Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har du „hjerte til at kende“ Jehova?

Har du „hjerte til at kende“ Jehova?

„Jeg vil give dem hjerte til at kende mig, at jeg er Jehova; og de skal være mit folk.“ — JER. 24:7.

1, 2. Hvad sammenlignede Jehova figner med, og hvad vil vi se på i denne artikel?

KAN du lide figner, enten friske eller tørrede? Figner er populære og dyrkes mange steder i verden. Fortidens jøder satte stor pris på figentræer. (Nah. 3:12; Luk. 13:6-9) Efter sigende er figner sunde for hjertet, da de er fiberrige og indeholder både antioxidanter og mineraler.

2 På et tidspunkt knyttede Jehova en forbindelse mellem figner og hjerter. Han beskrev ikke figners næringsværdi, men menneskers hjertetilstand. Det Gud sagde gennem profeten Jeremias, berører dig og dine nærmeste. Lad os se på hvad hans ord kan betyde for kristne.

3. Hvad symboliserede de figner der omtales i Jeremias’ Bog, kapitel 24?

3 I 617 f.v.t. var Judas folk i en miserabel åndelig forfatning. Gud viste Jeremias hvad fremtiden ville bringe, ved at give ham et syn af to slags figner — nogle „meget gode“ og nogle „meget dårlige“. (Læs Jeremias 24:1-3). De dårlige figner skildrede kong Zedekias og andre som ham der inden længe ville blive udsat for kong Nebukadnezars og hans soldaters grusomme behandling. Men hvad med Ezekiel, Daniel og hans tre venner der allerede var i Babylon, og nogle af de andre jøder der snart ville blive bragt dertil? De var som gode figner. Nogle af disse jøder skulle senere vende tilbage og genopbygge Jerusalem og templet, og sådan gik det. — Jer. 24:8-10; 25:11, 12; 29:10.

4. Hvordan kan det opmuntre os at se hvad Gud sagde om de gode figner?

4 Om dem der blev skildret ved de gode figner, sagde Jehova: „Jeg vil give dem hjerte til at kende mig, at jeg er Jehova; og de skal være mit folk.“ (Jer. 24:7) Dette er artiklens temaskriftsted, og det indeholder  en meget opmuntrende tanke! Gud er villig til at give enkeltpersoner „hjerte til at kende“ ham. Her har hjertet at gøre med ens indstilling. Ønsker du ikke at have et sådant hjerte og at tilhøre Guds folk? Hvad skal der til? Man må studere Guds ord og leve efter det, angre og vende om, indvi sit liv til Gud og lade sig døbe i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. (Matt. 28:19, 20; Apg. 3:19) Har du allerede taget disse skridt? Eller kommer du regelmæssigt til Jehovas Vidners møder og er ved at tage dem?

5. Hvem var Jeremias’ budskab først og fremmest rettet til?

5 Selv hvis vi har taget alle disse skridt, må vi blive ved med at være opmærksomme på vores indstilling og adfærd. Det ses af det Jeremias ellers skrev om hjertet. Nogle af kapitlerne i Jeremias’ Bog handler om folkeslagene rundt om Juda, men det meste af bogen handler om Judas folk i fem af dets kongers regeringstid. (Jer. 1:15, 16) Ja, Jeremias skrev først og fremmest om mænd, kvinder og børn der var i et indviet forhold til Jehova. Deres forfædre havde frivilligt valgt at blive Jehovas indviede folk. (2 Mos. 19:3-8) Og i Jeremias’ dage bekræftede folket at det var viet til Gud, med ordene: „Vi kommer til dig, for du, Jehova, er vor Gud.“ (Jer. 3:22) Men hvordan var den enkeltes hjertetilstand?

BEHOV FOR „HJERTEKIRURGI“?

6. Hvorfor bør vi være interesseret i hvad Gud har sagt om hjertet?

6 I dag kan læger ved hjælp af avanceret teknologi se om et hjerte er sundt og velfungerende. Men Jehova kan se meget mere, som det fremgår af disse ord: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det? Jeg, Jehova, undersøger hjertet . . . for at give hver enkelt efter hans veje, efter hans gerningers frugt.“ (Jer. 17:9, 10) Her er der ikke tale om en lægeundersøgelse af det bogstavelige hjerte, der slår omkring tre milliarder gange i løbet af 70-80 år. Nej, det Jehova undersøger, er det symbolske hjerte. Dette hjerte er et menneskes indre jeg, som indbefatter ønsker, tanker, holdninger og mål. Gud kan undersøge dit symbolske hjerte, og det kan du til en vis grad også selv.

7. Hvordan beskrev Jeremias den hjertetilstand de fleste jøder på hans tid havde?

7 Som en forberedelse til denne ’hjerteundersøgelse’ kunne vi spørge: ’Hvilken hjertetilstand havde de fleste jøder på Jeremias’ tid?’ Det beskriver Jeremias med dette usædvanlige udtryk: „Hele Israels hus har uomskåret hjerte.“ Han henviste ikke til jødiske mænds fysiske omskærelse, for lige inden havde han sagt: „’Se! Der kommer dage,’ lyder Jehovas udsagn, ’da jeg vil kræve enhver omskåren som stadig er i en uomskåren tilstand, til regnskab.’“ Selv omskårne jødiske mænd havde altså et „uomskåret hjerte“. (Jer. 9:25, 26) Hvordan det?

8, 9. Hvad måtte de fleste jøder gøre ved deres hjerte?

8 Vi får et fingerpeg om hvad udtrykket „uomskåret hjerte“ betyder, når vi ser hvad Gud tilskyndede jøderne til at gøre: „Fjern jeres hjerters forhud, I Judas mænd og Jerusalems indbyggere, for at min forbitrelse ikke skal fare frem . . . på grund af jeres onde handlinger.“ Hvor udsprang deres onde handlinger fra? Indefra, fra deres hjerte. (Læs Markus 7:20-23). Ja, gennem Jeremias stillede Gud en nøjagtig diagnose der viste hvorfor jøderne handlede ondt. Deres hjerte var stædigt og oprørsk. Og deres  motiver og tanker mishagede Jehova. (Læs Jeremias 5:23, 24; 7:24-26). Han sagde derfor: „Omskær jer for Jehova, og fjern jeres hjerters forhud.“ — Jer. 4:4; 18:11, 12.

9 Jøderne på Jeremias’ tid havde altså brug for „hjertekirurgi“ — ’omskærelse af hjertet’ — ligesom Moses’ samtidige. (5 Mos. 10:16; 30:6) At de skulle ’fjerne deres hjerters forhud’, betød at de skulle fjerne alt hvad der gjorde deres hjerte uimodtageligt — de tanker, følelser og motiver der var i modstrid med Guds. — Apg. 7:51.

„HJERTE TIL AT KENDE“ HAM I DAG

10. Hvad bør vi ligesom David bede om?

10 Hvor kan vi være taknemmelige for at Gud giver os indsigt i hjertet! ’Men,’ tænker nogle måske, ’hvorfor skulle vi der allerede tjener Jehova, bekymre os om vores hjertetilstand?’ Det er ikke fordi mange i menighederne har en uren adfærd eller er ved at blive „dårlige figner“, som det gjaldt mange af jøderne. Tværtimod udgør Guds tjenere i dag et helhjertet og rent folk. Men tænk alligevel på den inderlige anmodning David rettede til Jehova: „Undersøg mig, Gud, og kend mit hjerte. Ransag mig, og kend mine foruroligende tanker, og se om der er en smertens vej i mig.“ — Sl. 17:3; 139:23, 24.

11, 12. (a) Hvorfor bør vi hver især undersøge vores hjerte? (b) Hvad vil Gud ikke gøre?

11 Jehova ønsker at vi hver især skal komme i en tilstand han kan godkende, og at vi skal forblive i den. Om den retfærdige skrev Jeremias: „Du, Hærstyrkers Jehova, ransager den retfærdige, betragter nyrerne og hjertet.“ (Jer. 20:12) Når den Almægtige ransager den retfærdiges hjerte, skulle vi så ikke også selv tjekke vores hjertetilstand? (Læs Salme 11:5). Det kan være vi opdager nogle forkerte holdninger, mål eller følelser der kræver vores opmærksomhed. Vores hjerte er måske mindre følsomt end det burde være — der er en ’hjertets forhud’ der skal fjernes. Ja, der er behov for åndelig hjertekirurgi. Hvad skal man være på udkig efter når man undersøger sit hjerte? Og hvordan kan man foretage de nødvendige justeringer? — Jer. 4:4.

12 Én ting er sikker: Jehova tvinger os ikke til at lave om på os selv. Han sagde om „de gode figner“ at han ville „give dem hjerte til at kende“ ham, ikke at han ville tvinge dem til at ændre sig. De skulle selv ønske at have hjerte til at kende Gud. Det gælder også os.

13, 14. Hvordan kan det der kommer fra hjertet, skade os?

13 Jesus sagde: „Fra hjertet [kommer der] onde overvejelser, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, gudsbespottelser.“ (Matt. 15:19) Hvis en broders hjerte fik ham til at begå ægteskabsbrud eller utugt og han ikke angrede og ændrede sind, kunne han for altid miste Guds godkendelse.  Men selv en der ikke har begået en sådan synd, kunne lade et upassende ønske slå rod i sit hjerte. (Læs Mattæus 5:27, 28). Det er her en undersøgelse af hjertet vil være aktuel. Hvis du ransager dit hjerte, vil du så opdage upassende følelser for en af det modsatte køn, hemmelige længsler som Gud ikke vil tolerere, og som må fjernes?

14 Det kan også ske at en broder lader modvilje mod en trosfælle inficere sit hjerte så han kommer til at hade ham, uden dog bogstaveligt at begå „mord“. (3 Mos. 19:17) Vil han gøre det der skal til for at befri sig for sådanne følelser der kan gøre hans hjerte hårdt? — Matt. 5:21, 22.

15, 16. (a) Hvordan kunne en kristen have et „uomskåret hjerte“? (b) Hvorfor synes Jehova ikke om et „uomskåret hjerte“?

15 De fleste kristne har heldigvis ikke et sådant ’hjerteproblem’. Jesus nævnte dog også „onde overvejelser“, altså skadelige ræsonnementer som kan få os til at handle forkert. For eksempel kunne man have et forvrænget syn på hvad det vil sige at være loyal over for sin familie. Kristne ønsker selvfølgelig at have „naturlig hengivenhed“ for deres familie og ikke være som mange er her i „de sidste dage“. (2 Tim. 3:1, 3) Men man kunne gå til yderligheder i den forbindelse. Mange mener at „blod er tykkere end vand“. Af den grund tager de parti for eller forsvarer deres familie for enhver pris, og de tager det personligt hvis en i familien bliver stødt eller såret over noget. Tænk på hvad stærke familiefølelser fik Dinas brødre til at gøre. (1 Mos. 34:13, 25-30) Og prøv at forestille dig hvilke overvejelser der fik Absalom til at myrde sin halvbror Amnon. (2 Sam. 13:1-30) Viser disse hændelser ikke hvad „onde overvejelser“ kan føre til?

16 Der er selvfølgelig ingen af os der vil begå mord. Men kunne vi komme til at nære negative følelser mod en broder eller søster der har forbigået — eller som vi tror har forbigået — en i vores familie? Måske takker vi nej til at være sammen med den trosfælle vi føler har behandlet en i vores familie dårligt, eller vi inviterer aldrig selv vedkommende. (Hebr. 13:1, 2) Hvis vi nærer sådanne stærke negative følelser og ikke viser vores broder eller søster gæstfrihed, er det et tegn på at vi mangler kærlighed, og det er ikke noget der kan undskyldes. Den der  ransager hjerter, vil måske stille diagnosen „uomskåret hjerte“. (Jer. 9:25, 26) Husk på dem Jehova gav tilskyndelsen: „Fjern jeres hjerters forhud.“ — Jer. 4:4.

FÅ „HJERTE TIL AT KENDE“ GUD — OG BEVAR DET

17. Hvordan kan gudsfrygt hjælpe os til at få et mere følsomt hjerte?

17 Hvad nu hvis du har ransaget dit hjerte og har fundet ud af at det ikke er så følsomt over for Jehovas vejledning som det kunne være, og at det til en vis grad er „uomskåret“? Måske opdagede du lidt menneskefrygt, et ønske om status eller luksus eller måske endda en tendens til stædighed eller uafhængighed. I så fald ville du ikke være alene. (Jer. 7:24; 11:8) Jeremias skrev at de troløse jøder på hans tid havde „et genstridigt og opsætsigt hjerte“. Og han tilføjede: „De har ikke sagt i deres hjerte: ’Lad os dog frygte Jehova, vor Gud, han som giver skylregn, ja efterårsregn og forårsregn.’“ (Jer. 5:23, 24) Gudsfrygt og værdsættelse af Jehova er altså en forudsætning for at kunne fjerne ’hjertets forhud’. En sådan sund frygt kan hjælpe os til at få et mere følsomt hjerte, et hjerte der reagerer villigt på Jehovas vejledning.

18. Hvilket løfte har Jehova givet dem der er med i den nye pagt?

18 Når vi gør vores del, vil Jehova give os „hjerte til at kende“ ham. Det var faktisk det han gennem den nye pagt lovede at give de salvede: „Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ Om det virkelig at kende ham sagde han: „Man skal ikke mere belære sin næste eller sin broder og sige: ’Kend Jehova!’ for de skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem . . . For jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ — Jer. 31:31-34. *

19. Hvad kan vi se frem til?

19 Uanset om du som følge af den nye pagt har håb om at opnå evige velsignelser i himmelen eller på jorden, må du ønske at kende Jehova og at være en del af hans folk. En forudsætning for at du kan opnå sådanne velsignelser, er at du får dine synder tilgivet på grundlag af Kristi genløsningsoffer. At det er muligt for dig at opnå tilgivelse, burde motivere dig til at være tilgivende over for andre, også dem du måske nærer uvilje mod. Det vil være godt for dit hjerte at du befrier det for alle bitre følelser. Derved viser du ikke kun at du ønsker at tjene Jehova, men også at du vil blive ved med at lære ham bedre at kende. Du vil være som dem Jehova sagde følgende til gennem Jeremias: „I skal opsøge mig og finde mig, for I vil søge mig af hele jeres hjerte. Og jeg vil lade mig finde af jer.“ — Jer. 29:13, 14.

^ par. 18 Den nye pagt behandles i kapitel 14 i bogen Gud taler til os gennem Jeremias.