Hvordan troen hjalp mig da tragedierne ramte

Fortalt af Soledad Castillo

Flere gange i mit liv kunne jeg være bukket helt under for ensomhed. Men det skete ikke. Da jeg var 34, mistede jeg min kære mand, og seks år efter døde min far. Otte måneder senere fik jeg at vide at min søn led af en livstruende sygdom.

MIT navn er Soledad — det spanske ord for „ensomhed“. Og dog har jeg aldrig følt mig helt alene. Det kan synes mærkeligt når man tænker på hvad jeg har været ude for. Jeg har altid følt mig overbevist om at Jehova Gud var hos mig og ’greb min hånd og hjalp mig så jeg ikke blev bange’. (Esajas 41:13) Lad mig fortælle hvordan jeg er kommet igennem mine personlige tragedier, og hvordan de har draget mig nærmere til Jehova.

En god barndom uden store problemer

Jeg blev født i Barcelona i Spanien den 3. maj 1961 som eneste barn af mine forældre, José og Soledad. Da jeg var ni år, lærte min mor sandheden fra Guds ord at kende. Hun havde søgt svar på de spørgsmål hun havde om Gud, men kirken kunne ikke stille hende tilfreds. En dag kom to af Jehovas Vidner på besøg, og de besvarede alle min mors spørgsmål ud fra Bibelen. Hun tog med glæde imod et bibelstudium.

På ganske kort tid blev min mor et døbt Jehovas vidne, og nogle få år senere tog min far det samme skridt. Eliana, der havde studeret med min mor, lagde hurtigt mærke til at også jeg var levende interesseret i Guds ord. Selvom jeg ikke var ret gammel, foreslog Eliana at jeg fik mit eget bibelstudium. Takket være hendes hjælp og opmuntring fra min mor blev jeg døbt da jeg var 13 år.

I mine teenageår bad jeg ofte til Jehova, især hvis jeg skulle træffe beslutninger. Men jeg kan nu ikke sige at der var mange problemer mens jeg voksede op. Jeg havde mange gode venner i menigheden, og jeg havde et nært forhold til min far og mor. I 1982 blev jeg gift med Felipe, et Jehovas vidne der havde samme åndelige mål som jeg.

Vi opdrager vores søn til at elske Jehova

Fem år senere fødte jeg et barn, en skøn dreng som vi gav navnet Saúl. Felipe og jeg var lykkelige for at få et barn. Vi håbede at Saúl ville blive sund og fornuftig og komme til at elske Gud. Vi tilbragte megen tid med ham, talte med ham om Jehova, spiste sammen, gik ture i parken og legede med ham. Saúl elskede at følges med Felipe i forkyndelsesarbejdet, hvor vi gav andre del i Bibelens  budskab. Han fik snart en andel i det; Felipe lærte ham at ringe på dørklokker og tilbyde folk en traktat.

Drengen var modtagelig for vores kærlighed og opdragelse. Som seksårig var han regelmæssigt med os ude at forkynde. Han elskede at høre beretninger fra Bibelen og glædede sig altid til familiens bibelstudium. Da han kom i skole, begyndte han snart at træffe sine egne fornuftige valg ud fra det han vidste fra Bibelen.

Men da Saúl var syv år, skete der en omvæltning, idet min mand, Felipe, fik en virusinfektion i lungerne. I 11 måneder kæmpede han mod sygdommen, kunne ikke arbejde og måtte ofte blive i sengen. Det endte med at han bukkede under og døde, kun 36 år gammel.

Jeg begynder stadig at græde når jeg tænker på det svære år. Jeg så til mens min mand lidt efter lidt tabte kampen mod et virus, og der var intet jeg kunne stille op. Samtidig prøvede jeg hele tiden at opmuntre ham, men i mit indre mærkede jeg hvordan mine forhåbninger og planer gik til grunde. Når vi ikke kunne komme til de kristne møder, læste jeg bibelske artikler højt for Felipe; det styrkede os. Da han døde, var det som om en dyne af tomhed lagde sig over mig.

Men Jehova holdt mig oppe. Hele tiden bad jeg om hans ånd. Jeg takkede ham for de skønne år Felipe og jeg havde haft sammen, og for håbet om at jeg kommer til at se ham igen i opstandelsen. Jeg bad Gud om at hjælpe mig til at finde glæde ved mindet om det min mand og jeg havde haft sammen, og give mig visdom til at opdrage vores søn som en sand kristen. Midt i al sorgen følte jeg trøst.

Mine forældre og vennerne i menigheden gav mig stor støtte. Men det var jo alligevel op til mig at studere Bibelen med Saúl og lære ham hvordan man skal tjene Jehova. Et sted hvor jeg tidligere havde arbejdet, fik jeg tilbud om et godt kontorjob; men jeg foretrak at tage noget rengøringsarbejde fordi jeg på den måde kunne være mere sammen med Saúl og være hjemme når han kom fra skole.

Der var et skriftsted der mindede mig om hvor vigtig den åndelige oplæring er: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) De ord styrkede mit håb om at hvis jeg gjorde mit bedste for at formidle de åndelige værdier til Saúl, så ville Jehova lægge sin velsignelse til. Jeg måtte bringe nogle økonomiske ofre, men det var nødvendigt for mig at bruge tid sammen med min søn, og det betød mere for mig end det materielle.

Da Saúl var 14 år, døde min far. Det var særlig hårdt for Saúl, for da hans morfar døde, vendte sorgen over hans egen fars død tilbage til ham. Min far havde også været et godt eksempel i kærlighed til Jehova. Da vi havde mistet ham, nåede Saúl til den slutning at han var den eneste „mand“ som var tilbage i  familien, og nu måtte han tage vare på sin mor og sin mormor.

Til kamp mod leukæmi

Otte måneder efter at min far var død, sagde vores praktiserende læge til mig at Saúl måtte hen på det lokale hospital for at blive undersøgt. Han led af ekstrem træthed. Der blev taget en række prøver, og lægerne meddelte mig at Saúl havde leukæmi. *

De næste to og et halvt år måtte han ind og ud af hospitaler mens han både måtte slås med kræften og med den kemoterapi han fik imod kræften. Med den første behandling, som varede i et halvt år, lykkedes det at holde sygdommen nede i det næste halvandet år. Men så vendte kræften tilbage. Saúl fik en lidt kortere kur med kemoterapi, men den svækkede ham alvorligt. Sygdommen blev kun kortvarigt slået tilbage, og Saúl ville ikke kunne klare en tredje omgang kemoterapi. Han havde allerede indviet sit liv til Gud og besluttet at han ville døbes som et af Jehovas Vidner, men kort efter at han var fyldt 17, døde han.

Lægerne anbefaler ofte blodtransfusion for at opveje de skrappe virkninger af kemoterapien. Men transfusioner kan naturligvis ikke helbrede sygdommen. Allerede da sygdommen blev konstateret, gjorde både Saúl og jeg det klart at vi ikke ville sige ja til denne behandling, for vi ønskede at overholde Jehovas lov om at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:19, 20) Flere gange hvor jeg ikke var til stede, måtte Saúl selv overbevise lægerne om at den beslutning der var truffet, var hans egen. (Se rammen på side 31).

Lægerne indså til sidst at Saúl var en moden mindreårig som fuldt ud forstod sygdommens alvor. De gik med til at respektere vores standpunkt og tilbød behandling uden blod, men holdt ikke op med deres forsøg på at få os til at ændre beslutningen. Jeg var meget stolt af Saúl når jeg hørte hvordan han forklarede sin holdning over for lægerne. Der var ingen tvivl om at han havde et nært, personligt forhold til Jehova.

Den sommer hvor vi fik at vide at Saúl var syg, blev bogen Kom nær til Jehova udgivet ved vores områdestævne i Barcelona. Denne uvurderlige bog blev som et anker der holdt os fast mens vi prøvede at se den skræmmende fremtid i øjnene. De mange timer vi tilbragte på hospitalet, læste vi dele af bogen højt for hinanden. I de svære stunder vi senere måtte igennem, mindede vi ofte hinanden om det vi havde læst. På den måde fik ordene i Esajas 41:13, som nævnes i bogens forord, særlig betydning for os. Der står: „Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“

Hvordan Saúls tro gjorde indtryk på andre

Saúls modenhed og optimisme gjorde dybt indtryk på lægerne og sygeplejerskerne ved Vall d’Hebrón-hospitalet. Hele det team der tog sig af ham, kom til at holde af ham. Den ledende hæmatolog der tog sig af kræftpatienter, har siden behandlet andre børn af Jehovas Vidner for leukæmi, og han har altid vist dem stor respekt og behandlet dem med værdighed. Han mindes stadig hvor stærk Saúl var i sin beslutning om at holde fast ved sin overbevisning, hvor modig han var over for døden, og hvor positivt hans livssyn var. Sygeplejerskerne fortalte Saúl at han var den bedste patient de nogen sinde havde haft på afdelingen. Han klagede aldrig og mistede aldrig  sin sans for humor — selv ikke da han var på det sidste.

En psykolog har fortalt mig at når børn i den alder står over for en dødelig sygdom, er det almindeligt at de lader deres ubehag og frustration gå voldsomt ud over både læger og forældre. Men hun havde lagt mærke til at det var anderledes med Saúl. Det var forbløffende for hende at se hvor rolig og positiv han var. Det gav Saúl og mig anledning til at aflægge vidnesbyrd for hende om vores tro.

Jeg husker også at Saúl indirekte hjalp en trosfælle i vores menighed. Denne broder havde lidt af depression i omkring seks år, og medicin havde ikke kunnet hjælpe ham. Men flere gange hjalp broderen os ved at være hos Saúl om natten på hospitalet. Han fortalte mig at Saúls holdning til sygdommen gjorde dybt indtryk på ham. Selvom drengen var udmattet, prøvede han at opmuntre enhver der kom for at besøge ham. „Hans eksempel gav mig kræfter til at kæmpe imod min egen depression,“ siger han.

Der er nu gået tre år siden Saúl døde. Sorgen er selvfølgelig ikke forsvundet. Selv er jeg ikke stærk, men Gud har givet mig „den kraft som er ud over det normale“. (2 Korinther 4:7) Jeg har erfaret at selv de sværeste og mest pinefulde oplevelser kan rumme noget positivt. Det jeg har lært ved min mands, min fars og min søns død, har hjulpet mig til at blive mindre optaget af mig selv og mere forstående over for andre som gennemgår lidelser. Frem for alt har det draget mig nærmere til Jehova. Jeg kan se fremtiden i øjnene uden at være bange, for jeg véd at min himmelske Fader vil blive ved at hjælpe mig. Han har stadig fat i min hånd.

[Fodnote]

[Ramme/​illustration på side 31]

HAR DU SPEKULERET PÅ?

Måske har du hørt at Jehovas Vidner ikke tager imod blodtransfusion. Har du nogen sinde tænkt på hvad deres begrundelse er?

Deres standpunkt er bibelsk begrundet, men det bliver ofte misforstået. Nogle tror at Jehovas Vidner afviser al lægebehandling, eller at de ikke regner livet for noget særligt. Intet er mere forkert. Jehovas Vidner søger den bedste lægebehandling de kan skaffe til sig selv og deres familie. Men de ønsker behandling uden brug af donorblod. Hvorfor?

Deres holdning er baseret på en grundlæggende lov som Gud har givet menneskene. Efter vandfloden på Noas tid tillod Gud Noa og hans familie at spise kød fra dyr. Han gav dem dog denne begrænsning: De måtte ikke indtage blod. (1 Mosebog 9:3, 4) Alle mennesker, uanset race, nedstammer fra Noa. Denne lov er derfor gældende for alle. Den er aldrig blevet ophævet. Over otte hundrede år senere bekræftede Gud bestemmelsen over for Israels folk, idet han slog fast at blodet er helligt og repræsenterer „sjælen“, det vil sige livet selv. (3 Mosebog 17:14) Over 1500 år senere påbød de kristne apostle alle kristne at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:29.

For Jehovas Vidner står det klart at man ikke ’afholder sig fra blod’ hvis man får det overført til sit legeme ved transfusion. Derfor insisterer de på at modtage behandling uden blod. Deres bibelsk begrundede standpunkt fører ofte til at den behandling de får, er af højere standard end ellers. Det er sikkert derfor at mange som ikke er Jehovas Vidner, også anmoder om at blive behandlet uden brug af blod.

[Illustration på side 29]

Sammen med min mand, Felipe, og vores søn, Saúl

[Illustration på side 29]

Mine forældre José og Soledad

[Illustration på side 30]

Saúl en måned før han døde