„Nadverens sakramente“ — Kendsgerningerne om ritualet

FOLK over hele verden deltager regelmæssigt i denne ceremoni — enten adskillige gange om året, en gang om ugen eller endog en gang om dagen. Alligevel kaldes den et troens mysterium, og mange af dem som deltager i den, gør ikke krav på selv at forstå den. Den betragtes som hellig og endog mirakuløs.

Den ceremoni vi taler om, er „nadverens sakramente“ som det praktiseres af den katolske kirke. Katolikkerne kalder ceremonien for eukaristien, den del af den katolske messe hvor præsten udtaler en velsignelse over brødet og vinen og menigheden indbydes til at modtage Kristus i den hellige kommunion. * Pave Benedikt XVI har sagt at for katolikker er denne ceremoni „den mest essentielle del af vores tro“. For nogle år siden højtideligholdt den katolske kirke „eukaristiens år“ i et forsøg på at „genopvække og styrke troen på eukaristien“.

Selv katolikker der har visse tvivlsspørgsmål angående deres tro, tillægger dette ritual stor betydning. For eksempel har en kvinde, der beskrives som en ung, reformvenlig katolik, for nylig skrevet følgende i en artikel i bladet Time: „Uanset hvilke problemer vi har med den katolske kirkes læresætninger, holder vi stadig fast i det som forener os i den katolske tro: vores hengivne fejring af eukaristien.“

Hvad er kendsgerningerne om „nadverens sakramente“? Skal kristne praktisere det? Lad os først se på hvordan denne tradition udviklede sig. Derefter kan vi se på et endnu vigtigere spørgsmål: Er „nadverens sakramente“ virkelig den samme højtid som den Jesus Kristus indstiftede for næsten 2000 år siden?

„Nadverens sakramente“ og kristendommen

Det er ikke svært at se hvorfor „nadverens sakramente“ ud fra et katolsk synspunkt menes at være forbundet med noget mirakuløst. Ceremoniens højdepunkt finder sted under den eukaristiske bøn. På det tidspunkt gør „kraften i Kristi ord og handling og Helligåndens  magt“ Jesu legeme og blod „sakramentalt nærværende,“ siges der i Den katolske kirkes katekismus. Efter at præsten har nydt brødet og vinen, indbyder han de troende til at modtage kommunionen, hvilket som oftest indebærer at de kun spiser brødet, eller hostien.

Den katolske kirke lærer at brødet og vinen mirakuløst forvandles til Kristi bogstavelige legeme og blod — en lære som kaldes transsubstantiation. Denne lære opstod gradvis, og ordet blev først defineret og officielt anvendt i det 13. århundrede. Under den protestantiske reformation blev der rejst tvivl om visse sider af den katolske eukaristi. Luther afviste læren om transsubstantiation til fordel for læren om konsubstantiation. Forskellen er hårfin. Luther hævdede at brødet og vinen er til stede sammen med, og ikke forvandles til, Jesu legeme og blod.

Blandt kristenhedens kirkeretninger udviklede der sig i tidens løb andre opfattelser af betydningen af „nadverens sakramente“ såvel som hvordan det skal praktiseres, og hvor ofte. Uanset forskellene er dette ritual dog stadig af fundamental betydning i hele kristenheden. Men hvordan var den oprindelige højtid som Jesus indstiftede?

Indstiftelsen af „Herrens aftensmåltid“

Det var Jesus selv der indstiftede „Herrens aftensmåltid“, eller højtiden til minde om sin død. (1 Korinther 11:20, 24) Men indførte han et mystisk ritual hvor hans disciple rent bogstaveligt skulle spise hans kød og drikke hans blod?

Lige efter at Jesus havde fejret den jødiske påske, sendte han Judas Iskariot bort, den apostel som stod i begreb med at forråde ham. Mattæus, en af de 11 apostle der var til stede, fortæller: „Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak [græsk: eucharistēʹsas] gav han det til dem, idet han sagde: ’Drik alle af det, for dette betyder mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.’“ — Mattæus 26:26-28.

For Jesus, og for alle Guds tjenere, var det en selvfølge at bede om Guds velsignelse over maden. (5 Mosebog 8:10; Mattæus 6:11; 14:19; 15:36; Markus 6:41; 8:6; Johannes 6:11, 23; Apostelgerninger 27:35; Romerne 14:6) Er der grund til at tro at Jesus ved at sige tak for brødet og vinen også udførte et mirakel der bevirkede at hans disciple bogstavelig talt indtog hans legeme og hans blod?

„Dette betyder“ eller „dette er“?

Nogle bibeloversættelser gengiver sandt nok Jesu ord på denne måde: „Tag det og spis det; dette er mit legeme,“ og: „Drik alle heraf; dette er mit blod.“ (Mattæus 26:26-28, den danske autoriserede oversættelse) Det er også rigtigt at det græske ord estin, en form af det græske udsagnsord for „at være“, egentlig betyder „er“. Men det samme udsagnsord kan desuden have betydningen „betegner“ eller „betyder“. * I mange bibeloversættelser bliver dette udsagnsord interessant nok ofte oversat med „betyder“ eller „står for“. Det er sammenhængen der bestemmer hvilken betydning der er den mest præcise. For eksempel bliver estin i Mattæus 12:7 gengivet med „betyder“ i mange bibeloversættelser.  Den danske autoriserede oversættelse siger: „Havde I fattet, hvad det betyder [græsk: estin]: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,’ havde I ikke fordømt de uskyldige.“

Mange ansete bibelkyndige er enige om at ordet „er“ ikke gengiver den tanke helt korrekt som Jesus gav udtryk for her. For eksempel har den katolske teolog Jacques Dupont efter at have gjort sig overvejelser om den kultur og det samfund Jesus levede i, konkluderet at „den mest naturlige“ gengivelse af verset ville være „dette betyder mit legeme“, eller „dette repræsenterer mit legeme“.

Under alle omstændigheder kan Jesus ikke have ment at hans disciple bogstavelig talt skulle spise hans kød og drikke hans blod. Hvorfor ikke? Efter vandfloden på Noas tid, da Gud gav menneskene lov til at spise dyrekød, fremsatte han et direkte forbud mod at spise blod. (1 Mosebog 9:3, 4) Dette bud blev gentaget i Moseloven, som Jesus fulgte til punkt og prikke. (5 Mosebog 12:23; 1 Peter 2:22) Og apostlene blev inspireret af den hellige ånd til at gentage forbuddet mod at spise blod, og det gjorde denne lov bindende for alle kristne. (Apostelgerninger 15:20, 29) Ville Jesus indstifte en højtid som krævede at hans disciple skulle overtræde et helligt bud fra den almægtige Gud? Det kunne umuligt være tilfældet.

Jesus brugte tydeligvis brødet og vinen som symboler. Det usyrede brød betød, eller repræsenterede, hans syndfri legeme der skulle ofres. Den røde vin betegnede hans blod som skulle „udgydes for mange til synders tilgivelse“. — Mattæus 26:28.

 Formålet med Herrens aftensmåltid

Jesus afsluttede den første højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid med ordene: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) Ja, denne højtid hjælper os til at mindes Jesus og alt det vidunderlige som hans død udvirker. Den minder os om at Jesus støttede sin Faders, Jehovas, suverænitet. Den minder os også om at Jesus ved at dø som et fuldkomment, syndfrit menneske gav „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. Løsesummen gør det muligt for enhver som tror på hans offer, at blive udfriet fra synd og opnå evigt liv. — Mattæus 20:28.

Herrens aftensmåltid er dog fortrinsvis et fællesskabsmåltid. Parterne i dette fællesskab er (1) Jehova Gud, som foranstaltede løsesummen, (2) Jesus Kristus, „Guds lam“, som tilvejebragte løsesummen, og (3) Jesu åndelige brødre. Ved at nyde brødet og vinen viser de sidstnævnte at de er helt forenede med Kristus. (Johannes 1:29; 1 Korinther 10:16, 17) De viser også at de som Jesu åndssalvede disciple er med i „den nye pagt“. Det er dem der skal herske sammen med Kristus i himmelen som konger og præster. — Lukas 22:20; Johannes 14:2, 3; Åbenbaringen 5:9, 10.

Hvornår skal denne mindehøjtid holdes? Det står klart for os når vi husker at Jesus valgte at indstifte denne højtid på den dato hvor man fejrede påsken. Guds folk havde hvert år i over 1500 år fejret påsken på denne dato, den 14. nisan ifølge deres kalender, for at mindes den storslåede frelse som Jehova havde udvirket for sit folk. Jesus gav altså tydeligvis sine disciple påbud om at mindes en langt større frelsesgerning som Gud ville gøre mulig gennem Kristi død, på den samme dag som den jødiske påske. Hvert år overværer Jesu sande disciple derfor Herrens aftensmåltid på den dag der svarer til den 14. nisan ifølge den hebraiske kalender.

Fejrer de denne højtid blot fordi de holder af ritualer? Det er jo helt åbenbart dette aspekt der virker tiltrækkende på mange i forbindelse med fejringen af eukaristien. Skribenten af den føromtalte artikel i bladet Time skriver også: „Der er noget yderst beroligende ved at deltage i gamle ritualer som mange følger.“ Denne skribent foretrækker ligesom en del andre katolikker i dag at ceremonien foregår på latin, sådan som det skete før i tiden. Hvorfor? Hun skriver: „Jeg ønsker at høre messen på et sprog jeg ikke forstår, for alt for ofte bryder jeg mig ikke om det jeg hører på engelsk.“

Uanset hvor Jehovas Vidner bor, glæder de sig sammen med millioner af åndeligt søgende mennesker over at højtideligholde Herrens aftensmåltid på deres eget sprog. De fryder sig over at øge deres forståelse af betydningen og værdien af Kristi død. Sådanne sandheder er værd at grunde over og tale om i løbet af hele året. Jehovas Vidner mener at dét at holde denne mindehøjtid er den bedste måde hvorpå de fortsat kan mindes den dybe kærlighed som Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, har vist dem. Det hjælper dem til at blive ved med at ’forkynde Herrens død, indtil han kommer’. — 1 Korinther 11:26.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 27]

Hvordan var den oprindelige højtid som Jesus indstiftede?

[Illustration på side 28]

Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død

[Illustration på side 29]

Man holder højtiden til minde om Jesu Kristi død