Hvordan man kan være en god far
Hvordan man kan være en god far
„I fædre, gør ikke jeres børn bitre, ellers vil de blive modløse.“ — Kolossenserne 3:21, The Holy Bible — New International Version.
HVAD kan en far gøre for at hans børn ikke bliver bitre? Det er vigtigt at han forstår betydningen af den opgave han har som far. Et tidsskrift om mental sundhed siger: „En far kan på en ganske særlig og kompleks måde øve en afgørende indflydelse på børnenes følelsesmæssige og forstandsmæssige udvikling.“
Hvilken rolle har en far? I mange familier opfatter man ofte faderen som den der straffer børnene. Hvor mange mødre har ikke sagt til et uartigt barn: ’Du kan bare vente dig til far kommer hjem!’ Det er naturligvis rigtigt at børn har brug for at blive irettesat i passende omfang og at blive opdraget med en vis fasthed hvis de skal blive velfungerende voksne. Der skal dog mere til for at være en god far.
Desværre har ikke alle fædre haft et godt eksempel at se hen til. Nogle mænd er vokset op uden en far i hjemmet. Andre mænd er blevet opdraget af en hård og streng far, og de er derfor tilbøjelige til at behandle deres børn på samme måde. Hvordan kan en far med en sådan baggrund bryde denne onde cirkel og blive en bedre far?
I Bibelen findes der gode og pålidelige råd om hvordan man kan være en god far. Den indeholder de bedste råd der findes om familielivet. Dens vejledning er desuden praktisk anvendelig, og det vil aldrig skade os at følge den. Bibelens forfatter er Jehova Gud, der har indstiftet familieordningen, og vejledningen i Bibelen afspejler den visdom som han besidder. (Efeserne 3:14, 15) Hvis du er far, gør du klogt i at overveje hvad Bibelen har at sige om det at tage sig af børn. *
At være en god far har ikke blot betydning for dine børns fysiske og følelsesmæssige trivsel, men også for deres åndelige trivsel. Ja, et barn der har et kærligt og nært forhold til sin far, kan have lettere ved at opdyrke et nært og fortroligt forhold til Gud. Bibelen viser jo at Jehova, som har skabt os, i en vis forstand er en Fader for os. (Esajas 64:8) Lad os nu se nærmere på seks områder hvor en far må give sine børn det de har brug for. Der vil i hvert eneste tilfælde blive peget på at en far kan dække børnenes behov ved at følge Bibelens principper.
1 Børn har brug for deres fars kærlighed
Jehova er det fuldkomne eksempel med hensyn til at være Fader. Bibelen siger om Guds følelser for Jesus, hans førstefødte søn: „Faderen elsker Sønnen.“ (Johannes 3:35; Kolossenserne 1:15) Jehova gav ved mere end en lejlighed udtryk for at han anerkendte og elskede sin søn. Da Jesus blev døbt, talte Jehova fra himmelen og sagde: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ (Lukas 3:22) Jesus var aldrig i tvivl om at hans Fader elskede ham. Hvad kan du som far lære af Guds eksempel?
Du må aldrig være tilbageholdende med at fortælle dine børn at du elsker dem. Kelvin, der har fem børn, siger: „Jeg har altid forsøgt at gøre det klart for mine børn at jeg elsker dem, ikke blot ved at sige det til dem, men også ved at vise hver enkelt af dem personlig interesse. Jeg tog min tørn med at skifte bleer på dem og bade dem.“ Dine børn har desuden brug for at vide at de har din anerkendelse. Undlad derfor at være alt for kritisk over for dem og hele tiden at sætte dem på plads. Vær hellere rundhåndet med at rose. Donizete, som har to teenagedøtre, giver dette råd: „En far bør være på udkig efter lejligheder til at rose sine børn.“ Når dine børn ved at de har din anerkendelse, kan det give dem et sundt selvværd, som kan hjælpe dem til at få et nærmere forhold til Gud.
2 Børn har brug for et godt eksempel
Jesus kan ’kun gøre hvad han ser Faderen gøre,’ står der i Johannes 5:19. Læg mærke til at skriftstedet siger at Jesus gjorde det han så Faderen „gøre“. Børn gør ofte det samme. Hvis en far for eksempel behandler sin kone værdigt og med respekt, vil sønnen sandsynligvis som voksen behandle kvinder på samme måde. Ikke blot drenges indstilling, men også pigers indstilling bliver påvirket af deres fars eksempel, et eksempel der kan øve indflydelse på pigernes syn på mænd.
Har dine børn svært ved at sige undskyld? Også i denne forbindelse har eksemplets magt stor betydning. Kelvin kan huske engang da to af hans drenge ødelagde et dyrt kamera. Han blev hidsig og slog så hårdt i et træbord at det gik midt over. Bagefter var Kelvin ked af det der var sket, og undskyldte over for alle, også sin kone, at han havde mistet besindelsen. Han er overbevist om at hans undskyldning havde en god indvirkning på børnene, for de har ikke svært ved at sige undskyld.
3 Børn har brug for at vokse op under lykkelige forhold
Jehova er en ’lykkelig Gud’. (1 Timoteus 1:11) Ikke overraskende gav det hans søn, Jesus, stor glæde at være sammen med sin Fader. Ordsprogene 8:30 kaster lys over forholdet mellem Jesus og hans Fader: „Jeg [var] hos ham [Faderen] som værkmester; . . . Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt.“ Der var virkelig et nært forhold mellem Fader og Søn!
Dine børn har brug for at vokse op under lykkelige forhold. Hvis du tager dig tid til at lege med dem, kan det medvirke til at skabe sådanne forhold. Forældre og børn knyttes lettere til hinanden når de leger sammen. Det kan Felix bekræfte. Han har en teenagesøn og siger: „Jeg sætter tid af til at være sammen med min søn i fritiden, og det har betydet meget for vores forhold til hinanden. Vi spiller spil, er sammen med venner og besøger interessante steder. Det har styrket samhørigheden i familien.“
4 Børn har brug for åndelige værdier
Jesus blev undervist af sin Fader, og han kunne derfor sige: „Netop de ting jeg har hørt fra ham [Faderen], taler jeg i verden.“ (Johannes 8:26) En far er i Guds øjne ansvarlig for at give sine børn moralsk og åndelig oplæring. En af dine ansvarsopgaver som far er at indprente de rette principper i dine børns hjerte. En sådan undervisning bør begynde tidligt i livet. (2 Timoteus 3:14, 15) Felix læste spændende bibelhistorier for sin søn da han endnu var lille, for eksempel dem der findes i Min bibelhistoriebog, * som indeholder farverige illustrationer. Efterhånden som hans søn blev ældre, benyttede Felix andre bibelske publikationer der passede til sønnens alder.
Donizete siger: „Det er en stor udfordring at gøre familiestudiet hyggeligt. Det er vigtigt at forældrene viser at de holder af åndelige aktiviteter, for børn lægger hurtigt mærke til hvis forældre ikke selv gør det de beder børnene om.“ Carlos, som har tre sønner, siger: „En gang om ugen mødes vi i familien for at tale om aktuelle behov. Alle har mulighed for at vælge et emne der vil blive taget op til drøftelse.“ Kelvin har altid søgt at tale med sine børn om Gud uanset hvor de opholdt sig, og hvad de foretog sig. Det minder os om Moses’ udtalelse: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op“. — 5 Mosebog 6:6, 7.
5 Børn har brug for opdragelse og vejledning
Børn har brug for at blive opdraget så de kan blive ansvarsfulde og arbejdsomme voksne. Nogle forældre tror åbenbart at det er nødvendigt at bruge hårdhændede midler i opdragelsen, for eksempel barske trusler eller nedgørende fornærmelser. Men Bibelen siger ikke at forældre skal være grove i opdragelsen af deres børn. Tværtimod skal de, ligesom Jehova, opdrage deres børn i kærlighed. (Hebræerne 12:4-11) Bibelen siger: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4.
Fra tid til anden kan det være nødvendigt at give en eller anden form for straf. Et barn skal dog forstå hvorfor det bliver straffet af forældrene. Det må aldrig føle sig forkastet. Bibelen anbefaler imidlertid ikke at forældre giver et barn prygl, som jo kan skade det. (Ordsprogene 16:32) Kelvin siger: „Når jeg har haft brug for at irettesætte mine børn for noget alvorligt, har jeg altid søgt at få dem til at forstå at jeg gjorde det fordi jeg elskede dem.“
6 Børn har brug for at blive beskyttet
Børn har brug for at blive beskyttet mod farlig påvirkning og en potentiel skadelig omgangskreds. Der findes desværre „onde mennesker“ i denne verden som er opsatte på at udnytte uskyldige børn. (2 Timoteus 3:1-5, 13) Hvordan kan du beskytte dine børn? Bibelen giver dette vise råd: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ (Ordsprogene 22:3) For at beskytte dine børn mod ulykke må du være opmærksom på farerne. Forudse hvilke situationer der kan skabe problemer, og tag de nødvendige forholdsregler. Hvis du for eksempel giver dine børn lov til at benytte internettet, må du sikre dig at de ved hvordan de kan bruge det på en forsvarlig måde. Det vil ofte være bedst at computeren står et sted hvor du let kan holde øje med børnenes brug af internettet.
En far må forberede sine børn på de farer de kan møde i denne verden hvor nogle kan finde på at misbruge børn. Ved dine børn hvad de skal gøre hvis nogle forsøger at krænke dem når du ikke er til stede? * Dine børn har brug for at vide hvad deres kønsorganer må bruges til, og hvad de ikke må bruges til. Kelvin siger: „Jeg har aldrig overladt det til andre at give mine børn sådanne oplysninger, ikke engang deres lærere. Jeg følte at det var mit personlige ansvar at fortælle mine børn om emner som sex og børnemisbrugere.“ Alle hans børn er kommet sikkert gennem barndommen og er nu lykkeligt gift.
Søg Guds hjælp
Den største gave en far kan give sine børn, er at hjælpe dem til at få et stærkt forhold til Gud. Faderens eksempel har i den forbindelse stor betydning. Donizete siger: „Fædre må vise hvor meget de værdsætter deres eget forhold til Gud. Det bør især være tydeligt når de står over for problemer og vanskeligheder. I sådanne situationer viser faderen hvor meget han stoler på Jehova. At bede sammen som familie, hvor man gentagne gange siger tak til Gud for hans godhed, vil lære børnene hvor vigtigt det er at have Gud som deres ven.“
Hvad er hemmeligheden ved at være en god far? Søg hjælp hos ham der ved hvordan man bedst tager sig af børn — Jehova Gud. Hvis du benytter Guds ords vejledning i opdragelsen af dine børn, vil du højst sandsynligt opleve det der er beskrevet i Ordsprogene 22:6: „Han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“
[Fodnoter]
^ par. 6 Mange af de bibelske råd i denne artikel tager først og fremmest sigte på at belyse faderens rolle, men også mødre kan anvende mange af principperne.
^ par. 18 Udgivet af Jehovas Vidner.
^ par. 25 Yderligere oplysninger om hvordan man kan beskytte børn mod at blive misbrugt seksuelt, findes i Vågn op! for oktober 2007, side 3-11, udgivet af Jehovas Vidner.
[Illustration på side 19]
En far må være et godt eksempel for sine børn
[Illustration på side 20]
En far må dække sine børns åndelige behov
[Illustration på side 21]
Børn har brug for kærlig opdragelse