Forældre — vær hyrder for jeres børn
„Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud.“ — ORDSP. 27:23.
1, 2. (a) Hvilket ansvar havde en israelitisk hyrde? (b) Hvordan er forældre hyrder?
HYRDER i fortidens Israel levede et barsk liv. De skulle ikke alene udholde hede og kulde men måtte også beskytte deres hjorde mod rovdyr og røvere. Hyrderne tjekkede jævnlig fårene og behandlede dem der var syge eller var kommet til skade. De var særlig opmærksomme på lammene fordi de var skrøbelige og ikke havde den samme styrke som fuldvoksne får. — 1 Mos. 33:13.
2 Kristne forældre har brug for nogle af de samme egenskaber som bogstavelige hyrder. Som hyrder for deres børn har de ansvaret for at opdrage dem „i Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Er det let? Nej! Børn bombarderes konstant med Satans propaganda og har også deres egne ufuldkomne tilbøjeligheder at kæmpe med. (2 Tim. 2:22; 1 Joh. 2:16) Hvis du har børn, hvordan kan du så hjælpe dem? Lad os se på tre ting I forældre kan gøre for at være hyrder for jeres børn — kende dem, give dem mad og lede dem.
KEND JERES BØRN
3. Hvad betyder det at forældre skal vide hvordan deres børn „ser ud“?
3 En god hyrde tjekker omhyggeligt hvert eneste får for at sikre sig at det er sundt. Billedligt talt kan du gøre det samme med dine børn. Bibelen siger: „Du bør vide nøjagtigt hvordan dit småkvæg ser ud.“ (Ordsp. 27:23) For at kunne det må du være opmærksom på dine børns handlinger og finde ud af hvad de tænker og føler. Hvordan kan du det? En af de bedste måder er ved ofte at tale med dine børn.
4, 5. (a) Hvad kan forældre gøre for at få deres børn til at åbne op? (Se indledningsbilledet). (b) Hvad har du gjort for at gøre det lettere for dine børn at tale med dig?
4 Nogle forældre har erfaret at kommunikation bliver sværere når deres børn bliver teenagere — de trækker sig måske ind i sig selv og synes det er akavet at tale om deres tanker og følelser. Hvis det gælder dine børn, hvad kan du så gøre? I stedet for at tvinge din søn eller datter til lange, alvorlige samtaler så prøv at udnytte de uformelle lejligheder. (5 Mos. 6:6, 7) Du er måske nødt til at gøre en ekstra indsats for at I kan foretage jer noget sammen. I kunne gå eller køre en tur, spille et spil eller sammen udføre noget praktisk arbejde i hjemmet. Sådanne uformelle rammer kan hjælpe unge til at føle sig afslappede og give dem lyst til at åbne op.
5 Hvad hvis dit barn stadig virker indelukket? Så kan du måske prøve en anden tilgang. I stedet for at spørge din datter hvordan hendes dag er gået, kunne du for eksempel fortælle hvordan din dag har været. Måske vil hun så fortælle lidt om sin dag. Eller for at finde ud af hvad din datter mener om noget bestemt, kunne du stille spørgsmål som flytter fokus væk fra hende. Du kunne spørge hvad en af hendes veninder mener om sagen. Derefter kunne du spørge hvad hun ville råde sin veninde til.
6. Hvad ligger der i at være til stede og til at tale med?
6 Hvis dine børn skal åbne op over for dig, skal du naturligvis være til stede og til at tale med. Hvis forældre altid virker som om de har for travlt til at snakke, vil børn sandsynligvis holde deres problemer for sig selv. Hvordan viser du så at du er til at tale med? Det kræver mere end bare at sige: „Du kan altid komme til mig.“ Dine teenagebørn skal kunne mærke at du hverken vil undervurdere deres problemer eller overreagere på dem. Mange forældre er et godt eksempel på dette område. Kayla på 19 siger: „Jeg kan snakke med min far om alting. Han afbryder mig ikke, og han dømmer mig ikke; han lytter bare. Og bagefter giver han mig altid det bedste råd.“
7. (a) Hvilken afbalanceret tilgang kan forældre have til et emne som kærester? (b) Hvordan kunne forældre uden at vide af det komme til at irritere deres børn?
7 Selv når I taler om følsomme emner — som for eksempel kærester — så vær ikke så fokuseret på advarsler at du glemmer at lære dine børn hvad der er det rigtige at gøre. Forestil dig at du tog på restaurant og opdagede at menukortet kun indeholdt advarsler om madforgiftning. Du ville sikkert forlade restauranten og se dig om efter en anden. Dine børn vil nok reagere på samme måde hvis de kommer til dig for at få et råd men opdager at det eneste du har på „menuen“, er en række strenge advarsler. (Læs Kolossenserne 3:21). Prøv i stedet at være afbalanceret. En ung søster ved navn Emily fortæller: „Når mine forældre taler med mig om det at have en kæreste, får de det ikke til at lyde negativt. De pointerer glæden ved at lære en at kende og finde en ægtefælle. Det har hjulpet mig til at have det godt med at snakke med dem om det. Faktisk vil jeg hellere involvere dem i et eventuelt forhold end skjule det for dem.“
8, 9. (a) Hvad godt kommer der ud af at lytte uden at afbryde? (b) Hvilke gode resultater har du haft med at lytte til dine børn?
8 I tråd med det Kayla sagde, kan du vise at du er til at tale med, ved tålmodigt at lytte til dine børn. (Læs Jakob 1:19). „Førhen,“ indrømmer en alenemor ved navn Katia, „var jeg meget utålmodig med min datter. Jeg gav hende aldrig en chance for at tale færdig. Enten var jeg for træt til at lytte, eller også ville jeg bare ikke forstyrres. Nu hvor jeg har ændret min adfærd, har min datter også ændret sin. Hun er blevet meget mere samarbejdsvillig.“
9 En far ved navn Ronald erfarede noget lignende med sin teenagedatter. „Da hun fortalte mig at hun var vild med en dreng i skolen, blev jeg først meget vred,“ siger han. „Men da jeg reflekterede over hvor tålmodig og rimelig Jehova er over for sine tjenere, tænkte jeg at det var bedst hvis jeg gav min datter en chance for at udtrykke sine følelser før jeg begyndte at belære hende. Hvor er jeg glad for at jeg gjorde det! For første gang forstod jeg min datters følelser. Da hun havde talt ud, havde jeg lettere ved at tale til hende på en kærlig måde. Overraskende nok var hun meget modtagelig for min vejledning. Hun udtrykte et oprigtigt ønske om at ændre sin opførsel.“ Hvis du ofte taler med dine børn, får du større indblik i deres tanker og følelser. Og dét vil give dig større indflydelse på de beslutninger de træffer i livet. *
GIV JERES BØRN MAD
10, 11. Hvordan kan du hjælpe dine børn til ikke at komme på afveje?
10 En god hyrde ved at et hvilket som helst af hans får kan forvilde sig væk fra flokken. Måske bliver det tiltrukket af noget græs et lille stykke væk og så af noget lidt længere væk, og til sidst er det kommet helt væk fra flokken. På tilsvarende måde kunne et barn lidt efter lidt begive sig hen ad en åndeligt farlig sti fordi han eller hun bliver fristet af Ordsp. 13:20) Hvad kan du gøre for at hindre en sådan situation i at opstå?
dårlige venner eller nedbrydende underholdning. (11 Når du underviser dine børn, så reagér hurtigt hvis du opdager nogle potentielt svage punkter. Arbejd også på at styrke de gode egenskaber dine børn har. (2 Pet. 1:5-8) Den ugentlige Teokratiske Familieaften er en rigtig god anledning til det. Om denne ordning stod der følgende i Rigets Tjeneste for oktober 2008: „Familiens overhoved tilskyndes til at skuldre sit ansvar over for Jehova ved at sikre sig at familien følger et regelmæssigt og meningsfyldt program for studium af Bibelen.“ Udnytter du fuldt ud denne kærlige ordning som hjælper dig til at være hyrde for dine børn? Vær sikker på at dine børn virkelig værdsætter at du prioriterer deres åndelige behov højt. — Matt. 5:3; Fil. 1:10.
12. (a) Hvordan har unge haft gavn af Den Teokratiske Familieaften? (Se rammen „ De elsker den“). (b) Hvordan har du personligt haft gavn af familiestudiet?
12 Hør hvad en teenager ved navn Carissa siger om hvordan Den Teokratiske Familieaften har gavnet hendes familie: „Jeg kan godt lide at vi sætter os ned og taler sammen. Når vi gør det, kommer vi tættere på hinanden og skaber gode minder. Min far er konsekvent med vores familiestudium. Det opmuntrer mig at se at han tager det seriøst — og det giver også mig lyst til at tage det seriøst. Det giver mig også flere grunde til at respektere ham som min far og mit åndelige overhoved.“ En ung søster ved navn Brittney siger: „Familiens studieaften har knyttet mig nærmere til mine forældre. De viser at de gerne vil høre hvad jeg går og tumler med, og at de virkelig har omsorg for mig. Det hjælper os til at være en stærk og forenet familie.“ Det er tydeligt at det at give sine børn åndelig mad — især på Den Teokratiske Familieaften — er en vigtig forudsætning for at man kan være en god hyrde. *
LED JERES BØRN
13. Hvordan kan man motivere sit barn til at tjene Jehova?
13 En god hyrde bruger en stav til at lede og forsvare sin fåreflok. Et af hans primære mål er at lede sine får til „et sted med god græsning“. (Ez. 34:13, 14) Har du som forælder det samme mål åndeligt set? Der er ingen tvivl om at du gerne vil lede dine børn så de vælger at tjene Jehova. Du ønsker at de skal have de samme følelser som salmisten der skrev: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Sl. 40:8) Unge som opelsker denne værdsættelse, vil indvi sig til Jehova og lade sig døbe. De bør selvfølgelig tage denne beslutning når de er modne nok og har fået et ægte ønske om at tjene Jehova.
14, 15. (a) Hvad bør være kristne forældres mål? (b) Hvorfor udtrykker en teenager måske tvivl angående den sande tro?
14 Hvad hvis dine børn ikke ser ud til at gøre åndelige fremskridt — og måske endda sætter spørgsmålstegn ved sandheden? Forsøg at indgive dem kærlighed til Jehova Gud og værdsættelse af alt hvad han har gjort. (Åb. 4:11) Når de er parate til det, vil de så kunne træffe en personlig beslutning om at tjene Gud.
15 Hvis dine børn udtrykker tvivl, hvordan kan du så være hyrde for dem og hjælpe dem til at se at det at tjene Gud virkelig giver det bedste liv og bidrager til deres varige lykke? Prøv at finde ud af hvad der egentlig ligger bag deres tvivl. Er din søn virkelig uenig i
Bibelens lære, eller føler han sig bare usikker når han skal forsvare sin tro over for sine skolekammerater? Har din datter virkelig et problem med at se visdommen i Guds normer, eller føler hun sig bare ensom og holdt udenfor?16, 17. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at gøre sandheden til deres egen overbevisning?
16 Uanset hvad årsagen er, kan du hjælpe dit barn til at forstå hvad tvivlstankerne egentlig bunder i. Hvordan? Mange forældre har fået deres søn eller datter til at åbne sig ved at spørge: „Hvordan har du det med at være kristen? Hvilke fordele har det for dig personligt? Hvad er omkostningerne? Mener du at omkostningerne fuldt ud bliver opvejet af de mange fordele, både dem der er nu, og dem vi er blevet lovet i fremtiden? Hvordan?“ Du skal selvfølgelig bruge dine egne ord og stille sådanne spørgsmål på en venlig og interesseret måde, ikke som om det var et forhør. I løbet af samtalen kunne du måske fremhæve pointen i Markus 10:29, 30. Nogle unge synes det er en god idé at skrive deres tanker ned i to spalter — en spalte til omkostningerne og en til fordelene. At se denne opstilling på papir kan hjælpe dem til at identificere eventuelle problemer og finde løsninger. Når vi skal studere bøgerne ’Hvad Bibelen lærer’ og ’Guds kærlighed’ med interesserede i distriktet, er det selvfølgelig endnu vigtigere at vi studerer dem med vores egne børn! Gør du det?
17 På et tidspunkt må dine børn selv vælge om de vil tjene Jehova. Tro ikke at de bare absorberer din overbevisning ved hjælp af en form for osmose. De må gøre sandheden til deres personlige overbevisning. (Ordsp. 3:1, 2) Hvis det ser ud til at dit barn har svært ved det, hvorfor så ikke gå tilbage til det helt basale? Hjælp ham eller hende til at ræsonnere over spørgsmål som: „Hvordan ved jeg at Gud findes? Hvad overbeviser mig om at Jehova Gud virkelig elsker mig? Hvorfor mener jeg at Jehovas normer gavner mig?“ Vis at du er en god hyrde, ved tålmodigt at hjælpe dit barn eller dine børn til at blive overbevist om at Jehovas vej er den bedste livsvej. * — Rom. 12:2.
18. Hvordan kan forældre efterligne Jehova, den øverste Hyrde?
18 Alle sande kristne ønsker at efterligne den øverste Hyrde. (Ef. 5:1; 1 Pet. 2:25) Forældre bør i særlig grad vide hvordan deres småkvæg — deres dyrebare børn — ser ud, og gøre alt hvad de kan, for at lede dem hen til de velsignelser Jehova har til dem. Vær derfor hyrder for jeres børn ved fortsat at opdrage dem til at følge sandhedens vej!
^ par. 9 Flere forslag findes i Vagttårnet for 1. august 2008, side 10-12.
^ par. 12 Flere oplysninger findes i artiklen „Den Teokratiske Familieaften — nødvendig for at overleve!“ i Vagttårnet for 15. oktober 2009, side 29-31.
^ par. 17 Læs mere om dette i Vagttårnet for 1. februar 2012, side 18-21.