JEG blev født i staten Queensland i Australien i 1955. Kort efter begyndte min mor, Estelle, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Hun blev døbt det følgende år, og min far, Ron, kom med i sandheden 13 år senere. Selv blev jeg døbt i 1968 ved et stævne i det indre Queensland.

Lige siden jeg var barn, har jeg elsket at læse, og sprog har altid fascineret mig. Når familien var ude at køre lange ture, må det have været frustrerende for mine forældre at se mig sidde på bagsædet med næsen i en bog i stedet for at nyde landskabet. Min forkærlighed for bøger hjalp mig dog i skolen. Da jeg gik på high school i Glenorchy i Tasmanien, fik jeg flere udmærkelser for mine præstationer.

Men så kom tiden for en vigtig beslutning. Skulle jeg tage imod det stipendium jeg havde fået tilbudt til universitetet? Jeg elskede bøger og viden, men jeg er taknemmelig for at min mor havde lært mig at elske Jehova højere end noget andet. (1 Kor. 3:18, 19) Så efter at have fået det obligatoriske afgangsbevis, og med mine forældres godkendelse, gik jeg ud af skolen og begyndte som pioner. Det var i januar 1971, og jeg var da 15 år gammel.

 De næste otte år tjente jeg som pioner i Tasmanien. I den periode giftede jeg mig med en smuk tasmansk pige ved navn Jenny Alcock, og i fire år arbejdede vi sammen som specialpionerer i de afsidesliggende byer Smithton og Queenstown.

I 1978 rejste vi til Port Moresby i Papua Ny Guinea for at overvære et internationalt stævne. Jeg husker særligt en missionær der holdt et foredrag på sproget hiri motu. Selvom jeg ikke forstod et ord af hvad han sagde, gav han mig lyst til at blive missionær, lære andre sprog og opmuntre mine brødre ved at holde foredrag på deres modersmål. Nu havde jeg endelig opdaget en mulighed for at kombinere min kærlighed til Jehova med min kærlighed til sprog.

Da vi kom tilbage til Australien, blev vi til vores store overraskelse bedt om at tjene som missionærer på øen Funafuti i Tuvalu, tidligere kendt som Elliceøerne. Vi ankom til øen i januar 1979 og tog straks fat på vores nye opgave. Der var kun tre andre døbte forkyndere på hele Tuvalu.

At lære tuvaluansk var noget af en udfordring, for den eneste bog der fandtes på sproget, var Det Nye Testamente. Der var ingen ordbøger eller sprogkurser, så vi besluttede at vi ville forsøge at lære 10 til 20 nye ord hver dag. Snart gik det dog op for os at vi i mange tilfælde ikke havde fået fat i den rigtige betydning af de ord vi havde lært. I stedet for at fortælle folk at spådomskunst er forkert, gik vi rundt og sagde at de skulle undgå at veje ting på vægte og at bruge spadserestokke! Men vi havde brug for at lære sproget så vi kunne lede de mange bibelstudier vi havde oprettet, derfor blev vi ved med at kæmpe. Mange år senere var der en af dem vi havde studeret med i denne periode, der sagde: “Vi er så glade for at I nu kan tale vores sprog. I begyndelsen anede vi ikke hvad det var I prøvede at sige.”

Der var dog noget der hjalp os til at lære sproget hurtigere. Da der ikke var nogen ledige boliger, kom vi til at bo hos nogle trosfæller i den største landsby på øen, så vi var tvunget til at tale tuvaluansk hele tiden. Efter at vi ikke havde talt engelsk i flere år, blev tuvaluansk vores førstesprog.

Inden længe begyndte mange at vise interesse for sandheden. Men vi havde ingen publikationer på deres sprog, så hvad skulle vi studere ud fra? Hvordan skulle de selv studere? Og når de begyndte at komme til møderne, hvilke sange skulle  de så synge, hvilket materiale skulle de bruge, og hvordan skulle de kunne forberede sig til møderne? Hvordan skulle de overhovedet nå frem til dåb? Disse ydmyge mennesker havde virkelig brug for at få åndelig mad på deres eget sprog. (1 Kor. 14:9) Vi spekulerede på om vi nogen sinde ville få publikationer på tuvaluansk – et sprog der tales af færre end 15.000 mennesker. Jehova besvarede vores spørgsmål og gjorde to ting klart for os: (1) Han ønsker at hans ord skal forkyndes selv “på de fjerne øer”, og (2) han ønsker at de der er ‘ringestillede’ i verdens øjne, skal søge tilflugt i hans navn. – Jer. 31:10; Zef. 3:12.

I 1980 gav Afdelingskontoret os til opgave at oversætte til tuvaluansk – noget vi slet ikke følte os kvalificerede til. (1 Kor. 1:28, 29) I begyndelsen brugte vi en gammel duplikator som vi havde købt af regeringen, til at trykke materiale til vores møder. Vi oversatte endda bogen Sandheden der fører til evigt liv og trykte den på vores maskine. Jeg husker stadig den stærke lugt af tryksværte og hvor hårdt det var at trykke alle disse publikationer manuelt i den tropiske hede. På det tidspunkt havde vi ikke engang elektricitet.

Det var vanskeligt at oversætte til tuvaluansk fordi der næsten ikke var nogen bøger på sproget. Nogle gange kom hjælpen dog fra en uventet kant. En formiddag kom jeg ved en fejl til at besøge en ældre mand der var modstander af sandheden. Manden, der havde været lærer, var hurtig til at minde mig om at vi ikke skulle besøge ham. Men så tilføjede han: “Jeg vil bare lige nævne én ting. I bruger den passive form alt for meget i jeres oversættelse. På tuvaluansk bliver den slet ikke brugt så ofte.” Jeg forhørte mig hos nogle andre, og det viste sig at han havde ret, så vi justerede vores oversættelse for at gøre den mere naturlig. Det var fantastisk at opleve at Jehova hjalp os gennem en modstander, der tydeligvis havde læst vores publikationer.

 Den første publikation på tuvaluansk som blev delt ud til folk, var en invitation til mindehøjtiden. Derefter blev Rigets Nyheder nr. 30 udgivet, endda samtidigt med den engelske. Sikke en glæde det var at kunne give tuvaluanerne noget på deres eget sprog! Efterhånden blev flere brochurer og endda nogle bøger oversat til tuvaluansk. I 1983 begyndte Afdelingskontoret i Australien at trykke en 24-siders kvartalsudgave af Vagttårnet, og det gav os omkring syv paragraffer at studere hver uge. Folk i Tuvalu elsker at læse, så vores publikationer blev meget populære. Hver gang der kom en ny publikation, blev det annonceret i et nyhedsindslag på landets officielle radiostation, ja, nogle gange var det endda forsidestof! *

Hvordan foregik oversættelsesarbejdet? Selve oversættelsen blev udarbejdet i hånden. Herefter blev teksten skrevet på maskine flere gange indtil den var klar til at blive sendt til Afdelingskontoret i Australien. Dér tastede to søstre, som ikke forstod tuvaluansk, hver for sig teksten ind på computer og sammenlignede så teksterne – en metode der resulterede i bemærkelsesværdigt få fejl. Senere fik vi layoutet tilbage via luftpost for at det kunne blive tjekket igennem, og til sidst sendte vi den færdige udgave til trykning på Afdelingskontoret.

Tingene har virkelig ændret sig! I dag kan oversætterholdene selv taste teksten ind på computer. Som regel bliver det færdige layout lavet lokalt, og filerne sendes til trykning via internettet. Man behøver ikke længere at spæne til posthuset i sidste øjeblik for at få teksterne sendt af sted.

Gennem årene fik Jenny og jeg tildelt mange forskellige opgaver på øerne i Stillehavet. I 1985 blev vi sendt fra Tuvalu til Afdelingskontoret i Samoa. Der hjalp vi til i forbindelse med oversættelse til samoansk, tongansk og tokelauansk og oversatte også fortsat til tuvaluansk. * I 1996 fik vi en lignende opgave på Afdelingskontoret i Fiji, hvor vi havde mulighed for at støtte arbejdet med at oversætte til fiji, kiribati, nauruansk, rotumansk og tuvaluansk.

Jeg bliver gang på gang forbavset over hvor stort et engagement vores oversættere i hele verden viser til trods for at arbejdet kan være trivielt og udmattende. Disse trofaste brødre og søstre har samme ønske som Jehova – at den gode nyhed skal forkyndes “for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk”. (Åb. 14:6) Et godt eksempel på det oplevede jeg da man planlagde at oversætte Vagttårnet til tongansk og jeg i den forbindelse mødtes med alle de ældste i Tonga for at finde ud af hvem der kunne oplæres til at oversætte. En af de ældste, der havde et godt arbejde som mekaniker, tilbød at sige op dagen efter og begynde som oversætter med det samme. Det var meget trosstyrkende, for han skulle forsørge sin familie og havde ingen idé om hvor han skulle få pengene fra. Men Jehova tog sig af ham og hans  familie, og denne selvopofrende bror var med i oversættelsesarbejdet i mange år.

Medlemmerne af Det Styrende Råd er ligesom disse engagerede oversættere meget optaget af at dække selv små sproggruppers åndelige behov. For eksempel blev der på et tidspunkt rejst spørgsmål om hvorvidt det virkelig var umagen værd at fremstille læsestof på tuvaluansk. Jeg blev meget opmuntret over at læse svaret fra Det Styrende Råd: “Vi ser absolut ingen grund til at I skulle stoppe arbejdet med at oversætte til tuvaluansk. Distriktet i Tuvalu er måske ikke så stort i forhold til andre sproggrupper, men folk dér har stadig brug for at høre den gode nyhed på deres modersmål.”

I 2003 blev Jenny og jeg overflyttet fra Afdelingskontoret i Fiji til Patterson, New York, og skulle nu arbejde i Translation Services, afdelingen til hjælp for oversættere. Det var som en drøm der gik i opfyldelse! Vi blev en del af det team der støtter arbejdet med at oversætte vores publikationer til flere sprog. I de næste par år fik vi mulighed for at besøge mange forskellige lande og hjælpe med at oplære oversætterhold.

Lad mig nu vende tilbage til den præsentation jeg nævnte i indledningen. I år 2000 stod det klart for Det Styrende Råd at oversætterholdene rundt om i verden havde behov for hjælp, for de fleste oversættere havde indtil da ikke fået særlig meget oplæring i deres arbejde. Efter at vi havde fremholdt vores præsentation for Redaktionsudvalget, besluttede Det Styrende Råd derfor at iværksætte et globalt oplæringsprogram for alle oversættere. Det fokuserede på hvordan man kunne få en bedre forståelse af engelsk, hvordan man kunne løse problemer i oversættelsen, og hvordan oversætterne kunne arbejde sammen på hold.

Hvad har denne fokus på oversættelse resulteret i? Blandt andet at kvaliteten af vores publikationer er blevet bedre. Der har også været en markant stigning i antallet af sprog som vores publikationer udkommer på. Dengang vi begyndte som missionærer i 1979, blev Vagttårnet kun udgivet på 82 sprog, og de fleste oversættelser udkom flere måneder efter den engelske udgave. Men nu bliver Vagttårnet udgivet på over 240 sprog, og de fleste af dem udkommer samtidigt med engelsk. Faktisk kan man i dag læse om sandheden på over 700 sprog, noget vi slet ikke kunne have forestillet os for år tilbage.

I 2004 traf Det Styrende Råd en anden skelsættende beslutning – at arbejdet med at oversætte Bibelen til flere sprog skulle fremskyndes. Få måneder senere blev bibeloversættelse gjort til en del af det almindelige oversættelsesarbejde, og dermed blev der åbnet op for at mange flere kunne få Ny Verden-Oversættelsen på deres eget  sprog. Denne bibel var i 2014 helt eller delvist tilgængelig på 128 sprog – deriblandt flere af de sprog der tales i Stillehavsområdet.

Et af højdepunkterne i mit liv var da jeg blev bedt om at overvære et stævne i Tuvalu i 2011. I flere måneder havde hele landet været præget af ekstrem tørke, og det så ud som om stævnet ville blive aflyst. Men den aften vi ankom til øen, blev tørken pludselig brudt af et tropisk regnskyl, og stævnet blev afholdt som planlagt. Jeg havde den uvurderlige glæde at frigive Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på tuvaluansk – det mindste sprog som denne smukke gave nogen sinde var udkommet på. Ved slutningen af stævnet kom der endnu et regnskyl, så alle stævnedeltagerne fik både bogstaveligt og åndeligt vand i overflod!

Desværre levede Jenny, min elskede hustru gennem mere end 35 år, ikke længe nok til at opleve denne store begivenhed. Hun tabte kampen til brystkræft i 2009, efter ti års sygdom. Når hun bliver oprejst, vil hun uden tvivl blive utrolig glad for at høre om udgivelsen af Bibelen på tuvaluansk.

Jehova har nu velsignet mig med en ny smuk hustru, Loraini Sikivou. Loraini arbejdede sammen med Jenny på Betel i Fiji, hvor Loraini oversatte til fiji. Så jeg har igen fået en god hustru, der har samme kærlighed til Jehova som jeg – og som også deler min kærlighed til sprog.

I løbet af årene har jeg set hvordan vores kærlige himmelske Far, Jehova, tager sig af alle mennesker, uanset om deres sprog bliver talt af mange eller få. (Sl. 49:1-3) Jeg har set den glæde mennesker udstråler når de for første gang får en publikation på deres eget sprog eller for første gang lovsynger Jehova på deres modersmål. Det minder mig om Jehovas store kærlighed til sit folk. (Apg. 2:8, 11) Jeg kan stadig huske en ældre tuvaluansk bror ved navn Saulo Teasi. Efter at han for første gang havde sunget en af Rigets sange på sit modersmål, sagde han: “Jeg synes du skal fortælle Det Styrende Råd at disse sange lyder bedre på tuvaluansk end på engelsk.”

I september 2005 blev jeg til min store overraskelse indbudt til at tjene som medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Jeg kan ikke længere arbejde som oversætter, men jeg er taknemmelig for at Jehova har givet mig mulighed for fortsat at støtte det globale oversættelsesarbejde. Det giver mig en dyb indre glæde at vide at Jehova dækker sit folks åndelige behov – selv på de isolerede øer midt ude i Stillehavet! Ja, som salmisten skriver: “Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.” – Sl. 97:1.