Vidste du det?

Hvorfor begyndte jødernes sabbat om aftenen?

Da Jehova gav sit folk loven om forsoningsdagen, sagde han: „I må intet som helst arbejde udføre på denne samme dag . . . Det er en sabbat med fuldstændig hvile for jer . . . Fra aften til aften skal I holde jeres sabbat.“ (3 Mosebog 23:28, 32) Dette påbud viste at hver dag begyndte om aftenen efter solnedgang og endte den efterfølgende solnedgang. For jøderne gik dagen derfor fra aften til aften.

Ved at beregne dagen på denne måde fulgte man det mønster Gud havde lagt. Beretningen om den første skabelsesdag, hvor „dag“ skal forstås rent symbolsk, siger: „Det blev aften og det blev morgen, første dag.“ De efterfølgende ’dage’ bliver beregnet på samme måde, idet de begynder om ’aftenen’. — 1 Mosebog 1:5, 8, 13, 19, 23, 31.

Jøderne var ikke de eneste der beregnede dagen på denne måde. Athenerne, numidierne og fønikierne gjorde det samme. Babylonierne regnede derimod dagen fra solopgang til solopgang, mens ægypterne og romerne regnede den fra midnat til midnat, ligesom vi gør i dag. For jøder nu om dage begynder og slutter sabbatten stadig ved solnedgang.

Hvad var en „sabbatsrejse“?

Efter at Jesu disciple havde været vidne til at Jesus steg til himmelen fra Oliebjerget, vendte de tilbage til Jerusalem, som var „en sabbatsrejse derfra“. (Apostelgerninger 1:12) En rejsende kunne måske gå 30 kilometer eller mere på en dag. Oliebjerget ligger imidlertid i nærheden af Jerusalem; så hvad menes der med udtrykket en „sabbatsrejse“?

Sabbatten var en dag hvor israelitterne skulle hvile fra deres daglige gøremål. For eksempel måtte de ikke tænde op i deres boliger den dag. (2 Mosebog 20:10; 35:2, 3) Jehova påbød: „Hver bør blive på sin plads. Ingen må gå bort fra sit sted på den syvende dag.“ (2 Mosebog 16:29) Denne lov gav israelitterne lejlighed til at hvile fra deres normale aktiviteter og koncentrere sig mere om livets åndelige aspekter.

Pedantiske rabbinere der lagde overdreven vægt på regler, var ikke tilfredse med Guds lovs principper, men begyndte at stadfæste nøjagtigt — ud fra eget skøn — hvor lang en strækning en person kunne tillade sig at tilbagelægge, for eksempel i forbindelse med deres tilbedelse. Angående dette siges der i Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature: „Som følge af strenge love angående overholdelsen af sabbatten . . . blev det bestemt at ingen israelit på sabbatten måtte tilbagelægge mere end en bestemt strækning kaldet en sabbatsrejse.“ Strækningen blev fastsat til 2000 alen, som svarer til 890 meter.

[Illustration på side 11]

Jerusalem set fra Oliebjerget