At gøre Guds vilje — min glæde livet igennem

Fortalt af Bill Yaremchuk

I marts 1947, et par uger efter at jeg havde afsluttet den 8. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead for missionærer, der dengang blev afholdt i South Lansing i New York, var jeg på vej til min distriktstildeling — det fjerne Singapore.

DAVE FARMER, en landsmand fra Canada som havde overværet den 7. klasse på Gileadskolen, skulle samarbejde med mig. Vi gik om bord på Marine Adder, et tidligere troppetransportskib, der afsejlede fra San Francisco i Californien.

Den første havn vi ankom til i Orienten, var Hong Kong. Vi var dybt chokerede over det syn der mødte os. Anden Verdenskrigs hærgen kunne ses overalt — folk lå på fortovene, var udsultede og på dødens rand. Vi vendte hurtigt tilbage til skibet som satte kursen mod Manila, hovedstaden i Filippinerne.

Igen oplevede vi krigens forfærdende eftervirkninger. I havnen flød det med skibsmaster fra skibe der var sænket af de allieredes bombefly, og der var fattigdom overalt omkring os. Vi mødtes med nogle få Jehovas Vidner, som tog os med til deres rigssal. De var glade trods alle de problemer de kæmpede med.

Det næste stop var Batavia (nu Jakarta) i Indonesien. En borgerkrig rasede i landet, og der var kampe i nærheden. Vi måtte derfor ikke forlade skibet. Da vi dampede af til Singapore, begyndte jeg at spekulere på hvad der mon ventede os. Var det alt hvad der var tilbage af det eksotiske Østen, som vi havde læst om i rejsebrochurerne?

Efter nogle få dage blev mine bange anelser gjort til skamme. En dramatisk hændelse skulle meget snart forsikre Dave og mig om at Jehova hjalp os i vores tjeneste.

Hvordan vi fik opholdstilladelse

En måneds tid efter at vi havde forladt San Francisco, kastede man endelig anker ud for St. John’s Island, der var Singapores karantæneområde. Embedsmænd fra immigrationsmyndighederne kom om bord for at godkende passagerernes formalier, og vores pas blev påstemplet „Landgangstilladelse“. Næste morgen lagde skibet til ved kajen. Efter at en skibsofficer havde tjekket vores papirer, fik vi lov til at gå fra borde.

Næste dag tog vi ned til havnen for at tage afsked med de andre missionærer, som vi havde rejst med. De skulle videre  til deres bestemmelsessteder i Indien og Ceylon (nu Sri Lanka). Da skibets kaptajn fik øje på os, kom han ned til os på kajen. Han var rasende og råbte at vi ikke skulle have forladt skibet. Tidligere, mens vi var på havet, havde chefen for immigrationskontoret, hr. Haxworth, beordret ham til ikke at lade os gå fra borde når skibet anløb havn. Vi kendte ikke noget til den ordre, og det gjorde den officer der havde givet os lov til at forlade skibet, heller ikke.

Vi blev ført til Hr. Haxworth. Han sagde i en meget vred tone at vi havde fået forbud mod at komme ind i Singapore. Eftersom vi ikke kendte noget til et sådant indrejseforbud, viste vi ham vores pas med det officielle stempel „Landgangstilladelse“. Rasende hev han vores pas ud af hænderne på os og stregede ordet over. Men ak, skibet var allerede sejlet! Hr. Haxworth beholdt vores pas i et helt år inden vi omsider fik dem tilbage påstemplet „Landgangstilladelse“.

Gode resultater i forkyndelsen i Singapore

Da vi ankom i april 1947, var en mand ved navn Joshua det eneste Jehovas vidne i Singapore. Han var heltidsforkynder, eller pioner, indtil sin død i begyndelsen af 1970’erne. Inden længe begyndte nogle som havde lært sandheden fra Bibelen at kende, at fortælle andre om den. Vores bønner om flere arbejdere til den åndelige høst var begyndt at blive besvaret. — Mattæus 9:37, 38.

I 1949, mens hr. Haxworth var på en lang ferie i England, ankom seks missionærer der var udgået fra Gileadskolens 11. klasse, til Singapore. I mellemtiden var Dave, som havde været min missionærmakker i adskillige år, nødt til at forlade Singapore på grund  af helbredsproblemer. Han immigrerede til Australien, hvor han tjente trofast til sin død i 1973. En af de seks nyankomne hed Aileen Franks, og hende blev jeg gift med i 1956.

Igennem årene studerede vi Bibelen med mange som sammen med deres børn blev Jehovas Vidner. Selv i dag tjener nogle af dem som heltidstjenere i fremmede lande. En af vores dejlige oplevelser handler om Lester og Joanie Haynes, et par fra USA, der boede i Singapore. Vi begyndte at studere Bibelen med dem i 1950’erne. De gjorde hurtigt åndelige fremskridt og blev døbt da de vendte tilbage til USA. Senere havde Lester og Joanie gode resultater i forkyndelsen. De hjalp mange til at blive Jehovas Vidner, deriblandt deres egne tre børn.

Joanie skriver: „Når jeg tænker tilbage, så ændrede vores liv sig virkelig det år vi var i Singapore. Hvis ikke vi var blevet ’adopteret’ af jer, ville vi sikkert stadig flytte rundt i hele verden. Jeg er lykkelig for at det var dig der lærte Les sandheden at kende, fordi du som lærer indgav ham kærlighed til Jehova og vores kristne brødre. Den kærlighed har han aldrig mistet.“

Som familie i Singapore

I 1962 skete der noget uventet som tilførte vores tjeneste ’nyt liv’. Vores læge fortalte Aileen at hun var gravid. Vi ville gerne fortsætte som missionærer, men hvordan kunne vi det og samtidig opdrage et barn? Nathan H. Knorr, som dengang førte tilsyn med Jehovas Vidners virksomhed over hele jorden, skrev til os og opfordrede mig til at finde et arbejde så vi kunne blive i Singapore. Det var en enorm udfordring.

De fleste udlændinge var ansat som chefer i udenlandske firmaer. Jeg havde ikke nogen erfaring fra forretningsverdenen fordi jeg begyndte i heltidstjenesten efter endt skolegang omkring 23 år tidligere. Jeg betalte derfor et rekrutteringsbureau i London for at udfærdige et cv på baggrund af mit arbejde som ’præst’ i udlandet, og de sendte det videre til mange multinationale firmaer i Singapore.

Jeg blev ved med at få dette afslag: „Vi beklager at vi ikke har nogen stilling der svarer til Deres kvalifikationer.“ De betragtede mig som overkvalificeret! Månederne gik, og Judy blev født. Broder Knorr gæstede på det tidspunkt Singapore, og han tog hen og besøgte Judy og hendes mor på hospitalet. Han beroligede os med ordene: „I kan blive på missionærhjemmet så længe I behøver, indtil Bill finder et arbejde.“

Nogle få måneder senere fik jeg arbejde som sælger i et internationalt flyselskab. Vi kunne knap nok leve af lønnen. To år senere blev jeg ansat i et amerikansk flyselskab, der betalte mig det dobbelte af hvad jeg tidligere tjente. Med tiden fik jeg fodfæste inden for rejsebranchen, og jeg kunne bruge mere tid på min familie og min kristne tjeneste.

Vi byggede vores tilværelse op omkring tjenesten for Jehova ved at sætte de åndelige interesser først. Derved kunne jeg tage imod mange forrettigheder i organisationen. Aileen meldte sig som pioner igen. I mellemtiden havde arbejdet med at forkynde om Riget fremgang i Singapore. I midten af 1960’erne købte vi i centrum af byen en flot toetages bygning, der tjente som rigssal. Dér mødtes fire menigheder.

Arbejdet underlægges forbud!

Med tiden ventede vanskelige tider med forfølgelse forude. Den 14. januar 1972 tog vi hen til rigssalen for at overvære mødet, som vi plejede hver uge. Men der var sat en lænke med en hængelås på porten og opslået en meddelelse om at Jehovas Vidners menighed i Singapore var blevet slettet af det officielle register. Vores arbejde var blevet forbudt! *

 Lukningen af rigssalen standsede ikke vores tilbedelse af Jehova, men jeg var i tvivl om hvad Jehova ønskede at vores familie skulle gøre. Jeg nåede frem til at hvis vi nogen sinde blev udvist, ville vi ikke kunne vende tilbage og besøge vores venner i Singapore. Jeg spurgte derfor min chef om jeg kunne arbejde i Kuala Lumpur, Malaysia. I så fald kunne vores familie måske få lov til at rejse frem og tilbage uden problemer. Til min overraskelse tilbød han mig et job som chef for Kuala Lumpur-afdelingen, med det dobbelte i løn og andre personalegoder.

Bagefter spekulerede jeg på: ’Følger vi Guds vilje hvis vi flytter væk fra Singapore og vores brødre?’ Som familie lagde vi det frem for Jehova i bøn. Vi konkluderede at det var Jehova som havde sørget for at vi var kommet hertil. Jeg traf derfor den endelige beslutning — vi blev. Min chef var målløs over at jeg afslog hans fordelagtige tilbud.

Det var meget stressende at leve og arbejde under forbud fordi truslen om arrestation og fængsling hele tiden hang over hovedet på os. Der var situationer hvor vi virkelig erfarede betydningen af ordene i Salme 34:7: „Jehovas engel lejrer sig rundt om dem der frygter ham, og han redder dem.“

Et nyt distrikt

I 1993, efter at have tjent i over 46 år i Singapore, blev vi tilbudt at flytte til New Zealand, hvor vi kunne tjene under mindre stress og bekymring. Vi var selvfølgelig kede af at skulle forlade vores kære venner i Singapore, som vi var kommet til at holde meget af. Vi glædede os imidlertid over at deres tro var bygget på et solidt grundlag med ildbestandige materialer. Det har sat dem i stand til at klare de prøvelser de fortsat kommer ud for. — 1 Korinter 3:12-14.

Vi har nu været over 14 år i New Zealand, og Aileen og jeg er stadig glade for vores tjeneste som specialpionerer, trods vores høje alder. To af mine brødre — Mike på 94 og Peter på 90 — tjener stadig Jehova trofast i Canada.

I 1998 flyttede vores datter, Judy, tilbage til Østen, hvor hun tjente i flere år. I et af de breve hun sendte til os, skrev hun: „Jeg takker Jehova hver dag for den fantastiske forret det er at tjene her! I skal have tusind tak for jeres kærlige oplæring og de ofre I har bragt og fortsat bringer, så det kan lade sig gøre.“ I 2003 flyttede hun til New Zealand for at give Aileen og mig den hjælp vi havde brug for. *

Vi er Jehova taknemmelige for at vores omstændigheder tillod os at følge Mesterens anmodning om flere arbejdere til høsten. Det har givet os en ubeskrivelig glæde. Og når „verden forsvinder“, som Bibelen siger den gør, vil vi erfare opfyldelsen af Guds vidunderlige løfte: „Den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.

[Fodnoter]

[Illustration på side 29]

Joshua var det eneste Jehovas vidne i Singapore da vi ankom i 1947

[Illustration på side 29]

Med Dave Farmer i Hong Kong, på vej til Singapore, 1947

[Illustration på side 29]

Med Aileen, 1958

[Illustration på side 31]

Med vores datter, Judy

[Kildeangivelse på side 28]

Kimroy Photography

[Kildeangivelse på side 31]

Kimroy Photography