt til ophør. De onde ville drukne i en verdensomspændende vandflod. Som „en forkynder af retfærdighed“ bragte den trofaste Noa Guds budskab ud til folk. (Matt. 24:37; 2 Pet. 2:5) Men de „spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, . . . og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort“. Jesus gav derfor sine disciple denne advarsel: „I [må] vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ (Matt. 24:38, 39, 44) Vi må efterligne Noa, ikke hans samtidige. Men hvad kan hjælpe os til at være parate?

13, 14. Hvilken kendsgerning angående Jehova kan hjælpe os til at tjene ham trofast?

13 Selvom Menneskesønnen kommer i en time vi ikke forestiller os, skal vi huske at Jehova altid gennemfører sin hensigt til rette tid. Verdensbegivenheder og menneskers planer har ingen indflydelse på de tider han har fastsat. Jehova kan sørge for at tingene sker på et tidspunkt og på en måde der sikrer at hans vilje bliver gennemført. (Læs Daniel 2:21). Det er som der siges i Ordsprogene 21:1: „En konges hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd. Han vender det hvorhen han har lyst til.“

14 Jehova kan altså påvirke begivenheder så hans hensigt kan blive gennemført til tiden. Mange af de store omvæltninger der er sket i verden, har medført at bibelprofetier er blevet opfyldt, ikke mindst profetier der drejer sig om forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Tænk for eksempel på Sovjetunionens sammenbrud og hvad det førte til. Kun få ville have troet at politiske forandringer i den størrelsesorden kunne ske så hurtigt. Men disse forandringer har resulteret i at den gode nyhed nu bliver forkyndt i mange lande hvor vores arbejde tidligere var forbudt. Lad os derfor købe os den belejlige tid, så vi trofast kan tjene den der er Herre over „tider og perioder“!

VIS TRO PÅ AT GUD GENNEMFØRER SIN HENSIGT TIL TIDEN

15. Hvordan kan vi vise vores tro i forbindelse med organisationsmæssige ændringer?

15 For at kunne blive ved med at forkynde i disse sidste dage må vi have tro på at Gud vil gennemføre sin hensigt til tiden. De skiftende verdensforhold kræver undertiden at vi må gøre visse forandringer i den måde vi forkynder på. Indimellem foretager Jehovas organisation nogle ændringer for at hjælpe os til at udbrede den gode nyhed på en mere effektiv måde. Vi kan vise vores tro på Herren over „tider og perioder“ ved at bakke op om sådanne ændringer og loyalt lade os lede af hans søn, „menighedens hoved“. — Ef. 5:23.

16. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova vil hjælpe os i rette tid?

16 Jehova ønsker at vi frit beder til ham i fuldstændig tillid til at han vil sørge for „hjælp i rette tid“. (Hebr. 4:16) Er det ikke et udtryk for hans store omsorg for os som enkeltpersoner? (Matt. 6:8; 10:29-31) Vi viser tro på Jehova ved til stadighed at bede ham om hjælp og handle i overensstemmelse med vores bønner og hans vejledning. Desuden må vi huske at bede for vores trosfæller.

17, 18. (a) Hvad vil Jehova snart gøre ved sine fjender? (b) Hvilken fare må vi undgå?

17 Det er ikke tiden til at ’vakle af mangel på tro’; det er derimod tid til at ’få kraft ved vor tro’. (Rom. 4:20) Guds fjender — Satan og dem der er under hans indflydelse — prøver at standse det arbejde Jesus har befalet os at udføre. (Matt. 28:19, 20) Vi er under angreb fra Djævelen, men vi ved at Jehova er „en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste“. Han „forstår . . . at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse“. — 1 Tim. 4:10; 2 Pet. 2:9.

18 Inden længe vil Jehova bringe denne onde verden til ophør. Vi ved ikke i alle detaljer hvordan og hvornår det vil ske, men vi ved at Kristus vil tilintetgøre Guds fjender lige i rette tid, og at Jehovas suverænitet vil blive hævdet. Det vil derfor være meget tåbeligt at ignorere betydningen af „tiderne og perioderne“ vi lever i! Måtte vi altid undgå den farlige tanke at „alt [er] forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse“. — 1 Thess. 5:1; 2 Pet. 3:3, 4.

’VENT PÅ VOR FRELSES GUD’

19, 20. Hvorfor bør vi ’vente på vor frelses Gud’?

19 Med til Jehova Guds oprindelige hensigt hørte at menneskene skulle have ubegrænset tid til at få kundskab om ham og hans smukke skaberværk. Prædikeren 3:11 siger: „Alt har han frembragt smukt til rette tid. Også tidens uendelighed har han givet en plads i deres hjerte; dog således at menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden.“

20 Hvor kan vi være lykkelige for at Jehova ikke har forandret sin hensigt med menneskene! (Mal. 3:6) Hos Gud „er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge“. (Jak. 1:17) Jehova er ikke begrænset af det der danner basis for menneskenes inddeling af tiden, som for eksempel jordens rotation. Han er „den evige Konge“. (1 Tim. 1:17, fdn.) Vi har derfor al mulig grund til at ’vente på vor frelses Gud’. (Mika 7:7) Ja, lad os følge opfordringen i Salme 31:24: „Vær modige, og lad jeres hjerte være stærkt, alle I der venter på Jehova.“

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 19]

Daniel havde tillid til at Guds profetier ville gå i opfyldelse

[Illustration på side 21]

Bruger du din tid klogt?