1. Hvad kan vi lære af en løber der var besluttet på ikke at give op?

ALLEREDE som ung teenager var Mary Decker en berømt løber i verdensklasse. Hun var favorit til at vinde guld i 3000 meter-finalen ved De Olympiske Lege i 1984. Men hun nåede aldrig over mållinjen. Hun snublede over en anden løbers ben og styrtede. Skadet og med tårer i øjnene måtte hun bæres ud. Mary var dog ikke typen der gav op. Inden der var gået et år, var hun tilbage i topform, og i 1985 satte hun ny verdensrekord for kvinder på mile-distancen.

2. Hvilken slags løb deltager kristne i, og hvad må vi være fokuserede på?

² Som kristne deltager vi i et løb der gælder livet. Vi må være 100 procent fokuserede på at vinde. Der er hverken tale om et sprint, hvor det gælder om at løbe hurtigt, eller om en rolig joggingtur med mange små hyggepauser. Vores løb kan derimod sammenlignes med et maraton, som det kræver udholdenhed at vinde. Apostelen Paulus brugte billedet med en løber da han skrev til de kristne i byen Korinth, der var berømt for sine atletikkonkurrencer. Han skrev: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den.“ — 1 Kor. 9:24.

3. Hvem kan vinde det løb som gælder det evige liv?

³ Bibelen tilskynder os til at gennemføre dette symbolske løb. (Læs 1 Korinther 9:25-27). Sejrsprisen er evigt liv, enten i himmelen eller på jorden. Dette løb adskiller sig fra de fleste atletikkonkurrencer, for her vil alle der holder ud til enden, vinde sejrsprisen. (Matt. 24:13) Man taber kun hvis  man ikke løber efter reglerne eller ikke passerer mållinjen. Der findes ingen andre løb hvor man kan vinde det evige liv.

4. Hvad gør det løb som gælder det evige liv, til en udfordring?

⁴ Det er ikke let at gennemføre løbet. Det kræver selvdisciplin og en målrettet indsats. Kun ét menneske, Jesus Kristus, har krydset mållinjen uden at være snublet en eneste gang. Disciplen Jakob skrev: „Vi fejler alle mange gange.“ (Jak. 3:2) Hvor er det sandt! Vi er alle underlagt vores egne og andres ufuldkommenheder. Indimellem sker det at vi snubler over noget, mister balancen og taber fart. Måske falder vi endda; men vi kommer på benene igen og fortsætter løbet. Nogle er faldet så uheldigt at de har måttet have hjælp til at komme op igen og genoptage løbet. Vi risikerer altså alle at snuble eller falde et kort øjeblik og måske endda gentagne gange. — 1 Kong. 8:46.

5, 6. (a) Hvordan kan man sige at der „ingen snublesten“ er for en kristen, og hvad vil hjælpe ham til at ’rejse sig igen’? (b) Hvorfor bliver nogle liggende når de snubler?

⁵ Måske har du brugt ordene „snuble“ og „falde“ helt synonymt om fejltrin. Disse bibelske udtryk kan betyde det samme, men gør det ikke altid. Læg for eksempel mærke til ordlyden i Ordsprogene 24:16: „Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen; ulykken får derimod de ugudelige til at snuble.“

⁶ Selv hvis vi snubler eller falder, vil vi kunne komme på benene igen. Jehova har lovet at komme os til undsætning når vi har problemer eller begår fejltrin. Ja, hvis vi stoler på ham, vil vi med hans hjælp kunne ’rejse os igen’ og fortsætte med at tjene ham helhjertet. Det er en stor trøst for alle der inderligt elsker Jehova! De ugudelige ønsker ikke at rejse sig igen. De afviser den hjælp de kunne få fra Gud gennem hans hellige ånd og  hans folk. Men intet vil kunne få dem ’der elsker Jehovas lov’, til at snuble så de ikke kan rejse sig igen og fortsætte i det løb der gælder livet. — Læs Salme 119:165.

7, 8. Hvordan kan man undgå at miste Guds godkendelse når man „falder“?

⁷ På grund af svaghed begår nogle en mindre synd — måske endda gentagne gange. Men i Jehovas øjne er de stadig retfærdige hvis de ’rejser sig igen’, altså oprigtigt angrer og kæmper for at gøre det rigtige. Det fremgår blandt andet af Guds indstilling til israelitterne. (Es. 41:9, 10) I Ordsprogene 24:16, som blev citeret tidligere, lægges der ikke vægt på det negative — at vi „falder“ — men på det positive, at vi med Guds hjælp ’rejser os igen’. (Læs Esajas 55:7). Jehova Gud og Jesus Kristus har tillid til at vi gør vores bedste, og opmuntrer os derfor kærligt til at ’rejse os igen’. — Sl. 86:5; Joh. 5:19.

⁸ En løber der snubler eller falder under et maraton, kan måske nå at fuldføre løbet hvis han sørger for hurtigt at rejse sig igen. Hvad angår det løb der gælder det evige liv, kender ingen ’dagen og timen’ for hvornår det er slut. (Matt. 24:36) Men jo færre gange vi snubler, jo lettere vil vi kunne holde et støt tempo, blive i løbet og nå over mållinjen. Hvordan kan vi da undgå at snuble?

9. Hvilke potentielle snublesten vil vi se på?

⁹ Lad os se på fem potentielle snublesten — personlige svagheder, kødets lyster, uretfærdigheder i menigheden, trængsel eller forfølgelse og andres ufuldkommenheder. Hvis noget af dette allerede har været en snublesten for dig, så husk at Jehova er meget tålmodig. Han er ikke hurtig til at stemple os som illoyale.

10, 11. Hvilken personlig svaghed kæmpede David med?

¹⁰ Personlige svagheder kan sammenlignes med løse sten på en løbebane. Beretningerne om kong David og apostelen Peter kan give os indblik i to menneskelige svagheder: manglende selvbeherskelse og menneskefrygt.

¹¹ Kong David havde nogle gange svært ved at vise selvbeherskelse. At han havde denne svaghed, ses blandt andet af episoden med Batseba. Og da han blev fornærmet af Nabal, løb hans temperament af med ham. Ja, David havde ikke altid lige stor selvbeherskelse, men han opgav aldrig at gøre Jehovas vilje. Med hjælp fra andre genvandt han sin åndelige balance. — 1 Sam. 25:5-13, 32, 33; 2 Sam. 12:1-13.

12. Hvad hjalp Peter til at blive i løbet selvom han snublede?

¹² Peter led af menneskefrygt og snublede derfor alvorligt flere gange, men alligevel forblev han loyal over for Jesus og Jehova. På et tidspunkt nægtede han at kendes ved sin Herre, ikke bare én men hele tre gange. (Luk. 22:54-62) Senere optrådte Peter ukristent ved at behandle ikkejødiske kristne som om de var mindre værd end omskårne jødiske kristne. Apostelen Paulus var klarsynet nok til at se at klasseskel ikke hørte hjemme i menigheden. Inden Peters forkerte indstilling kunne nå at fordærve brodersamfundet, retledte han ham derfor uden omsvøb, ansigt til ansigt. (Gal. 2:11-14) Fik såret stolthed Peter til at forlade det løb der gælder livet? Nej. Han tænkte alvorligt over Paulus’ ord, tog dem til sig og fortsatte i løbet.

13. Hvordan kan fysisk svaghed blive en snublesten?

¹³ Noget andet der kan være en personlig svaghed, er helbredsproblemer.  Hvis de kommer til at fylde for meget, kan de blive en snublesten. Måske får vi svært ved at holde vores åndelige tempo og mister endda balancen og går helt i stå. For eksempel blev en søster i Japan alvorligt syg 17 år efter at hun var blevet et Jehovas vidne. Hendes sygdom kom til at fylde så meget i hendes tanker at hun blev åndeligt svag. Det endte med at hun blev uvirksom. To ældste besøgte hende, og hun følte sig så opmuntret af deres kærlige ord at hun igen begyndte at overvære møderne. Hun fortæller: „Jeg blev rørt til tårer over den varme modtagelse jeg fik af menigheden.“ Vores søster er nu tilbage i løbet.

14, 15. Hvad skal vi gøre når der opstår urette ønsker? Nævn et eksempel.

¹⁴ Kødets lyster har fået mange til at snuble. Når vi føler os fristet, må vi gøre en ihærdig indsats for at holde os mentalt, moralsk og åndeligt rene. Husk at Jesus rådede os til at skille os af med alt hvad der kunne få os til at snuble, selv et øje eller en hånd. Det indbefatter selvfølgelig umoralske tanker og handlinger der kunne få os til at udgå af løbet. — Læs Mattæus 5:29, 30.

¹⁵ En broder der er opdraget i sandheden, fortæller at han så langt tilbage han kan huske, har kæmpet med homoseksuelle tilbøjeligheder. Han siger: „Jeg følte mig altid akavet. Det var som om jeg ikke passede ind nogen steder.“ Som 20-årig var han blevet pioner og menighedstjener. Men så begik han et alvorligt fejltrin. Han blev retledt og fik hjælp af de ældste. Det der hjalp ham til selv at rejse sig igen og komme tilbage i det åndelige løb, var bøn, personligt studium og det at være opmærksom på andres behov. Flere år senere indrømmer han: „Indimellem dukker disse følelser stadig op, men jeg lader dem ikke få overtaget. Jeg har lært at Jehova ikke vil lade os blive fristet ud over hvad vi kan klare. Så Gud må altså mene at jeg kan klare det.“ Til slut siger han: „I den nye verden vil alle mine anstrengelser give bonus. Det ser jeg frem til! Indtil da vil jeg fortsætte med at kæmpe.“ Vores broder er besluttet på at forblive i løbet.

16, 17. (a) Hvad hjalp en broder der følte at han var blevet uretfærdigt behandlet? (b) Hvad må vi fokusere på hvis vi vil undgå at snuble?

¹⁶ Uretfærdigheder i menigheden kan blive en snublesten. I Frankrig mente en tidligere ældstebroder at han var blevet uretfærdigt behandlet, og det gjorde ham bitter. Han holdt op med at komme til møderne og blev uvirksom. To ældste besøgte ham og lyttede medfølende til ham. Uden at afbryde lod de ham forklare hvordan han opfattede det der var sket. De tilskyndede ham til at kaste sin byrde på Jehova og mindede ham om at det vigtigste var at glæde Gud. Han lyttede til deres råd og var snart efter tilbage i løbet.

¹⁷ Alle kristne må fokusere på den der er udnævnt som hoved for menigheden, Jesus Kristus, og ikke på ufuldkomne mennesker. Jesus, hvis øjne er „som en ildflamme“, betragter alting i det rigtige perspektiv og ser derfor meget mere end vi nogen sinde vil kunne. (Åb. 1:13-16) For eksempel kan det være at vi opfatter noget som uretfærdigt, men i virkeligheden har vi måske misforstået situationen eller tolket den forkert. Jesus vil tage hånd om menighedens behov på det helt rigtige tidspunkt og på den helt rigtige måde. Vi må derfor aldrig lade trosfællers handlinger eller afgørelser blive en snublesten for os.

18. Hvordan kan vi klare prøvende situationer?

¹⁸ To andre snublesten er trængsel eller forfølgelse og trosfællers ufuldkommenheder.  I lignelsen om sædemanden sagde Jesus at „trængsel eller forfølgelse“ på grund af ordet ville få nogle til at snuble. Uanset om forfølgelsen kommer fra familie, naboer eller myndigheder, vil den gå hårdest ud over en der ’ikke har rod i sig’, altså ikke har åndelig dybde. (Matt. 13:21) Hvis vi sørger for at vores hjerte hele tiden er i den rette tilstand, vil Rigets sæd hjælpe os til at få en dybt rodfæstet tro. Når vi udsættes for trængsler, er det vigtigt at vi under bøn mediterer over de ting der er værd at holde af. (Læs Filipperne 4:6-9). Jehova vil give os styrke til at klare prøvende situationer så de ikke bliver til en snublesten for os.

19. Hvordan kan vi undgå at snuble hvis nogen forarger os?

¹⁹ Gennem årene er nogle sørgeligt nok holdt op med at løbe fordi de har ladet sig slå ud af andres ufuldkommenheder. Forskellige holdninger i samvittighedsspørgsmål er blevet til en snublesten for dem. (1 Kor. 8:12, 13) Hvis nogen forarger os, vil vi så gøre et stort nummer ud af det? Bibelen formaner kristne til at holde op med at dømme, til at tilgive andre og til at lade være med at insistere på personlige rettigheder. (Luk. 6:37) Når du møder en potentiel snublesten, så spørg dig selv: ’Dømmer jeg andre ud fra mine egne præferencer? Vil jeg forlade det løb der gælder livet, blot fordi mine brødre er ufuldkomne?’ Kærlighed til Jehova kan styrke vores beslutning om ikke at lade noget andre gør, hindre os i at krydse mållinjen.

20, 21. Hvad er du besluttet på?

²⁰ Er du fast besluttet på at ’fuldende løbet’? (2 Tim. 4:7, 8) Så er personligt studium et must. Brug Bibelen og vores publikationer som en hjælp i din research, og mediter over tingene så du kan identificere potentielle snublesten. Bed Jehova om hellig ånd, så du kan få den nødvendige styrke og udholdenhed. Husk at ingen automatisk taber løbet der gælder livet, blot fordi han snubler eller falder. Han kan rejse sig igen og komme tilbage i løbet. De potentielle snublesten kan endda blive til trædesten hvis han hver gang lærer noget af det der har sat hans tro på prøve.

²¹ Ifølge Bibelen kræver det en aktiv indsats at være med i det løb der gælder det evige liv. Vi kan ikke bare stige på en bus og blive kørt i mål. Nej, vi må selv løbe løbet, og så vil vi mærke at Jehova giver os „stor fred“, der føles som medvind på vores vej. (Sl. 119:165) Vi kan have tillid til at Jehova vil hjælpe os nu, og til at der vil være evige velsignelser til alle der fuldender løbet. — Jak. 1:12.