Venlighed får et hjerte til at tø op

EN DAG da George og Manon, to Jehovas Vidner i Holland, var ude at forkynde den gode nyhed, traf de en ældre dame der var meget uvenlig. Det viste sig at hun havde mistet to ægtemænd og en søn, og at hun nu var stærkt plaget af leddegigt. I løbet af samtalen blev hun lidt venligere, men hun tøede ikke helt op.

George og Manon havde lagt mærke til at kvinden virkede så ensom og bitter, og de besluttede derfor at vende tilbage med en buket blomster. Det kom som en stor overraskelse for Rie, som damen hed. Desværre havde Rie ikke tid til at tale med dem, så de aftalte et tidspunkt hvor de kunne komme igen. Men da George og Manon kom tilbage som aftalt, var der ikke nogen der lukkede op. De prøvede at træffe Rie på flere forskellige tidspunkter, men det lykkedes ikke. Faktisk begyndte de at få en fornemmelse af at hun undgik dem.

Så en dag traf George endelig Rie hjemme. Hun undskyldte at hun ikke havde kunnet overholde deres aftale, og forklarede at hun havde været på hospitalet. „Men du gætter aldrig hvad jeg gjorde efter at I var taget af sted,“ sagde hun. „Jeg begyndte at læse i Bibelen!“ Derefter fulgte en god samtale, og et bibelstudium blev påbegyndt.

Efterhånden som studiet skred frem, ændrede Rie fuldstændig personlighed. Fra at have været bitter blev hun sød og rar. På grund af hendes helbred var hun bundet til hjemmet, men hun begyndte hurtigt at dele sin nyfundne tro med alle der besøgte hende. Det var heller ikke så tit hun kunne klare at komme til møderne, men det var en stor glæde for hende at få besøg af brødrene og søstrene. Den dag hun blev 82, var hun til kredsstævne og blev døbt som symbol på at hun havde indviet sig til Jehova.

Rie døde blot nogle få måneder senere. Blandt hendes ting lå der et digt som hun havde skrevet. I digtet beskrev hun hvor frygteligt det er at være alene i en høj alder, og hvor stor en forskel venlighed gør. „Det rørte virkelig mit hjerte at læse digtet,“ siger Manon, „og jeg er så glad for at Jehova hjalp os til at vise hende venlighed.“

Ja, Jehovas eget eksempel bevæger os til at behandle andre kærligt og venligt. (Ef. 5:1, 2) Når vi „anbefaler . . . os som Guds tjenere“ ved at vise „venlighed“, vil vi opnå gode resultater i forkyndelsen. — 2 Kor. 6:4, 6.