De første kristne i den græsktalende verden

EN STOR del af befolkningen i de områder de første kristne forkyndte i, talte græsk. Skrifterne som de brugte til støtte for deres budskab om Jesus, var på græsk og cirkulerede mellem dem. De fleste af de skribenter der blev inspireret til at nedskrive det der senere blev kaldt De Kristne Græske Skrifter, skrev på græsk og brugte udtryk og illustrationer der nemt kunne forstås af mennesker der havde berøring med græsk kultur. Imidlertid var ikke en eneste af Jesu apostle eller skribenterne af De Kristne Græske Skrifter grækere. De var alle sammen jøder. — Romerne 3:1, 2.

Hvordan kom det græske sprog til at spille så vigtig en rolle i forbindelse med udbredelsen af kristendommen? Hvordan formåede bibelskribenterne og de kristne missionærer at fremholde budskabet på en måde der appellerede til græsktalende tilhørere? Og hvorfor bør vi interessere os for denne periode i historien?

Den græske kulturs udbredelse

I det fjerde århundrede før vor tidsregning omstyrtede Alexander den Store det persiske  rige og fortsatte sine erobringer i andre dele af verden. For at forene de vidt forskellige erobrede lande fremmede han, og de konger der efterfulgte ham, „helleniseringen“, det vil sige indførelsen af græsk sprog og kultur.

Selv efter at Romerriget besejrede Grækenland og fratog det al politisk myndighed, fortsatte græsk kultur med at øve en stærk indflydelse på de omkringliggende folkeslag. I løbet af det andet og første århundrede før vor tidsregning var det romerske aristokrati således meget betaget af alt hvad der var græsk — kunst, arkitektur, litteratur og filosofi. Digteren Horats bemærkede: „Det erobrede Grækenland erobrede sin vilde besejrer.“

Under det romerske styre trivedes den græske kultur i vigtige byer i hele Lilleasien, Syrien og Ægypten. Hellenismen fremmede græsk kultur og berørte hver en side af livet — statsinstitutioner, handelslove, industri, ja selv moden. Almindeligvis var der i de græske byer et gymnasion hvor unge mænd trænede, og et teater hvor der blev fremført græske skuespil.

„Langsomt men sikkert blev jøderne, om end modstræbende, ført med af den hellenistiske kulturs strømninger,“ siger historikeren Emil Schürer. I begyndelsen kunne jøderne med deres stærke religiøsitet modstå truslen fra det hedenskab der fulgte med udbredelsen af græsk tankegang, men til sidst blev også mange sider af det jødiske liv berørt. Sådan måtte det næsten gå, for, som Schürer bemærker: „Det lille jødiske område var på næsten alle sider omgivet af hellenistiske regioner som jøderne måtte have stadig kontakt med for at kunne drive forretning.“

Betydningen af Septuaginta

De mange jøder der flyttede ud og slog sig ned i Middelhavsområdet, kom til at bo i byer hvor der blev talt græsk, og hvor der var en hellenistisk kultur. Her fortsatte de med at dyrke deres jødiske religion, og hvert år rejste de til Jerusalem til de årlige højtider. Alligevel mistede mange af dem med tiden deres fortrolighed med hebraisk. * Der opstod således et behov for at De Hebraiske Skrifter blev oversat til græsk, det jævne folks sprog. Den opgave gik jødiske lærde i gang med omkring 280 f.v.t., sandsynligvis i Alexandria i Ægypten — der i øvrigt var et vigtigt center for hellenismen. Resultatet af deres arbejde var Septuaginta.

Septuaginta har haft en afgørende betydning. Med den blev der, for den vestlige verden, åbnet for skattene i De Hebraiske Skrifter. Uden Septuaginta ville kendskabet til Guds handlinger i forbindelse med Israel være gemt væk i forholdsvis ukendte skrifter på et sprog der ikke længere var almindeligt kendt, og det ville have været vanskeligt at udbrede budskabet til hele jorden. Med Septuaginta blev det, på et sprog som folk af mange nationaliteter kunne forstå, muligt at fatte baggrunden og begreberne i forbindelse med kundskaben om Jehova Gud. Fordi mange var fortrolige med det græske sprog, var det uovertruffent som middel til at gøre hellige sandheder kendt for verden.

Proselytter og gudfrygtige

I løbet af det andet århundrede før vor tidsregning havde jøderne oversat mange af deres litterære værker til græsk, og nye  værker blev skrevet direkte på græsk. Dette spillede en væsentlig rolle i forbindelse med at udbrede kendskabet til Israels historie og religion blandt ikkejøderne. Historikere fortæller at der i den periode var mange ikkejøder der „mere eller mindre knyttede sig til de jødiske samfund, tog del i den jødiske gudsdyrkelse og helt eller delvist overholdt de jødiske love“. — The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ.

Nogle ikkejøder blev endog proselytter, idet de konverterede til jødedommen og blev omskåret. Andre tog imod visse dele af jødedommen, men konverterede ikke. I græsk litteratur omtales de ofte som „gudfrygtige“. Kornelius omtales som ’en gudhengiven mand der frygtede Gud’. Apostelen Paulus mødte i hele Lilleasien og Grækenland mange gudfrygtige der kom sammen med jøderne. I Antiochia i Pisidien henvendte Paulus sig for eksempel til dem der var forsamlet i en synagoge, med ordene: „Mænd, israelitter og I andre der frygter Gud.“ — Apostelgerninger 10:2; 13:16, 26; 17:4; 18:4.

Da Jesu disciple begyndte at forkynde for jødiske samfund uden for Judæas grænser, havde mange af dem de forkyndte for, græsk baggrund. I sådanne samfund var der virkelig god grobund for kristendommens udbredelse. Da det blev tydeligt at Gud også gav ikkejøder håb om frelse, indså disciplene at der i Guds øjne „hverken [var] jøde eller græker“. — Galaterne 3:28.

Forkyndelse for grækerne

På grund af den religiøse og moralske tilstand blandt folk fra nationerne var nogle af de første jødiske kristne i begyndelsen tilbageholdende med at lade ikkejøder blive medlemmer af menigheden. Da Gud tydeligvis var villig til at acceptere ikkejøderne, gjorde apostlene og de ældste i Jerusalem det derfor klart for dem at de måtte afholde sig fra blod, utugt og afgudsdyrkelse. (Apostelgerninger 15:29) Dette var særlig vigtigt at forstå for enhver der havde fulgt den græske livsform, fordi det græsk-romerske samfund var gennemsyret af „vanærende seksuelle lidenskaber“ og homoseksualitet. Der var ikke plads til den slags handlinger blandt de kristne. — Romerne 1:26, 27; 1 Korinther 6:9,10.

Af alle de missionærer der forkyndte i den græsktalende verden i det første århundrede, var den mest fremtrædende apostelen Paulus. Selv i dag kan man i Athen, for foden af Areopagus, se en bronzeplade til minde om den berømte tale Paulus holdt i denne by. Beretningen er at finde i Apostelgerninger, kapitel 17. Paulus’ indledende ord, „athenske mænd“, var en standardindledning for græske talere og har sikkert beroliget tilhørerne — hvoriblandt der var epikuræere og stoiske filosoffer. I stedet for at vise irritation eller kritisere tilhørernes tro forsøgte Paulus at opnå et godt forhold til dem ved at rose dem for deres dybe religiøsitet. Paulus omtalte et alter de havde „for en ukendt gud“, og skabte et fælles udgangspunkt ved at sige at det var denne Gud han ville tale med dem om. — Apostelgerninger 17:16-23.

Paulus nåede ind til sine tilhørere ved at bruge begreber de var bekendt med. Stoikerne ville være enige med ham i at Gud er ophav til menneskenes liv, at hele menneskeheden er én familie, at Gud ikke er langt borte fra os, og at menneskelivet er afhængigt af Gud. Paulus underbyggede det sidste punkt ved at citere  værker af de stoiske poeter Aratos (Fainomena) og Kleanthes (Hymne til Zeus). Epikuræerne ville også føle at de havde meget tilfælles med Paulus — Gud er levende, man kan lære ham at kende, han har liv i sig selv, han har ikke behov for noget fra mennesker, og han bor ikke i menneskeskabte templer.

Paulus brugte udtryk som hans tilhørere kendte. Ifølge én kilde var „verden (kosmos)“, „afkom“, og „Det Guddommelige Væsen“ alle sammen udtryk som de græske filosoffer ofte brugte. (Apostelgerninger 17:24-29) Det var ikke fordi Paulus på nogen måde udvandede sandheden for at overbevise dem. Tværtimod gik hans afsluttende bemærkninger om opstandelse og dom stik imod det som tilhørerne troede på. Men Paulus tilpassede behændigt budskabet og præsentationen af det så det ville appellere til de filosofisk tænkende tilhørere.

Mange af Paulus’ breve var skrevet til menigheder i græske byer eller i romerske kolonier som helt igennem var blevet helleniseret. Disse breve, der er skrevet på flydende og udtryksfuldt græsk, indeholder adskillige tanker og eksempler der var helt almindelige i græsk kultur. Paulus omtaler idrætslegene, sejrsprisen, opdrageren der fulgte et barn i skole, og mange andre billeder hentet fra det græske liv. (1 Korinther 9:24-27; Galaterne 3:24, 25) Selvom Paulus af og til lånte udtryk fra det græske sprog, afviste han på det kraftigste den moral og de religiøse idealer der var at finde i den græske verden.

At blive alt for alle slags mennesker

Paulus vidste at han, for at kunne dele den gode nyhed med andre, måtte ’blive alt for alle slags mennesker’. „Jeg er for jøderne blevet som en jøde for at kunne vinde jøder,“ skrev han, og for grækerne blev han som en græker for at hjælpe dem til at forstå Guds hensigter. Eftersom Paulus selv var jødisk borger i en helleniseret by, var han fuldt ud kvalificeret til denne opgave. Alle kristne i dag må forsøge at gøre noget lignende. — 1 Korinther 9:20-23.

I vor tid flytter millioner af mennesker fra det ene land til det andet, fra én kultur til en anden. Det udgør en stor udfordring for kristne, der gør alt hvad de kan, for at forkynde den gode nyhed om Guds rige og for at følge Jesu bud om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 24:14; 28:19) Ofte oplever forkyndere at når folk hører den gode nyhed på deres eget modersmål, rører det deres hjerte og afføder en positiv reaktion.

Af den grund udgives dette blad, Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige, hver måned på 169 sprog, og dets søsterblad, Vågn op!, på 81 sprog. Derudover har mange Jehovas Vidner gjort sig den anstrengelse at lære et nyt sprog — blandt andet komplicerede sprog som arabisk, kinesisk og russisk — for at kunne forkynde den gode nyhed for de mange der er flyttet til det område de bor i. Formålet er det samme i dag som det var i det første århundrede. Som apostelen Paulus så rammende sagde: „For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Korinther 9:22.

[Fodnote]

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Rom

GRÆKENLAND

Athen

ASIEN

Antiochia (i Pisidien)

KILIKIEN

SYRIEN

JUDÆA

Jerusalem

ÆGYPTEN

Alexandria

Kyrene

MIDDELHAVET

[Illustration på side 19]

Med „Septuaginta“ blev det muligt at udbrede kundskaben om Jehova i det første århundrede

[Kildeangivelse]

Israel Antiquities Authority

[Illustration på side 20]

Bronzeplade ved Areopagus til minde om Paulus’ tale