Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Til læserne

Til læserne

Til læserne

HERMED har vi den glæde at præsentere nogle ændringer i forbindelse med bladet Vagttårnet. Ændringerne sker fra og med dette nummer, og før vi fortæller hvad der bliver forandret, vil vi nævne hvad der ikke bliver forandret.

Navnet Vagttårnet — forkynder af Jehovas rige bliver ikke ændret. Bladet vil blive ved med at leve op til dette navn; det vil ære Jehova som den sande Gud og opmuntre sine læsere med det gode budskab om hans rige. Hvad Riget er, og hvornår det vil komme, bliver for eksempel behandlet i artiklerne på side 5 til 9 i dette nummer. Desuden vil Vagttårnet stadig — som det har gjort i mange årtier — fremme troen på Jesus Kristus, støtte tilliden til at Bibelen er sand, og forklare hvordan verdensbegivenhederne skal forstås i lyset af det som Bibelen har forudsagt.

Hvad vil så blive anderledes? Lad os nævne noget af det som vil være nyt i den udgave der er dateret den 1. i hver måned. *

Der vil være adskillige faste indslag i bladet. I artiklen „Vidste du det?“ vil der hver gang være spændende baggrundsstof som kaster lys over betydningen af en bibelsk beretning. Artiklen „Kom nær til Gud“ vil pege på hvad udvalgte passager fra Bibelen lærer os om Jehova. Serien „Læsere spørger“ bringer svar på spørgsmål som mange stiller angående Bibelen. For eksempel har mange spurgt: „Er Guds rige i vores hjerte?“ Svaret findes i dette nummer på side 13.

Flere af de faste indslag er artikler til familier. Fire gange om året vil der være „Gode råd til familier“, en serie med realistiske situationer fra en families hverdag som viser hvordan Bibelens principper kan medvirke til at løse problemer. „Undervis dine børn“ kommer hver anden måned. Det er artikler som forældre kan læse højt for deres børn. I de øvrige udgaver kommer nogle sider „Til unge læsere“. Her vil man finde forslag til studieprojekter for unge bibellæsere.

Nogle få andre overskrifter vil findes fire gange om året. Serien „Efterlign deres tro“ vil hjælpe os til at finde gode forbilleder blandt bibelske personer. Et eksempel er artiklen på side 18-21 i dette nummer, som er en bevægende skildring af profeten Elias’ liv der også peger på hvordan vi kan efterligne hans tro. Serien „Et brev fra . . .“ vil bringe personlige beretninger fra missionærer og andre i forskellige dele af verden. „Hvad vi kan lære af Jesus“ fremlægger grundlæggende bibelske lærepunkter på en letforståelig måde.

Vi føler os overbevist om at Vagttårnet fortsat vil interessere læsere som har respekt for Bibelen og gerne vil vide hvad den virkelig lærer. Hvis du hører til dem som er ivrige efter Bibelens klare, sande ord, håber vi at dette blad kan være med til at stille din tørst.

UDGIVERNE

[Fodnote]

^ par. 4 Vagttårnet vil fra nu af udkomme i to forskellige udgaver hver måned. Det nummer som er dateret den 1. i måneden, er for offentligheden. Nummeret dateret den 15. i måneden er en studieudgave som Jehovas Vidner vil bruge ved deres menighedsmøder (der i øvrigt er åbne for offentligheden).