Undervis dine børn
Timoteus var parat og villig til at tjene
„ER DU parat?“ Er du nogen sinde blevet spurgt om det? — Vedkommende der spurgte sådan, ønskede sikkert at vide om du var forberedt. Spørgsmålet kunne for eksempel betyde: ’Har du dine bøger? Har du læst på lektien?’ Som vi vil se, var Timoteus parat.
Timoteus var også villig. Ved du hvad det vil sige? — Da Timoteus fik mulighed for at yde Gud en særlig tjeneste, havde han samme indstilling som en anden af Guds tjenere, der sagde: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Timoteus fik et spændende liv fordi han var parat og villig til at tjene. Kunne du tænke dig at høre om det? —
Timoteus blev født i Lystra langt fra Jerusalem. Hans mormor, Lois, og hans mor, Eunike, studerede flittigt Skrifterne. Lige fra Timoteus var spæd, begyndte de at undervise ham i Guds ord. — 2 Timoteus 1:5; 3:15.
Da Timoteus sandsynligvis stadig var teenager, kom apostelen Paulus, sammen med Barnabas, på besøg i Lystra under sin første lange missionsrejse. Det var sikkert på dette tidspunkt Timoteus’ mor og mormor blev kristne. Kunne du tænke dig at høre om de problemer Paulus og Barnabas kom ud for? — Folk som ikke kunne lide de kristne, kastede sten efter Paulus, slog ham ned og slæbte ham uden for byen. De regnede med at han var død.
De der troede på det Paulus forkyndte, samlede sig om ham, og han rejste sig op. Den næste dag tog Paulus og Barnabas af sted, men de vendte tilbage til Lystra kort efter. Da de var der, holdt Paulus en tale hvori han sagde til disciplene: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ (Apostelgerninger 14:8-22) Ved du hvad Paulus mente? — Han mente at andre ville skabe problemer for dem der tjener Gud. Paulus skrev senere til Timoteus: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12; Johannes 15:20.
Da Paulus og Barnabas forlod Lystra, vendte de hjem. Nogle måneder senere udvalgte Paulus Silas til rejsefælle, og de tog sammen tilbage for at styrke de nye disciple der hvor Paulus havde været. Da de kom til Lystra, må det have glædet Timoteus meget at se Paulus igen. Og han må være blevet endnu mere glad da Paulus spurgte om han ville tage med ham og Silas. Det ville Timoteus gerne. Han var parat og villig til at tage af sted. — Apostelgerninger 15:40–16:5.
Timoteus vandrede mange kilometer sammen med Paulus og Silas, og derefter gik de om bord på et skib. Da de kom i land i Grækenland, gik de til Thessalonika. Her blev mange kristne. Men andre blev vrede og dannede en pøbelsværm. Eftersom Paulus, Silas og Timoteus var klar over at deres liv var i fare, tog de videre til Berøa. — Apostelgerninger 17:1-10.
Paulus var bekymret for de nye der var kommet til troen i Thessalonika, så han sendte Timoteus tilbage dertil. Ved du hvorfor? — Paulus skrev senere til de kristne i Thessalonika: ’For at styrke jer og trøste jer så I ikke bliver mismodige’. Ved du hvorfor Paulus valgte den unge Timoteus til sådan en farlig opgave? — Det var fordi modstanderne ikke kendte Timoteus, og fordi han var villig til at tage dertil. Det krævede stort mod. Hvordan gik hans besøg? Da Timoteus kom tilbage til Paulus, fortalte han ham hvor trofaste thessalonikerne var. Paulus skrev derefter til dem: „Vi [er] blevet trøstet over jer.“ — 1 Thessaloniker 3:2-7.
Timoteus tjente sammen med Paulus i de næste ti år. Så kom Paulus i fængsel i Rom, og Timoteus, der selv lige var blevet løsladt, tog hen for at være sammen med ham. I fængselet skrev Paulus et brev til filipperne, måske ved at bruge Timoteus som sekretær. Paulus skrev: ’Jeg håber snart at sende Timoteus til jer. Jeg har nemlig ingen anden der er så trofast og vil tjene jer bedre.’ — Filipperne 2:19-22; Hebræerne 13:23.
De ord må have gjort Timoteus glad. Paulus kom til at holde meget af Timoteus fordi han var parat og villig til at tjene. Det håber vi også at du vil være.