Brev fra Australien

’Jeg vil læse den ved lejrbålet i aften’

AUSTRALIENS afsidesliggende og tyndtbefolkede områder får en til at tænke på solsvedne ørkener, høje temperaturer og vidtstrakte uopdyrkede arealer. Og dog bor der i Australiens indre cirka 180.000 mennesker, hvilket er omkring 1 procent af landets befolkning.

Mine forældre, som er Jehovas Vidner, tog mig med ud at forkynde i sådanne afsidesliggende områder da jeg var dreng. De enorme vidder og den barske skønhed satte gang i min fantasi. Desuden kom jeg til at holde af de hårdføre, men afslappede indbyggere der boede sådanne steder. Nu da jeg har min egen familie, ville jeg gerne have at min kone og mine to børn på henholdsvis 10 og 12 år også skulle opleve det.

Vi planlægger turen

Allerførst satte vi os ned for at beregne omkostningerne. Hvor langt havde vi råd til at rejse? Hvor længe kunne vi blive væk? Et ægtepar og to heltidsforkyndere fra vores menighed tilbød at tage med os. Vi blev enige om at tage af sted midt på året i børnenes skoleferie. Så skrev vi til Jehovas Vidners afdelingskontor i Sydney for at få tildelt et distrikt. Vi blev bedt om at dække et afsidesliggende område nær Goondiwindi, en lille by cirka 400 kilometer vest for Brisbane, hvor vi bor.

Vi fandt ud af at der var en lille menighed af Jehovas Vidner i Goondiwindi, hvad der i høj grad bidrog til oplevelsen. At møde vores kristne trosfæller ville blive et af turens højdepunkter. Vi kontaktede menigheden for at fortælle at vi kom; og det begejstrede svar vi modtog, viste at forkynderne så frem til vores besøg.

Kort før vi tog af sted, mødtes vi med vores rejsefæller for at drøfte hvordan vi kunne præsentere den gode nyhed om Riget i dette isolerede distrikt. Vi ville især være opmærksomme på at respektere kulturen og skikkene hos de aboriginere vi eventuelt måtte møde. Nogle stammer betragter nemlig det sted de bor, som deres fælles eje. At komme brasende uden tilladelse ville være uhøfligt.

Vi ankommer til vores isolerede distrikt

Endelig oprandt den store dag. I to biler fyldt med passagerer og forsyninger kørte vi af sted mod det indre af landet. Landskabet skiftede fra opdyrkede marker til græssletter med enkelte eukalyptustræer hist og her. Den varme vintersol skinnede fra en skyfri himmel. Efter flere timer nåede vi Goondiwindi, og her tog vi  ind på en campingplads hvor vi havde lejet nogle hytter for natten.

Næste dag, søndag, var klar og solrig fra morgenstunden, perfekt vejr til forkyndelsen — om sommeren er temperaturen ofte over 40 grader. Vores første stop var et aboriginersamfund cirka 30 kilometer fra campingpladsen. Vi blev ledt hen til Jenny, en ældre gråhåret kvinde som var en af lederne i lokalsamfundet. Hun lyttede opmærksomt til vores bibelske præsentation og tog med glæde imod bogen Lyt til den store Lærer. * Så indbød hun os til at køre ind i området og forkynde for beboerne.

Børnene i området løb i forvejen for at melde vores ankomst. Alle vi mødte, lyttede respektfuldt til det vi havde at fortælle, og tog imod bibelsk læsestof. Snart var vi løbet tør for publikationer, og det var på tide at vende tilbage til byen for at overvære menighedens møde. Før vi tog af sted, lovede vi at komme igen for at besøge dem vi ikke havde fået talt med.

Den eftermiddag summede rigssalen af livlig snakken, og vi blev hurtigt gode venner med de lokale forkyndere. De 25 Jehovas Vidner i menigheden har trofast forkyndt Rigets budskab for de cirka 11.000 mennesker der bor spredt i et landområde på 30.000 kvadratkilometer.„Mange tak fordi I ville komme og hjælpe os,“ lød det taknemmeligt fra en forkynder. Efter et livligt møde fik vi alle noget at spise og drikke. Før vi gik i seng den aften, fodrede vi nogle pungræve som strejfede omkring på vores campingplads.

„Ved lejrbålet i aften“

De næste par dage besøgte vores to bilgrupper nogle afsidesliggende ejendomme der lå spredt langs grænsen mellem Queensland og New South Wales. Bevoksningen i de landlige områder bestod for størstedelen af tørt eukalyptuskrat afbrudt af flade, åbne græssletter, hvor får og kvæg græssede. Langs vejen så vi en hel del kænguruer, som virrede med ørerne når de opdagede os. I det fjerne spankulerede majestætiske emuer tværs over et støvet, indhegnet stykke land.

Tirsdag eftermiddag mødte vi en stor kvægflok som langsomt bevægede sig ned ad vejen. Lejede kvægdrivere har længe drevet kvæg gennem dette område, især i tørketider. Snart stødte vi på en kvægdriver til hest. Jeg holdt ind til siden, trådte ud af bilen og råbte ham an. Han besvarede min hilsen med: „G’day mate.“ Den ældre mand, som havde sin kvæghund med sig, stoppede op for at snakke.

Da vi havde sludret lidt om tørken, begyndte jeg at fortælle ham om Bibelens gode budskab. „Utroligt,“ udbrød han, „jeg har ikke hørt noget om Bibelen siden jeg var barn!“ Han mente at det var de religiøse ledere der var ansvarlige for verdens moralske forfald. Men han havde dyb respekt for Guds ord. Efter at vi havde haft en interessant bibelsk drøftelse, tilbød jeg ham bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? * Han tog ivrigt imod den, lagde den i sin skjortelomme og sagde: „Hvis den fortæller mig hvad Bibelen lærer, vil jeg læse den ved lejrbålet i aften.“

Vi vender næsen hjemad

Om aftenen fortalte vi vores trosfæller i rigssalen hvad vi havde oplevet. De lovede at besøge de interesserede vi havde talt med. Da mødet var slut, var det svært at sige farvel, for vi var virkelig kommet til at holde af menigheden. Vi følte os alle beriget af den gensidige åndelige opmuntring. — Romerne 1:12.

Næste dag rejste vi hjem. Vi snakkede om vores tur og var enige om at Jehova i rigt mål havde velsignet vores anstrengelser. Vi følte os åndeligt styrket. Da vi var kommet hjem, spurgte jeg børnene: „Hvor kunne I tænke jer at tage hen næste gang vi har ferie? Til bjergene?“ „Nej, far, lad os tage ud i et isoleret distrikt igen og forkynde,“ svarede de. Min kone tilføjede: „Ja, lad os gøre det. Det er den bedste ferie vi nogen sinde har haft.“

[Fodnoter]