Markusevangeliet — værdifulde oplysninger om Jesu liv

MARKUSEVANGELIET hører til de tre evangelier i Bibelen som man kalder „synoptiske“. De tre bøger er Mattæus-, Markus- og Lukasevangeliet. De dækker i en vis udstrækning de samme begivenheder i Jesu liv, mens Johannesevangeliet i høj grad beretter om andre begivenheder end de tre synoptiske evangelier.

Dog indeholder hvert af evangelierne informationer som er unikke. Således også Markusevangeliet, der flere steder giver oplysninger som supplerer det de andre evangelister beretter. Nogle af disse oplysninger giver os et indblik i hvordan Jesus følte i forskellige situationer.

Hvordan Jesus følte

Da nogle ville anklage Jesus for at helbrede en mand med en vissen hånd på sabbatten, blev han „dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“, får vi at vide i Markus 3:5.

Om den dårlige modtagelse han fik på sin egen hjemegn, står der i Markus 6:5, 6: „Han var ikke i stand til at gøre nogen kraftig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og kurerede dem. Ja, han undrede sig over deres mangel på tro.“

Om den rige unge mand som spurgte Jesus hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, læser vi i Markus 10:21 at „Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham“.

Dagene omkring Jesu død

Hos Markus finder vi også nogle enkeltheder i forbindelse med afslutningen på Jesu jordiske liv som ikke forekommer andre steder.

Om de falske vidner der blev ført imod Jesus, fortæller Markus: „Mange vidnede ganske vist falsk imod ham, men deres vidnesbyrd stemte ikke overens. Og nogle rejste sig og vidnede falsk imod ham . . . Men heller ikke her stemte deres vidnesbyrd overens.“ (Markus 14:59) Oplysningen om at disse vidnesbyrd modsagde hinanden, forekommer kun hos Markus.

Om den forbipasserende, Simon fra Kyrene, som man tvang til at bære Jesu marterpæl, tilføjer Markus den oplysning at han var „fader til Alexander og Rufus“. — Markus 15:21.

Om Pilatus’ reaktion efter Jesu død beretter Markus: „Men Pilatus undrede sig over at [Jesus] allerede skulle være død, og han tilkaldte centurionen og spurgte ham om han allerede var død. Og da han havde skaffet sig vished gennem centurionen, lod han Josef få liget.“ (Markus 15:44, 45) Kun Markus nævner at Pilatus sikrede sig at Jesus virkelig var død, før han tillod Josef fra Arimatæa at hente liget og begrave det.

Henvisninger til De Hebraiske Skrifter

Selvom Markus nok fortrinsvis skrev sit evangelium med romerne i tanke, indeholder det henvisninger til og citater fra De Hebraiske Skrifter. Han omtaler for eksempel Johannes Døbers gerning som en opfyldelse af Esajas 40:3 og Malakias 3:1. (Markus 1:2-4) Beretningen indeholder derudover talrige eksempler på at Jesus anvendte, citerede fra eller henviste til De Hebraiske Skrifter.

Markusevangeliets henvisninger til De Hebraiske Skrifter viser tydeligt at Jesus havde tillid til disse skrifter og anvendte dem i sin tjeneste. Evangeliet kan også lære os Menneskesønnen bedre at kende som den der ’ikke kom for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange’. — Markus 10:45.

Den lange og den korte slutning

Nogle har ment at Markus 16:8, der slutter med ordene: „Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange,“ ender for brat til at kunne være evangeliets oprindelige slutning. I betragtning af Markus’ stil i øvrigt behøver dette dog ikke at være tilfældet. Desuden siger både Hieronymus og Eusebios fra det 4. århundrede at den autentiske beretning slutter med ordene „for de var bange“. — Hieronymus’ 120. brev, 3. spørgsmål,  ifølge Corpus Scriptorum Ecclesiasticorum Latinorum, Wien og Leipzig 1912, bd. LV, s. 481; Eusebios: „Ad Marinum“, I, ifølge Patrologia Græca, Paris 1857, bd. XXII, sp. 937.

I en del håndskrifter og oversættelser tilføjes en lang eller en kort slutning efter disse ord. Den lange slutning (som består af 12 vers) findes i Det Alexandrinske Håndskrift, Codex Ephraemi Syri rescriptus og Codex Bezae Cantabrigiensis. Den er også med i den latinske Vulgata, i Syrus Curetonianus samt i den syriske Pesjitta, men ikke i Det Sinaitiske Håndskrift, Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209, Syrus Sinaiticus og den armenske oversættelse. Nogle håndskrifter og oversættelser af senere dato indeholder den korte slutning. Codex Regius fra det 8. århundrede efter vor tidsregning har begge slutninger, den korte først. Den indleder hver slutning med en bemærkning om at disse passager er gængse i visse kredse, men anerkender åbenbart ingen af dem som autoritativ.

Bibeloversætteren Edgar J. Goodspeed bemærker om den lange og den korte slutning på Markusevangeliet: „Den korte slutning passer meget bedre med Markus 16:8 end den lange; men ingen af dem kan betragtes som oprindeligt hørende til Markusevangeliet.“ — The Goodspeed Parallel New Testament, 1944, s. 127.

Andre oplysninger

En af de fire billedtaler af Jesus som findes i Markusevangeliet, forekommer ikke andre steder. Den lyder sådan: „Således er det med Guds rige som når et menneske kaster såsæden ud over jorden, og han sover om natten og står op når det bliver dag, og sæden spirer og bliver høj, men han ved ikke hvordan. Af sig selv bærer jorden lidt efter lidt frugt, først strå, så aks, til sidst fuld kerne i akset. Men så snart frugten tillader det, går han i gang med seglen, for så er det høsttid.“ — Markus 4:26-29.

Markus omtaler mindst 19 af Jesu mirakler. To af dem er kun nævnt i Markusevangeliet. Det er (1) helbredelsen af en mand der var døv og talehæmmet, og (2) helbredelsen af en blind. — Markus 7:31-37; 8:22-26.