Arams konge jagtede Guds profet Elisa og sporede ham til den muromkransede by Dotan, der lå på et højdedrag. I nattens løb sendte den aramæiske konge heste, stridsvogne og soldater til Dotan. Ved daggry havde hans styrker omringet byen. — 2 Kong. 6:13, 14.

Da Elisas medhjælper stod op og gik udenfor, så han hele den hær der var kommet for at tage profeten til fange. „Ak, herre, hvad skal vi dog gøre?“ udbrød han. „Vær ikke bange,“ sagde Elisa, „for der er flere med os end med dem.“ Derpå bad profeten: „Jehova, luk dog hans øjne op så han kan se!“ Beretningen fortsætter: „Da lukkede Jehova medhjælperens øjne op så han så, og se, bjerglandet omkring Elisa var fyldt med heste og stridsvogne af ild.“ (2 Kong. 6:15-17) Hvad kan vi lære af denne og andre begivenheder i Elisas liv?

Elisa tog den aramæiske belejring med sindsro fordi han stolede på Jehova og så hans beskyttelse. Vi forventer ikke mirakler i dag, men det er tydeligt for os at Jehova beskytter sit folk som gruppe betragtet. På en måde er vi også omgivet af heste og stridsvogne af ild. Hvis vi ’ser’ dem med troens øjne og altid stoler på Gud, vil vi „bo trygt“ og mærke Jehovas velsignelse. (Sl. 4:8) Lad os undersøge hvad vi kan lære af andre episoder i Elisas liv.

Da Elisa en dag var ved at pløje en mark, blev han opsøgt af profeten Elias, der kastede sin embedsklædning over ham. Elisa vidste hvad det betød. Han tilberedte et festmåltid, tog afsked med sin far og mor og forlod sit hjem for at gøre tjeneste for Elias. (1 Kong. 19:16, 19-21) Fordi Elisa villigt stillede sig til rådighed for at tjene Gud fuldt ud, blev han et redskab i Jehovas hånd og efterfulgte med tiden Elias som profet.

Elisa var muligvis tjener for Elias i seks år. I denne periode var Elisa den der „hældte vand  på Elias’ hænder“. (2 Kong. 3:11) Dengang spiste folk som regel med fingrene og brugte ikke gafler, knive eller andre spiseredskaber. Efter et måltid hældte en tjener vand på sin herres hænder så han kunne vaske dem. I det mindste nogle af Elisas opgaver kunne altså se små eller ubetydelige ud. Alligevel betragtede han det som et privilegium at være Elias’ medhjælper.

I dag tager mange kristne også forskellige former for heltidstjeneste op. Det der motiverer dem, er deres tro og et ønske om at bruge al deres energi i tjenesten for Jehova. Nogle former for heltidstjeneste kræver at man rejser hjemmefra og udfører et arbejde — for eksempel på Betel eller på byggehold — der af mange måske betragtes som ubetydeligt. Ingen af os skulle dog betragte sådanne opgaver som nedværdigende, for Jehova sætter stor pris på det arbejde der udføres. — Hebr. 6:10.

Inden Gud ’tog Elias op til himmelen i et stormvejr’, sendte han profeten ud på en rejse fra Gilgal til Betel. Elias sagde til sin medhjælper at han ikke skulle tage med ham, men han svarede: ’Jeg forlader dig ikke!’ Mens de var på vej, opfordrede Elias to gange mere Elisa til at blive hvor han var, men til ingen nytte. (2 Kong. 2:1-6) Elisa var lige så loyal mod Elias som Rut havde været mod No’omi. (Rut 1:8, 16, 17) Hvorfor? Tydeligvis fordi han værdsatte at Gud havde givet ham det privilegium at være Elias’ medhjælper.

Elisa er et godt eksempel for os. Vi vil sætte pris på ethvert tjenesteprivilegium vi måtte få i Guds organisation, hvis vi altid husker at det er Jehova vi tjener. Der findes ingen større ære. — Sl. 65:4; 84:10.

Mens de to mænd var undervejs, sagde Elias til Elisa: „Bed mig om noget jeg kan gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.“ Ligesom det ønske Salomon havde fremsat mange år tidligere, var Elisas ønske af åndelig karakter. Han bad om „en dobbelt del af [Elias’] ånd“. (1 Kong. 3:5, 9; 2 Kong. 2:9) I Israel skulle en mands førstefødte søn have en dobbelt del af arven. (5 Mos. 21:15-17) I realiteten bad Elisa om at måtte blive Elias’ åndelige arving, altså efterfølge ham som profet. Desuden ønskede Elisa at have samme modige ånd som Elias, der ’virkelig var nidkær for Jehova’. — 1 Kong. 19:13, 14.

Hvad svarede Elias sin medhjælper? „Du har bedt om noget der er vanskeligt at opfylde,“ sagde profeten. „Hvis du ser mig blive taget bort fra dig, vil det ske således for dig; hvis ikke, vil det ikke ske.“ (2 Kong. 2:10) Elias’ svar betød to ting. For det første: Det var kun Gud der kunne afgøre om Elisa ville få hvad han havde bedt om. For det andet: Hvis han skulle have det han havde bedt om, måtte han holde fast ved sin beslutning om at blive hos Elias, uanset hvad der skete.

Opfyldte Gud Elisas ønske om at få en dobbelt del af Elias’ ånd? Beretningen siger: „Mens de nu vandrede videre og talte sammen, se, en stridsvogn af ild og heste af ild, og de skilte dem fra hinanden, og Elias steg op til himmelen i stormvejret. Imens stod Elisa og så på det.“ * Dét var Jehovas svar på Elisas anmodning. Elisa så Elias blive taget fra ham, fik en dobbelt del af Elias’ ånd og blev profetens åndelige arving. — 2 Kong. 2:11-14.

Elisa samlede embedsklædningen op som var faldet af Elias, og tog den på. Denne klædning identificerede nu Elisa som Guds profet. Og at han virkelig var blevet udnævnt til profet, fremgik af det mirakel han senere udførte ved at dele vandet i Jordanfloden.

Det Elisa så da Elias steg op i stormvejret, gjorde uden tvivl et meget dybt indtryk på ham. En stridsvogn af ild og heste af ild er trods alt ikke noget man ser hver dag! De var et bevis på at Jehova havde givet Elisa det han havde anmodet om. Vi får ikke et syn af en flammende stridsvogn og heste af ild når Gud besvarer vores bønner. Men vi  har klare vidnesbyrd om at Gud bruger sin store magt til at sikre at hans vilje sker. Og når vi ser at Jehova velsigner den jordiske del af sin organisation, ’ser’ vi i virkeligheden hans himmelvogn i fuld fart. — Ez. 10:9-13.

Elisa fik mange oplevelser der overbeviste ham om Jehovas kolossale magt. Ja, faktisk satte Guds hellige ånd profeten i stand til at udføre 16 mirakler — dobbelt så mange som Elias. * Anden gang Elisa så heste og stridsvogne af ild, var da den aramæiske hær omringede byen Dotan, som beskrevet i indledningen.

Selvom Elisa var omringet af fjender i Dotan, bevarede han roen. Hvorfor? Fordi han havde opbygget en stærk tro på Jehova. Det må vi også gøre. Lad os derfor bede om Guds hellige ånd så vi kan få tro og andre egenskaber der er en del af åndens frugt. — Luk. 11:13; Gal. 5:22, 23.

Det der skete i Dotan, gav også Elisa grund til at stole på Jehova og hans usynlige styrker. Profeten forstod at Gud havde opstillet en hær af engle omkring byen og den belejrende fjende. Ved at slå fjenden med blindhed reddede Gud mirakuløst Elisa og hans medhjælper. (2 Kong. 6:17-23) Både på dette kritiske tidspunkt og i andre situationer viste Elisa tro og stolede helt og fuldt på Jehova.

Lad os, ligesom Elisa, stole på Jehova Gud. (Ordsp. 3:5, 6) Hvis vi gør det, kan vi være sikre på at „Gud vil vise os sin gunst og velsigne os“. (Sl. 67:1) Vi er selvfølgelig ikke i bogstavelig forstand omgivet af stridsvogne og heste af ild. Men under den kommende ’store trængsel’ vil Jehova beskytte vores verdensomspændende brodersamfund. (Matt. 24:21; Åb. 7:9, 14) Lad os indtil da altid huske at „Gud er en tilflugt for os“. — Sl. 62:8.