“HVORFOR vil du nu ikke dyrke dine forfædre?” spurgte min mor. “Forstår du ikke at det er på grund af dem at du er til? Er du slet ikke taknemmelig over for dem? Hvordan kan du bare forkaste skikke der er gået i arv i generationer? Når du ikke vil ære vores forfædre, siger du faktisk at vores tro er tåbelig.” Og så brød mor sammen og begyndte at græde.

Det lignede slet ikke min mor at sige sådan noget. Faktisk var det hende der havde sørget for at jeg kom til at studere Bibelen – hvilket hun dog kun gjorde for på en høflig måde at sige nej til selv at studere. Jeg havde altid adlydt hende, så jeg syntes det var svært pludseligt at skulle afvise hendes vejledning. Men denne gang blev jeg nødt til det for at glæde Jehova. Uden styrke fra ham kunne jeg ikke have gjort det.

Ligesom de fleste andre i Japan var vi buddhister. Men efter at have studeret med Jehovas Vidner i blot to måneder var jeg overbevist om at det Bibelen lærer, er sandt. Da jeg fandt ud af at jeg havde en Far i himlen, længtes jeg efter at lære ham at kende. Min mor og jeg talte begejstret med hinanden om det jeg lærte. Jeg begyndte at komme til søndagsmøderne i rigssalen. Min kundskab om sandheden voksede, og en dag fortalte jeg min mor at jeg ikke længere ville deltage i buddhistiske ceremonier. Pludselig ændrede hun holdning. “At have en i familien der ikke har kærlighed til vores forfædre, er en skændsel,” sagde hun. Hun forlangte at jeg skulle holde op med at studere Bibelen og at komme til møderne. Det kom fuldstændigt bag på mig! Det var som om hun var blevet en helt anden.

Ud fra Efeserbrevet, kapitel 6, lærte jeg at Jehova ønsker at man skal adlyde sine forældre. Min far havde samme holdning som min mor. Til at begynde med tænkte jeg at hvis jeg lyttede til dem, ville de lytte til mig, og så ville der igen være fred i vores familie. Desuden var jeg nødt til at begynde at forberede mig for at kunne blive optaget på gymnasiet. Så jeg gik med til at gøre som mine forældre sagde i tre måneder, men jeg lovede Jehova at jeg ville komme til møderne igen når den tid var gået.

Min beslutning viste sig at være dårlig på to måder. For det første troede jeg ikke at mine følelser ville ændre sig i løbet af de tre måneder. Men jeg begyndte hurtigt at føle mig åndeligt udhungret  og mere distanceret fra Jehova. For det andet begyndte mine forældre, i stedet for at møde mig på halvvejen, at lægge endnu mere pres på mig for at få mig til at holde op med alt hvad der havde med sandheden at gøre.

I rigssalen havde jeg mødt mange der oplevede modstand fra familien. De forsikrede mig om at Jehova ville give mig styrke. (Matt. 10:34-37) De pointerede over for mig at jeg var den der bedst kunne hjælpe min familie til at opnå frelse. Så jeg begyndte at bede inderligt til Jehova, med ønsket om at lære at stole på ham.

Modstanden fra familien kom til udtryk på mange måder. Mor prøvede både at trygle og ræsonnere. For det meste forholdt jeg mig tavs. Når jeg endelig sagde noget, mistede vi ofte kontrollen over vores følelser fordi vi begge var opsat på at få ret. Jeg burde have vist større forståelse for min mors følelser og tro, for det kunne måske have lagt en dæmper på situationen. Mine forældre gav mig flere pligter for at få mig til at blive hjemme. Men nogle gange låste de mig ude, og andre gange var der ikke noget mad til mig.

Mor søgte opbakning hos andre. Hun talte med min skolelærer, men han forholdt sig neutral. Hun tog mig med hen til sin chef så han kunne prøve at overbevise mig om at alle religioner er værdiløse. Hun ringede også rundt til forskellige slægtninge og bad grædende om deres hjælp. Det gjorde mig ked af det, men ved møderne tilskyndede de ældste mig til at tænke på at min mor faktisk forkyndte for mange uden at vide det.

Så var der spørgsmålet om jeg skulle på universitet eller ej. Mine forældre ville give mig det de  mente var den bedste start på livet. De håbede at jeg ville kunne få et godt job. Vi kunne ikke tale om tingene på en stille og rolig måde, så jeg skrev adskillige breve til dem for at fortælle dem om mine mål. Min far blev rasende og gav mig et ultimatum: “Hvis du mener du kan finde et arbejde, så skaf det inden i morgen, ellers må du finde et andet sted at bo.” Jeg lagde problemet frem for Jehova i bøn. Da jeg dagen efter var i tjenesten, var der to søstre som, uafhængigt af hinanden, spurgte om jeg ville give deres børn privatundervisning. Det var min far ikke så begejstret for, og han holdt helt op med at tale med mig; faktisk begyndte han at ignorere mig fuldstændigt. Mor sagde at hun hellere ville have at jeg var en forbryder end et Jehovas vidne.

Nogle gange spekulerede jeg på om Jehova virkelig ville have at jeg skulle gå imod deres ønsker i så høj grad. Men ved at bede mere og tænke dybere over vers fra Bibelen om Jehovas kærlighed kunne jeg betragte modstanden mere objektivt og forstå at den til dels skyldtes at mine forældre var bekymret for mig. Jehova hjalp mig til at se tingene mere klart og vide hvad jeg skulle gøre. Og jo mere jeg gik i tjenesten, jo mere glad blev jeg for det. Så pionertjenesten blev mit mål.

Nogle søstre der vidste at jeg gerne ville være pioner, rådede mig til at vente med at starte til forholdet mellem mine forældre og jeg var knap så anspændt. Jeg bad om visdom, studerede, ransagede mine motiver og talte med modne brødre og søstre. Jeg nåede frem til at jeg gerne ville glæde Jehova. Desuden var det at udskyde pionertjenesten ikke nogen garanti for at mine forældre ville ændre indstilling.

Jeg begyndte som pioner i mit sidste år på gymnasiet. Da jeg havde været pioner et stykke tid, fik jeg som mål at tjene hvor behovet var større. Men mor og far ville ikke have at jeg flyttede hjemmefra. Så jeg ventede til jeg blev 20. For at berolige min mor spurgte jeg Afdelingskontoret om det var muligt at blive sendt til den sydlige del af Japan, hvor vi havde familie.

Mens jeg var der, fik jeg den glæde at se flere af dem jeg studerede med, blive døbt. Jeg begyndte også at lære engelsk for at kunne gøre mere i forkyndelsen. Der var to brødre i min menighed der var specialpionerer. Jeg lagde mærke til deres iver og hvordan de hjalp andre. Det gjorde at specialpionertjenesten blev mit mål. I den periode fik min mor alvorlige helbredsproblemer to gange. Begge gange tog jeg hjem for at tage mig af hende. Det overraskede hende, og hun blev lidt mildere stemt over for mig.

Da der var gået syv år, modtog jeg et brev fra Atsushi, en af de føromtalte specialpionerer. Han skrev at han overvejede at blive gift og tænkte på hvordan min situation og mine følelser var i den forbindelse. Jeg havde aldrig haft følelser for Atsushi, og jeg troede heller ikke at han havde følelser for mig. En måned senere svarede jeg at jeg gerne ville lære ham bedre at kende. Vi fandt ud af at vi havde mange ting tilfælles. Vi ville begge gerne være i heltidstjenesten og var villige til at tage imod en hvilken som helst opgave. Efter nogen tid blev vi gift. Hvor var jeg glad for at mor, far og adskillige andre i familien var med til vores bryllup!

Kort tid efter, mens vi var pionerer, blev Atsushi udnævnt som vikar for kredstilsynsmanden. Og snart fik vi flere velsignelser. Vi blev udnævnt som specialpionerer, og senere blev vi bedt om at begynde i kredstjenesten. Efter at vi havde besøgt  alle kredsens menigheder første gang, blev vi ringet op af Afdelingskontoret. ‘Vil I rejse til Nepal og virke i kredstjenesten dér?’ spurgte de.

Jeg spekulerede på hvordan mine forældre mon ville have det med at jeg rejste så langt væk. Så jeg ringede til dem. Det var min far der tog telefonen, og hans reaktion var: “Så er det et dejligt sted du skal hen.” En uge tidligere havde en af hans venner givet ham en bog om Nepal, og han havde faktisk tænkt på at det ville være et skønt sted at besøge.

Mens vi nød vores opgave med at forkynde for de venlige nepalesere, oplevede vi endnu en velsignelse. Vores kreds skulle nu også indbefatte Bangladesh, et land så tæt på men alligevel så anderledes på mange måder. Forkyndelsen i vores distrikt var meget varieret. Efter fem år blev vi bedt om at rejse tilbage til Japan, hvor vi stadig er i kredstjenesten.

Japan, Nepal, Bangladesh – vores opgaver i disse lande har lært mig rigtigt meget om Jehova! Hvert land har sin egen historie og kultur. Og i hvert land er hvert eneste menneske unikt. Jeg har set hvordan Jehova har vist omsorg for enkeltpersoner, hvordan han har accepteret dem, hjulpet dem og velsignet dem.

Rent personligt har Jehova velsignet mig med kundskab om ham, et tilfredsstillende arbejde og en god kristen mand. Gud har hjulpet mig til at træffe de rigtige beslutninger, og nu har jeg et godt forhold til ham og til min familie. Takket være Jehova er min mor og jeg gode venner igen. Jeg er dybt taknemmelig for at jeg fik fred med Gud og med min mor.