I ÅR er det 100 år siden „Skabelsens Fotodrama“ havde premiere. Det var en gigantisk forestilling der havde til formål at styrke troen på Bibelen som Guds ord. I en tid hvor udviklingslæren, den højere bibelkritik og almindelig skepsis havde svækket troen hos mange, forsvarede „Fotodramaet“ troen på Jehova som Skaberen.

Charles T. Russell, der førte an i Bibelstudenternes arbejde, var konstant på udkig efter de bedste og hurtigste metoder til at udbrede Bibelens budskab. Bibelstudenterne havde allerede i over 30 år effektivt benyttet sig af det trykte ord. Men nu fik de øje på en ny mulighed — levende billeder.

De første stumfilm blev vist for offentligheden i 1890’erne. En religiøs film blev allerede i 1903 vist i en kirke i New York. Filmindustrien var altså endnu i sin barndom i 1912 da Russell dristigt igangsatte forberedelserne til „Fotodramaet“. Han var klar over at denne kommunikationsform kunne formidle Bibelens budskab på en måde som det trykte ord alene ikke kunne.

„Fotodramaet“ var en otte timer lang forestilling, der som regel blev vist i fire dele. Den indeholdt 96 korte bibelske foredrag indtalt af en af den tids mest kendte stemmer. Mange scener var ledsaget af klassisk musik. Trænede operatører afspillede grammofonplader med tale og musik der blev synkroniseret med farvelagte lysbilleder og levende film som skildrede kendte beretninger fra Bibelen.

De fleste af filmoptagelserne og mange af lysbillederne, som var af glas, kom fra kommercielle filmstudier. Professionelle malere i Philadelphia, New York, Paris og London håndkolorerede lysbillederne og filmstrimlerne, billede for billede. Arbejdshold på Betels Tegnestue udførte også meget af dette arbejde og lavede ofte nye lysbilleder som  erstatning for dem der gik i stykker. Foruden at man altså anvendte film der var købt, blev nogle af Betelfamiliens medlemmer filmet i det nærliggende Yonkers i New York, hvor de spillede rollerne som Abraham, Isak og den engel der forhindrede Abraham i at ofre sin søn. — 1 Mos. 22:9-12.

En af bror Russells medarbejdere udtalte til pressen at dette medie ville „vække utallige tusinds interesse for Bibelen og være langt mere virkningsfuldt end noget tidligere religiøst tiltag“. Ville denne banebrydende indsats for at nå ud til de åndeligt hungrende masser blive hilst velkommen af gejstligheden? Nej, tværtimod. Kristenhedens præster fordømte „Fotodramaet“. Nogle gjorde endda brug af snedige og uforskammede metoder for at forhindre folk i at se det. Ét sted sørgede en gruppe præster for at strømforsyningen blev afbrudt.

Ikke desto mindre blev „Fotodramaet“ vist for fulde huse. Der var gratis adgang, og i USA blev det hver dag vist i op til 80 byer. Mange af de forbløffede tilskuere så her deres første talefilm. Tidsforkortede optagelser viste en kylling komme ud af sin skal og en yndefuld blomst folde sig ud. Den tids videnskabelige viden blev brugt til at fremhæve Jehovas fantastiske visdom. Som nævnt i indledningen udbrød en tilskuer da han på lærredet så bror Russell introducere „Fotodramaet“: „Det ligner bror Russell bedre end han ligner sig selv!“

En forfatter og filmhistoriker ved navn Tim Dirks har beskrevet „Fotodramaet“ som „den første større filmproduktion hvor man synkroniserede lyd (forud indspillet tale) med levende billeder og farvelagte laterna magica-billeder“. Nogle af disse teknikker havde ganske vist været anvendt før „Fotodramaet“, men aldrig i én og samme forestilling, og da slet ikke i én med et bibelsk tema. I hvert fald havde ingen haft et større publikum. Alene i løbet af det første år blev „Fotodramaet“ i alt set af omkring ni millioner i Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand.

„Fotodramaet“ havde premiere i New York den 11. januar 1914. Syv måneder senere indtraf den katastrofe der blev kendt som Første Verdenskrig. Men jorden over fortsatte „Fotodramaet“ med at tiltrække tusinder af tilskuere, som fandt trøst i filmens levende skildringer af de velsignelser Guds rige vil bringe. I 1914 var „Skabelsens Fotodrama“ efter enhver målestok en enestående storfilm.