Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vær gode borgere i Guds rige!

Vær gode borgere i Guds rige!

Vær gode borgere i Guds rige!

’Gør jeres borgerpligt.’ — FIL. 1:27, fdn.

HVAD VIL DU SVARE?

Hvem kan være borgere i Guds rige?

Hvad skal vi som borgere i Riget lære med hensyn til sproget, historien og lovene?

Hvordan viser Rigets borgere at de elsker Jehovas love og normer?

1, 2. Hvorfor havde den tilskyndelse Paulus kom med, særlig appel til menigheden i Filippi?

APOSTELEN Paulus tilskyndede menigheden i Filippi til at „leve et liv der [var] den gode nyhed om Messias værdigt“. (Læs Filipperbrevet 1:27). Det græske udtryk Paulus brugte da han sagde ’lev et liv’, kan også oversættes med ’gør jeres borgerpligt’. For menigheden i Filippi havde disse ord en helt speciel betydning. Hvorfor? Fordi byen tilsyneladende hørte til en gruppe byer hvor indbyggerne var blevet tilkendt en form for romersk statsborgerskab. Ligesom alle andre der havde romersk statsborgerskab, var filipperne stolte over at være romere og nød de privilegier og den særlige beskyttelse der fulgte med det at være underlagt romersk lov.

2 Medlemmerne af menigheden i Filippi havde imidlertid en endnu større grund til at være stolte. Paulus mindede dem om at de som salvede kristne havde deres statsborgerskab „i himlene“. (Fil. 3:20) De var altså ikke blot borgere i et jordisk rige, men borgere i Guds rige! Derfor nød de en særlig beskyttelse og havde nogle helt unikke privilegier. — Ef. 2:19-22.

3. (a) Hvem har mulighed for at blive borgere i Guds rige? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?

3 Paulus’ formaning om at man skal ’gøre sin borgerpligt’, er først og fremmest rettet til dem der skal herske sammen med Kristus i himmelen. (Fil. 3:20) Men i udvidet forstand gælder den også dem der skal leve på jorden som undersåtter under Guds rige. Hvorfor kan man sige det? Fordi alle indviede kristne tjener den samme Konge, Jehova, og må leve op til de samme normer og krav. (Ef. 4:4-6) I dag er der mange der gør sig store anstrengelser for at blive borgere i et velstående land. Hvor meget mere skulle vi så ikke være villige til at gøre for at blive borgere i Riget! Lad os nu se på nogle af de ligheder der er mellem det at blive borger i et land og det at blive borger i Guds rige. Det vil uden tvivl øge vores værdsættelse af denne store forret. Vi vil derefter se nærmere på tre ting vi må gøre hvis vi skal kunne forblive borgere i Guds rige.

KRAVENE FOR AT FÅ STATSBORGERSKAB

4. Hvad er det rene sprog, og hvordan „taler“ vi det?

4 Lær sproget. Nogle lande kræver at man kan tale landets hovedsprog for at få statsborgerskab. Mange nye statsborgere må dog kæmpe i flere år for at mestre sproget. Måske får de forholdsvis hurtigt styr på grammatikken, men det kan tage lang tid at få udtalen på plads. For at blive borger i Guds rige er det et krav at man mestrer ’det rene sprog’. (Læs Zefanias 3:9). Hvad er det for et sprog? Det er sandheden om Gud og hans hensigter, der findes i Bibelen. Vi „taler“ det rene sprog ved at leve efter Guds love og principper. Som borger i Guds rige lærer man måske hurtigt Bibelens grundsandheder at kende og bliver døbt. Men efter sin dåb må man kæmpe for at blive bedre og bedre til at „tale“ det rene sprog. Hvordan? Ved hele tiden at arbejde på at omsætte det man lærer ud fra Bibelen, i praksis.

5. Hvorfor bør vi sætte os godt ind i Jehovas folks historie?

5 Studér historien. For at blive borger i visse lande er det et krav at man lærer noget om styrets historie. De der ønsker at blive borgere i Guds rige, bør også sætte sig godt ind i alt hvad der har med Riget at gøre. Her kan vi lære noget af Koras sønner, der tjente i fortidens Israel. De elskede Jerusalem og stedet hvor Gud blev tilbedt, og var meget optaget af at fortælle om byens historie. Det var ikke så meget byens skønhed de frydede sig over, men mere det som byen og tilbedelsesstedet repræsenterede. Jerusalem var „den store Konges stad“, Jehovas by, for den var centret for sand gudsdyrkelse. Det var dér man underviste i Jehovas lov. Og det var det folk der var underlagt Jerusalems ’store Konge’, Jehova viste loyal hengivenhed. (Læs Salme 48:1, 2, 9, 12, 13). Efterligner du Koras sønner ved at studere Jehovas folks historie og fortælle andre om den? Jo mere du lærer om Guds organisation og om hvordan Jehova hjælper sit folk, jo mere virkeligt vil Guds rige blive for dig. Og som noget helt naturligt vil dit ønske om at forkynde den gode nyhed om Riget blive større. — Jer. 9:24; Luk. 4:43.

6. Hvorfor er det kun rimeligt at Jehova kræver at vi kender og adlyder hans love og principper?

6 Kend lovene. Det er et krav at borgerne i et land kender og adlyder lovene. Tilsvarende er det kun rimeligt at Jehova forventer at vi kender og adlyder de love og principper der gælder borgerne i Riget. (Es. 2:3; Joh. 15:10; 1 Joh. 5:3) Menneskers love er ofte mangelfulde og måske endda direkte uretfærdige, hvorimod „Jehovas lov er fuldkommen“. (Sl. 19:7) Glæder vi os over Guds lov, og læser vi i hans ord hver dag? (Sl. 1:1, 2) Vi kan kun lære Guds lov at kende ved personligt at studere den. Det er noget ingen andre kan gøre for os.

BORGERE I RIGET ELSKER GUDS NORMER

7. Hvorfor adlyder borgerne i Riget Guds love?

7 For at kunne forblive borgere i Riget er det ikke nok at vi kender Guds normer, vi må også elske dem. I verden omkring os siger mange at de tilslutter sig de love og regler der gælder i deres land. Men hvis de betragter et krav som urimeligt og der ikke er risiko for at blive opdaget, gør de som det passer dem. Ofte adlyder de kun lovene for at „behage mennesker“. (Kol. 3:22) Rigets borgere har en langt mere ophøjet grund til at være lydige mod Guds love. Vi elsker selve Lovgiveren, Jehova, og derfor adlyder vi med glæde, også når vi er helt alene. — Es. 33:22; læs Lukas 10:27.

8, 9. Hvordan kan du finde ud af om du virkelig elsker Guds love?

8 Hvordan kan du så finde ud af om du inderst inde elsker Guds love? Overvej for eksempel hvordan du reagerer hvis en giver dig et råd om noget du betragter som et spørgsmål om smag og behag — det kunne være tøjstil eller soignering. Det kan være at du før du blev borger i Guds rige, foretrak at klæde dig frækt eller sjusket. Men efterhånden som din kærlighed til Jehova voksede, lærte du at klæde dig på en måde der ærer ham. (1 Tim. 2:9, 10; 1 Pet. 3:3, 4) Du mener måske at du nu klæder dig beskedent. Men hvordan reagerer du hvis en ældste gør dig opmærksom på at din tøjstil faktisk virker direkte stødende på flere i menigheden? Går du i forsvarsposition, bliver du fornærmet, eller holder du stædigt på din „ret“? Et af de mest grundlæggende krav til borgerne i Guds rige er at de skal efterligne Kristus. (1 Pet. 2:21) Angående Jesu eksempel skrev Paulus: „Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse. For heller ikke Messias var sig selv til behag.“ (Rom. 15:2, 3) En der er åndeligt moden, værner om menighedens fred og er villig til straks at lave om på det der støder andre. — Rom. 14:19-21.

9 Overvej også to andre vigtige områder: din holdning til sex og dit syn på ægteskabet. Mange af dem der ikke er borgere i Guds rige, accepterer homoseksualitet, betragter pornografi som harmløst tidsfordriv og mener at utroskab og skilsmisse er helt personlige spørgsmål. Men hvis man er blevet borger i Guds rige, har man ikke længere sådanne kortsigtede, egoistiske holdninger. Mange har ganske vist levet umoralsk inden de blev kristne, men nu betragter de ægteskabet og det seksuelle samliv som gaver fra Gud. De værdsætter Jehovas høje normer og er klar over at de der bliver ved med at overtræde Guds love i forbindelse med sex og ægteskab, er uværdige til at blive borgere i Riget. (1 Kor. 6:9-11) Men de ved også at hjertet er forræderisk. (Jer. 17:9) Og derfor er de taknemmelige for at få specifikke advarsler der hjælper dem til at bevare en høj moral.

BORGERE I RIGET VÆRDSÆTTER ADVARSLER

10, 11. Hvilke vigtige advarsler kommer Guds rige med, og hvordan betragter du dem?

10 Af og til udsender en regering advarsler angående nogle bestemte fødevarer eller medikamenter. Det betyder selvfølgelig ikke at al mad eller medicin er farlig. Men når der dukker et sundhedsskadeligt produkt op, bliver myndighederne nødt til at advare befolkningen for at leve op til deres ansvar. Guds rige kommer også med ligevægtige advarsler til sine borgere om ting der kunne skade deres åndelige sundhed. Tag for eksempel internettet. Det er blevet et redskab som mange bruger i forbindelse med kommunikation, uddannelse og underholdning. Også Guds organisation gør brug af internettet og har stor succes med det. Ikke desto mindre kan mange sider på nettet være til fare for os åndeligt og moralsk. Websider der skildrer pornografi, udgør en direkte trussel mod Rigets borgeres åndelige sundhed, og i mange år har den trofaste træl advaret os mod sådanne sider. Hvor kan vi være taknemmelige for disse „sundhedsadvarsler“!

11 I de senere år er der en anden type websider der er blevet meget populære, nemlig sociale netværkssider. De kan sagtens være nyttige, men hvis ikke man er forsigtig, kan de udgøre en stor fare. For eksempel kan man nemt havne i dårligt selskab. (1 Kor. 15:33) Det skulle derfor ikke komme bag på os at Jehovas organisation er kommet med ligevægtige advarsler om brugen af sociale medier. Har du læst alt det den trofaste træl i den senere tid har udgivet om emnet? At benytte sådanne netværkssider uden at have læst dette materiale ville være temmelig uklogt! * Det ville være som at tage noget stærk medicin uden først at læse indlægssedlen.

12. Hvorfor er det dumt at ignorere advarsler?

12 De der ignorerer advarslerne fra den trofaste træl, vil uundgåeligt skade sig selv og deres nærmeste. Nogle er blevet afhængige af at se på pornografi eller har begået umoralitet og har så bildt sig selv ind at Jehova ikke kan se hvad de foretager sig. Men det er decideret tåbeligt at tro at man kan skjule sin adfærd for Jehova! (Ordsp. 15:3; læs Hebræerbrevet 4:13). Jehova ønsker at hjælpe dem der er kommet på afveje, og tilskynder derfor de ældste til at gøre hvad de kan for at yde støtte. (Gal. 6:1) Men ligesom en stat kan fratage en borger hans statsborgerskab fordi han overtræder visse love, sådan vil Jehova også tage statsborgerskabet i Riget fra dem der overtræder hans love uden at angre. * (1 Kor. 5:11-13) Jehova er dog meget barmhjertig, og hvis en overtræder ændrer sind og adfærd, kan han igen få et godt forhold til Gud og forblive borger i Riget. (2 Kor. 2:5-8) Det er virkelig en stor ære at få lov til at tjene en så kærlig Konge!

BORGERE I RIGET SÆTTER UDDANNELSE HØJT

13. Hvordan viser Rigets borgere at de sætter uddannelse og undervisning højt?

13 Mange regeringer gør en stor indsats for at uddanne befolkningen. De sørger blandt andet for skoler hvor man får læse- og skriveundervisning og lærer forskellige praktiske færdigheder. Borgere i Guds rige ønsker at få fuldt udbytte af en sådan undervisning så de bliver gode til at læse og skrive og kan forsørge sig selv. Men de værdsætter endnu mere den uddannelse de får som borgere i Guds rige. Jehovas organisation lægger blandt andet stor vægt på at hjælpe menighedens medlemmer til at få gode læsefærdigheder, og forældre tilskyndes til at læse højt for deres børn fra de er helt små. Hver måned sørger den trofaste træl desuden for at der bliver udgivet mange sider bibelsk læsestof i form af Vagttårnet og Vågn op! Hvis du læser et par sider hver dag, vil du kunne holde dig ajour med de vigtige informationer Rigets borgere får gennem denne kanal.

14. (a) Hvilken undervisning modtager vi? (b) Hvilke forslag i forbindelse med Den Teokratiske Familieaften har du gjort brug af?

14 Hver uge bliver Rigets borgere oplært ved menighedens møder. Eksempelvis har Den Teokratiske Skole i mere end 60 år hjulpet eleverne til at blive dygtige til at undervise ud fra Guds ord. Er du tilmeldt denne skole? I de sidste par år har den trofaste træl også stærkt understreget værdien af at have en ugentlig Teokratisk Familieaften. Denne aften styrker i høj grad familiens sammenhold. Har du gjort brug af nogle af de forslag vi har fået i den forbindelse? *

15. Hvad er et af de største privilegier vi har?

15 I mange lande vælger borgere at støtte et bestemt politisk parti og går måske endda fra dør til dør for at få andre til at gøre det samme. Jorden rundt støtter Rigets borgere Guds rige ved energisk at forkynde på gader og stræder og fra hus til hus. Som det blev nævnt i den forrige studieartikel, er Vagttårnet, der forkynder Jehovas rige, nu verdens mest udbredte blad! Et af de største privilegier vi har, er at fortælle andre om Guds rige. Hvad med dig? Er du ivrigt optaget af forkyndelsesarbejdet? — Matt. 28:19, 20.

16. Hvordan kan du vise at du er en god borger i Guds rige?

16 Inden længe vil Guds rige være det eneste styre der findes. Det vil herske over hele jorden og føre tilsyn med alle sider af tilværelsen, både de åndelige og de samfundsmæssige. Vil du være en god borger i Riget til den tid? Så er det nu du skal bevise det! Vis i de beslutninger du træffer, store som små, at du ønsker at gøre alt til Jehovas ære. Da vil det være tydeligt at du gør din borgerpligt i Guds rige. — 1 Kor. 10:31.

[Fodnoter]

^ par. 14 Se Vagttårnet for 15. august 2011, side 6-7, og Tjenesten for Riget for januar 2011, side 3-6.

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 14]

Tager du trællens advarsler om farerne på internettet alvorligt?

[Illustration på side 12]

Elsker du ligesom Koras sønner den sande tilbedelse og dens historie?

[Illustration på side 15]

Den Teokratiske Familieaften kan hjælpe dig og din familie til at blive gode borgere i Riget