’Loven er blevet en opdrager’

HVOR mange børn forstår værdien af disciplin og regler? Ikke ret mange. I deres øjne er begrænsninger bare irriterende. Men de der har ansvaret for at hjælpe børn og unge, véd at den rette form for opsyn er absolut nødvendig. Og som årene går, vil de fleste unge sandsynligvis få øjnene op for værdien af den vejledning de har fået. Apostelen Paulus brugte billedet med en mand der havde til opgave at beskytte børn, for at illustrere nogle af de skridt Jehova har taget for at hjælpe og vejlede sit folk.

 Nogle kristne i det første århundrede i den romerske provins Galatien hævdede at Gud kun nærede velvilje over for dem der adlød den lov han havde givet israelitterne gennem Moses. Apostelen Paulus vidste at dette var forkert, for Gud havde givet sin hellige ånd til nogle der aldrig havde overholdt den jødiske lov. (Apostelgerninger 15:12) Paulus korrigerede derfor den forkerte opfattelse ved hjælp af en illustration. I et brev til de kristne galatere skrev han: „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus.“ (Galaterne 3:24) En bibelforsker siger at ordningen med en opdrager „har en lang og betydningsfuld historie bag sig“. Hvis vi forstår denne historie, vil vi bedre kunne se Paulus’ pointe med illustrationen.

Opdrageren og hans ansvar

Man gjorde i vid udstrækning brug af opdragere i velstående græske, romerske og måske endda jødiske husstande. De skulle føre tilsyn med børnene fra den spæde barndom af og frem til puberteten. Opdrageren var som regel en betroet træl, lidt oppe i årene, der holdt øje med og beskyttede barnet og sørgede for at faderens ønsker for barnet blev respekteret. Dagen lang fulgte opdrageren barnet hvor det end gik hen. Han sørgede for at barnet var rent og pænt, han fulgte det til skole, bar ofte dets bøger og andet udstyr og overvågede lektielæsningen.

Som regel var opdrageren ikke skolelærer. Frem for at give formel skoleundervisning sørgede opdrageren som barnets vogter blot for at faderens direktiver blev fulgt. Men han underviste barnet indirekte ved at føre tilsyn med det og tugte det. Han belærte blandt andet barnet i spørgsmål om opførsel, han irettesatte det og sørgede endda for fysisk afstraffelse hvis det ikke opførte sig ordentligt. Moderen og faderen var naturligvis barnets vigtigste lærere. Men under drengens opvækst var det opdrageren der lærte ham at han skulle have en rank holdning når han gik på gaden, bære sin kappe  pænt, sidde ordentligt, have gode manerer når han spiste, rejse sig for dem der var ældre end ham selv, elske sine forældre og så videre.

Den græske filosof Platon (428-348 f.v.t.) var ikke i tvivl om at børn skulle holdes i ave. „Ligesom hverken får eller andre græssende dyr kan undvære en røgter, sådan kan børn ikke leve uden en opdrager, eller trælle uden en herre,“ skrev han. Dette synspunkt kan virke ret ekstremt; men sådan så Platon altså på det.

Opdragernes konstante tilstedeværelse gav dem ry for at være undertrykkende vogtere og tilhængere af streng disciplin, nogle der kom med en endeløs strøm af smålige, trættende og ligegyldige anklager. Ikke desto mindre sørgede opdrageren for at beskytte barnet både moralsk og fysisk. Den græske historiker Appian fra det andet århundrede beretter om en opdrager der på vej til skole måtte slå armene om det barn han tog sig af, for at beskytte det mod nogle der ville slå det ihjel. Da han nægtede at give slip på drengen, blev de begge myrdet.

Umoralitet var udbredt i den hellenistiske verden. Børn, og især drenge, havde behov for at blive beskyttet mod seksuelle overgreb. Mange skolelærere var ikke til at stole på, og opdragere overværede derfor barnets skoleundervisning. Den græske retoriker Libanios fra det fjerde århundrede gik så vidt som til at sige at opdragere skulle optræde som „vogtere af den blomstrende ungdom“ og „afvise de uønskede bejlere, jage dem bort og få dem til at holde sig væk så de ikke havde mulighed for at have nært samkvem med drengene“. Mange opdragere blev højt respekteret af dem de beskyttede. Mindesten vidner om den taknemmelighed som voksne stadig følte for deres barndoms højt elskede opdragere når disse døde.

Loven som en opdrager

Hvorfor sammenlignede apostelen Paulus Moseloven med en opdrager? Hvad gør denne illustration særlig passende?

Blandt andet det at Loven tjente som en beskyttelse. Paulus forklarede at jøderne blev „holdt bevogtede under loven“. Det var som om de befandt sig under en opdragers beskyttelse. (Galaterne 3:23) Loven øvede indflydelse på alle områder af deres liv. Den tæmmede deres lidenskabelige ønsker og kødelige lyster. Den belærte dem angående deres opførsel og tugtede dem til stadighed når de kom til kort; hver eneste israelit blev derved gjort opmærksom på sine egne ufuldkommenheder.

Loven tjente også som en beskyttelse mod nedbrydende indflydelse så israelitterne for eksempel ikke blev påvirket af de omkringboende folkeslags fordærvede moral og religion. Guds forbud mod ægteskab med hedninger var for eksempel vigtigt for at nationen som et hele kunne bevare sin åndelige sundhed. (5 Mosebog 7:3, 4) Sådanne love beskyttede Guds folks åndelige renhed og forberedte folket til at anerkende og tage imod Messias. Det var nogle meget kærlige foranstaltninger. Moses mindede israelitterne om følgende: „Som en mand tugter sin søn, sådan tugtede Jehova din Gud dig.“ — 5 Mosebog 8:5.

Et vigtigt element ved apostelen Paulus’ illustration var dog at opdragerens myndighed var midlertidig. Når barnet blev voksent, var det ikke længere underlagt opdragerens myndighed. Den græske historiker Xenofon (431-352 f.v.t.) skrev: „Når en dreng er hørt op med at være et barn og bliver en ung mand, løser andre ham fra hans [opdrager] og fra hans [lærer]; han er så ikke længere underlagt dem, men har lov til at gå sine egne veje.“

Det samme gjaldt Moselovens myndighed. Loven havde en midlertidig funktion — ’at gøre overtrædelserne kendt, indtil afkommet [Jesus Kristus] kom’. Apostelen Paulus forklarede at for jøderne var Loven ’en opdrager der ledede dem til Kristus’. Hvis Paulus’ jødiske samtidige skulle opnå Guds gunst, måtte de anerkende Jesu plads i Guds hensigt. Når de gjorde det, ville opdragerens rolle være udspillet. — Galaterne 3:19, 24, 25.

Den lov Gud gav israelitterne, var fuldkommen. Den opfyldte til fulde Guds hensigt med  den — at beskytte hans folk og gøre det opmærksomt på hans høje normer. (Romerne 7:7-14) Loven var en god opdrager. Men nogle af dem der levede under dens beskyttelse, kan godt have følt at dens krav var byrdefulde. Derfor kunne Paulus skrive at da Guds fastsatte tid var inde, ’løskøbte Kristus os fra lovens forbandelse’. Loven var kun en „forbandelse“ i den forstand at ufuldkomne jøder blev underlagt nogle normer som de ikke til fuldkommenhed kunne leve op til. Den krævede at de samvittighedsfuldt overholdt en række ritualer. Når først en jøde anerkendte den langt bedre foranstaltning der var gjort mulig gennem Jesu genløsningsoffer, var det ikke længere nødvendigt at være underlagt opdragerens anvisninger. — Galaterne 3:13; 4:9, 10.

Paulus’ hensigt med at sammenligne Moseloven med en opdrager, var derfor at pege på dens funktion som vogter og på dens midlertidige natur. Jehovas gunst opnås ikke ved lydighed mod denne lov, men ved at anerkende Jesus og tro på ham. — Galaterne 2:16; 3:11.

[Ramme/​illustration på side 21]

„BETROEDE MÆND“ OG „HUSHOLDERE“

Ud over at skrive om en opdrager brugte apostelen Paulus også illustrationerne med „betroede mænd“ og „husholdere“. I Galaterbrevet 4:1, 2 læser vi: „Så længe arvingen er mindreårig, adskiller han sig slet ikke fra en træl, skønt han er herre over alle ting, men han er under betroede mænd og under husholdere indtil den dag faderen forud har fastsat.“ De funktioner som „betroede mænd“ og „husholdere“ havde, adskilte sig klart fra opdragernes, men kernen i Paulus’ belæring var grundlæggende den samme.

Under romersk lov var en ’betroet mand’ juridisk udnævnt til at optræde som beskytter for en forældreløs mindreårig og til at styre barnets økonomi indtil barnet blev voksent. Derfor siger Paulus at selvom et sådant barn teoretisk set var „herre“ over sin arv, havde han så længe han var barn, lige så lidt ret til at bestemme over den som en træl havde.

En ’husholder’ var en fuldmægtig der forvaltede en husholdnings økonomiske anliggender. Den jødiske historiker Flavius Josefus fortæller at en ung mand ved navn Hyrkan bad sin far om et brev der gav hans husholder bemyndigelse til at forsyne ham med penge til at købe det han havde behov for.

Det at man var under en ’betroet mand’ eller en ’husholder’, betød altså at man som mindreårig var underlagt nogle begrænsninger, ligesom når man var under en opdrager. Barnets liv blev styret af andre frem til det tidspunkt som faderen havde fastsat.

[Illustration på side 19]

Et maleri på en gammel græsk vase der skildrer en opdrager med stav

[Kildeangivelse]

Det Nationale Arkæologiske Museum, Athen

[Illustration på side 19]

Et billede på et fad fra det femte århundrede før vor tidsregning der viser en opdrager (med stav) der ser på mens barnet i hans varetægt bliver undervist i poesi og musik

[Kildeangivelse]

Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz/​Art Resource, NY