Lad intet hindre dig i at opnå ære
„Den hvis ånd er ydmyg opnår ære.“ — ORDSP. 29:23.
1, 2. (a) Hvad er den oprindelige betydning af det hebraiske ord der er oversat med „ære“ og „herlighed“? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på i denne artikel?
HVILKE associationer får du når du hører ordene „ære“ og „herlighed“? Tænker du på den ære og respekt der vises mennesker på grund af deres rigdom, intellekt eller bedrifter? Eller på den herlighed og skønhed der ses i skaberværket? (Sl. 19:1) Det hebraiske ord der i Bibelen er oversat med „ære“ og „herlighed“, indeholder tanken om at være tung. I oldtiden blev mønter lavet af kostbare metaller, og jo tungere mønten var, desto større værdi havde den. Ord der oprindelig blev brugt til at beskrive en genstands „tyngde“, fik efterhånden betydningen ’dyrebar’, ’imponerende’, ’storslået’.
2 Mennesker ærer måske dem der har magt eller er berømte. Men hvad skal der til for at Gud ærer nogen? I Ordsprogene 22:4 siges der: „Lønnen for ydmyghed og frygt for Jehova er rigdom og ære og liv.“ Og disciplen Jakob skrev: „Ydmyg jer for Jehova, og han vil ophøje jer.“ (Jak. 4:10) Hvad er det for en ære Jehova viser mennesker? Hvad kunne hindre os i at opnå den? Og hvordan kan vi hjælpe andre til at opnå den?
3-5. Hvilken herlighed leder Jehova os til?
3 En salmist gav udtryk for sin tillid til at Jehova ville gribe fat i hans højre hånd og lede ham til herlighed. (Læs Salme 73:23, 24). Hvordan leder Jehova sine ydmyge tjenere til herlighed? Han velsigner dem ved at lade dem forstå hans vilje. (1 Kor. 2:7) De der lytter til hans ord og adlyder ham, får desuden den ære at opnå et nært personligt forhold til ham. — Jak. 4:8.
4 Jehova betror også sine tjenere den „kostbarhed“ som den kristne forkyndelse er. (2 Kor. 4:1, 7) Og denne tjeneste fører til herlighed. Om dem der forkynder til pris for ham og til gavn for andre, siger Jehova selv: „Dem der ærer mig, vil jeg ære.“ (1 Sam. 2:30) De opnår ære i den forstand at de får et godt navn hos Jehova og hos andre i menigheden. — Ordsp. 11:16; 22:1.
5 Hvordan ser fremtiden ud for dem der ’sætter deres håb til Jehova og holder sig til hans vej’? De får løftet: ’Jehova ophøjer dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.’ (Sl. 37:34) De vil opnå en ære der ikke kan sammenlignes med noget andet: muligheden for at leve evigt. — Sl. 37:29.
„JEG TAGER IKKE IMOD ÆRE FRA MENNESKER“
6, 7. Hvorfor anerkendte mange ikke Jesus som Messias?
6 Hvad kunne hindre os i at opnå ære fra Jehova? Vi kunne for eksempel gå for meget op i hvad folk der ikke tjener Gud, tænker og mener. Det gjorde nogle af de ledende i samfundet på Jesu tid. Om dem skrev apostelen Johannes: ’Mange af lederne troede på Jesus, men på grund af farisæerne ville de ikke åbent anerkende ham for ikke at blive udstødt af synagogen; for de elskede ære fra mennesker mere end selv ære fra Gud.’ (Joh. 12:42, 43) Hvor var det tåbeligt af disse ledere at lægge så meget vægt på hvad farisæerne mente!
7 Tidligere havde Jesus forklaret hvorfor mange ikke ville tage imod ham og tro på ham. (Læs Johannes 5:39-44). I flere hundrede år havde Israels nation ventet på Messias. På det tidspunkt hvor Jesus begyndte at undervise, har enkeltpersoner sikkert forstået ud fra Daniels profeti at tiden for Messias’ komme var nær. Allerede da Johannes Døber nogle måneder tidligere var begyndt at forkynde, havde mange tænkt: „Kunne han måske være Messias?“ (Luk. 3:15) Nu var den længe ventede Messias der endelig. Men de religiøse ledere nægtede at anerkende ham. Jesus satte fingeren på hvad grunden var, med spørgsmålet: „Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden og I ikke søger den ære som er fra den eneste Gud?“
8, 9. Forklar ved hjælp af en illustration hvordan ære fra mennesker kan komme til at overstråle æren fra Gud.
8 En illustration kan hjælpe os til at se hvordan ære fra mennesker kan komme til at overstråle æren fra Gud. Ære kan sammenlignes med lys. Universet er fyldt med lyskilder. Kan du huske hvornår du sidste gang stod og kiggede op på himmelen en klar aften og følte dig omgivet af tusindvis af stjerner? „Stjernernes glans“ virker ærefrygtindgydende. (1 Kor. 15:40, 41) Men hvordan ser den samme himmel ud hvis man befinder sig midt i en oplyst by? Lyset i en by gør det næsten umuligt at se lyset fra stjerner i det fjerne! Skyldes det at lyset fra gadelygter, stadioner og bygninger er kraftigere eller smukkere end lyset fra stjernerne? Nej! Det skyldes at byens lys er tættest på os. Hvis vi skal kunne se nattehimmelens undere, må vi på en eller anden måde skærme af for eller undgå det forstyrrende kunstige lys.
9 Svarende hertil kunne ære fra mennesker komme til at overstråle æren fra Jehova. Mange undlader at tage imod den gode nyhed fordi de er bange for hvad deres venner eller familie vil tænke om dem. Men kunne ønsket om ære fra mennesker komme til at påvirke selv indviede tjenere for Gud? Forestil dig for eksempel en ung broder der bliver sendt hen i et distrikt hvor de fleste kender ham, men endnu ikke ved at han er et af Jehovas Vidner. Vil menneskefrygt få ham til at finde på undskyldninger for ikke at tage med ud? En anden broder bliver måske mobbet fordi han har sat sig nogle åndelige mål. Vil han lade nogle som ikke tager tjenesten for Jehova alvorligt, påvirke hans valg i livet? En tredje har måske begået en alvorlig synd. Vil han af frygt for at miste sit gode forhold til menigheden eller for at skuffe sin familie forsøge at skjule det? Hvis det vigtigste for ham er at få genoprettet sit forhold til Jehova, vil han „tilkalde menighedens ældste“ og bede dem om hjælp. — Læs Jakob 5:14-16.
10. (a) Hvad kunne der ske hvis vi går for meget op i hvordan andre betragter os? (b) Hvad fører ydmyghed til?
10 Måske synes du selv at du er godt på vej til at blive en moden kristen, men så kommer en trosfælle og giver dig nogle råd. Hans betragtninger kan hjælpe dig til at gøre fremskridt hvis ikke du går i forsvarsposition fordi du er stolt, er bange for at tabe ansigt eller føler at du skal retfærdiggøre dig. Det kunne også være at du arbejder på et projekt sammen med en broder eller søster. Har du svært ved at samarbejde fordi du er bange for at den anden skal få æren for dine gode idéer og dit flittige arbejde? Hvis du befinder dig i en af disse situationer, så husk at „den hvis ånd er ydmyg opnår ære“. — Ordsp. 29:23.
11. Hvordan bør vi reagere på ros, og hvorfor?
11 Også ældste og brødre der „tragter efter“ et tilsynshverv, må passe på ikke at søge ære fra mennesker. (1 Tim. 3:1; 1 Thess. 2:6) Hvordan bør en broder reagere når han bliver rost? Han vil selvfølgelig ikke rejse sig et mindesmærke, sådan som kong Saul gjorde. (1 Sam. 15:12) Men erkender han at det kun er gået så godt fordi Jehova har velsignet og hjulpet ham, og at han også fremover vil være helt afhængig af Jehovas ufortjente godhed? (1 Pet. 4:11) De følelser ros vækker i os, afslører hvilken form for ære der betyder mest for os. — Ordsp. 27:21.
„I VIL GERNE GØRE HVAD JERES FADER ØNSKER“
12. Hvad hindrede nogle jøder i at lytte til Jesus?
12 Noget andet der kunne hindre os i at opnå ære fra Gud, er de ønsker vi har. Forkerte ønsker kan få os til at lukke ørerne for sandheden. (Læs Johannes 8:43-47). Ifølge Jesus var grunden til at nogle jøder afviste hans budskab, at ’de gerne ville gøre hvad deres fader, Djævelen, ønskede’.
13, 14. (a) Hvad siger forskere om hvordan hjernen opfatter tale? (b) Hvad afgør hvem vi lytter til?
13 Nogle gange hører vi kun det vi har lyst til at høre. (2 Pet. 3:5) Jehova har skabt os med evnen til at udelukke uønsket støj. Prøv at stoppe op et øjeblik og tænke over hvor mange forskellige lyde du kan høre lige nu. Sandsynligvis er der mange af dem du ikke var bevidst om for lidt siden. Din hjernes limbiske system hjalp dig til at koncentrere dig om en enkelt ting selvom der var mange forskellige lyde. Men ifølge forskere er det vanskeligere at skelne mellem flere samtidige lyde når det drejer sig om menneskestemmer. Når to taler til dig på samme tid, bliver du derfor nødt til at vælge hvem af dem du vil lytte til. Hvem du vælger, afgøres af hvem du ønsker at lytte til. De jøder der gerne ville gøre hvad deres fader, Djævelen, ønskede, lukkede ørerne for Jesu budskab.
14 Bibelen siger at både ’visdommen’ og ’tåbeligheden’ så at sige råber til os for at fange vores opmærksomhed. (Ordsp. 9:1-5, 13-17) Hvem af dem vil vi lytte til? Det kommer an på hvis vilje vi ønsker at gøre. Jesu får hører Jesu stemme og følger ham. (Joh. 10:16, 27) De er „på sandhedens side“. (Joh. 18:37) „De kender ikke de fremmedes stemme.“ (Joh. 10:5) Deres ydmyghed fører til at de opnår ære fra Gud. — Ordsp. 3:13, 16; 8:1, 18.
„DE BETYDER HERLIGHED FOR JER“
15. Hvordan betød Paulus’ trængsler „herlighed“ for andre?
15 Vores udholdenhed kan hjælpe andre til at opnå herlighed, eller ære. Paulus skrev til menigheden i Efesus: „Jeg [beder] jer om ikke at give op på grund af disse mine trængsler for jeres skyld, for de betyder herlighed for jer.“ (Ef. 3:13) Hvordan betød Paulus’ trængsler „herlighed“ for efeserne? At Paulus villigt blev ved med at betjene brødrene trods prøvelser, hjalp dem til at se hvor vigtig og dyrebar deres tjeneste var. Hvis han havde givet op på grund af trængslerne, ville efeserne måske have fået den opfattelse at deres venskab med Jehova, deres tjeneste og deres håb ikke var værd at kæmpe for. Ved sin udholdenhed ophøjede og ærede Paulus kristendommen og viste at det er alle ofre værd at være en Kristi discipel.
16. Hvilke trængsler blev Paulus udsat for i Lystra?
16 Tænk på hvordan Paulus’ nidkærhed og udholdenhed har virket på andre. Apostelgerninger 14:19, 20 beretter: „Der kom jøder fra Antiochia og Ikonium og overtalte folkeskarerne, og de stenede Paulus og slæbte ham uden for byen [Lystra], idet de mente at han var død. Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik ind i byen. Og den næste dag tog han sammen med Barnabas af sted til Derbe.“ Forestil dig det: Allerede dagen efter at Paulus næsten var blevet slået ihjel, begav han sig ud på en 100 kilometer lang rejse til fods!
17, 18. (a) Hvordan har Timoteus måske nøje fulgt det Paulus blev udsat for i Lystra? (b) Hvilket indtryk har Paulus’ udholdenhed gjort på Timoteus?
17 Var Timoteus en af de disciple der samledes om Paulus da han var blevet stenet? Det nævnes ikke specifikt i Apostelgerninger, men det er muligt. I sit andet brev til Timoteus skrev Paulus: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, . . . den slags forfølgelser jeg har udstået; og Herren har friet mig ud af dem alle.“ Her hentydede Paulus til det der var hændt ham i Antiochia (hvor han var blevet jaget ud af byen), i Ikonium (hvor man havde planlagt at stene ham) og i Lystra (hvor han var blevet stenet). — 2 Tim. 3:10, 11; Apg. 13:50; 14:5, 19.
18 Timoteus havde „nøje fulgt“ disse begivenheder, og Paulus’ udholdenhed havde gjort et dybt indtryk på ham. Da Paulus besøgte Lystra, lagde han mærke til at Timoteus var en eksemplarisk kristen der „havde et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“. (Apg. 16:1, 2) Med tiden kvalificerede Timoteus sig til at få store ansvarsopgaver. — Fil. 2:19, 20; 1 Tim. 1:3.
19. Hvilken virkning kan vores udholdenhed have på andre?
19 Vores udholdenhed kan have en lignende virkning på andre — især på børn og unge, der kan blive meget værdsatte tjenere for Gud. Unge betragter os og lærer vigtige færdigheder af os i forkyndelsen, men de lærer mindst lige så meget af at se os tackle livets udfordringer. Paulus ’blev ved med at udholde alle ting’ for at hjælpe andre til at ’opnå frelse sammen med evig herlighed’. — 2 Tim. 2:10.
20. Hvorfor bør vi blive ved med at søge ære fra Gud?
20 Vi har al mulig grund til at blive ved med at ’søge den ære som er fra den eneste Gud’. (Joh. 5:44; 7:18; læs Romerne 2:6, 7). Jehova giver „evigt liv til dem der søger herlighed og ære“. Vores „udholdenhed i en gerning der er god“, tilskynder også andre til at forblive trofaste og opnå evigt liv. Lad derfor intet hindre dig i at opnå ære fra Gud.