Et brev fra Nicaragua

„Drej til højre ved floden Coco“

„DU FÅR brug for en vogn med firhjulstræk, et spil og ekstra benzin. Vær forberedt på at køre i mudder op til akslerne. Drej til højre ved floden Coco.“

Jeg skal indrømme at disse ord fra en ven der ligesom jeg er missionær, ikke ligefrem styrkede min selvtillid. Alligevel tog jeg en tirsdag morgen af sted for at overvære et kristent stævne i Wamblán, en lille by i det nordlige Nicaragua.

Ved daggry begyndte jeg rejsen i min gamle men robuste lastbil på Pan-American Highway. Da jeg nåede til byen Jinotega, kørte jeg ud ad en grusvej som lokalbefolkningen kalder feo, eller frygtelig. Inden jeg forlod byen, lagde jeg mærke til to butikker, den ene hed Guds Mirakel, og den anden hed Opstandelsen.

Vejen bugtede sig i bakker og dale, og jeg sneglede mig af sted gennem kløfterne. På min vej passerede jeg en aflang sø i en dalsænkning højt oppe på et bjerg dækket af skyer. Gennem tågen så jeg træer prydet med orkidéer og spansk mos.

I et skarpt sving undgik jeg med nød og næppe at støde ind i en modkørende bus der kom buldrende midt på vejen. Osende af sort røg drønede den forbi så stenene fløj til alle sider. Her i Nicaragua står den aggressive chaufførs øgenavn tydeligt skrevet på forruden af bussen: Erobreren, Skorpionen, Kvælerslangen eller Jægeren.

Ved middagstid krydsede jeg Pantasma-sletten, hvor jeg kørte forbi et træhus der lå på en ryddet jordlod. Sceneriet var som et billede taget ud af en gammel bog: En ældre mand sad på en bænk, en hund lå og sov under et træ, og to okser stod med et åg fastspændt til en kærre med træhjul. I en lille by så jeg en gruppe børn der kom ud fra en skole. De strømmede ud på hovedgaden i deres marineblå uniformer, som en bølge der rammer en øde strand.

Solen bagte da jeg nærmede mig Wiwilí og for første gang så floden Coco. Vandet fossede uafbrudt i denne flod som dominerede byen. Jeg huskede på de anvisninger jeg havde fået, og drejede til højre ad den frygtede 37 kilometer lange jordvej til Wamblán.

Jeg kørte hen over sten, gamle hjulspor og bakker og drønede gennem otte eller ni vandløb så vandet sprøjtede ud til alle sider. I forsøg på at undgå de dybe furer i den tørre ler lykkedes det mig at hvirvle så meget støv op at det  skabte en mindre sandstorm. Ja, jeg „spiste støvet“, som lokalbefolkningen ville sige. Endelig var vejen til ende, og dér, i en skyggefuld skovklædt dal, lå Wamblán, mit bestemmelsessted.

Næste dag lod alle til at være oppe klokken 4.30. Selv var jeg blevet vækket endnu tidligere af vedvarende hanegal og var stået op og gået ned ad hovedgaden. Bjergluften var fyldt med duften af tortillas bagt i stenovne.

Hist og her på murene sås farverige malerier der forestillede scener fra Paradiset. På skilte i de små pulperías, eller kiosker, blev der reklameret for diverse sodavand, og forskellige plakater mindede befolkningen om løfter som var blevet givet af de sidste tre regeringer. Der stod små skinnende toiletblikskure på betonfliser.

Jeg hilste på folk med den nicaraguanske hilsen Adiós. Folk smilede og talte venligt til mig. Vi fik os en lille sludder midt i larmen fra den lokale trafik — klip klap-lydene fra heste og muldyr.

Fredag aften begyndte familier at ankomme til todagesstævnet til fods, til hest eller med lastbil. Nogle af de små drenge og piger havde gået seks timer i plasticsandaler. De havde trodset landminer ved vadestederne og modigt trådt ud i floderne, selvom der er igler i det stille vand. Nogle af dem der kom fra fjerntliggende områder, havde taget lidt mad med til rejsen — ris krydret med svinefedt. Hvorfor var alle disse mennesker kommet?

De var kommet for at få styrket deres håb om en bedre fremtid, for at høre Bibelen forklaret og for at glæde Gud.

Så oprandt lørdagen. Under et bliktag sad over 300 tilhørere på træbænke og plasticstole. Mødre ammede deres spædbørn. Og fra nabogården kunne man høre gryntende svin og høje hanegal.

Temperaturen steg, og snart blev varmen næsten ulidelig. Alligevel lyttede tilhørerne opmærksomt til vejledningen og de gode råd der kom frem på programmet. De fulgte med når talerne læste noget fra Bibelen, de sang sange der handlede om bibelske emner, og de lyttede respektfuldt til de fælles bønner.

Efter programmet sluttede jeg mig til nogle af de andre og legede tagfat med børnene. Bagefter kiggede børnene og jeg i deres notater. Jeg viste dem billeder af stjerner og galakser på min computer. Børnene smilede, og forældrene var også glade.

Alt for hurtigt var stævnet forbi, og alle måtte vende hjemad. Jeg tog af sted næste morgen med hovedet fyldt af gode minder og hjertet fyldt af kærlighed til mine nye venner. Jeg er fast besluttet på at efterligne dem ved at lære at være tilfreds og tålmodigt vente på Gud.

[Illustrationer på side 17]

Mange familier havde rejst mange kilometer for at overvære stævnet i Wamblán