Fortalt af Max Lloyd

Det var en sen aften i 1955, og min missionærmakker og jeg befandt os i vores distrikt i Paraguay i Sydamerika. Huset vi opholdt os i, var omringet af en ophidset pøbelskare, der råbte: „Vores gud er en blodtørstig gud, og han kræver gringoernes blod!“ Hvordan var vi gringoer (udlændinge) havnet i denne situation?

FOR mig begyndte det hele flere år tidligere da jeg voksede op i Australien og begyndte at lære at gøre Jehovas vilje. I 1938 fik min far bogen Fjender af en forkynder. Mine forældre var allerede ret utilfredse med den lokale præst, der omtalte visse dele af Bibelen som myter. Et års tid senere blev de døbt som symbol på deres indvielse til Jehova. Fra da af var det at gøre Jehovas vilje det vigtigste for vores familie. Min søster, Lesley, der var fem år ældre end jeg, blev døbt som den næste, og jeg blev døbt i 1940, da jeg var ni år gammel.

Kort efter at Anden Verdenskrig var brudt ud, blev det forbudt at trykke og uddele Jehovas Vidners publikationer i Australien. Som barn lærte jeg derfor at forklare min tro udelukkende ud fra Bibelen. Jeg gjorde det til en vane at tage den med i skole for at kunne vise hvorfor jeg ikke ville hilse flaget eller støtte krigen. — 2 Mos. 20:4, 5; Matt. 4:10; Joh. 17:16; 1 Joh. 5:21.

I skolen fik jeg prædikatet „tysk spion“, og det fik mange til at undgå mig. På det tidspunkt viste man film i skolen, og inden forevisningen skulle alle rejse sig op og synge med på nationalsangen. Jeg blev siddende, og hver gang prøvede to-tre af de andre drenge at trække mig op fra stolen ved at hive mig i håret. Det endte med at jeg blev bortvist fra skolen fordi jeg holdt fast ved min bibelske tro. Men hjemmefra fortsatte jeg min skolegang gennem et brevkursus.

ET MÅL JEG ENDELIG NÅEDE

Jeg havde sat mig det mål at begynde som pioner når jeg blev 14. Derfor blev jeg meget skuffet da mine forældre krævede at jeg først fik mig et arbejde. De ville også have at jeg skulle betale for kost og logi derhjemme, men lovede at når jeg blev 18, kunne jeg begynde som pioner. Det førte til hyppige diskussioner om hvad der skulle ske med de penge jeg tjente. Jeg argumenterede for at jeg ville spare dem op til min pionertjeneste, men de insisterede på at de skulle have dem.

Da jeg skulle til at begynde som pioner, fortalte mine forældre mig at de havde sat de penge jeg  havde givet dem, ind på en opsparingskonto. Og så gav de mig alle pengene tilbage så jeg kunne købe tøj og andet jeg havde brug for som pioner. De havde lært mig at sørge for mig selv og ikke forvente at andre gør det. Set i bakspejlet var det en meget værdifuld lektie.

Mens Lesley og jeg voksede op, havde vores familie ofte pionerer til at overnatte, og vi elskede at følges med dem i tjenesten. Vores weekender var sat af til hus til hus-forkyndelse, gadearbejde og bibelstudier. Timemålet for en menighedsforkynder var dengang 60 timer om måneden. Det mål nåede vores mor næsten altid, så hun var et godt eksempel for Lesley og mig.

PIONERTJENESTE I TASMANIEN

Mit første pionerdistrikt var på den australske ø Tasmanien, hvor jeg sluttede mig til min søster og hendes mand. Der gik dog ikke længe før de rejste til USA for at overvære den 15. klasse på Gileadskolen. Jeg var meget genert og havde aldrig før været væk hjemmefra, så nogle mente at jeg kun ville holde i tre måneder. Men et år senere, i 1950, blev jeg udnævnt til kredstjener, det der i dag kaldes koordinator for ældsterådet. Senere blev jeg udnævnt til specialpioner, og jeg fik en anden ung broder som makker.

Vi fik til opgave at virke i en isoleret kobbermineby hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Vi ankom med bus sent om eftermiddagen, og den første nat overnattede vi på et gammelt hotel. Næste dag forkyndte vi fra hus til hus og spurgte samtidig dem vi traf, om de vidste hvor vi kunne leje et værelse. Sidst på dagen nævnte en mand at præstens hus, som lå ved siden af den presbyterianske kirke, stod tomt, og sagde at vi kunne spørge os for hos diakonen. Han var meget venlig og lod os flytte ind i huset. Det føltes lidt underligt hver dag at gå ud af præstens hus for at tage i forkyndelsen.

Distriktet var meget frugtbart. Vi fik gode samtaler og begyndte at studere Bibelen med mange. Men da det kom kirkemyndighederne i hovedstaden for øre at der boede Jehovas Vidner i præstens hus, og at vores arbejde havde fremgang, forlangte de at diakonen straks smed os på porten. Nu stod vi igen uden tag over hovedet!

Næste dag forkyndte vi til midt på eftermiddagen og begyndte så at se os om efter et sted at overnatte. Tribunen på byens stadion var det bedste vi kunne finde, så der gemte vi vores kufferter af vejen inden vi fortsatte i forkyndelsen. Det var ved at blive mørkt, men vi blev enige om at tage endnu et par besøg for at gøre gaden færdig. En af dem vi traf, tilbød os logi i et lille toværelses hus der var på hans grund!

KREDSTJENESTEN OG GILEAD

Efter omkring otte måneder i dette distrikt modtog jeg et brev fra afdelingskontoret i Australien  med en indbydelse til at begynde i kredstjenesten. Det kom helt bag på mig, for jeg var kun 20 år gammel. Efter et par ugers oplæring begyndte jeg at rejse rundt til menighederne for at opmuntre dem. De der var ældre end mig, og det var de nærmest alle sammen, så ikke ned på min ungdom, men respekterede mit arbejde.

Rejsetjenesten bød altid på noget nyt! Én uge kom jeg frem med bus, en anden uge med sporvogn, så med bil eller måske bag på en motorcykel, hvor jeg prøvede at balancere med både kuffert og forkyndertaske. Det at bo hos vennerne var altid en stor fornøjelse. Jeg husker især en broder der var meget opsat på at have mig boende selvom hans hus ikke var bygget færdigt. Det endte med at der blev redt op til mig i badekarret, men hvor var det dog en herlig uge vi havde sammen i tjenesten!

I 1953 fik jeg endnu en glædelig overraskelse da jeg modtog en ansøgning til Gileadskolens 22. klasse. Jeg var dog også lidt bekymret. Det var nemlig sådan at min søster og hendes mand efter at have afsluttet Gilead den 30. juli 1950 havde fået til opgave at tjene i Pakistan. Men mindre end et år senere blev Lesley syg og døde dér. Jeg spekulerede på hvordan mine forældre ville have det med at jeg rejste til et fremmed land så kort tid efter. Men de sagde: „Rejs ud og tjen Jehova hvor som helst han anviser dig.“ Det var sidste gang jeg så min far. Han døde i slutningen af 1950’erne.

Inden længe drog jeg sammen med fem andre australiere af sted på en seks uger lang skibsrejse mod New York. Undervejs læste vi i Bibelen, studerede og forkyndte for vores medpassagerer. Inden vi tog nordpå til Gileadskolen i South Lansing, overværede vi det internationale stævne på Yankee Stadium i juli 1953. Antallet af tilstedeværende kom op på 165.829!

De 120 gileadelever i vores klasse kom fra alle dele af verden. Det var først ved afslutningshøjtideligheden at vi fik at vide hvor vi ville blive sendt hen. Så snart vi kunne, styrtede vi ind i biblioteket for at læse noget om de lande vi skulle ud til. Jeg fandt ud af at Paraguay, som var mit tildelte distrikt, var et land der var godt kendt med revolutioner. En morgen kort efter at jeg var ankommet til landet, spurgte jeg de andre missionærer hvad det var for en „fest“ der havde været i byen hele natten. De smilede og sagde: „Du har lige oplevet din første revolution. Kig ud af fordøren.“ Der stod soldater på hvert eneste gadehjørne!

EN EPISODE JEG ALDRIG GLEMMER

Engang tog jeg sammen med en kredstilsynsmand ud for at besøge en menighed der lå isoleret, og vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Vi rejste i otte-ni timer, først med tog, så med hestevogn og til sidst med oksekærre. Med os havde vi en generator og en filmfremviser.  Endelig nåede vi frem til vores bestemmelsessted, og næste dag tog vi rundt på gårdene og inviterede folk til aftenens filmforevisning. Der dukkede omkring 15 op.

Efter at have vist cirka 20 minutter af filmen fik vi at vide at vi skulle skynde os ind i huset. Vi greb filmfremviseren og styrtede indenfor. Med ét begyndte nogle mænd at affyre geværer mens de i kor råbte: „Vores gud er en blodtørstig gud, og han kræver gringoernes blod!“ Der var kun to gringoer til stede, og jeg var den ene! De folk der var kommet for at se filmen, afværgede pøbelens forsøg på at trænge ind i huset. Men omkring klokken tre om natten kom modstanderne tilbage, affyrede deres geværer og truede med at de nok skulle få fat i os når vi senere på dagen tog tilbage til byen.

Brødrene kontaktede politimesteren, og om eftermiddagen kom han med to ekstra heste for at eskortere os ind til byen. Hver gang vi nåede til en klynge buske eller træer, trak han sin revolver og red i forvejen for at inspicere området. På den tur gik det op for mig at en hest var et godt transportmiddel, så senere fik jeg selv en.

DER KOMMER FLERE MISSIONÆRER TIL

Det gik fortsat fremad med forkyndelsesarbejdet trods modstand fra præsterne. I 1955 ankom fem nye missionærer, deriblandt en ung canadisk søster der hed Elsie Swanson, som var udgået fra Gileadskolens 25. klasse. Et stykke tid var vi sammen på afdelingskontoret, men så blev hun sendt til en anden by. Elsie havde besluttet at bruge sit liv på at tjene Jehova, skønt hendes forældre aldrig havde taget imod sandheden. Den 31. december 1957 blev Elsie og jeg gift, og vi kom til at bo alene på et missionærhjem i den sydlige del af Paraguay.

Der var ikke rindende vand i huset, men en brønd i gården. Altså var der heller ikke indendørs brusebad, toilet eller vaskemaskine — ikke engang et køleskab. Letfordærvelige fødevarer købte vi derfor fra dag til dag. Men den enkle livsstil og det nære forhold vi havde til vennerne i menigheden, gjorde dette til en meget lykkelig tid i vores ægteskab.

Kort efter at vi i 1963 var rejst hjem til Australien for at besøge min mor, fik hun et hjerteanfald, sandsynligvis udløst af spændingen ved at se sin søn for første gang i ti år. Da tiden nærmede  sig hvor vi skulle tilbage til vores distrikt i Paraguay, stod vi over for en af de vanskeligste beslutninger i vores liv. Skulle vi efterlade min mor på hospitalet og håbe at der ville være nogen til at tage sig af hende, og så vende tilbage til vores elskede tjeneste i Paraguay? Efter mange bønner besluttede Elsie og jeg at blive og tage os af min mor. Det lykkedes os at gøre dette og samtidig fortsætte i heltidstjenesten indtil hun døde i 1966.

Det var en stor forret at være i kreds- og områdetjenesten i Australien i en årrække og at undervise ældste på Rigets Tjenesteskole. Men så skete der endnu en forandring i vores liv. Da afdelingskontorets udvalg blev oprettet i Australien, blev jeg bedt om at være medlem af det. Og da vi senere skulle i gang med at bygge et nyt afdelingskontor, blev jeg udnævnt til formand for byggeudvalget. Takket være mange erfarne og samarbejdsvillige brødre blev der opført et smukt afdelingskontor.

Den næste opgave jeg fik, var at virke i tjenesteafdelingen, en afdeling som fører tilsyn med forkyndelsesarbejdet. Jeg fik også den spændende opgave at besøge andre afdelingskontorer rundt omkring i verden som zonetilsynsmand for at give hjælp og opmuntring. Noget der var særlig trosstyrkende for mig, var at besøge lande hvor brødre og søstre havde tilbragt flere år — måske endda årtier — i fængsler og koncentrationslejre fordi de ønskede at være lydige mod Jehova.

VORES NUVÆRENDE OPGAVE

Da vi kom tilbage fra en udmattende zonerejse i 2001, lå der et brev til mig med en invitation til at komme til Brooklyn for at blive medlem af afdelingskontorets udvalg i USA, som lige var blevet oprettet. Elsie og jeg overvejede det under bøn og tog så med glæde imod opgaven. Efter godt 11 år er vi stadig i Brooklyn.

Jeg er så lykkelig for at have en kone der villigt gør hvad som helst Jehova ønsker. Elsie og jeg er nu begge først i firserne, men har stadig et rimelig godt helbred. Vi ser frem til i al evighed at blive oplært af Jehova og samtidig nyde de rige velsignelser han vil skænke dem der bliver ved med at gøre hans vilje.

[Tekstcitat på side 19]

Én uge kom jeg frem med bus, en anden uge med sporvogn, så med bil eller måske bag på en motorcykel, hvor jeg prøvede at balancere med både kuffert og forkyndertaske

[Tekstcitat på side 21]

Vi ser frem til i al evighed at blive oplært af Jehova

[Illustrationer på side 18]

Til venstre: Som kredstilsynsmand i Australien Til højre: Sammen med mine forældre

[Illustration på side 20]

På vores bryllupsdag, den 31. december 1957