Han ’kendte vejen’
GUY HOLLIS PIERCE, der var medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, afsluttede sit jordiske livsløb tirsdag den 18. marts 2014. Han var 79 år gammel da hans håb om at blive en af Kristi oprejste brødre blev til virkelighed. — Hebr. 2:10-12; 1 Pet. 3:18.
Guy Pierce blev født i Auburn i Californien den 6. november 1934, og han blev døbt i 1955. I 1977 blev han gift med sin elskede Penny, og de stiftede familie. Hans erfaring som familiefar bidrog til hans faderlige måde at være på. Fra 1982 var både han og Penny travlt beskæftiget som pionerer, og i 1986 påbegyndte han 11 års tjeneste som kredstilsynsmand i USA.
I 1997 blev Guy og Penny Pierce medlemmer af betelfamilien i USA. Bror Pierce kom i Tjenesteafdelingen, og i 1998 blev han udnævnt som assistent for Det Styrende Råds Personaleudvalg. Den 2. oktober 1999 blev det ved årsmødet for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania bekendtgjort at bror Pierce var blevet udnævnt som medlem af Det Styrende Råd. I årene efter tjente han i Personaleudvalget, Redaktionsudvalget, Udgiverudvalget og Koordinationsudvalget.
Folk med forskellig baggrund og fra forskellige kulturer følte sig tiltrukket af bror Pierce på grund af hans varme smil og humoristiske sans. Men de egenskaber der i særlig grad gjorde ham afholdt af andre, var hans kærlighed, hans ydmyghed, hans respekt for retfærdige love og principper og hans urokkelige tillid til Jehova. For Guy Pierce var det mere sandsynligt at solen ikke ville stå op, end at Jehovas løfter ikke ville blive opfyldt, og det ønskede han at fortælle hele verden.
Bror Pierce tjente Jehova utrætteligt; han stod tidligt op om morgenen og arbejdede ofte til sent ud på aftenen. Han rejste rundt i hele verden for at opmuntre sine brødre og søstre, og han havde aldrig for travlt til at være sammen med betelitter og andre der gerne ville snakke med ham, eller som søgte hans råd og hjælp. Selv efter mange år huskes han af trosfæller som en god ven der var gæstfri og gav bibelsk opmuntring.
Vores bror og kære ven efterlader sig hustru og seks børn, såvel som børnebørn og oldebørn. Han havde også utallige åndelige børn. Lørdag den 22. marts 2014 holdt Mark Sanderson, der er medlem af Det Styrende Råd, en mindetale på Betel i Brooklyn. Ved den lejlighed talte han blandt andet om bror Pierces himmelske håb og læste Jesu ord: „I min Faders hus er der mange boliger. ... Når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, dér kender I vejen.“ — Joh. 14:2-4.
Vi vil helt afgjort savne bror Pierce. Ikke desto mindre glæder vi os over at han ’kendte vejen’ til sin varige ’bolig’.