Et brev fra Ghana

Den dag han smed det sorte bælte

HAN er slet ikke som jeg havde forestillet mig ham. Iført en skinnende hvid bomuldsjakke og med et fem centimeter bredt sort bælte bundet stramt om det smalle liv stiller han sig i kampposition. Hænderne er udstrakte og klar til kamp, og med spredte ben står han solidt plantet på sine bare fødder. Hans ansigt er sammenbidt; øjenbrynene er rynket i koncentration. Øjnene er smalle, hårde og truende — uden det mindste tegn på mildhed, for det ville give indtryk af svaghed.

Pludselig bevæger han sig med et højt råb: „Hyat!“ Hans hånd skærer igennem luften med et sus. Whoosh! Der lyder et højt smæld da et bræt knækker og falder til jorden. Han snurrer rundt igen, denne gang roterer han højt oppe i luften. Hans fødder og hænder er i svævende bevægelse for at aflevere nogle præcise slag mod en forskræmt modstander. Kan det virkelig være denne mand der har bedt om at få et bibelstudium?

Jeg går frem, rækker ham hånden og siger: „Du må være Kojo. Jeg forstår at du gerne vil studere Bibelen.“ Han tager min hånd og smiler bredt, hans ansigt er varmt og venligt. Hans blik er ikke længere intenst og truende, men viser i stedet nysgerrighed. „Ja, det vil jeg meget gerne,“ svarer han. „Hvornår kan vi begynde?“

Vi sidder på den lille veranda til hans hus med vores bibler og bibelske bøger. Her er køligt og fredfyldt, og der er ikke andre end os. Vi er tre: Kojo, mig og Kojos lille abe. Den lille abe er kun 35 centimeter lang, og på hovedet har den en rød pelstot og en dusk hvidt skæg der får den til at se både komisk og drillesyg ud. Den er nuttet, legesyg og meget nysgerrig og får lov til at gå frit omkring på vores papirer mens den snupper vores kuglepenne og stikker sine hænder ned i vores skjortelommer for se om der skulle være en godbid. Som en far der er vant til små børn der er urolige og støjende, ignorerer Kojo forstyrrelserne og koncentrerer sig om det vi læser. Hans mange spørgsmål viser at han tænker over tingene og er ivrig efter at lære. Måske har han gennem karate lært at være vagtsom og forsigtig, for han accepterer ikke noget uden at være overbevist om det og have set bevis for det ud fra Bibelen.

Det går fremad med studiet, men med tiden kan jeg se at der foregår en indre kamp i Kojo, en kamp som bliver stadig stærkere. „Det eneste jeg elsker i denne verden, er kampsport,“ siger han til mig. Jeg kan se at hans kærlighed til karate bunder dybt. Det er en disciplin som han har udviklet næsten til fuldkommenhed. Han er 26, og han ikke alene elsker karate, men  er også dygtig til det. Han har allerede det sorte bælte; kun få når nogen sinde så langt.

Jeg er ikke sikker på hvad Kojo vil gøre. Jeg fornemmer at han forstår at man ikke kan udøve karate og skade andre med sine hænder og fødder og samtidig være medfølende, blid og omsorgsfuld, egenskaber der hører med til den kærlighed som kendetegner sande kristne. Samtidig ved jeg at Bibelens sandhed har mildnet mænd som har været langt hårdere end Kojo. Hvis han har den rette hjerteindstilling, vil kraften fra Guds ord med tiden præge ham og gøre ham mildere. Jeg må være tålmodig.

Da vi en varm og fugtig eftermiddag er ved at være færdige med vores bibelstudium, læser vi noget fra Bibelen der ryster Kojo som var han blevet sparket af en stærk modstander. „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl,“ læser han. (Salme 11:5) „Den der elsker vold,“ gentager han med dæmpet stemme for sig selv. Hans mørke, brune øjne, der tidligere var beslutsomme og ubøjelige, begynder at få et blidere udtryk. Han ser på mig og smiler langsomt, mens han siger: „Jeg har besluttet mig.“

Kojo og jeg er nu i færd med det arbejde som vi holder allermest af — vi er frivillige lærere og underviser gratis folk der er interesseret i Bibelen. Her til morgen har vi en aftale med en ung mand ved navn Luke.

På vej over til Luke går vi gennem det tætpakkede og overfyldte marked. På gaden står i hundredvis af handlende ved deres boder med varer: Bunker af røde og grønne chilier, kurve fyldt med modne tomater, bjerge af okra, foruden radioer, paraplyer, håndsæbe, parykker, kogegrej og stakkevis af genbrugssko- og tøj. Nogle piger sælger varm krydret mad fra store aluminiumsskåle, som de elegant balancerer med på hovedet. De går med største lethed igennem folkeskarerne og frister sultne sjæle med velsmagende supper og sammenkogte retter tilberedt med sortrøgede fisk, krabber og snegle. Omkring benene på os myldrer det med hunde, geder og kaglende høns. Radioer larmer, horn dytter, og mennesker råber.

Vi følger en jordvej som fører os væk fra byens larm, og kommer til et faldefærdigt hus med et falmet skilt hvor der står: „Den lange rejses hvilested.“ Luke, en spinkel ung mand først i 20’erne, står i døråbningen og inviterer os ind så vi kan få lidt skygge for solen. Inde i huset er der fyldt med poser og kasser med tørrede urter og rødder, blade der er syet sammen med tråd, og tykke stykker bark — noget der alt sammen tilhører Lukes gamle moster, som helbreder folk ved hjælp af urter som hun knuser og koger for at helbrede enhver lidelse. Kendskabet til de forskellige opskrifter er gået i arv gennem mange generationer. Luke har ventet os. Han har skubbet rodet til side og stillet tre små træskamler klar. Vi sidder tæt sammen og begynder at læse.

Kojo er Lukes lærer. Jeg sætter mig tilbage og lytter mens de to unge mænd drøfter Bibelens svar på hvorfor der er så mange lidelser på jorden. Da Kojo læner sig over for at hjælpe Luke med at finde et skriftsted, ser jeg hvordan hans stærke hænder blader blidt i Bibelen for at finde det. Jeg mindes hvordan disse hænder for kort tid siden blev brugt i kampsport. Guds ord har så stærk en kraft at det kan fjerne selv dybt indgroede, negative egenskaber som er så udbredte i vor tids principløse verden, og forvandle dem til positive egenskaber som medfølelse og kærlighed. En fantastisk bedrift!

På hjemvejen går vi hen til en mand som sidder i skyggen af et mangotræ. Han lytter tavs mens Kojo åbner Bibelen og læser et skriftsted. Da det går op for manden at vi er Jehovas Vidner, springer han op og siger vredt: „Jeg kan ikke lide jer Jehovas Vidner!“ Kojo stivner et øjeblik, men så ser jeg at han slapper af igen og trækker sig tilbage. Vi fjerner os derfra.

Mens vi går på vejen, læner Kojo sig hen imod mig og hvisker: „Mit hjerte begyndte at hamre da han sagde de ord. Ved du hvad jeg kunne have gjort ved ham?“ „Ja,“ svarer jeg med et smil, „det ved jeg.“ Kojo smiler tilbage, og vi fortsætter på vores vej.