„HVAD skal de bruges til?“ spurgte George Naish og pegede på en stak 18 meter lange brædder på et militærlager i Saskatoon, Saskatchewan, Canada. Han fik at vide at tømmeret havde været brugt til signaltårne under den første verdenskrig. „Jeg fik den tanke at vi måske kunne bruge brædderne til at bygge radiotårne af,“ fortalte broder Naish senere, „og sådan opstod idéen om en teokratisk radiostation.“ Blot et år senere — i 1924 — gik radiostationen CHUC i luften. Det var en af de første radiostationer i Canada der tog religiøse emner op.

Canada, som rundt regnet er på størrelse med Europa, var et ideelt sted til at forkynde over radioen. „Takket være vores radioprogrammer nåede sandheden ud til mange som vi ikke personligt havde mulighed for at kontakte,“ fortalte Florence Johnson, som arbejdede på stationen i Saskatoon. „Og eftersom radioen var en forholdsvis ny opfindelse, var folk ivrige efter at høre alt hvad der blev sendt.“ I 1926 drev Bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) deres egne radiostationer i fire canadiske byer. *

Hvad ville du have hørt hvis du havde stillet ind på en af disse stationer? Nogle fra den lokale menighed sang ofte et par sange akkompagneret af instrumenter eller endda af et lille orkester. Selvfølgelig holdt brødrene også prædikener og ledte bibelske drøftelser. Amy Jones, som deltog i disse drøftelser, har fortalt: „Når jeg fra hus til hus præsenterede mig selv, skete det at den besøgte sagde: ’Åh ja, dig har jeg hørt i radioen.’“

Bibelstudenterne i Halifax, Nova Scotia, benyttede sig af et helt nyt koncept inden for radioverdenen — et program hvor lytterne kunne ringe ind og stille bibelske spørgsmål. „Reaktionen på disse programmer var overvældende,“ skrev en broder. „Antallet af opkald lammede næsten stationen.“

 Ligesom Paulus oplevede Bibelstudenterne at budskabet fik en blandet modtagelse. (Apg. 17:1-5) Nogle af lytterne kunne godt lide budskabet. Da Hector Marshall for eksempel hørte Bibelstudenterne omtale Studier i Skriften i radioen, bestilte han seks bind. „Jeg tænkte at bøgerne ville være en hjælp når jeg underviste i søndagsskolen,“ skrev han senere. Men da Hector var blevet færdig med at læse første bind, besluttede han sig for at forlade kirken. Han blev en nidkær forkynder og tjente Jehova trofast lige til sin død i 1998. I det østlige Nova Scotia hørte oberst J.A. MacDonald foredraget „Riget, Verdens Haab“ i radioen. Dagen efter udsendelsen sagde han til en lokal broder: „I går hørte folk på Cape Breton Island det bedste budskab man nogen sinde har kunnet lytte til i denne del af verden.“

Præsterne var derimod vrede. Nogle katolikker i Halifax truede med at sprænge den station i luften som Bibelstudenterne sendte fra. Ansporet af de religiøse ledere bekendtgjorde regeringen i 1928 at den ikke ville forny Bibelstudenternes sendetilladelser. Brødrene tog til genmæle ved at uddele tryksagen Who Owns the Air? (Hvem ejer æteren?), der var en protest mod så uretfærdig en beslutning. Alligevel nægtede regeringsembedsmændene at forny Bibelstudenternes tilladelser.

Lagde dette en dæmper på den lille gruppe tjenere for Jehova der var i Canada? „Til at begynde med virkede det som en stor sejr for fjenden,“ indrømmede Isabel Wainwright. „Men jeg vidste at Jehova kunne have forhindret det hvis det havde tjent hans hensigt. Det måtte altså betyde at vi nu skulle vænne os til en anden og endnu bedre måde at forkynde den gode nyhed om Riget på.“ I stedet for at satse så stærkt på radioen begyndte Bibelstudenterne i Canada at koncentrere sig om at aflægge personlige besøg hos folk. Men der er ingen tvivl om at radioen i sin tid havde sin berettigelse og virkelig betød meget for udbredelsen af ’det bedste budskab nogen sinde’. — Fra vores arkiver i Canada.