1, 2. Hvad har kredstilsynsmænd bemærket i mange menigheder?

KREDSTILSYNSMANDEN var ved at afrunde sit møde med menighedens ældste. Han kiggede rundt på disse flittige hyrder, hvoraf nogle var gamle nok til at være hans far, og blev varm om hjertet. Men der var også noget der bekymrede ham, så han spurgte dem: “Brødre, hvad har I gjort for at oplære andre til at påtage sig et større ansvar i menigheden?” De huskede tydeligt at kredstilsynsmanden under sit sidste besøg havde bedt dem om at være mere opmærksomme på netop det. Efter at der havde været dyb tavshed, sagde en af de ældste: “Ærligt talt, så har vi ikke gjort ret meget.” De andre ældste rystede samstemmende på hovedet.

² Hvis du er ældste, kan du så genkende situationen? Højst sandsynligt. Jorden over har kredstilsynsmænd bemærket at der i mange menigheder bør gøres mere for at  oplære brødre – både unge og ældre – til at tage sig af hjorden. Det har dog vist sig at være en udfordring. Hvorfor?

3. (a) Hvordan viser Bibelen at det er vigtigt at oplære andre, og hvorfor er det i alles interesse? (Se fodnote). (b) Hvorfor synes nogle ældste at det er svært at oplære andre?

³ Som hyrde er du uden tvivl klar over at individuel oplæring er vigtig. * Du ved at der er brug for flere brødre der kan være med til at styrke åndeligheden i de eksisterende menigheder og til at oprette nye menigheder. (Læs Esajas 60:22). Du ved også at Guds ord tilskynder dig til at “undervise andre”. (Læs 2 Timoteus 2:2). Men ligesom de ældste der var omtalt i indledningen, kan det være du synes det er svært. Efter at du har sørget for din families behov, passet dit job, taget dig af dine ansvarsopgaver i menigheden og andre vigtige ting, er det som om der bare ikke er tid til at oplære andre. Lad os med det i tanke se på hvor højt ældste bør prioritere oplæring.

4. Hvorfor bliver oplæring måske nogle gange udskudt?

⁴ Hvorfor synes nogle ældste måske at det er svært at finde tid til at oplære andre? Det kan være at de tænker: ‘Oplæring er vigtigt, men der er andre opgaver i menigheden som er mere presserende. Menigheden holder ikke op med at fungere fordi jeg er nødt til at udskyde oplæringen et stykke tid.’ Det er rigtigt at mange af de ældstes opgaver skal klares nu og her, men hvis man udskyder oplæring, kan det skade menighedens åndelige trivsel.

5, 6. Hvad kan vi lære af eksemplet med bilejeren, og hvordan kan det bruges på oplæring i menigheden?

⁵ Tænk over dette eksempel: En bilejer ved sikkert at han med jævne mellemrum må skifte olie på sin bil for at holde motoren kørende. Men han synes måske at det er vigtigere at fylde benzin på, for hvis han ikke gør det, vil bilen hurtigt gå i stå. Det kan være at han tænker: ‘Selvom jeg ikke har tid til at skifte olie, vil motoren stadig fungere – i hvert fald et stykke tid.’ Men hvad er faren ved det? Hvis bilejeren bliver ved med at udskyde vedligeholdelsen af motoren, vil den en dag brænde sammen. Og så bliver det både dyrt og tidskrævende at få gang i bilen igen. Hvad er pointen?

⁶ Mange af de opgaver som ældste tager sig af, må klares med det samme; ellers vil det gå ud over menigheden. Så ligesom bilejeren sørgede for at fylde benzin på bilen, må ældste ‘forvisse sig om de mere vigtige ting’. (Fil. 1:10) Nogle ældste kan dog være så travlt optaget af presserende opgaver at de forsømmer oplæring – vedligeholdelse af motoren, så at sige. Men hvis man bliver ved med at udskyde nødvendig oplæring, vil menigheden før eller siden komme til at mangle brødre der er egnet til at tage sig af de forskellige opgaver.

7. Hvordan skal vi se på ældste der sætter tid af til oplæring?

 ⁷ Vi må altså forstå at oplæring skal prioriteres højt. Ældste der tænker langsigtet og investerer tid i at oplære andre, er kloge husholdere og en gevinst for hele menigheden. (Læs 1 Peter 4:10). Hvordan kommer denne oplæring menigheden til gavn?

8. (a) Hvilke egenskaber og overvejelser motiverer ældste til at lære fra sig? (b) Hvilket ansvar har ældste der er rejst ud hvor der er større behov? (Se den øverste ramme på side 8, “ En presserende opgave”).

⁸ Selv de mest erfarne ældste må beskedent erkende at deres alder med tiden vil begrænse hvor meget de kan gøre for menigheden. (Mika 6:8) De må også være realistiske og huske at “tid og tilfælde” pludselig kan ændre deres muligheder for at tage sig af ansvarsopgaver. (Præd. 9:11, 12; Jak. 4:13, 14) Så fremsynede ældste viser deres oprigtige omsorg for Jehovas får ved at dele den erfaring de har fået gennem årene, med yngre brødre. – Læs Salme 71:17, 18.

9. Hvilken fremtidig begivenhed understreger at oplæring er af livsvigtig betydning?

⁹ Hvordan er ældste der oplærer andre, ellers til gavn for hjorden? De styrker menighedens forsvarsværker. Indsatsen for at dygtiggøre andre vil resultere i flere brødre der kan hjælpe menigheden til at stå fast og holde sammen, ikke bare nu, men også i de turbulente tider der venter under den store trængsel. (Ez. 38:10-12; Mika 5:5, 6) Derfor, kære ældste, beder vi jer indtrængende om at gøre oplæring til en fast del af jeres tjeneste allerede i dag.

10. Hvad må en ældste måske gøre for at få tid til at oplære andre?

¹⁰ Vi forstår godt at en ældste kan føle at han allerede bruger nærmest hvert ledigt minut på at tage sig af menighedsopgaver. I så fald kan det være nødvendigt at tage noget af dén tid og bruge den på oplæring i stedet. (Præd. 3:1) Det vil være en klog investering.

11. (a) Hvad er interessant i forbindelse med de forslag som ældste fra forskellige lande er kommet med? (b) Hvorfor er det ifølge Ordsprogene 15:22 gavnligt at tage forslag fra andre ældste i betragtning?

¹¹ For nylig blev nogle ældste der har gode resultater med at hjælpe brødre til at vokse åndeligt, spurgt om hvilken fremgangsmåde de benytter. * Selvom omstændighederne var vidt forskellige, gav de stort set de samme råd. Hvad viser det? At bibelbaseret oplæring kan dygtiggøre elever “overalt i hver menighed” – præcis som på Paulus’ tid. (1 Kor. 4:17) Derfor vil vi i denne og næste artikel gennemgå nogle af de forslag som de ældste kom med. (Ordsp. 15:22) For nemheds skyld vil artiklerne omtale underviserne som “lærere” og dem der oplæres, som “elever”.

12. Hvad må en lærer først gøre, og hvorfor?

¹² En lærer må skabe de rette betingelser for oplæringen. Ligesom en gartner må kultivere, eller løsne, jorden før han begynder at så, må en  lærer bearbejde, eller åbne, elevens hjerte før han begynder at undervise. Hvordan kan han gøre det? Ved at følge samme fremgangsmåde som en af fortidens profeter.

13-15. (a) Hvilken opgave fik profeten Samuel? (b) Hvordan greb Samuel opgaven an? (Se indledningsbilledet). (c) Hvorfor bør ældste være særligt interesseret i denne beretning?

¹³ En dag for mere end 3.000 år siden sagde Jehova til den aldrende profet Samuel: “I morgen ved denne tid sender jeg dig en mand fra Benjamins land, og du skal salve ham som fører for mit folk Israel.” (1 Sam. 9:15, 16) Samuel var klar over at hans tid som folkets fører var ved at være forbi, og at Jehova havde givet ham til opgave at salve en der skulle træde i hans sted. ‘Hvordan kan jeg forberede ham på opgaven?’ må Samuel have tænkt. Han fik en idé og lagde en plan.

¹⁴ Da Samuel den næste dag så Saul, sagde Jehova til ham: “Det er den mand.” Nu satte Samuel sin plan i værk. Han inviterede Saul på et måltid i en spisesal, hvor han gav ham og hans medhjælper de bedste pladser og et udsøgt stykke kød og sagde til Saul: ‘Spis, for det er blevet lagt til side til dig til den fastsatte tid.’ Bagefter gik Samuel og Saul ned til profetens hus og talte sammen undervejs. Samuel ville gerne udnytte den stemning som det lækre måltid og den afslappede gåtur havde skabt, så han inviterede Saul op på taget af sit hus. I den kølige aftenbrise fortsatte Samuel med at ‘tale med Saul oppe på taget’ indtil de gik til ro. Næste dag salvede Samuel Saul, kyssede ham som et tegn på at han bød ham velkommen som konge og underordnede sig ham, og gav ham flere instruktioner. Så sendte han Saul af sted – klar til det der lå forude. – 1 Sam. 9:17-27; 10:1.

¹⁵ At salve en mand til at være fører for en hel nation er selvfølgelig ikke det samme som at oplære en bror så han kan blive ældste eller menighedstjener. Men ældste i dag kan alligevel lære meget af Samuels måde at gribe tingene an på. Lad os se på to aspekter.

16. (a) Hvordan havde Samuel det med at israelitterne bad om at få en konge? (b) Hvilken indstilling havde Samuel da han salvede Saul?

¹⁶ Oplær villigt, ikke modstræbende. Da Samuel hørte at israelitterne ville have en jordisk konge, blev han først skuffet og følte sig vraget. (1 Sam. 8:4-8) Faktisk var han så modvillig at Jehova tre gange påbød ham at gøre det folket krævede. (1 Sam. 8:7, 9, 22) Selvom Samuel havde det sådan, lod han ikke sit hjerte fylde af bitterhed eller uvilje mod den der skulle afløse ham. Da Jehova bad ham om at salve Saul, adlød profeten – ikke modstræbende af pligt, men villigt af kærlighed.

17. Hvordan efterligner ældste i dag Samuels indstilling, og hvad kan de glæde sig over?

¹⁷ Ligesom Samuel viser erfarne ældste i dag kærlighed til dem de oplærer. (1 Pet. 5:2) Sådanne ældste holder sig ikke tilbage fra at oplære andre af frygt for med tiden at skulle overdrage visse ansvarsopgaver til dem. Uselviske lærere betragter ikke villige  elever som konkurrenter, men som “medarbejdere” – dyrebare gaver til menigheden. (2 Kor. 1:24; Hebr. 13:16) Og de oplever stor glæde når de ser hvordan eleverne bruger deres evner til gavn for brødrene og søstrene. – Apg. 20:35.

18, 19. Hvordan kan en ældste bearbejde en elevs hjerte, og hvorfor er det vigtigt?

¹⁸ Vær en ven, ikke bare en lærer. Samuel kunne, den dag han mødte Saul, straks have hevet en flaske olie frem, hældt den ud over Sauls hoved og sendt den nye konge af sted – salvet, men totalt uforberedt. I stedet tog Samuel sig kærligt tid til at bearbejde Sauls hjerte. Først efter en god middag, en hyggelig spadseretur, en lang samtale og en god nats hvile følte profeten at det rigtige tidspunkt var kommet til at salve Saul.

¹⁹ Også i dag må en lærer tage sig tid til at skabe en god stemning og blive ven med eleven inden oplæringen går i gang. Hvad en ældste helt præcist vil gøre for at opbygge et sådant godt forhold, vil afhænge af lokal skik og brug. Men én ting gælder alle steder: Når du som travl ældste afsætter tid til at være sammen med en elev, siger du faktisk: ‘Du betyder meget for mig.’ (Læs Romerne 12:10). Det er helt sikkert et signal som eleven vil værdsætte meget.

20, 21. (a) Hvordan vil du beskrive en god lærer? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

²⁰ I ældste må huske at en god lærer ikke alene er glad for at undervise – han holder også af den person han underviser. (Jævnfør Johannes 5:20). Eleven vil med det samme kunne mærke en sådan indstilling, og det vil have stor indflydelse på hvordan han reagerer på oplæringen. Når du som ældste oplærer andre, så vær ikke kun en lærer – vær en ven! – Ordsp. 17:17; Joh. 15:15.

²¹ Efter at læreren har åbnet elevens hjerte, kan han begynde at oplære ham. Men hvordan gør man det i praksis? Det vil vi se på i den næste artikel.