Læsere spørger

Hvorfor bruge Guds navn når udtalen er usikker?

Ingen i dag ved nøjagtig hvordan Guds navn blev udtalt på oldhebraisk. Ikke desto mindre forekommer Guds personlige navn omkring 7000 gange i Bibelens grundtekst. Jesus gjorde Guds navn kendt mens han var på jorden, og han lærte sine disciple at bede om at Guds navn måtte blive helliget. (Mattæus 6:9; Johannes 17:6) Én ting står derfor klart — kristne betragter det som meget vigtigt at anvende Guds navn. Men hvorfor er der i dag uvished om hvordan navnet oprindelig blev udtalt? Det er der især to grunde til.

For det første opstod der for cirka to tusind år siden en overtroisk tradition blandt jøderne ifølge hvilken det var forkert at udtale Guds navn. Når en læser stødte på navnet i den bibelske tekst, sagde han derfor i stedet ordet for „Herren“. På denne måde undlod man i mange århundreder at bruge Guds navn, og den korrekte udtale gik efterhånden i glemme.

En anden grund der kan nævnes, er at oldhebraisk blev skrevet uden vokaler, næsten ligesom visse forkortelser på dansk og andre sprog. I oplæsningen af en skreven tekst indføjede læseren vokallydene efter hukommelsen. Med tiden blev der opfundet et system som forhindrede at udtalen af hebraiske ord helt blev glemt. I den hebraiske bibel blev der føjet vokalpunkter til hvert ord. Ved Guds navn blev der imidlertid enten indføjet vokalpunkter for ordet ’Herren’, for at minde læseren om at udtale dette ord i stedet for Guds navn, eller vokalpunkterne blev helt udeladt.

Det der altså overlevede, var de fire konsonanter kaldet „tetragrammet“, en betegnelse der i Den Store Danske Encyklopædi defineres sådan: „Guds navn, som i den hebraiske Bibel skrives med fire konsonanter svarende til JHVH.“ Det er let at se hvordan JHVH, efter tilføjelsen af vokaltegn og vokallyde, kan blive til navnet „Jehova“, den form af navnet som er mest kendt og brugt på dansk.

Nogle lærde mener dog at navnet bør udtales „Jahve“. Ligger denne udtale tættere på den oprindelige? Det kan ingen vide med sikkerhed. Faktisk argumenterer andre lærde imod at udtale navnet på denne måde. I virkeligheden er der sikkert ingen af de bibelske navne der på de sprog man taler i dag, udtales som de oprindelig blev udtalt på hebraisk, og det har de fleste det fint med. Disse navne er nemlig blevet en naturlig del af nutidssproget, og de fleste er bekendt med dem. Det samme gælder navnet Jehova.

De kristne i det første århundrede blev kaldt ’et folk for Guds navn’. De forkyndte dette navn for andre og tilskyndede dem til at påkalde det. (Apostelgerninger 2:21; 15:14; Romerne 10:13-15) Der er ingen tvivl om at Gud betragter det som vigtigt at vi, uanset hvilket sprog vi taler, bruger hans navn, forstår betydningen af det og lever i overensstemmelse med alt hvad dette navn står for.

[Tekstcitat på side 31]

Guds personlige navn forekommer omkring 7000 gange i Bibelens grundtekst