’Vend om og styrk dine brødre’
PETER græd bitterligt efter at han havde nægtet at kendes ved Jesus. Selvom det ville blive en kamp for apostlen at genvinde sin åndelige balance, ønskede Jesus at bruge ham til at hjælpe andre. Derfor havde han sagt til ham: „Når du engang er vendt om, da styrk dine brødre.“ (Luk. 22:32, 54-62) Peter blev med tiden en af søjlerne i den kristne menighed i det første århundrede. (Gal. 2:9) På lignende måde kan en bror der engang har tjent som ældste, måske igen blive i stand til at skuldre dette ansvar og finde glæde ved at styrke sine trosfæller åndeligt.
Nogle der engang har tjent som ældste, er blevet sat af, og det kan have fået dem til at føle sig som en fiasko. Julio, * der tjente som ældste i Sydamerika i over 20 år, siger: „At udarbejde foredrag, besøge brødrene og være hyrde for menighedens medlemmer fyldte utrolig meget i mit liv! Pludselig var det væk, og det efterlod et stort tomrum. Det var virkelig en traumatisk periode.“ I dag tjener Julio igen som ældste.
’REGN DET FOR LUTTER GLÆDE’
Disciplen Jakob skrev: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser.“ (Jak. 1:2) Jakob henviste til prøvelser der skyldes forfølgelse og vores ufuldkommenhed. Han nævnte selviske ønsker, partiskhed og så videre. (Jak. 1:14; 2:1; 4:1, 2, 11) Det kan gøre ondt at blive tugtet af Jehova. (Hebr. 12:11) Men sådanne prøvelser behøver ikke at tage glæden fra os.
Selv hvis vi er blevet frataget en ansvarsopgave i menigheden, kan vi stadig undersøge kvaliteten af vores tro og vise vores kærlighed til Jehova. Vi kan også reflektere over hvorfor vi tjente. Var det for selv at få noget ud af det, eller tragtede vi efter et sådant privilegium fordi vi elskede Gud og var overbeviste om at menigheden tilhører ham og fortjener kærlig omsorg? (Apg. 20:28-30) Tidligere ældste der med glæde fortsætter med at yde hellig tjeneste, beviser over for alle, også Satan, at deres kærlighed til Jehova er ægte.
De gange kong David blev retledt for alvorlige synder, tog han tugten til sig og blev tilgivet. Han sang: „Lykkelig er den hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket. Lykkeligt er det menneske som Jehova ikke tilregner misgerning, og i hvis ånd der ikke er svig.“ (Sl. 32:1, 2) Tugten forædlede David og gjorde ham uden tvivl til en bedre hyrde for Guds folk.
Brødre der vender tilbage som ældste, bliver ofte endnu bedre hyrder end de var før. „Nu forstår jeg bedre hvordan jeg kan vise omsorg for nogle der begår et fejltrin,“ siger en sådan ældste. En anden ældstebror siger: „Nu sætter jeg det privilegium det er at betjene brødrene, endnu højere.“
KAN DU VENDE TILBAGE?
„[Jehova] vil ikke bebrejde for bestandig,“ skrev salmisten. (Sl. 103:9) Vi må derfor ikke tro at Gud aldrig igen vil have tillid til en der har begået et alvorligt fejltrin. „Jeg var dybt skuffet over at jeg havde svigtet,“ siger Ricardo, der mistede sine tjenesteprivilegier efter at have været ældste i mange år. „I lang tid følte jeg mig utilstrækkelig, og det hindrede mig i at vende tilbage og betjene brødrene som tilsynsmand. Jeg tvivlede på at jeg igen kunne vise mig værdig til andres tillid. Men eftersom jeg er glad for at hjælpe andre, ledte jeg bibelstudier, opmuntrede brødrene i rigssalen og samarbejdede med dem i forkyndelsen. Det hjalp mig til at genvinde min selvtillid, og nu tjener jeg igen som ældste.“
Hvis en bror bliver bitter, kan det hindre ham i igen at tjene som ældste. Det er langt bedre at være som Jehovas tjener David, der måtte flygte fra den jaloux kong Saul. David nægtede at hævne sig på Saul, også selvom han flere gange havde chancen. (1 Sam. 24:4-7; 26:8-12) Da Saul døde i kamp, sørgede David dybt og omtalte ham og hans søn Jonatan som „elskelige og kære“. (2 Sam. 1:21-23) David var ikke blevet bitter.
Hvis du føler dig misforstået eller uretfærdigt behandlet, må du ikke lade de negative tanker fylde dit sind. Da William blev frataget sine ansvarsopgaver efter at have tjent som ældste i Storbritannien i omkring 30 år, blev han bitter på nogle af de ældste. Hvad hjalp William til at genvinde balancen? „At læse Jobs Bog opmuntrede mig,“ siger han. „Når Jehova hjalp Job til at slutte fred med sine tre venner, hvor meget mere ville Han så ikke hjælpe mig til at slutte fred med de ældste i menigheden!“ — Job 42:7-9.
GUD VELSIGNER DEM DER IGEN TJENER SOM HYRDER
Hvis du selv valgte at trække dig som hyrde for Guds hjord, vil det være godt at tænke over hvorfor. Følte du dig overvældet af personlige problemer? Blev andre ting vigtigere for dig? Tog andres ufuldkommenheder modet fra dig? Uanset hvad grunden var, så husk at du var i stand til at hjælpe andre på flere måder da du var ældste. Dine foredrag styrkede dem, dit eksempel tilskyndede dem, og dine hyrdebesøg hjalp dem til at udholde deres prøvelser. Dit arbejde som trofast ældste fik Jehovas — og dit eget — hjerte til at fryde sig. — Ordsp. 27:11.
Jehova har hjulpet mænd til at genvinde deres glæde og igen få et ønske om at føre an i menigheden. Hvis du har trukket dig som ældste eller er blevet sat af, kan du igen kvalificere dig til at få et tilsynshverv. (1 Tim. 3:1) Paulus ’holdt ikke op med at bede’ om at de kristne i Kolossæ måtte blive fyldt med den nøjagtige kundskab om Guds vilje så de kunne „vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham“. (Kol. 1:9, 10) Hvis du igen får det privilegium at tjene som ældste, så bed Jehova om styrke, tålmodighed og glæde. I disse sidste dage har Guds folk brug for den åndelige støtte kærlige hyrder kan give. Kan og vil du styrke dine brødre?
^ par. 3 Nogle navne er ændret.