Efterlign deres tro

Han spejdede og ventede

ELIAS ønskede inderligt at være alene med sin himmelske Fader i bøn. Men skaren omkring ham havde lige været vidne til at denne sande profet nedkaldte ild fra himmelen, og mange af dem var uden tvivl ivrige efter at indsmigre sig hos ham. Inden Elias kunne begive sig op på det vindomsuste Karmels Bjerg og rette en personlig bøn til Jehova Gud, ventede der ham en ubehagelig opgave. Han skulle tale til kong Akab.

De to mænd kunne næppe have været mere forskellige. Akab, iført en prægtig, kongelig dragt, var en begærlig og viljesvag frafalden. Elias bar en almindelig profetklædning — en enkel, groftvævet kappe muligvis af skind eller af uld eller kamelhår. Han var en retskaffen mand med et stort mod og en stærk tro. Dagen der nu nærmede sig sin slutning, havde afsløret meget om disse to mænds sande karakter. *

Det havde været en dårlig dag for Akab og andre ba’alsdyrkere. Den hedenske religion som Akab og hans hustru, dronning Jesabel, fremmede i tistammeriget Israel, havde lidt et stort nederlag. Guden Ba’al var blevet afsløret som et bedrag. Den livløse gud formåede ikke engang at antænde ild når hans profeter med ekstatiske bønner og danse anråbte ham og flængede sig til blods. Ba’al kunne ikke hindre at disse 450 ba’alsprofeter blev henrettet som fortjent. Men der var også noget andet denne falske gud ikke formåede, og det skulle snart afsløres. I over tre år havde ba’alsprofeterne anråbt deres gud om at gøre ende på den tørke der havde ramt landet — men det var Ba’al ikke i stand til. Snart ville Jehova selv vise sin overlegne styrke ved at bringe tørken til ophør. — 1 Kongebog 16:30–17:1; 18:1-40.

Hvornår ville Jehova skride til handling? Hvad ville Elias foretage sig indtil da? Og hvad kan vi lære af hans tro? Lad os holde os disse spørgsmål for øje når vi ser nærmere på beretningen i Første Kongebog 18:41-46.

En bedende indstilling

Elias henvendte sig til Akab og sagde: „Gå op, spis og drik, for der lyder larm af regnskyl.“ (Vers 41) Havde denne onde konge lært noget af dagens begivenheder? Beretningen siger ikke noget specifikt om det, men der er ikke noget der tyder på at han angrede, eller at han anmodede profeten om hjælp til at bede Jehova om tilgivelse. Nej, Akab gik bare op „for at spise og drikke“. (Vers 42) Hvad med Elias?

„Elias gik op på toppen af Karmel og bøjede sig sammen mod jorden idet han lagde ansigtet mellem knæene.“ Mens Akab gik hen for at fylde sin mave, havde Elias en mulighed for at bede til sin Fader. Læg mærke til den ydmyge stilling han indtager — Elias knæler på jorden med hovedet bøjet så meget at det var nær ved hans knæ. Hvad foretog Elias sig? Vi behøver ikke at gætte os frem. Bibelen fortæller os i Jakob 5:18 at Elias bad om at tørken måtte få ende. Han  var uden tvivl i færd med at bede en sådan bøn på toppen af Karmels Bjerg.

Jehova havde tidligere sagt: „Jeg vil give regn over jorden.“ (1 Kongebog 18:1) Så Elias bad om at hans Faders erklærede vilje måtte ske, meget lig det Jesus lærte sine disciple at bede om cirka tusind år senere. — Mattæus 6:9, 10.

Elias er et eksempel for os med hensyn til bøn. Det han først og fremmest havde i tanke, var at hans Faders vilje måtte ske. Når vi beder, må vi huske at „uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med [Guds] vilje, så hører han os“. (1 Johannes 5:14) For at vores bønner kan være antagelige for Gud, må vi derfor kende Guds vilje — hvilket er en god grund til at læse i Bibelen hver dag. Elias ønskede givetvis også at tørken skulle få ende fordi hans landsmænd led under den. Han var sikkert dybt taknemmelig efter at have set det mirakel Jehova udvirkede den dag. Vores bønner bør også omfatte taksigelse og vidne om at vi har omsorg for andre. — 2 Korinther 1:11; Filipperne 4:6.

Tillidsfuld og vagtsom

Elias var sikker på at Jehova ville bringe tørken til ophør, men han vidste ikke hvornår Jehova ville gøre det. Hvad foretog profeten sig i mellemtiden? Læg mærke til hvad der siges i vers 43: „Så sagde han til sin medhjælper: ’Gå engang op og se ud mod havet.’ Så gik han derop og så ud over det, hvorpå han sagde: ’Der er overhovedet intet at se.’ Han sagde da: ’Gå tilbage!’ syv gange.“ Vi lærer flere forskellige ting af Elias’ eksempel. Læg for det første mærke til profetens tillid, og dernæst hvor vagtsom han var.

Elias søgte ivrigt efter vidnesbyrd om at Jehova ville gøre noget, og sendte derfor sin medhjælper op til et højt udsigtspunkt for at se om der var tegn på forestående regn i horisonten. Hver gang medhjælperen kom tilbage, aflagde han denne nedslående rapport: „Der er overhovedet intet at se.“ Horisonten var klar, og himmelen øjensynlig uden skyer. Men lagde du mærke til noget besynderligt? Elias havde lige sagt til kong Akab: „Der lyder larm af regnskyl.“ Hvordan kunne profeten sige sådan når der ingen regnskyer var på himmelen?

Elias kendte Jehovas løfte. Og som Jehovas profet og udsending var han sikker på at Gud ville holde sit ord. Elias var så fuld af tillid at det var som om han allerede hørte regnskyllet. Vi kommer måske til at tænke på Bibelens beskrivelse af Moses: „Han holdt stand som så han den usynlige.“ Er Gud lige så virkelig for dig? Han giver os grunde nok til at vi kan have den samme stærke tro på ham og hans løfter. — Hebræerne 11:1, 27.

Læg desuden mærke til hvor vagtsom Elias var. Han sendte sin medhjælper tilbage, ikke en eller to gange, men syv gange! Vi kan sikkert forestille os hvor træt medhjælperen må have været af at skulle gå frem og tilbage,  men Elias spejdede ivrigt efter et tegn og gav ikke op. Da medhjælperen havde været af sted for syvende gang, kunne han endelig rapportere: „Se, en lille sky som en menneskehånd er ved at stige op af havet.“ (Vers 44) Kan du se medhjælperen for dig stående med armen udstrakt og med hånden forsøge at tage mål af den lille sky der viser sig i horisonten over Det Store Hav? * Medhjælperen var måske ikke særlig imponeret. Men for Elias havde den sky stor betydning. Han gav nu sin medhjælper den uopsættelige ordre: „Gå op og sig til Akab: ’Spænd for og drag ned, så du ikke bliver opholdt af skylregnen!’“

Igen er Elias et godt eksempel for os. Vi lever også i en tid hvor Gud snart vil opfylde sin erklærede hensigt. Elias ventede på at tørken ville ophøre; Guds tjenere i dag venter på at denne fordærvede verdensordning vil ophøre. (1 Johannes 2:17) Indtil Jehova Gud griber ind, må vi ligesom Elias blive ved at være vagtsomme. Guds egen søn, Jesus Kristus, gav sine disciple denne tilskyndelse: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.“ (Mattæus 24:42) Mente Jesus at hans disciple overhovedet ikke kunne vide hvornår enden ville komme? Nej, for han talte udførligt om hvordan verden ville være i dagene forinden. Vi kan hver især læse om  dette detaljerede tegn der markerer „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3-7. *

Hver del af dette tegn aflægger på en magtfuld måde overbevisende vidnesbyrd. Er et sådant vidnesbyrd nok til at få os til at handle uden tøven? En enkelt lille sky i horisonten var nok til at overbevise Elias om at Jehova ville skride til handling. Blev den trofaste profet skuffet?

Jehova giver regn og velsignelser

Beretningen siger videre: „I mellemtiden formørkedes himmelen af skyer og blæst, og der kom et voldsomt regnskyl. Men Akab kørte af sted og begav sig til Jizre’el.“ (Vers 45) Begivenhederne begyndte at udfolde sig med bemærkelsesværdig hast. Mens Elias’ medhjælper overbragte Akab budskabet fra profeten, blev den lille sky til mange, som fyldte og formørkede himmelen. Det begyndte at blæse. Endelig, efter tre og et halvt år, faldt der regn i Israel. * Den solsvedne jord opsugede dråberne. Da det udviklede sig til regnskyl, løb floden Kisjon over sine bredder og skyllede uden tvivl blodet væk efter de henrettede ba’alsprofeter. De egensindige israelitter fik også mulighed for at bortvaske den plet som ba’alsdyrkelsen havde sat på landet.

Det håbede Elias helt sikkert at de ville gøre. Ville Akab angre og vende sig bort fra den urene ba’alsdyrkelse? Dagens begivenheder havde givet ham mange vægtige grunde til at foretage en sådan ændring. Vi kan naturligvis ikke vide hvad Akab tænkte på det tidspunkt. Beretningen oplyser blot at kongen „kørte af sted og begav sig til Jizre’el“. Havde han lært noget? Var han besluttet på at ændre kurs? Senere begivenheder viser at svaret er nej. Men dagen var endnu ikke omme for Akab — eller for Elias.

Jehovas profet begav sig nu af sted ad samme vej som den Akab havde taget. Han havde en lang, mørk og våd rejse foran sig. Men så skete der noget usædvanligt.

„Jehovas hånd var over Elias, så han bandt op om sine hofter og løb foran Akab hele vejen til Jizre’el.“ (Vers 46) „Jehovas hånd“ hvilede over Elias og handlede tydeligvis med ham på en overmenneskelig måde. Der var omkring 30 kilometer til Jizre’el, og Elias var ikke ung længere. * Forestil dig profeten binde sine lange klæder op omkring hofterne så han kunne bevæge benene uhindret og derefter løbe så hurtigt på den våde vej at han indhentede, passerede og lagde afstand til kongens stridsvogn.

Det må have været en stor velsignelse for Elias. At føle en sådan styrke, livskraft og udholdenhed — måske mere end han havde haft i sin ungdom — må have været en fantastisk oplevelse. Vi genkalder os måske profetier med løfter om at trofaste i det kommende paradis vil have et fuldkomment helbred og deres kræfters fulde brug. (Esajas 35:6; Lukas 23:43) Mens Elias løb hen ad den våde vej, vidste han at han havde sin Faders, den eneste sande Guds, godkendelse.

Jehova er ivrig efter at velsigne. At gøre noget for at få hans velsignelse er alle anstrengelser værd. Vi må i denne farefulde og vigtige tid ligesom Elias holde skarpt øje med de klare vidnesbyrd om at Jehova snart vil skride til handling. Som Elias har vi al mulig grund til at nære fuldstændig tillid til Jehovas løfter, for han er „sandhedens Gud“. — Salme 31:5.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 19]

Hvor længe varede tørken på Elias’ tid?

Jehovas profet Elias bekendtgjorde for kong Akab at den lange tørke snart ville få ende. Det skete „i det tredje år“ — uden tvivl regnet fra den dag Elias forudsagde tørken. (1 Kongebog 18:1) Jehova lod det regne kort efter Elias udtalte at det ville ske. Nogle kunne derfor konkludere at tørken hørte op i løbet af dens tredje år, og at den derfor varede i mindre end tre år. Men både Jesus og Jakob oplyser at tørken varede „i tre år og seks måneder“. (Lukas 4:25; Jakob 5:17) Er dette en modsigelse?

Nej, slet ikke. Man må huske at den tørre tid i fortidens Israel varede ret længe, helt op til seks måneder. Elias kom uden tvivl til Akab for at forudsige tørken efter at den tørre tid allerede havde været usædvanlig lang og streng. tørken var således begyndt næsten et halvt år forinden. Da Elias bekendtgjorde at tørken ville høre op „i det tredje år“ fra han havde forudsagt den, havde tørken allerede varet i næsten tre og et halvt år. De „tre år og seks måneder“ var forløbet ved den tid hvor folket var samlet for at være vidne til styrkeprøven på Karmels Bjerg.

I betragtning heraf tænk da på hvor velvalgt tidspunktet var for det besøg Elias aflagde Akab første gang. Folk betragtede Ba’al som ’den der rider på skyerne’, den gud der ville sende regn ved slutningen af den tørre tid. Hvis den tørre tid var usædvanlig lang, tænkte folk: ’Hvor er Ba’al? Hvornår sender han regn?’ Elias’ forudsigelse om at der hverken ville falde regn eller dug før han sagde at det ville ske, må have været et knusende slag for disse ba’alsdyrkere. — 1 Kongebog 17:1.

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustration på side 18]

Elias’ bøn afspejlede hans oprigtige ønske om at Guds vilje måtte ske