„Han fører mig ad retfærdige spor“

Fortalt af Olga Campbell

„Et godt eksempel er som en klokke der giver signal til andre om at følge efter,“ skrev min søster Emily til mig i et brev. „Du ringede med klokken, og jeg reagerede på det.“ Hun gratulerede mig med at jeg havde været 60 år i heltidstjenesten. Lad mig fortælle hvordan min barndom og ungdom formede sig, og hvordan jeg begyndte min livslange løbebane.

JEG blev født den 19. januar 1927 i en ukrainsk landmandsfamilie i nærheden af Wakaw, Saskatchewan, i det midtvestlige Canada. Min tvillingebror, Bill, og jeg var nummer seks og syv i en børneflok på otte. Vi små hjalp vores hårdtarbejdende far i marken. Vi boede i et lille bitte hus, og vores mor drog kærligt omsorg for os til trods for at hun havde leddegigt og døjede med voldsomme smerter. Til sidst kostede sygdommen hende livet. Hun blev kun 37 år gammel, og jeg var ikke mere end 4 da hun døde.

Et halvt år efter at min mor var død, giftede min far sig igen. Der opstod hurtigt en spændt atmosfære i hjemmet, som vi med tiden kom til at dele med fem nye halvsøstre! Jeg prøvede at vise min stedmor respekt, men min storebror John var det noget sværere for.

Sidst i 1930’erne begyndte Bill og jeg i mellemskolen, hvor vi kunne være fri for alt postyret derhjemme. Den anden verdenskrig var under opsejling, og samfundet var gennemsyret af patriotisme. Vores nye lærerinde indførte flaghilsen i klassen, men en af pigerne nægtede at være med. Eleverne hånede og spottede hende. Jeg beundrede imidlertid hendes mod og spurgte hende hvorfor hun ikke hilste flaget. Hun forklarede at hun var en af Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner nogle gange blev kaldt, og at hun kun ville give Gud sin troskab. — 2 Mosebog 20:2, 3; Apostelgerninger 5:29.

På egne ben

I 1943 fik jeg et job i Prince Albert med at læsse varer på lastvogne og aflevere kasser med sodavand. Jeg længtes efter åndelig vejledning og købte en bibel, men den var så svær at forstå at jeg græd af frustration. Fadervor var stort set alt hvad jeg kendte til Bibelen. — Mattæus 6:9-13.

En søndag fortalte min husværtinde, der var en flittig kirkegænger, med stolthed i stemmen at hun havde skubbet en „bibeldame“ ned af trappestenen. ’Hvordan kunne hun være så uvenlig?’ tænkte jeg. Et par søndage senere havde jeg det dårligt og blev derfor hjemme fra kirke. Den dag kom „bibeldamen“ tilbage.

„Beder du til Gud?“ spurgte hun mig.

„Ja, fadervor,“ svarede jeg.

 Jeg lyttede spændt mens hun forklarede hvad Jesu ord betød. Hun lovede at komme igen onsdagen efter.

Da min husværtinde kom hjem, fortalte jeg hende begejstret om „bibeldamen“, der var et af Jehovas Vidner. Til min forfærdelse truede hun mig med ordene: „Hvis hun kommer tilbage på onsdag, smider jeg jer begge to ud!“

Jeg støvede nabolaget igennem for at finde damen, som jeg fandt ud af hed fru Rampel. Da jeg fandt hende, forklarede jeg hende hvilket dilemma jeg var i, og bad hende om at fortælle mig så meget som muligt om Bibelen. Det føltes som om vi kom ind på alt fra Første Mosebog til Åbenbaringen! Hun sammenlignede vor tid med Noas dage, hvor Gud bragte en uretfærdig verden til ophør og udfriede Noa og hans familie til liv på en renset jord. — Mattæus 24:37-39; 2 Peter 2:5; 3:5-7, 12.

„Jeg kan høre på det hele at du accepterer disse bibelske læresætninger som sandheden,“ sagde fru Rampel efter vores lange samtale. „Om to uger holder Jehovas Vidner et stævne, og der skulle du tage og lade dig døbe.“ Den nat lå jeg lysvågen og tænkte over alt det jeg havde lært. Dåben virkede som et meget alvorligt skridt. Men jeg ønskede at tjene Gud! Selvom min bibelkundskab var begrænset, blev jeg derfor døbt den 15. oktober 1943 i en alder af 16 år.

Flytter til den anden ende af landet

I november spurgte min bror Fred mig om jeg kunne tænke mig at arbejde som husholderske i hans treetages ejendom i Toronto i det østlige Canada. Det sagde jeg ja til, i håb om at jeg ville få større frihed til at tjene Jehova der. Inden jeg rejste, besøgte jeg min søster Ann, der stadig boede i nærheden af mig i Saskatchewan. Hun havde noget overraskende at fortælle — hun og en anden af mine søstre, Doris, var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og hun opfordrede mig til at gøre det samme. Så røbede jeg min hemmelighed for hende — jeg var allerede et døbt Jehovas vidne!

Min lillesøster Emily og jeg tog af sted på den lange togrejse til Toronto. Bill hentede os på stationen og kørte os hen til det hus hvor han boede sammen med Fred og John. Jeg spurgte Fred hvem der ellers boede i huset. „Du vil ikke tro dine egne ører,“ sagde han. „Men kan du huske Alex Reed hjemmefra? Han bor oppe ovenpå, og den skøre rad interesserer sig for de der bibelstudenter!“ Mit hjerte hoppede af glæde.

Jeg listede mig op ad trappen for at møde Alex og aftalte at følges med ham til møde samme aften. Jeg ville gerne med til møde med det samme så mine brødre ikke fik tid til at prøve at tale mig fra det. Kort tid efter var jeg med i forkyndelsen for første gang, selvom jeg aldrig havde haft et formelt bibelstudium. Jeg nød at tale med mange ukrainere og bruge det sprog jeg havde lært i min barndom.

Bill kunne godt lide at læse Vagttårnet, som jeg ofte lagde til ham på hans værelse. Da han flyttede til British Columbia i det vestlige  Canada, gav jeg ham et gaveabonnement på Vagttårnet. Skønt han normalt var en mand af få ord, skrev han et brev på ti sider til mig for at give udtryk for sin taknemmelighed. Senere indviede han sig til Jehova og blev en nidkær kristen tilsynsmand. Til min store glæde blev fem af mine søskende — Bill, Ann, Fred, Doris og Emily — således indviede tjenere for Jehova!

Den 22. maj 1945 ophævede den canadiske stat forbuddet mod Jehovas Vidners arbejde. * Faktisk var det først da jeg hørte denne bekendtgørelse, at det gik op for mig at vores arbejde havde været forbudt. Min veninde Judy Lukus og jeg besluttede at begynde i heltidstjenesten som pionerer længere østpå i det fransktalende Quebec. Da mine søstre Doris og Emily hørte om vores planer, besluttede de sig for at blive pionerer i Vancouver i British Columbia på den anden side af kontinentet.

Religiøs intolerance i Quebec

Flytningen til Quebec bød ikke kun på nye omgivelser. Jehovas Vidner i dette område oplevede en voldsom modstand mod deres forkyndelsesarbejde. * Vi glædede os over at være med til uddelingen af traktaten Quebec’s Burning Hate for God and Christ and Freedom Is the Shame of All Canada (Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada). Dette svidende budskab afslørede den religiøse intolerance over for Jehovas Vidner.

I 16 dage i træk gik vi i gang med uddelingen omkring klokken to om natten. Lydløst stak vi traktaterne ind under folks døre. Mens vi befandt os i en opgang, hørte vi at politiet var på vej. Vi gemte os i en gyde så vi ikke blev opdaget, og næste dag gik vi igen på gaden og tilbød Vagttårnet og Vågn op! Som månederne gik, arresterede politiet os så mange gange at vi ikke længere havde tal på det. Jeg havde altid min tandbørste og min øjenbrynsblyant med i tasken så jeg var klar til et fængselsophold.

I november 1946 var Nathan Knorr, der førte an i Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde, på besøg fra Brooklyn, New York. Han indbød 64 af os pionerer i Quebec til at overvære den niende klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing, New York. På denne skole fik vi fem måneders intensiv bibelundervisning. Da vi var færdige med skolen i august 1947, blev vi sendt ud til forskellige byer i Quebec for at oprette nye menigheder.

En berigende tjeneste

Fire af os unge kvinder blev sendt til byen Sherbrooke. Vi øvede os ihærdigt på at tale fransk og bøjede verber i en uendelighed mens vi gik til og fra vores forkynderdistrikt. Nogle gange havde vi ingen penge at købe frokost for, men så tog vi hjem og studerede. Min makker, Kay Lindhorst, var en sand mester til grammatik, så hun lærte mig først den engelske grammatik så jeg bedre kunne forstå den franske.

Højdepunktet i min pionertid var da jeg tjente i Victoriaville, som dengang var en by med omkring 15.000 indbyggere. Der var stort set ingen der talte engelsk, så det var det bedst tænkelige sted at forbedre vores franske. Vores første uge i byen var rigtig spændende. Overalt tog folk imod vores publikationer. Men da vi vendte tilbage, var alle døre og vinduesskodder lukkede. Hvad var der sket?

Den lokale præst havde advaret folk mod at lytte til os. Så når vi gik fra dør til dør, fulgte en flok børn os på afstand og smed sten og snebolde efter os. Men mange længtes efter at høre Bibelens budskab. Til at begynde med lod de os kun besøge dem efter mørkets frembrud. Men efterhånden som de lærte mere, holdt de op med at skjule at de undersøgte Bibelen, og  det til trods for at deres naboer var imod det.

I 1950’erne tog mine søstre og jeg tilbage til Wakaw på besøg. Ved et møde i menigheden fortalte vi om vores oplevelser i forkyndelsen. Bagefter kom menighedsforstanderen hen til os og sagde: „Hvor bliver jeres mor lykkelig når hun får en opstandelse og finder ud af at hendes børn er blevet Jehovas Vidner!“ Han fortalte at hun havde studeret Bibelen med et af Jehovas Vidner inden sin død. Vi fik tårer i øjnene da vi fandt ud af at hun havde været ved at lære sandheden fra Bibelen at kende og helt sikkert ville have fortalt os om det hvis ikke hendes liv var endt så brat.

Ægteskab og fælles tjeneste

I 1956 mødte jeg Merton Campbell, som var et af Jehovas Vidner og under Anden Verdenskrig havde tilbragt 27 måneder i fængsel fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. Han havde tjent på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i næsten ti år. Merton havde mange gode åndelige egenskaber, og jeg kunne se at han ville være en god ægtemand. Vi skrev sammen i nogle måneder, og vores respekt og hengivenhed for hinanden udviklede sig til dybtfølt kærlighed.

Merton og jeg blev gift den 24. september 1960. Det er en stor velsignelse at have delt de sidste 47 år med en så pragtfuld, åndeligsindet mand! Merton har arbejdet 58 år i tjenesteafdelingen, som yder hjælp til Jehovas Vidners menigheder i USA og sørger for retningslinjer til dem. I over 30 år var mit arbejde i Brooklyn at indrette og udsmykke gæsteværelser og senere store stævnehaller i New York-området. I 1995 blev Merton og jeg så overført til Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, omkring 110 kilometer nord for New York City.

Da jeg rejste hjemmefra som 12-årig, havde jeg ikke forestillet mig at jeg en dag ville være omgivet af en stor åndelig familie, der blandt andet omfattede mine egne søskende. Jeg længes efter den dag i Guds nye verden hvor vi kan flokkes om mor og fortælle hende om hvad der skete mens hun sov i døden — og især om hvordan Jehova Gud kærligt tog sig af hendes børns åndelige behov. Hvor er vi lykkelige for at Jehova har ført os „ad retfærdige spor“! — Salme 23:3.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 27]

Mine forældre og det hus hvor jeg boede sammen med dem og mine syv søskende

[Illustration på side 29]

Med mine makkere i tjenesten i Ottawa, 1952

[Illustration på side 29]

Med mine søskende (fra venstre til højre) Ann, Mary, Fred, Doris, John, mig, Bill og Emily

[Illustration på side 29]

Sammen med Merton i dag