„Glem aldrig at forkynde fra hus til hus“

Fortalt af Jacob Neufeld

„Uanset hvad der sker, så glem aldrig at forkynde fra hus til hus.“ Disse ord genlød i mine ører mens jeg vandrede fem kilometer til den nærmeste landsby. Da jeg ankom, havde jeg ikke mod til at gå hen til det første hus. Efter at have kæmpet med mig selv gik jeg ind i skoven og bad indtrængende til Gud om at få mod til at forkynde. Det hjalp mig til at gå tilbage til den første dør og fremholde budskabet.

HVORFOR var jeg taget helt alene ud for at forkynde i denne landsby, der lå i et af Paraguays tørreste områder? Lad mig begynde med begyndelsen. Jeg blev født i november 1923 i en tysk mennonitisk koloni i den ukrainske landsby Kronstal. I slutningen af det 18. århundrede var nogle mennonitter udvandret fra Tyskland til Ukraine, og her fik de tilkendt mange rettigheder, deriblandt religionsfrihed (men ikke ret til at hverve proselytter), selvstyre og fritagelse for militærtjeneste.

Da kommunistpartiet kom til magten, blev alle disse rettigheder taget fra mennonitterne. I slutningen af 1920’erne blev nogle af deres store gårde omlagt til landbrugskollektiver. De der ikke samarbejdede med myndighederne, fik ingen mad, og enhver modstand blev brutalt nedkæmpet. I 1930’erne blev mange mænd, ofte om natten, ført bort af KGB (Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste), indtil der i mange landsbyer kun var ganske få mænd tilbage. Det var sådan jeg i 1938, i en alder af 14 år, mistede min far. Jeg hverken så eller hørte fra ham igen. To år senere blev også min ældre bror ført bort.

I 1941 var Ukraine besat af Hitlers tropper. Det betød at vi ikke længere var underlagt det kommunistiske regime. Men pludselig forsvandt otte jødiske familier der boede i vores landsby. Alle disse oplevelser efterlod mig med mange spørgsmål. Hvorfor skete disse ting?

Ærlighed redder mit liv

I 1943 trak de tyske tropper sig tilbage og tog de fleste tyske familier med sig — også de få familiemedlemmer jeg havde tilbage — så de kunne være med til at støtte krigen. På dette tidspunkt var jeg allerede blevet indkaldt og overført til den tyske organisation SS (Schutzstaffel, Hitlers elitekorps) i Rumænien. En lille hændelse dengang fik stor indflydelse på mit liv.

 Anføreren for min enhed ville se hvor ærlig jeg var. Han bad mig bringe sin uniform til rensning. I en af lommerne havde han lagt nogle penge som jeg fandt. Da jeg afleverede pengene til ham, sagde han at han ikke havde glemt noget i uniformen. Jeg holdt på at jeg havde fundet dem i en af hans lommer. Kort efter blev jeg udnævnt som hans assistent og sat til at udføre kontorarbejde, postere vagter og passe på de penge som vores enhed rådede over.

En nat tog den russiske hær hele enheden til fange bortset fra mig; jeg var blevet tilbage for at færdiggøre noget arbejde for anføreren. Så vidt jeg ved, var jeg den eneste der ikke blev taget til fange. Hvis ikke jeg havde været ærlig og fået tildelt denne særlige opgave, var jeg også blevet taget til fange.

Som følge af denne hændelse fik jeg i 1944 orlov på ubestemt tid. Jeg tog hjem for at besøge min mor. Mens jeg ventede på at få tildelt en ny opgave, gik jeg i lære som murer, en oplæring der kom mig til gode senere hen. I april 1945 rullede de amerikanske tropper ind i den by nær Magdeburg hvor vi boede. En måned senere sluttede krigen officielt. Vi var i live, og fremtiden tegnede sig lys.

En dag i juni hørte vi udråberen i byen bekendtgøre: „I går aftes drog de amerikanske tropper af sted, og klokken elleve her i formiddag ankommer de russiske tropper.“ Vi mistede helt modet, for dette betød at vi igen ville være fanget i en kommunistisk zone. Min fætter og jeg planlagde med det samme at flygte. Inden det blev midsommer, havde vi begivet os ind i den amerikanske zone. Med stort besvær og med fare for vores liv tog vi i november samme år tilbage til den russiske sektor og smuglede vores familier over grænsen.

„Lyt godt efter, og sammenlign“

Vi bosatte os i det tidligere Vesttyskland. Med tiden kom jeg til at holde meget af Bibelen. Om søndagen plejede jeg at gå ud i skoven for at læse i Bibelen, men det jeg læste, syntes så fremmedartet, noget der var fra en svunden tid. Jeg gik desuden til dåbsforberedelse hos mennonitterne. Jeg blev meget overrasket da jeg læste følgende i katekismen: „Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud.“ Bagefter fulgte spørgsmålet: „Er der tre guder?“ Svaret var anført nedenunder: „Nej, disse tre er én.“ Jeg spurgte præsten hvordan det var muligt. Han svarede: „Unge mand, man skal slet ikke tænke så dybt over den slags spørgsmål. Nogle har mistet forstanden efter at have grublet for meget over det.“ I det øjeblik besluttede jeg at jeg ikke ville døbes.

Nogle dage senere hørte jeg en fremmed tale med min kusine. Af nysgerrighed blandede jeg mig i samtalen og stillede et par spørgsmål. På det tidspunkt vidste jeg ikke at den fremmede var Erich Nikolaizig, der havde siddet i koncentrationslejren Wewelsburg. Han spurgte om jeg kunne tænke mig at forstå Bibelen. Da jeg svarede ja, forsikrede han mig om at han ville underbygge alt hvad han lærte mig, ved hjælp af min egen bibel.

Efter at Erich havde besøgt mig blot nogle få gange, inviterede han mig til et områdestævne som Jehovas Vidner afholdt, vist nok et af de første efter krigen. Det jeg oplevede, gjorde stort indtryk på mig, og jeg skrev hvert eneste skriftsted ned som talerne læste eller henviste til. Inden længe blev jeg klar over at det at lære Bibelen at kende er forbundet med et vist ansvar, så jeg holdt op med at læse Bibelen sammen med Erich. Jeg havde også svært ved at forstå at der kun kan være én sand tro. Da Erich fornemmede at jeg var besluttet på at vende tilbage til min kirke, gav han mig dette råd: „Lyt godt efter, og sammenlign.“

Efter blot to besøg hos præsterne i min kirke forstod jeg at de ikke vidste hvad de talte  om, og at de overhovedet ikke havde sandheden. Jeg skrev til adskillige præster og stillede dem bibelske spørgsmål. En svarede tilbage: „De har slet ikke ret til at undersøge Skrifterne, for De er ikke født på ny.“

En ung kvinde som jeg kom sammen med, tvang mig til at træffe et svært valg. Hun tilhørte en sekt af genfødte mennonitter. Hendes familie, som hadede Jehovas Vidner, udsatte hende for et stort pres, og til sidst bukkede hun under for det. Hun sagde at hvis jeg ikke glemte alt om denne nye tro, ville hun ikke længere se mig. Nu havde jeg efterhånden en så klar forståelse af sandheden at jeg vidste hvad der var det rigtige at gøre — jeg holdt op med at komme sammen med hende.

Kort efter besøgte Erich mig igen. Han fortalte mig at der var planlagt dåb den næste uge, og spurgte om jeg gerne ville døbes. Jeg var nået frem til at det Jehovas Vidner forkyndte, var sandt, og jeg ønskede at tjene Jehova Gud. Så jeg fulgte Erichs opfordring og blev døbt i et badekar i maj 1948.

Kort efter at jeg var blevet døbt, besluttede min familie at udvandre til Paraguay i Sydamerika, og mor bønfaldt mig om at tage med. Jeg var noget modvillig, for jeg havde brug for mere bibelkundskab og oplæring. Under et besøg på Jehovas Vidners afdelingskontor i Wiesbaden mødte jeg August Peters. Han mindede mig om at det var mit ansvar at sørge for min familie. Han kom også med denne formaning: „Uanset hvad der sker, så glem aldrig at forkynde fra hus til hus. Hvis du glemmer det, vil du være som enhver anden i kristenhedens trossamfund.“ Lige siden har jeg anerkendt vigtigheden af  det råd og behovet for at forkynde „fra hus til hus“, eller fra dør til dør. — Apostelgerninger 20:20, 21.

En „falsk profet“ i Paraguay

Kort efter min samtale med August Peters gik min familie og jeg om bord på et skib der sejlede til Sydamerika. Vi slog os ned i en mennonitkoloni i Gran Chaco-området i Paraguay. To uger efter at vi var ankommet, begav jeg mig helt alene af sted på den førnævnte vanskelige tur til en nabolandsby for at forkynde. Der opstod meget hurtigt det rygte at der var en falsk profet blandt de nyankomne.

Nu fik jeg stor gavn af min oplæring som murer. Hver eneste familie der ankom til kolonien, havde brug for et hus. Man byggede husene af soltørrede lersten og tækkede dem med strå. I det næste halve år var der stor efterspørgsel efter min arbejdskraft, og det gav mig mange lejligheder til at forkynde uformelt. Folk var høflige, men alle var glade for at slippe af med mig så snart deres fire vægge stod færdige.

I mellemtiden ankom der skibe med flere mennonitter som var flygtet fra Tyskland. Blandt dem var en ung kvinde, Katerina Schellenberg, som havde haft lidt kontakt med Jehovas Vidner, og som næsten med det samme havde forstået at det hun lærte, var sandheden. Selvom hun endnu ikke var blevet døbt, fortalte hun de andre passagerer på skibet at hun var et af Jehovas Vidner. Af den grund blev hun nægtet adgang til den tyske koloni. Hun blev efterladt alene i Asunción, hovedstaden i Paraguay. Her fandt hun arbejde som tjenestepige, lærte spansk, opsøgte Vidnerne og blev døbt. I oktober 1950 blev jeg gift med denne modige kvinde. Hun har vist sig at være en fantastisk støtte og hjælp for mig i årenes løb.

På ganske kort tid fik jeg sparet tilstrækkelig sammen til at kunne købe en hestevogn og to heste. Jeg brugte dem i forkyndelsesarbejdet, idet jeg aldrig glemte det råd jeg fik af broder Peters. Min søster var på dette tidspunkt også blevet et Jehovas vidne, og hun sluttede sig til os. Ofte stod vi op klokken fire om morgenen og kørte i fire timer, forkyndte i to eller tre timer, og vendte så hjem igen.

Jeg havde læst i vores publikationer at der blev holdt offentlige foredrag, så jeg sørgede for at arrangere et. Jeg havde aldrig overværet et menighedsmøde i Tyskland. Derfor gættede jeg mig til hvordan det skulle gøres, og talte om Guds rige. Otte personer overværede mødet, og det blev for meget for præsterne i mennonit-kirken. De organiserede en kampagne for at indsamle alle de bibelske publikationer vi havde delt ud, og gav folk besked på aldrig at hilse på os igen.

Bagefter blev jeg indkaldt til et møde med koloniens administrative ledelse, og i flere timer blev jeg udspurgt af administratoren og to præster fra Canada som var på besøg. Til sidst sagde den ene af dem: „Unge mand, De kan tro hvad De vil. Blot må De love ikke at tale med nogen om Deres tro.“ Det kunne jeg ikke gå med til. De bad mig derfor om at forlade kolonien, for de ønskede ikke at have en „falsk profet“ blandt de „trofaste brødre“. Da jeg nægtede at flytte, tilbød de at betale transportudgifterne for hele familien. Men jeg lod mig ikke rokke og nægtede at forlade kolonien.

Den sommer, i 1953, tog jeg til et områdestævne i Asunción, hvor jeg talte med Nathan Knorr fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Han foreslog at jeg flyttede til hovedstaden og arbejdede sammen med den lille gruppe missionærer som var  sendt dertil, især fordi vores forkyndelse i mennonit-kolonien havde båret så lidt frugt.

Vi sætter Guds rige først

Der var kun omkring 35 Jehovas Vidner i hele Paraguay på det tidspunkt. Jeg drøftede sagen igennem med min kone, og selvom hun ikke brød sig om tanken om at flytte til en storby, var hun villig til at begynde på en frisk. I 1954 byggede Katerina og jeg et murstenshus i vores fritid. Vi gik ikke glip af et eneste møde, og vi talte altid med folk om Bibelen i weekenderne.

En af mine opgaver var at følges med kredstilsynsmanden, en rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner, for at tolke for ham når han besøgte nogle af de tysktalende kolonier i Paraguay. Den sværeste opgave jeg nogen sinde har fået, var nok da jeg for første gang skulle tolke et foredrag fra spansk til tysk, for jeg kunne ikke ret meget spansk.

Min kones helbred gjorde det nødvendigt for os at flytte til Canada i 1957. I 1963 flyttede vi til USA. Hvor end vi har været, har vi altid prøvet at sætte Guds riges interesser på førstepladsen i vores liv. (Mattæus 6:33) Jeg er Jehova Gud meget taknemmelig for at han gav mig mulighed for at lære sandheden fra hans ord, Bibelen, at kende da jeg stadig var en ung mand. Den åndelige oplæring jeg modtog, har hjulpet mig i mange situationer i livet.

Det har været et stort privilegium at hjælpe andre til at lære Bibelens vidunderlige sandheder at kende, sandheder som har givet mig megen trøst. Jeg glæder mig usigeligt over at alle mine børn og børnebørn fra de var ganske små, har haft gavn af den oplæring de har fået fra Bibelen. De har alle fulgt det råd som broder Peters gav mig for mange år siden: „Uanset hvad der sker, så glem aldrig at forkynde fra hus til hus.“

[Tekstcitat på side 22]

Jeg glæder mig usigeligt over at alle mine børn og børnebørn fra de var ganske små, har haft gavn af den oplæring de har fået fra Bibelen

[Illustrationer på side 21]

Katerina og jeg kort inden vi blev gift i 1950

[Illustration på side 21]

Sammen med vores første barn ved vores hjem i Paraguay, 1952

[Illustration på side 23]

Sammen med min familie i dag

[Kildeangivelse]

Foto: Keith Trammel © 2000

[Kildeangivelse på side 23]

Foto: Keith Trammel © 2000