Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Du skal elske din næste som dig selv“

„Du skal elske din næste som dig selv“

„Det andet [bud] er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ — MATT. 22:39.

1, 2. (a) Hvad sagde Jesus var det næststørste bud i Loven? (b) Hvilke spørgsmål vil vi nu se på?

FOR at sætte Jesus på prøve spurgte en farisæer engang: „Lærer, hvilket er det største bud i loven?“ Som nævnt i den foregående artikel svarede Jesus at „det største og første bud“ er: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ Og han tilføjede: „Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ — Matt. 22:34-39.

2 Jesus sagde at vi skal elske vores næste som vi elsker os selv. Det er derfor naturligt at spørge: Hvem er egentlig vores næste? Hvordan kan vi vise næstekærlighed?

HVEM ER EGENTLIG VORES NÆSTE?

3, 4. (a) Med hvilken historie besvarede Jesus spørgsmålet: „Hvem er egentlig min næste“? (b) Hvordan hjalp samaritaneren manden der var blevet udplyndret, slået og efterladt halvdød? (Se indledningsbilledet).

3 Tænk på hvad Jesus sagde da en selvretfærdig mand spurgte ham: „Hvem er egentlig min næste?“ Som svar fortalte Jesus historien om den barmhjertige samaritaner.  (Læs Lukas 10:29-37). Man kunne forvente at en israelitisk præst og en levit ville opføre sig som gode medmennesker når de så en mand der var blevet udplyndret, slået og efterladt halvdød. Men de gik bare forbi uden at gøre noget som helst for ham. Manden blev hjulpet af en samaritaner — der tilhørte et folk som respekterede Moseloven men var foragtet af jøderne. — Joh. 4:9.

4 For at fremme helingsprocessen hældte den næstekærlige samaritaner olie og vin på mandens sår. De to denarer han gav værten på herberget for at drage omsorg for manden, svarede til omkring to dages løn. (Matt. 20:2) Det er let at se hvem der virkelig var næste for den sårede mand. Jesu historie lærer os at vise vores næste medfølelse og kærlighed.

Jehovas tjenere er hurtige til at vise næstekærlighed (Se paragraf 5)

5. Hvordan viste Jehovas Vidner næstekærlighed under en naturkatastrofe?

5 Det er ofte svært at finde medfølende mennesker som den næstekærlige samaritaner. Det gælder især i disse kritiske „sidste dage“ hvor mange mangler naturlig hengivenhed, er vilde og ikke har kærlighed til det gode. (2 Tim. 3:1-3) For eksempel kan der opstå kritiske situationer under en naturkatastrofe. Tænk på hvad der skete da orkanen Sandy hærgede New York i slutningen af oktober 2012. I et område af byen der var særlig hårdt ramt, blev indbyggere der i forvejen led fordi de manglede strøm, varme og andre fornødenheder, udplyndret. I samme område organiserede Jehovas Vidner et hjælpeprogram så de kunne dække hinandens og andres behov. Kristne gør sådanne ting fordi de elsker deres næste. På hvilke andre måder kan vi vise næstekærlighed?

HVORDAN VI KAN VISE NÆSTEKÆRLIGHED

6. Hvad har vores forkyndelse med næstekærlighed at gøre?

Tilbyd folk åndelig hjælp. Det gør vi ved at henlede deres opmærksomhed på „Skrifternes trøst“. (Rom. 15:4) Og det må bestemt siges at være et udtryk for næstekærlighed at vi fortæller andre om sandheden fra Bibelen. (Matt. 24:14) Hvor er det et stort privilegium at vi kan forkynde et budskab fra den „Gud der giver håb“! — Rom. 15:13.

7. Hvad er Den Gyldne Regel, og hvordan bliver vi velsignet når vi følger den?

7 Følg Den Gyldne Regel. Jesus udtrykte den på denne måde i sin bjergprædiken: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ (Matt. 7:12) Når vi behandler andre sådan som Jesus rådede os til, handler vi i harmoni med ånden bag „Loven“ (de fem Mosebøger) og „Profeterne“ (de profetiske bøger i De Hebraiske Skrifter). Af disse tekster fremgår det tydeligt at Gud velsigner dem der viser andre kærlighed. Gennem Esajas sagde Jehova for eksempel: „I skal overholde hvad der er ret, og gøre hvad der er retfærdigt. ... Lykkeligt er det dødelige menneske som gør dette.“ (Es. 56:1, 2) Ja, vi bliver velsignet fordi vi behandler vores næste kærligt og retfærdigt.

8. Hvorfor skal vi elske vores fjender, og hvad kan der ske hvis vi gør det?

8 Elsk dine fjender. „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende,’“ sagde Jesus. „Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene.“ (Matt. 5:43-45) Og apostlen Paulus  skrev: „Hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke.“ (Rom. 12:20; Ordsp. 25:21) Ifølge Moseloven skulle man hjælpe en fjende med at befri hans dyr hvis det var segnet under sin byrde. (2 Mos. 23:5) Ved at samarbejde på en sådan måde kunne tidligere fjender blive gode venner. Fordi vi som kristne viser kærlighed, er mange af vores fjender blevet blødgjort. Tænk hvor lykkelige vi vil blive hvis den kærlighed vi viser vores fjender — selv fanatiske forfølgere — får nogle af dem til at tage imod sandheden!

9. Hvad sagde Jesus om dét at slutte fred med vores bror?

9 „Jag efter fred med alle.“ (Hebr. 12:14) Det indbefatter selvfølgelig vores brødre, for Jesus sagde: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ (Matt. 5:23, 24) Gud vil velsigne os når vi viser vores bror kærlighed og straks tager initiativ til at slutte fred med ham.

10. Hvorfor skal vi ikke være fejlfindere?

10 Vær ikke en fejlfinder. „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt,“ sagde Jesus, „for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; og med det mål I udmåler med, vil I få udmålt. Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje,’ når, se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ (Matt. 7:1-5) Er det ikke en stærk måde at fortælle os at vi ikke skal kritisere andres småfejl når vi måske selv har meget store fejl?

EN SÆRLIG MÅDE AT VISE NÆSTEKÆRLIGHED PÅ

11, 12. På hvilken unik måde viser vi næstekærlighed?

11 Vi ønsker at vise næstekærlighed på en ganske særlig måde. Ligesom  Jesus forkynder vi den gode nyhed om Riget. (Luk. 8:1) Jesus betroede kristne det hverv at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Matt. 28:19, 20) Ved at yde vores del i dette arbejde prøver vi at hjælpe vores næste til at forlade den brede og rummelige vej der fører til undergangen, og slå ind på den trange vej der fører til livet. (Matt. 7:13, 14) Der er ingen tvivl om at Jehova velsigner vores indsats.

12 Ligesom Jesus hjælper vi folk til at blive klar over at de har et åndeligt behov. (Matt. 5:3) Når nogen reagerer positivt, hjælper vi dem til at få dækket dette behov ved at fortælle dem om „Guds gode nyhed“. (Rom. 1:1) De der tager imod budskabet om Riget, bliver forligt med Gud gennem Jesus Kristus. (2 Kor. 5:18, 19) Ved at forkynde den gode nyhed viser vi altså næstekærlighed på en meget vigtig måde.

13. Hvilke følelser vækker det i dig at være med til at forkynde Riget?

13 Det er meget tilfredsstillende at aflægge fremadskridende genbesøg og studere med folk og derved hjælpe dem til at rette sig ind efter Guds retfærdige normer. Det kan få dem til at gøre drastiske forandringer i deres liv. (1 Kor. 6:9-11) Det varmer os om hjertet at se hvordan Gud hjælper dem der er „ret indstillet til evigt liv“, til at foretage nødvendige forandringer og få et nært forhold til ham. (Apg. 13:48) For mange bliver fortvivlelse således erstattet med glæde, og unødig bekymring med tillid til vores himmelske Far. Hvor er det skønt at se nye gøre åndelige fremskridt! Giver det ikke stor glæde at vise næstekærlighed på denne særlige måde som forkyndere af Riget?

EN INSPIRERET BESKRIVELSE AF KÆRLIGHEDEN

14. Nævn med dine egne ord nogle sider af kærligheden som er beskrevet i Første Korintherbrev 13:4-8.

14 At praktisere det Paulus sagde om næstekærlighed, kan spare os for mange problemer, føre til glæde og give os Guds velsignelse. (Læs 1 Korinther 13:4-8). Lad os kort gennemgå hvad Paulus sagde om kærlighed, og se hvordan vi kan føre hans ord over på forholdet til vores næste.

15. (a) Hvorfor skal vi være langmodige og venlige? (b) Af hvilke grunde må vi undgå misundelse og praleri?

15 „Kærligheden er langmodig og venlig.“ Ligesom Gud har vist langmodighed og venlighed over for ufuldkomne mennesker, må vi være langmodige og venlige når andre begår fejl og er ubetænksomme, eller endda uforskammede. „Kærligheden er ikke skinsyg,“ så sand kærlighed vil ikke tillade os at begære en andens ejendele eller privilegier i menigheden. Hvis vi har kærlighed, vil vi heller ikke prale eller blive stolte og opblæste. Nej, for „hovmodige øjne og et indbildsk hjerte, de ugudeliges lampe, er synd“. — Ordsp. 21:4.

16, 17. Hvordan kan vi handle i harmoni med Første Korintherbrev 13:5, 6?

16 Kærlighed vil få os til at opføre os anstændigt over for vores næste. Vi vil ikke lyve for ham, stjæle fra ham eller gøre noget som helst andet der ville krænke Jehovas love og principper. Kærlighed vil også hindre os i at søge vores egne interesser og i stedet få os til at tage hensyn til andres. — Fil. 2:4.

17 Ægte kærlighed bliver ikke let provokeret og „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“, som hvis vi førte  optegnelser over det når andre gør noget ukærligt. (1 Thess. 5:15) Hvis vi bar nag, ville vi ikke glæde Gud, og det ville faktisk svare til at vi pustede til en ild der kunne blusse op og skade os selv og andre. (3 Mos. 19:18) Kærlighed får os til at fryde os med sandheden, men den vil ikke tillade os at ’fryde os over uretfærdigheden’, selv hvis en der hader os, bliver dårligt eller uretfærdigt behandlet. — Læs Ordsprogene 24:17, 18.

18. Hvad lærer vi om kærligheden ud fra Første Korintherbrev 13:7, 8?

18 Hvad sagde Paulus mere om kærlighed? Han sagde at kærligheden „tåler alt“. Hvis nogen træder os over tæerne men beder om tilgivelse, får kærlighed os til at tilgive. Kærligheden „tror alt“ hvad der står i Guds ord, og får os til at være taknemmelige for den åndelige føde vi får. Kærligheden „håber alt“ hvad der er nedskrevet i Bibelen, og får os til at begrunde vores håb over for andre. (1 Pet. 3:15) Vi beder også for og håber på det bedste udfald når vi er udsat for prøvelser. Kærligheden „udholder alt“, uanset om det er synder der begås mod os, forfølgelse eller andre prøvelser. Sidst, men ikke mindst: „Kærligheden svigter aldrig.“ Det er en egenskab trofaste mennesker vil vise i al evighed.

FORTSÆT MED AT ELSKE DIN NÆSTE SOM DIG SELV

19, 20. Hvilket bibelsk råd bør få os til at blive ved med at vise næstekærlighed?

19 Ved at følge Bibelens råd kan vi blive ved med at vise næstekærlighed. En sådan kærlighed omfatter alle mennesker, ikke kun dem med samme etniske baggrund som os selv. Vi må også huske at Jesus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Både Gud og Kristus forventer at vi elsker vores næste. Hvis vi er usikre på hvordan vi skal agere over for vores næste i en bestemt situation, så lad os bede Gud om at lede os ved hjælp af sin hellige ånd. Så vil Jehova velsigne os og hjælpe os til at handle på en kærlig måde. — Rom. 8:26, 27.

20 Buddet om at elske vores næste som os selv kaldes „den kongelige lov“. (Jak. 2:8) Efter at have henvist til nogle bud i Moseloven erklærede Paulus: ’Et hvilket som helst andet bud sammenfattes i dette ord: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; kærligheden er derfor lovens opfyldelse.’ (Rom. 13:8-10) Vi må derfor fortsætte med at vise næstekærlighed.

21, 22. Hvorfor skal vi elske Gud og vores næste?

21 Når vi mediterer over hvorfor vi skal vise næstekærlighed, er det godt at huske Jesu ord om at hans Far ’lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne på retfærdige og uretfærdige’. (Matt. 5:43-45) Vi må vise vores næste kærlighed, uanset om han er retfærdig eller uretfærdig. Som tidligere nævnt er en vigtig måde at vise en sådan kærlighed på at forkynde budskabet om Riget for ham. Tænk hvilke velsignelser der venter vores næste hvis han taknemmeligt tager imod den gode nyhed!

22 Vi har mange grunde til at elske Jehova uden forbehold. Og der er masser af måder vi kan vise næstekærlighed på. Ved at elske Gud og vores næste viser vi respekt for det Jesus sagde om disse vigtige spørgsmål. Frem for alt glæder vi vores kærlige himmelske Far, Jehova.