Jeg fandt lindring for min fortvivlelse

Fortalt af Eusebio Morcillo

I september 1993 besøgte jeg et stærkt bevogtet fængsel fordi en af fangerne, min lillesøster Mariví, skulle døbes. Nogle af fangerne og fængselsbetjentene stod respektfuldt og så på mens jeg forrettede dåben. Men inden jeg fortæller hvorfor min søster og jeg befandt os i dette fængsel, vil jeg berette lidt om vores liv.

JEG blev født i Spanien den 5. maj 1954 som den første af en søskendeflok på otte. Mariví var den tredje i rækken. Vores mormor opdrog os til at være gode katolikker, og jeg har dejlige barndomsminder om den kærlighed til Gud jeg følte når jeg var sammen med hende. Men hjemme hos mine forældre var atmosfæren langtfra præget af respekt for Gud. Min far slog ofte min mor og os børn. Frygt var en integreret del af vores liv, og det gik mig meget på at se min mor blive behandlet på den måde.

I skolen kom jeg ud for andre kedelige oplevelser. En af lærerne, en præst, bankede vores hoved mod en væg hvis vi svarede forkert. En anden præst misbrugte nogle af eleverne seksuelt når han skulle hjælpe dem med deres lektier. Derudover gjorde katolske læresætninger, som læren om et brændende helvede, mig forvirret og bange. Inden længe havde jeg mistet min kærlighed til Gud.

Et tomt liv

Da jeg ikke havde fået nogen åndelig vejledning, begyndte jeg at komme på diskoteker hvor folk var umoralske og voldelige. Tit opstod der slåskampe hvor der blev brugt knive, kæder, glas og taburetter som våben. Selvom jeg ikke tog aktivt del i volden, blev jeg engang slået bevidstløs.

Til sidst blev jeg træt af det barske miljø og begyndte at komme på mere rolige diskoteker. Selv dér var det dog helt almindeligt at tage stoffer. Jeg oplevede aldrig glæde eller fred i sindet når jeg havde taget stoffer, men fik i stedet hallucinationer og angstanfald.

 Til trods for at jeg selv var utilfreds, lokkede jeg en af mine yngre brødre, José Luis, og en nær ven, Miguel, til at begynde at leve som mig. Vi var, som mange andre unge i Spanien på det tidspunkt, fanget i en moralsk fordærvet verden. Jeg ville gøre næsten hvad som helst for at få penge til stoffer, og jeg mistede al selvrespekt.

Reddet af Jehova

I den periode talte jeg mange gange med mine venner om Guds eksistens og meningen med livet. Jeg begyndte at søge Gud ved at lede efter en jeg kunne dele mine tanker med. Jeg havde bemærket at Francisco, en arbejdskollega, ikke var som de andre. Han virkede glad, ærlig og venlig, og jeg besluttede mig for at betro mig til ham. Francisco var et af Jehovas Vidner, og han gav mig et nummer af Vagttårnet som indeholdt en artikel om stoffer.

Da jeg havde læst denne artikel, bad jeg til Gud om hjælp: „Herre, jeg ved at du er til, og jeg vil gerne lære dig at kende og gøre din vilje. Vil du ikke nok hjælpe mig!“ Francisco og andre Jehovas Vidner opmuntrede mig ud fra Bibelen og gav mig noget bibelsk læsestof. Det gik op for mig at de faktisk gav mig den hjælp jeg havde bedt Gud om. Inden længe begyndte jeg at fortælle mine venner og José Luis om det jeg havde lært.

En dag da jeg var på vej hjem fra en rockkoncert sammen med nogle venner, gik jeg for mig selv og iagttog de andre på afstand, og det slog mig hvor frastødende vores opførsel var blevet fordi vi tog stoffer. Fra det øjeblik besluttede jeg at holde op med at leve på den måde og i stedet blive et af Jehovas Vidner.

Jeg bad Francisco om en bibel, og det fik jeg, sammen med bogen Sandheden der fører til evigt liv. * Da jeg læste om Guds løfte om at han vil tørre alle tårer bort og endda fjerne døden, var jeg ikke i tvivl om at jeg havde fundet den sandhed som kan frigøre menneskeheden. (Johannes 8:32; Åbenbaringen 21:4) Senere overværede jeg et møde i Jehovas Vidners rigssal, og den venlighed og varme jeg der blev mødt med, gjorde et stort indtryk på mig.

Jeg var ivrig efter at berette om det jeg havde oplevet i rigssalen, så jeg kaldte straks José Luis og mine venner sammen og fortalte dem om det. Nogle dage senere overværede vi alle sammen et møde. En pige der sad på rækken foran os, kastede et hurtigt blik på os. Hun var tydeligvis lidt forskrækket over at se en gruppe langhårede hippier, og hun passede på med ikke at vende sig om igen. Det må have overrasket hende at se os i rigssalen ugen efter, for da havde vi alle sammen jakkesæt og slips på.

Kort tid efter overværede Miguel og jeg et af Jehovas Vidners kredsstævner. Vi havde aldrig oplevet noget lignende — et ægte brodersamfund bestående af folk i alle aldre. Pudsigt nok blev stævnet afholdt i det teater hvor vi lige havde været til rockkoncert. Men denne gang følte vi os  meget opmuntrede af atmosfæren og musikken.

Hele vores gruppe begyndte at studere Bibelen. Omkring otte måneder senere, den 26. juli 1974, blev Miguel og jeg døbt. Vi var begge 20. Få måneder senere blev fire andre fra gruppen døbt. Det jeg havde lært fra Bibelen, motiverede mig til at begynde at hjælpe min hårdt prøvede mor med det huslige arbejde og fortælle hende om min nyfundne tro. Vi blev knyttet tæt sammen. Jeg brugte også en del tid på at hjælpe mine yngre brødre og søstre.

Med tiden lærte min mor og alle mine søskende, på nær én, sandheden at kende og blev døbt som Jehovas Vidner. I 1977 giftede jeg mig med Soledad. Det var den unge pige der havde set lidt forskræmt ud da hun fik øje på os første gang vi var til møde i rigssalen. I løbet af få måneder blev vi begge pionerer, som Jehovas Vidner kalder heltidsforkyndere af den gode nyhed.

Et kært familiemedlem bliver hjulpet

Min lillesøster Mariví var blevet seksuelt misbrugt som barn, og hun var stærkt præget af sin forfærdelige opvækst. Som teenager begyndte hun at leve et meget umoralsk liv med stoffer, tyveri og prostitution. Som 23-årig blev hun sat i fængsel, hvor hun fortsatte sin dårlige livsførelse.

På det tidspunkt tjente jeg som kredstilsynsmand, en rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner. I 1989 fik Soledad og jeg til opgave at tjene i det område hvor Mariví sad i fængsel. Myndighederne havde kort forinden taget hendes søn fra hende. Hun var sønderknust og havde mistet livslysten. En dag besøgte jeg hende og foreslog at vi sammen studerede Bibelen, og hun tog imod tilbuddet. Da vi havde studeret en måned, holdt hun op med at ryge og tage stoffer. Det glædede mig at se at Jehova gav hende styrke til at foretage disse forandringer i sit liv. — Hebræerne 4:12.

Inden længe begyndte Mariví at fortælle de andre fanger og fængselsbetjentene om Bibelens sandheder. Selvom hun blev flyttet fra fængsel til fængsel, fortsatte hun med at forkynde. I et af fængslerne forkyndte hun endda fra celle til celle. I årenes løb studerede hun med mange fanger i forskellige fængsler.

En dag fortalte Mariví mig at hun ønskede at indvi sig til Jehova og blive døbt. Hun måtte dog ikke forlade fængselet, og ingen kunne få tilladelse til at komme ind og døbe hende. Hun udholdt endnu fire år i det fordærvede miljø i fængselet. Hvordan var det muligt for hende at bevare sin tro? Jo, på nøjagtig det tidspunkt den lokale menighed holdt møde, gennemgik hun det samme program i fængselscellen. Hun fulgte også et fast program for bøn og personligt studium.

Med tiden blev hun flyttet til et stærkt bevogtet fængsel hvor der var en swimmingpool. Hun mente at hun under disse nye forhold kunne blive døbt, og hun fik ret. Mariví fik omsider tilladelse til at blive døbt, og det var sådan det gik til at jeg holdt dåbsforedraget for hende. Jeg var sammen med hende på den vigtigste dag i hendes liv.

Som følge af sin tidligere livsform fik Mariví aids. I marts 1994 blev hun løsladt før tiden på grund af god opførsel. Hun boede hjemme hos mor og var en aktiv kristen lige til sin død to år senere.

 Min kamp mod negative følelser

Også jeg mærker stadig nogle konsekvenser af min tidligere livsform. Den dårlige behandling jeg fik af min far, og den livsførelse jeg havde som teenager, har præget min personlighed. Som voksen har jeg ofte været plaget af skyldfølelse og lavt selvværd. Til tider har jeg været meget nedtrykt. Men Guds ord har været en uvurderlig hjælp til bekæmpelse af disse foruroligende følelser. Ved gentagne gange at grunde over skriftsteder som Esajas 1:18 og Salme 103:8-13 har jeg gennem årene kunnet mindske den tilbagevendende skyldfølelse.

Bøn er endnu et åndeligt våben som jeg bruger til at bekæmpe følelsen af at være uduelig. Jeg har ofte bedt til Jehova med tårer i øjnene, men jeg har fundet styrke i ordene i Første Johannesbrev 3:19, 20: „På dette skal vi kende at vi er af sandheden, og vi skal berolige vort hjerte over for ham med hensyn til hvad vort hjerte end måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte og kender alle ting.“

Eftersom jeg beder til Gud i oprigtighed og med „et sønderbrudt og knust hjerte“, ved jeg at jeg ikke er så slet et menneske som jeg engang troede jeg var. Bibelen forsikrer alle der søger Jehova, om at han på ingen måde ringeagter dem der oprigtigt angrer deres tidligere handlinger, og som vender om og gør hans vilje. — Salme 51:17.

Når jeg begynder at tvivle på mig selv, prøver jeg at fylde mit sind med positive, åndelige tanker som dem der nævnes i Filipperbrevet 4:8. Jeg har lært Salme 23 og Bjergprædikenen udenad. Når jeg begynder at få negative tanker, gentager jeg ordene i disse bibelske passager for mig selv. Den slags mental rengøring er især gavnlig når jeg ikke kan sove om natten.

Noget andet der har hjulpet mig, er min kones og andre modne kristnes ros. Selvom jeg til at begynde med havde svært ved at tage imod deres opmuntrende ord, har jeg gennem Bibelen lært at kærligheden „tror alt“. (1 Korinther 13:7) Med tiden har jeg selvfølgelig også lært ydmygt at acceptere mine begrænsninger og svagheder.

Som noget positivt har min kamp mod negative tanker hjulpet mig til at være en medfølende rejsende tilsynsmand. Min kone og jeg har været heltidsforkyndere af den gode nyhed i næsten 30 år. Den glæde jeg føler ved at tjene andre, hjælper mig til at holde negative følelser og minder om frastødende oplevelser på afstand.

Når jeg i dag ser tilbage på alle de velsignelser Jehova har givet mig, har jeg lyst til at sige som salmisten: „Velsign Jehova, . . . han som tilgiver al din brøde, som helbreder alle dine sygdomme, som genløser dit liv fra gravens dyb; som kroner dig med loyal hengivenhed og med barmhjertighed.“ — Salme 103:1-4.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 30]

Jeg har ofte været plaget af skyldfølelse og lavt selvværd, men Guds ord har været en uvurderlig hjælp til bekæmpelse af disse foruroligende følelser

[Illustrationer på side 27]

Min bror José Luis og min ven Miguel fulgte både mit dårlige og mit gode eksempel

[Illustration på side 28, 29]

Familien Morcillo i 1973

[Illustration på side 29]

Mariví da hun var i fængsel

[Illustration på side 30]

Med min kone, Soledad