Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når man mister en man holder af

Når man mister en man holder af

Når man mister en man holder af

Tirsdag den 17. juli 2007, omkring klokken syv om aftenen, skred et passagerfly ud af landingsbanen i Brasiliens travleste lufthavn midt inde i São Paulo. Flyet fortsatte hen over en befærdet vej og ramte en lager- bygning. Omkring 200 mistede livet ved ulykken.

DENNE flyulykke, der er blevet kaldt den værste i Brasiliens historie, vil for altid stå indprentet i hukommelsen hos dem der mistede en af deres kære. Det gjorde Claudete, som blev opmærksom på ulykken gennem fjernsynet. Hendes søn, Renato, var om bord på flyet. Han var kun 26 år og skulle giftes i oktober måned. Claudete forsøgte desperat at ringe ham op, men ingen svarede. Hun sank sammen på gulvet og græd fortvivlet.

I januar 1986 mistede Antje sin forlovede i en tragisk bilulykke. Da hun hørte hvad der var sket, gik hun i chok. „Min første reaktion var at jeg ikke troede på at det var sket. Jeg mente at det var en ond drøm, og at jeg pludselig ville vågne op og finde ud af at det ikke var sandt. Jeg skælvede og havde frygtelige smerter som om nogen havde slået mig i maven.“ Antje fik en depression der varede i tre år. Selvom der er gået mere end 20 år siden ulykken, kommer hun stadig til at ryste når hun tænker på det der skete.

Ord kan ikke beskrive de overvældende følelser af chok, vantro, lammelse og fortvivlelse som rammer dem der oplever et så tragisk og uventet tab. Men selv når døden ikke kommer helt uventet, som for eksempel efter et langt sygdomsforløb, kan man føle sig knuget af sorg. Ingen er jo fuldstændig forberedt på at miste en de holder af. I 2002 mistede Nanci sin mor efter lang tids sygdom. Alligevel sad Nanci i chok på hospitalsgulvet den dag hendes mor døde. Det var som om livet ikke længere havde nogen mening for hende. Der er nu gået over fem år, men hun græder stadig når hun tænker på sin mor.

„Folk kommer aldrig over et tab, de lærer blot at leve med det,“ siger dr. Holly G. Prigerson. Hvis du har mistet en du holder af, hvad enten det var uventet eller ej, tænker du måske: ’Er det normalt at sørge som jeg gør? Hvordan er det muligt at leve med tabet af en man holder af? Vil jeg nogen sinde få vedkommende at se igen?’ Den følgende artikel vil behandle disse og lignende spørgsmål som du måtte have.

[Kildeangivelse på side 3]

EVERTON DE FREITAS/​AFP/​Getty Images