Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Elsker du “din næste som dig selv”?

Elsker du “din næste som dig selv”?

“Du skal elske din næste som dig selv.” – MATT. 22:39.

SANGE: 73, 36

1, 2. Hvordan understreger Bibelen betydningen af kærlighed?

KÆRLIGHED er Jehovas hovedegenskab. (1 Joh. 4:16) Den første Jehova skabte, var Jesus, og Jesus tilbragte uanede tidsaldre sammen med sin Far i himlen og lærte hvilken kærlig Gud han er. (Kol. 1:15) Gennem hele sit liv, både i himlen og her på jorden, har Jesus efterlignet denne kærlighed. Vi kan derfor være sikre på at Jehova og Jesus altid vil regere på en kærlig måde.

2 Da Jesus blev spurgt hvilket bud der var det vigtigste i Loven, sagde han: “‘Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’” – Matt. 22:37-39.

3. Hvem er vores “næste”?

3 Det er vigtigt at vi viser næstekærlighed. Jesus nævnte jo denne form for kærlighed lige efter kærlighed til Gud. Men hvem er egentlig vores “næste”? Hvis vi er gift, er det først og fremmest vores ægtefælle. Med til vores næste hører også vores trosfæller i den kristne menighed. Dertil kommer dem vi møder i forkyndelsen. Hvordan kan de der tjener Jehova og følger hans søns lære, vise næstekærlighed?

VIS AT DU ELSKER DIN ÆGTEFÆLLE

4. Hvorfor er det muligt for to ufuldkomne mennesker at have et lykkeligt ægteskab?

4 Efter at Jehova havde skabt Adam og Eva, førte han dem sammen og indstiftede derved det første ægteskab. Hans tanke var at de skulle have et lykkeligt forhold, og at deres efterkommere skulle fylde jorden. (1 Mos. 1:27, 28) Men eftersom det første ægtepar gjorde oprør mod Jehova, gik der skår i glæden, og synd og død blev givet videre til alle mennesker. (Rom. 5:12) Bibelen fortæller os imidlertid hvordan vi kan få et lykkeligt ægteskab. Den indeholder den bedste vejledning der findes til ægtefæller, fordi den kommer fra Jehova, indstifteren af ægteskabet. – Læs 2 Timoteus 3:16, 17.

5. Hvor vigtigt er det med kærlighed i et ægteskab?

5 Bibelen viser at varm og inderlig kærlighed er en betingelse for at kunne få et godt og nært forhold til en anden. Det gør sig især gældende i ægteskabet. Til den kristne menighed skrev Paulus følgende: “Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.” (1 Kor. 13:4-8) At tænke over disse ord og leve efter dem vil resultere i et lykkeligere ægteskab.

Guds ord kan hjælpe dig til at få et lykkeligt ægteskab (Se paragraf 6, 7)

6, 7. (a) Hvad siger Bibelen om ledelsens princip? (b) Hvordan skal en mand behandle sin kone?

6 Ledelsens princip, som gælder i hele Jehovas ordning, understreger vigtigheden af kærlighed. Paulus forklarede: “Jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.” (1 Kor. 11:3) Men den der leder, eller fører an, må ikke gøre det på en dominerende måde. Tænk for eksempel på hvordan Jehova er hoved for Jesus Kristus. Jehova er god, venlig og uselvisk, og derfor har Jesus dyb respekt for ham. Han værdsatte tydeligvis Guds kærlige ledelse, for han sagde: “Jeg elsker Faderen.” (Joh. 14:31) Jesus ville nok ikke have haft så varme følelser for Jehova hvis han havde været hård og diktatorisk.

7 Selvom en ægtemand er sin kones hoved, skal han ifølge Bibelen alligevel ‘vise hende ære’. (1 Pet. 3:7) En mand kan blandt andet vise sin ægtefælle ære ved at tage hensyn til hendes behov og tilslutte sig det som hun foretrækker på visse områder. I Guds ord står der direkte: “I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.” (Ef. 5:25) Jesus var villig til at give sit liv for sine disciple. Når en mand efterligner Jesu kærlige måde at føre an på, vil det være meget nemmere for hans kone at elske og respektere ham og følge hans ledelse. – Læs Titus 2:3-5.

VIS AT DU ELSKER DINE TROSFÆLLER

8. Hvilken indstilling bør de der tilbeder Jehova, have til deres trosfæller?

8 Ud over hele jorden er der flere millioner som tilbeder Jehova og forkynder om hans navn og hensigt. Hvilken indstilling skal vi som Jehovas tjenere have til vores brødre og søstre? Svaret finder vi i Bibelen, hvor der siges: “Lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.” (Gal. 6:10; læs Romerne 12:10). Og apostlen Peter skrev: “Nu da I har renset jeres sjæle ved lydighed mod sandheden, med en broderlig hengivenhed til følge som er uden hykleri, så elsk hinanden inderligt af hjertet.” Han sagde også til sine trosfæller: “Frem for alt, hav inderlig kærlighed til hinanden.” – 1 Pet. 1:22; 4:8.

9, 10. Hvorfor er Guds folk forenet?

9 Vores verdensomspændende organisation er helt unik. Hvad skyldes det? Den dybe kærlighed vi har til vores trosfæller. Og fordi vi elsker Jehova og adlyder hans love, støtter han os ved hjælp af sin hellige ånd, den største kraft i universet. Af den grund kan vi glæde os over at tilhøre et forenet internationalt brodersamfund. – Læs 1 Johannes 4:20, 21.

10 Paulus understregede behovet for kærlighed blandt kristne da han skrev: “I [skal] iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.” (Kol. 3:12-14) Hvor er vi taknemmelige for at kærligheden – “enhedens fuldkomne bånd” – råder iblandt os på trods af at vi er vidt forskellige hvad angår baggrund og kultur.

11. Hvad viser den kærlighed og enhed der råder i Jehovas organisation?

11 Den enhed og dybe kærlighed der råder blandt Jehovas tjenere, identificerer dem som dem der har den sande tro, for Jesus sagde: “På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh. 13:34, 35) Og apostlen Johannes skrev: “Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden.” (1 Joh. 3:10, 11) Ja, Jehovas Vidners kærlighed og enhed viser tydeligt at de følger i Kristi fodspor – at det er den gruppe mennesker Jehova benytter til at forkynde den gode nyhed om Riget på hele den beboede jord. – Matt. 24:14.

INDSAMLINGEN AF “EN STOR SKARE”

12, 13. Hvad er de der udgør ‘den store skare’, optaget af, og hvad vil de snart komme til at opleve?

12 Langt de fleste af dem der tjener Jehova i dag, hører til “en stor skare ... af alle nationer og stammer og folk og tungemål”. De står “foran tronen [Guds trone] og foran Lammet [Jesus Kristus]”. Hvem er de? “Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” ved at tro på det offer Jesus bragte for at løskøbe mennesker. Medlemmerne af ‘den store skare’ elsker Jehova og hans søn og “yder [Gud] hellig tjeneste dag og nat”. – Åb. 7:9, 14, 15.

13 Snart vil Jehova tilintetgøre denne onde verden i ‘den store trængsel’. (Matt. 24:21; læs Jeremias 25:32, 33). Men fordi han elsker sine tjenere, vil han beskytte dem som gruppe betragtet og føre dem ind i sin nye verden. Som forudsagt for næsten 2.000 år siden vil Gud “tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere”. Ser du frem til den tid hvor “det som var før er forsvundet”, og hvor du lever i Paradiset? – Åb. 21:4.

14. Hvor stor er den store skare blevet?

14 Da de sidste dage begyndte i 1914, var der på verdensplan kun nogle få tusind der tilbad Jehova. Motiveret af næstekærlighed og med den hellige ånds hjælp holdt en lille gruppe salvede kristne ud i forkyndelsen af Riget. Som en direkte følge af dét bliver der i dag indsamlet en stor skare mennesker med et jordisk håb. Vi er nu omkring 8.000.000 Jehovas Vidner fordelt på mere end 115.400 menigheder jorden over, og vi bliver bare flere og flere. For eksempel blev der døbt over 275.500 i løbet af tjenesteåret 2014 – et gennemsnit på cirka 5.300 hver uge.

15. Hvor meget bliver der gjort for at udbrede den gode nyhed?

15 Det er også værd at lægge mærke til hvor meget der bliver gjort for at udbrede den gode nyhed. I dag udgives vores publikationer på mere end 700 sprog. Vagttårnet er det mest udbredte blad i verden; det har et månedligt oplag på over 52.000.000 og udgives på 247 sprog. Derudover er vores bibelstudiehåndbog Hvad er det Bibelen virkelig lærer? blevet trykt i mere end 200.000.000 eksemplarer og oversat til mere end 250 sprog.

16. Hvorfor bliver den jordiske del af Jehovas organisation ved med at vokse?

16 Den bemærkelsesværdige vækst vi ser i dag, er et resultat af vores stærke tro på Gud og vores fulde tillid til Bibelen – hans inspirerede ord. (1 Thess. 2:13) Særligt bemærkelsesværdig er den åndelige velstand Jehovas tjenere oplever til trods for at Satan, “denne tingenes ordnings gud”, hader dem og modarbejder dem. – 2 Kor. 4:4.

VIS ALTID KÆRLIGHED TIL ANDRE

17, 18. Hvilken indstilling bør vi have til dem der ikke tjener Jehova?

17 Hvilken indstilling skal Jehovas tjenere have til dem der ikke tjener den sande Gud? I forkyndelsen møder vi mange forskellige reaktioner – nogle positive, andre negative. Men uanset hvordan folk reagerer, må vi følge denne vejledning i Guds ord: “Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.” (Kol. 4:6) Når vi skal forsvare vores tro, gør vi det “med mildhed og dyb respekt” fordi vi elsker vores næste. – 1 Pet. 3:15.

18 Selv når en vi besøger, bliver vred og kraftigt afviser Bibelens budskab, viser vi næstekærlighed og efterligner Jesus. Om ham siges der: “Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham [Jehova] der dømmer retfærdigt.” (1 Pet. 2:23) Det er altså vigtigt at vi viser ydmyghed og “ikke gengælder skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigner”, uanset om vi er sammen med trosfæller eller andre. – 1 Pet. 3:8, 9.

19. Hvilket vigtigt princip kan vi udlede af det Jesus sagde om modstandere?

19 En ydmyg indstilling vil hjælpe os til at følge et vigtigt princip som Jesus underviste i. I Bjergprædikenen forklarede han: “I har hørt at der er blevet sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.” (Matt. 5:43-45) Ja, som Guds tjenere må vi lære at ‘elske vores fjender’, uanset hvordan de behandler os.

20. Hvordan kan vi vide at den nye verden vil være fyldt med kærlighed til Gud og næsten? (Se indledningsbilledet).

20 På alle livets områder vil Jehovas tjenere i deres indstilling og handlemåde vise at de elsker Gud og deres næste. Vi er for eksempel villige til at hjælpe dem der er i nød, selvom de har afvist Bibelens budskab. Paulus skrev: “I må ikke skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden; for den der elsker medmennesket har opfyldt loven. For dette: ‘Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke myrde, du må ikke stjæle, du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; kærligheden er derfor lovens opfyldelse.” (Rom. 13:8-10) Som Jehovas Vidner viser vi ægte kærlighed midt i en splittet, voldelig og ond verden der styres af Satan. (1 Joh. 5:19) Og i den nye verden, hvor Satan, dæmonerne og oprørske mennesker er blevet fjernet, vil alt hvad der sker på jorden, være præget af kærlighed. Hvor bliver det fantastisk når hvert eneste menneske elsker Jehova og sin næste!