Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hør Jehovas stemme uanset hvor du er

Hør Jehovas stemme uanset hvor du er

„Dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen.’“ — ES. 30:21.

1, 2. Hvordan kommunikerer Jehova med sine tjenere?

OP GENNEM bibelhistorien blev enkeltpersoner guidet af Jehova på forskellige måder. Nogle af dem talte Gud til gennem engle eller ved hjælp af syner eller drømme for at åbenbare for dem hvad der ville ske i fremtiden. Jehova gav dem også specifikke arbejdsopgaver. (4 Mos. 7:89; Ez. 1:1; Dan. 2:19) Andre fik vejledning gennem mennesker der talte på Jehovas vegne. Uanset hvordan Jehovas folk fik overbragt hans ord, blev de der fulgte hans instruktioner, velsignet.

2 I dag leder Jehova sit folk ved hjælp af Bibelen, sin hellige ånd og menigheden. (Apg. 9:31; 15:28; 2 Tim. 3:16, 17) Hans vejledning er så klar og tydelig at det er som om ’vores ører hører et ord bag os sige: „Dette er vejen. Gå på den!“’ (Es. 30:21) Faktisk gengiver Jesus også Jehovas stemme for os når han leder menigheden gennem „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45) Denne ledelse og vejledning må vi tage alvorligt, for vores evige liv afhænger af at vi er lydige. — Hebr. 5:9.

3. Hvad kunne hindre os i at adlyde Jehovas vejledning? (Se indledningsbilledet).

Satan Djævelen er opsat på at overdøve den livreddende vejledning fra Jehova. Vores eget ’forræderiske hjerte’ kan  også gøre det svært for os at adlyde Jehovas instruktioner. (Jer. 17:9) Lad os derfor se hvordan vi kan gøre det lettere for os selv at lytte til Guds stemme. Lad os også se på hvordan en tæt kommunikation med Jehova vil beskytte vores forhold til ham uanset hvad der sker.

LAD DIG IKKE NARRE AF SATAN

4. Hvordan prøver Satan at påvirke folks tankegang?

Satan prøver at påvirke folks tankegang med løgnagtige oplysninger og vildledende propaganda. (Læs 1 Johannes 5:19). Over hele kloden bombarderes folk med informationer gennem aviser, bøger, blade, radio, tv og internettet. Selvom sådanne kilder måske formidler nogle nyttige oplysninger, agiterer de ofte for en adfærd der strider mod Jehovas normer. (Jer. 2:13) For eksempel omtaler nyhedsmedierne og underholdningsindustrien ægteskab mellem to af samme køn som helt acceptabelt, og mange synes at det Bibelen siger om homoseksualitet, virker ekstremt. — 1 Kor. 6:9, 10.

5. Hvordan kan vi undgå at blive revet med af Satans propaganda?

5 Hvordan kan de der elsker Guds retfærdige normer, undgå at blive revet med af den stadige strøm af satanisk propaganda? Hvordan kan de se forskel på hvad der er godt og ondt? „Ved at være på vagt og handle efter [Guds] ord“! (Sl. 119:9) Guds skrevne ord hjælper os til at skelne mellem sande oplysninger og vildledende propaganda. (Ordsp. 23:23) Med et citat fra Skrifterne sagde Jesus at ’mennesket skal leve af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund’. (Matt. 4:4) Vi må altså lære at anvende Bibelens principper i vores liv. Længe inden Moses nedskrev Jehovas lov mod ægteskabsbrud, var den unge Josef for eksempel klar over at en sådan handling var en synd mod Gud. Han ikke så meget som overvejede at være ulydig mod Jehova da Potifars kone forsøgte at lokke ham. (Læs 1 Mosebog 39:7-9). Selvom Josef i lang tid var udsat for hendes pres, gjorde det ham ikke døv for Guds stemme. Hvis vi skal kunne skelne mellem ret og uret, må vi lytte til Jehovas stemme og lukke Satans larmende propaganda ude.

6, 7. Hvordan undgår vi Satans dårlige råd?

6 Der er så mange modstridende religiøse idéer og læresætninger i verden at mange føler at det er forgæves at lede efter den sande tro. Jehova har imidlertid gjort sandheden let at finde for dem der er villige til at søge efter den. Men vi er nødt til at beslutte hvem vi vil lytte til. Da det i praksis er umuligt at lytte til to stemmer samtidig, må vi ’kende Jesu stemme’ og lytte til den. Jesus er jo den Jehova har sat over sine får. — Læs Johannes 10:3-5.

7 „Vær opmærksomme på hvad I hører,“ sagde Jesus. (Mark. 4:24) Jehovas  vejledning er både tydelig og god, men hvis vi skal kunne høre den, må vi være opmærksomme og have den rigtige indstilling. Hvis vi ikke passer på, kunne vi komme til at lægge øre til Satans dårlige råd i stedet for til Guds kærlige vejledning. Lad aldrig musik, film, tv-shows, bøger, kolleger, skolekammerater, lærere eller såkaldte eksperter styre dit liv. — Kol. 2:8.

8. (a) Hvordan kan vores hjerte gøre os sårbare over for Satans angreb? (b) Hvad kan der ske med os hvis vi ignorerer advarselssignaler?

Satan kender vores syndige tilbøjeligheder og frister os til at give efter for dem. Det gør det til en kæmpe udfordring for os at forblive loyale mod Gud. (Joh. 8:44-47) Hvordan er det overhovedet muligt for os at klare det? Forestil dig at en bror bliver så opslugt af øjeblikkets nydelse at han ender med at gøre noget som ellers var helt utænkeligt for ham. (Rom. 7:15) Hvordan havnede han i denne ulykkelige situation? Gradvis var han sikkert blevet mindre og mindre lydhør over for Jehovas stemme. Enten var han ikke opmærksom på advarselssignalerne om hvad der var ved at ske med hans hjerte, eller også ignorerede han dem. For eksempel var han måske holdt op med at bede, var blevet uengageret i forkyndelsen eller var begyndt at springe nogle af møderne over. Til sidst gav han efter for sit begær og gjorde noget han vidste var forkert. Vi kan undgå et sådant katastrofalt fejltrin hvis vi hele tiden er vågne for advarselssignalerne og øjeblikkelig gør noget for at rette op på situationen. Hvis vi lytter til Jehovas stemme, vil vi heller aldrig lade frafaldne tanker slå rod. — Ordsp. 11:9.

9. Hvorfor er det vigtigt at vi opdager forkerte tendenser så tidligt som muligt?

9 Hvis en sygdom bliver opdaget tidligt i forløbet, kan det redde ens liv. Vi kan også afværge en katastrofe hvis vi er hurtige til at identificere forkerte tendenser hos os selv. Så snart vi opdager sådanne tilbøjeligheder, må vi gøre noget ved dem — inden vi bliver „fanget levende [af Satan] til at gøre hans vilje“. (2 Tim. 2:26) Hvad skal vi gøre hvis vi opdager at vi har ladet vores tanker og ønsker gå i en helt anden retning end det Jehova kræver af os? Uden tøven må vi ydmygt vende om til ham og lytte til hans vejledning med et åbent sind. (Es. 44:22) En dårlig beslutning kan give os dybe ar som vi må leve med så længe denne tingenes ordning består. Er det ikke langt bedre straks at sætte ind over  for forkerte tendenser så vi helt undgår at komme på afveje?

Hvordan kan gode åndelige vaner beskytte os mod Satans lumske planer? (Se paragraf 4-9)

BEKÆMP STOLTHED OG BEGÆR

10, 11. (a) Hvordan kan stolthed komme til udtryk? (b) Hvad lærer vi af Kora, Datan og Abirams oprør?

10 Vi må erkende at vores hjerte kan lede os på afveje. Ja, vores syndige tilbøjeligheder har stor magt over os! Vi kunne for eksempel blive stolte eller begærlige. Begge dele kan hindre os i at lytte til Jehovas stemme og kan føre os på katastrofekurs. En der er stolt, har en overdreven fornemmelse af sit eget værd. Han føler måske at han har ret til at gøre lige hvad han vil, og at ingen skal komme og fortælle ham hvad han skal gøre. Det får ham måske til at føle sig hævet over den vejledning og de råd der kommer fra hans trosfæller, de ældste eller selv fra Guds organisation. For en sådan person bliver Jehovas stemme meget fjern.

11 Under israelitternes ørkenvandring gjorde Kora, Datan og Abiram oprør mod Moses og Aron. På grund af stolthed gav oprørerne sig til at tilbede Jehova på deres egen måde. Hvordan reagerede Jehova? Han slog dem ihjel. (4 Mos. 26:8-10) Det er en stærk advarsel for os i dag! Oprør mod Jehova fører til ulykke. Husk også at „stolthed går forud for fald“. — Ordsp. 16:18; Es. 13:11.

12, 13. (a) Nævn et eksempel der viser hvordan grådighed kan få ulykkelige følger. (b) Forklar hvordan et begær hurtigt kan vokse.

12 Det er også farligt at være begærlig. En der er begærlig, tager sig ofte friheder og overskrider grænserne for god opførsel. Efter at den aramæiske hærfører Na’aman var blevet helbredt for sin spedalskhed, tilbød han profeten Elisa gaver, men Elisa afviste dem. Elisas tjener, Gehazi, derimod, kunne godt tænke sig at få fingrene i disse gaver. Han sagde til sig selv: „Så sandt Jehova lever, løber jeg efter [Na’aman] og får et eller andet af ham.“ Uden at sige det til Elisa løb han efter Na’aman og stak ham en løgn for at få „en talent sølv og to sæt klæder“, og senere løj han også for Jehovas profet. Hvad skete der med den begærlige Gehazi? Na’amans spedalskhed kom til at hænge ved ham! — 2 Kong. 5:20-27.

13 Et begær kan begynde i det små, men hvis man ikke tæmmer det, kan det hurtigt tage magten fra en. Bibelens beretning om Akan viser hvor stærkt et begær kan blive. Læg mærke til hvor hurtigt Akans begær voksede. Han sagde: „Da jeg blandt byttet en embedsklædning fra Sinear der så godt ud, og to hundrede sekel sølv og en guldbarre på halvtreds sekels vægt, fik jeg lyst til det, og så tog jeg det.“ I stedet for at kvæle det forkerte ønske stjal Akan grådigt tingene og skjulte dem i sit telt. Da Akans synd kom frem i lyset, meddelte Josua ham at Jehova ville styrte ham i ulykke. Samme dag blev Akan og hans familie stenet til døde. (Jos. 7:11, 21, 24, 25) Vi er alle i fare for at udvikle et begær. Lad os derfor ’vogte os for enhver form for havesyge’. (Luk. 12:15) Der kan af og til dukke en forkert eller umoralsk tanke op hos os, men det er vigtigt at vi tager kontrollen over vores sind og ikke tillader vores ønsker at eskalere så vi ender med at begå en synd. — Læs Jakob 1:14, 15.

14. Hvad må vi gøre hvis vi opdager at vi har en tilbøjelighed til at være stolte eller begærlige?

14 Både stolthed og begær kan få ulykkelige følger. At reflektere over konsekvenserne af at gøre noget forkert vil hjælpe os til ikke at blive døve for Jehovas  stemme. (5 Mos. 32:29) I Bibelen fortæller den sande Gud os ikke kun hvad der er rigtigt at gøre, men forklarer os også hvordan det gavner os at gøre det, og hvilke konsekvenser det har at gøre det forkerte. Hvis vi på grund af stolthed eller begær fristes til at gøre noget forkert, vil det være klogt at tænke over hvilke konsekvenser det ville have for os selv, for vores familie og især for vores forhold til Jehova.

BEVAR EN TÆT KOMMUNIKATION MED JEHOVA

15. Hvad lærer Jesu eksempel os om kommunikation?

15 Jehova ønsker det bedste for os. (Sl. 1:1-3) Han giver os masser af råd og vejledning lige når vi har brug for det. (Læs Hebræerne 4:16). Selvom Jesus var fuldkommen, var han helt afhængig af regelmæssigt at kommunikere med Jehova, og han bad uophørligt. Jehova støttede og ledte Jesus på en fantastisk måde. Han sendte engle til at sørge for ham, gav ham hellig ånd og ledte ham da han skulle udvælge de 12 apostle. Jehova talte endda fra himlen for at vise at han godkendte Jesus og var med ham. (Matt. 3:17; 17:5; Mark. 1:12, 13; Luk. 6:12, 13; Joh. 12:28) Ligesom Jesus må vi udøse vores hjerte for Gud i bøn. (Sl. 62:7, 8; Hebr. 5:7) Bøn hjælper os til at holde os nær til Jehova og til at leve på en måde der ærer ham.

16. Hvordan hjælper Jehova os til at høre hans stemme?

16 Jehova har gjort sin vejledning frit tilgængelig for alle, men han tvinger ikke nogen til at følge den. Vi må bede om hans hellige ånd, og så vil han give os den i store mængder. (Læs Lukas 11:10-13). Det er også vigtigt at vi ’er opmærksomme på hvordan vi hører efter’. (Luk. 8:18) For eksempel ville det være hyklerisk hvis vi bad Jehova om hjælp til at få bugt med umoralske ønsker samtidig med at vi fortsatte med at se på pornografi eller se umoralske film. Vi må sørge for at være dér hvor Jehovas ånd er, og beskæftige os med noget han kan velsigne. Vi ved at hans ånd er til stede ved menighedsmøderne. Mange tjenere for Jehova har undgået problemer ved at lytte til Jehova ved møderne. De er blevet opmærksomme på at de var ved at udvikle nogle forkerte ønsker, og har rettet op på situationen. — Sl. 73:12-17; 143:10.

BLIV VED MED AT LYTTE TIL JEHOVAS STEMME

17. Hvorfor er det farligt at stole for meget på sig selv?

17 Vi kan lære noget vigtigt af kong David. Som helt ung sejrede han over filisterkæmpen Goliat. David blev senere soldat og derefter konge; hans opgave var at beskytte Israels nation og træffe gode beslutninger på folkets vegne. Men da han på et tidspunkt stolede for meget på sig selv, forledte hans hjerte ham til at begå en alvorlig synd med Batseba og endda få hendes mand, Urias, slået ihjel. Da David blev irettesat, indrømmede han ydmygt sit fejltrin og genoprettede sit forhold til Jehova. — Sl. 51:4, 6, 10, 11.

18. Hvad kan hjælpe os til altid at lytte til Jehovas stemme?

18 Lad os tage rådet i Første Korintherbrev 10:12 til os og ikke blive for selvsikre. Eftersom vi ikke selv kan ’styre vores skridt’, vil vi i sidste ende lytte til enten Jehovas stemme eller hans Modstanders. (Jer. 10:23) Lad os derfor bede uophørligt, følge den hellige ånds ledelse og altid lytte opmærksomt til Jehovas stemme.