Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Bliv Guds efterlignere’

’Bliv Guds efterlignere’

Kom nær til Gud

’Bliv Guds efterlignere’

Efeserne 4:32–5:2

VENLIGHED. Medfølelse. Tilgivelse. Kærlighed. Desværre er det ikke så ofte man ser folk lægge sådanne egenskaber for dagen. Hvordan har du det med det? Har du nogen sinde følt at de anstrengelser du gør dig for at opdyrke sådanne gode egenskaber, er dømt til at mislykkes? Den der erkender sine egne begrænsninger, vil måske hævde at det på grund af indgroede dårlige vaner eller smertelige oplevelser fra fortiden er umuligt at gøre det. Men Bibelen indeholder denne opmuntrende sandhed — vor Skaber ved at vi har det potentiale der skal til for at fremelske positive egenskaber.

Guds ord giver sande kristne denne tilskyndelse: „Bliv derfor Guds efterlignere.“ (Efeserne 5:1) Disse ord er et bemærkelsesværdigt udtryk for hvor stor tillid Gud nærer til sine tjenere. Hvorfor? Jo, Jehova skabte menneskene i sit billede, så de ligner ham. (1 Mosebog 1:26, 27) Han udstyrede dem med egenskaber der ligner hans. * Når Bibelen opfordrer kristne til at ’blive Guds efterlignere’, er det som om Jehova selv siger til dem: ’Jeg har tillid til jer. Jeg ved at I til trods for jeres ufuldkommenheder til en vis grad er i stand til at efterligne mig.’

Hvilke egenskaber har Gud som vi kan efterligne? Det fremgår af de omkringstående vers. Bemærk at et af de første ord Paulus bruger i sin tilskyndelse til at efterligne Gud, er ordet „derfor“. Dette ord viser tilbage til det foregående vers, der taler om venlighed, inderlig medfølelse og tilgivelse. (Efeserne 4:32; 5:1) I verset efter opfordringen til at efterligne Gud tilskynder Paulus så de kristne til at leve et liv der er kendetegnet af uselvisk kærlighed. (Efeserne 5:2) Med hensyn til at vise venlighed, inderlig medfølelse, kærlighed og frit at tilgive andre, har vi det største eksempel — Jehova Gud — som vi kan efterligne.

Hvorfor bør vi ønske at være ligesom Gud? Læg mærke til den stærke motivation der ligger i Paulus’ ord: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.Er det ikke en rørende tanke? Jehova betragter dem der tjener ham, som sine højtelskede børn. Som en lille dreng der prøver at være ligesom sin far, prøver sande kristne så godt de kan, at være ligesom deres himmelske Fader.

Jehova tvinger ikke nogen til at efterligne ham. Han har tværtimod vist at han værdsætter os ved at give os en fri vilje. Det er derfor op til en selv om man vil efterligne Gud eller ej. (5 Mosebog 30:19, 20) Glem dog aldrig at du har det potentiale der skal til for at vise de samme egenskaber som Gud besidder. For at kunne efterligne Gud må man naturligvis først lære ham at kende. Bibelen kan hjælpe dig til at lære alt om Guds egenskaber og normer. Millioner har følt sig draget til Gud på grund af hans enestående personlighed og er derfor blevet hans efterlignere.

[Fodnote]

^ par. 2 Ordene i Kolossenserbrevet 3:9, 10 viser at det at blive skabt i Guds billede har noget at gøre med karaktertræk. De der ønsker at glæde Gud, bliver opfordret til at iføre sig „den nye personlighed, som . . . fornys efter billedet af ham [Gud] som skabte den“.