Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

“I behøver udholdenhed”

“I behøver udholdenhed”

EFTER at Anita * var blevet døbt som et af Jehovas Vidner, blev hendes mand en arg modstander. “Han prøvede at forhindre mig i at komme til møderne, og jeg fik endda forbud mod at bruge Guds navn,” fortæller Anita. “Hvis jeg så meget som nævnte navnet Jehova, fik det ham til at fare i flint.”

Det var også meget svært for Anita at lære sine børn om Jehova. “Min tro var forbudt i mit eget hjem. Jeg kunne ikke studere med mine børn når han så det, og jeg måtte heller ikke tage dem med til møderne.”

Som vi ser i Anitas tilfælde, kan modstand fra familiemedlemmer sætte vores kristne loyalitet på en alvorlig prøve. Det samme kan kronisk sygdom, det at miste et barn eller en ægtefælle og det at et nært familiemedlem vender Jehova ryggen. Hvad kan hjælpe os til at blive ved med at tjene Jehova trofast?

Ja, hvordan kan du klare det hvis du kommer ud for sådan en prøve? Apostlen Paulus sagde: “I behøver udholdenhed.” (Hebr. 10:36) Men hvad kan hjælpe dig til at holde ud?

TILLIDSFULDE BØNNER TIL JEHOVA

En af de vigtigste ting vi kan gøre for at få styrke til at komme gennem prøvelser, er at bede til Jehova i tillid til at han vil hjælpe. Overvej dette eksempel. En helt almindelig mandag eftermiddag blev Ana og hendes familie ramt af en tragedie. Hendes mand, som hun havde været gift med i 30 år, døde pludseligt. Hun fortæller: “Han tog på arbejde og kom ikke hjem igen. Han var kun 52.”

Hvordan kom Ana igennem den svære tid? Hun måtte begynde på arbejde igen, og det var faktisk en hjælp for hende, da hendes job krævede fuld koncentration. Men det fjernede ikke smerten. Hun siger: “Jeg fortalte Jehova om mine dybeste følelser og bad ham inderligt om hjælp til at kunne leve med mit store tab.” Besvarede Jehova hendes bønner? Det er hun overbevist om. “Den fred som kun Gud kan give, lindrede min smerte og hjalp mig til at bevare fatningen. Jeg er ikke det mindste i tvivl om at Jehova vil give min mand livet igen i opstandelsen,” fortæller hun. – Fil. 4:6, 7.

Gud, “som hører bøn”, har lovet at give os det vi behøver for at kunne forblive loyale mod ham. (Sl. 65:2) Styrker det løfte ikke din tro? Og forvisser det ikke også dig om at du kan holde ud?

STYRKET GENNEM MØDERNE

Siden den kristne menighed blev oprettet, har Jehova brugt den til at støtte sit folk. På et tidspunkt hvor menigheden i Thessalonika kom ud for voldsom forfølgelse, gav Paulus de kristne følgende tilskyndelse: “Bliv ... ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.” (1 Thess. 2:14; 5:11) Fordi disse kristne stod sammen og kærligt hjalp hinanden, kunne de udholde denne svære prøve på deres tro. Deres udholdenhed er et godt eksempel for os i dag, og beretningen viser noget om hvad der kan hjælpe os til at holde ud.

Et nært venskab med nogle i menigheden kan være til “indbyrdes opbyggelse”. (Rom. 14:19) At vi har opdyrket sådanne venskaber, har især stor betydning når vi møder modgang. Paulus kom selv ud for mange trængsler, men Jehova gav ham styrken til at holde ud. Blandt andet sørgede Gud for at Paulus fik støtte og opmuntring gennem sine trosfæller. Da Paulus sendte personlige hilsner til nogle i menigheden i Kolossæ, sagde han om dem: “Disse er blevet en styrkende hjælp for mig.” (Kol. 4:10, 11) Ja, deres kærlighed til Paulus havde fået dem til at trøste og styrke ham i svære tider. Du har sikkert fået en lignende opmuntring og støtte fra nogle i din menighed.

STØTTE FRA DE ÆLDSTE

Gud har sørget for at menigheden kan støtte os på endnu en måde – gennem de ældste. Disse åndeligt modne mænd kan være “som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land”. (Es. 32:2) Hvor er det godt at vide! Har du gjort brug af denne kærlige ordning? Den opmuntring og støtte du kan få gennem de ældste, kan hjælpe dig til at holde ud.

Ældstebrødre kan selvfølgelig ikke udvirke mirakler. De er ufuldkomne og har “de samme svagheder” som alle andre. (Apg. 14:15) Men de kan bede på vores vegne og på den måde udrette meget godt. (Jak. 5:14, 15) En bror i Italien der i mange år har haft muskelsvind, siger: “Brødrenes kærlighed, omsorg og hyppige besøg har hjulpet mig til at holde ud.” Kunne du i højere grad få gavn af de ældste, som Jehova i sin kærlighed har sat til at passe på menigheden?

HOLD FAST VED DIN ÅNDELIGE RUTINE

Der er også andre ting der kan hjælpe os til at holde ud, deriblandt det at vi holder fast ved en god åndelig rutine. Overvej dette eksempel med den 39-årige John, som fik konstateret en sjælden form for kræft. Han indrømmer: “Jeg følte mig snydt, for jeg var jo i min bedste alder.” Da John blev syg, var hans søn kun tre år gammel. “Det betød at min kone ikke blot skulle passe vores lille barn, hun skulle også tage sig af mig og hjælpe mig med alle mine aftaler hos lægen og på hospitalet,” siger John. På grund af kemoterapien havde han voldsom kvalme og var ekstremt træt. Oven i det hele blev Johns far dødeligt syg og fik brug for familiens hjælp og pleje.

Hvordan klarede John og hans familie denne svære situation? “Selvom jeg var helt afkræftet, sørgede jeg for at vi som familie holdt fast ved vores åndelige rutine,” fortæller han. “Vi kom til alle møderne, var med i forkyndelsen hver uge og holdt vores familiestudium selv når det var svært.” John var klar over at nøglen til at kunne udholde en hvilken som helst prøve er at holde sig åndeligt stærk. Har han erfaret noget som kan være til gavn for andre der er udsat for prøvelser? Han siger: “Når det første chok har fortaget sig, vil den styrke Jehova giver, og hans store kærlighed, fortrænge de negative tanker. Jehova kan gøre dig stærk – det har jeg selv oplevet.”

Med støtte fra Gud vil vi kunne holde ud under svære prøvelser – både nu og i fremtiden. Så lad os tillidsfuldt bede til Jehova, opdyrke nære venskaber i menigheden, gøre brug af de ældste og holde fast ved en god åndelig rutine. Når vi gør det, viser vi at vi har forstået Paulus’ ord: “I behøver udholdenhed.”

^ par. 2 Nogle af navnene er ændret.