Jeg ledte efter fejl og fandt sandheden

Fortalt af R. Stuart Marshall

„Vi taler ikke med Jehovas Vidner,“ sagde jesuiterpræsten. „De bruger Bibelen.“ Hans svar forbløffede mig, for jeg havde lige bedt ham om at hjælpe min kone til at se at der er modsigelser i Jehovas Vidners lære. Jeg besluttede derfor selv at studere Bibelen med Jehovas Vidner for at vise min kone at de tog fejl.

DET var på dette tidspunkt at jeg, med mit kendskab til logik og teologi, som 43-årig satte mig for at modbevise Jehovas Vidners lære. Fra første klasse og frem til og med college havde jeg gået i katolske skoler. Og selvom jeg i 1969 havde fået en bacheloruddannelse i økonomi sammen med de obligatoriske kurser i filosofi og teologi, kom jeg på intet tidspunkt i min skoletid til at foretage et studium af Bibelen.

Efter college giftede jeg mig med Patricia McGinn, som også var katolik. Vi tog begge en doktorgrad ved Stanford University. Vores søn, Stuart, blev født i 1977, og vi slog os med tiden ned i Sacramento i Californien. De næste 23 år arbejdede jeg for staten Californiens Legislative Analyst’s Office (LAO) med budgetanalyse, hvor jeg analyserede virkningen af statens undervisningsbudget. Jeg arbejdede hårdt og levede et godt liv. Jeg elskede at være far og se min søn vokse op. Min kone og jeg støttede hinanden i alt.

Et svar for 25 cent

Da vores søn var to år gammel, fik Patricia en bibel gennem Jehovas Vidner og begyndte at studere den sammen med dem. Tre år senere blev hun døbt. Jeg mente at Jehovas Vidner var snæversynede i deres holdning til helligdage og blodtransfusion, men i forbindelse med andre emner fandt jeg deres måde at ræsonnere på meget overbevisende. Til min egen overraskelse gav jeg en dag i 1987 udtryk for dette da jeg ved et særligt møde med de lovgivende myndigheder på uddannelsesområdet i Californien skulle gøre rede for den anbefaling jeg havde givet.

University of California søgte om en bevilling så de kunne konkurrere med andre stater om at stå for et regeringsprojekt til seks milliarder dollars. Projektet gik ud på at bygge en superledende accelerator til forskning i subatomare partikler. Min anbefaling var at man ikke bevilgede penge til dette projekt, da det i det lange løb ikke ville styrke statens økonomi.  Universitetet reagerede ved at indkalde to nobelpristagere i fysik så de kunne tale til den lovgivende forsamling. De beskrev begge al den viden man ville få gennem projektet. Den ene sagde at det kunne besvare spørgsmål angående universets oprindelse. Den anden sagde at det ville kaste større lys over hvordan livet var opstået på jorden.

Ordstyreren for komitéen vendte sig om mod mig.

„Mener du at seks milliarder dollars er for meget at betale for at få svar på disse spørgsmål?“ spurgte han.

„Jeg er enig i at det er vigtige spørgsmål,“ svarede jeg. „Men jeg får ofte besøg af Jehovas Vidner lørdag formiddag, og af dem kan jeg for 25 cent købe et blad der kan give mig svar på de selv samme spørgsmål. Jeg er ikke sikker på om ikke de svar jeg får for 25 cent, er bedre end dem vi ville få gennem dette projekt til 6 milliarder dollars.“

Alle i lokalet lo højlydt, også de to nobelpristagere. Den lovgivende forsamling gik ganske vist med til at finansiere projektet, men ingen opponerede mod det jeg havde sagt.

Som tiden gik, begyndte jeg at indse at jeg var nødt til at gøre noget ved situationen derhjemme. Efter at jeg i seks år havde haft samtaler med Patricia om Bibelen og Jehovas Vidner, skuffede det mig at hun nu gerne ville bruge mere tid på at forkynde. Det betød at hun måtte skære ned på sit arbejde på universitetet. Det frustrerede mig at en ellers logisk tænkende person kunne have et sådant mål, og intet af det jeg sagde, lod til at kunne få hende til at ændre mening.

Jeg prøvede at få hjælp af en ekspert, en der havde mere bibelkundskab end mig, og som jeg troede med lethed ville kunne pege på modsigelser mellem Jehovas Vidners lære og Bibelen. Hvis jeg bare kunne bevise at en enkel læresætning var forkert, ville det sætte spørgsmålstegn ved alt hvad de lærte — nok til at appellere til min kones logiske sans. Jeg kontaktede jesuiterpræsten for den kirke hvor Patricia og jeg før var kommet, og vores møde sluttede med den samtale der er nævnt i indledningen af artiklen. Da præsten nægtede at tale med min kone, kunne jeg se at jeg var nødt til selv at finde fejlene og vise Patricia dem, selvom det måske ville tage nogen tid.

Jeg leder efter fejl

De bibelske profetier var noget af det der gjorde størst indtryk på mig da jeg studerede Bibelen med Jehovas Vidner. I Esajas’ Bog læste jeg alle detaljerne angående Babylons fald,  skrevet næsten 200 år før det skete. I profetien nævnes det direkte at Kyros ville være sejrherre, og at han ville bruge en taktik med at lede vandet bort fra Eufratfloden for at erobre Babylon. (Esajas 44:27–45:4) Under min uddannelse havde jeg mange år forinden lært om militærstrategi og havde i den forbindelse undersøgt detaljerne om Babylons fald. Jeg fandt også ud af at profeten Daniel over 200 år forinden havde forudsagt i detaljer at der ville fremstå en mægtig konge af Grækenland hvis rige ville blive opdelt i fire mindre riger efter hans død. (Daniel 8:21, 22) Fra mine studier i oldtidshistorie kunne jeg huske at det netop var hvad der skete med Alexander den Store. Jeg forskede selv videre i andre opslagsværker og blev overbevist om at disse bibelske bøger virkelig blev skrevet inden de forudsagte begivenheder fandt sted.

Jo længere tid jeg studerede med Jehovas Vidner, desto mere overbevist blev jeg om at Bibelen er Guds ord, noget som flere års studium af katolsk teologi ikke havde formået. Men hvad skulle jeg gøre med den viden jeg nu havde? Jeg besluttede mig for at indvi mig til Jehova og blive et vidne for ham. (Esajas 43:10) Jeg blev døbt i 1991, kun to år efter min samtale med jesuiterpræsten. Året efter blev vores søn døbt.

Da vi som familie nu havde fået et andet syn på livet, satte vi os nye mål. Noget af det første jeg gjorde efter min dåb, var at lave en femårsplan som ville gøre det muligt for min kone at holde op med sit arbejde på universitetet når hun blev 50. Hun ville gerne være pioner, som dengang krævede at hun brugte 1000 timer om året, omkring 83 timer om måneden, på at lære andre om sandheden fra Bibelen. I 1994 havde hun skåret så meget ned på sit arbejde at hun kunne melde sig som pioner. Mine egne mål var først og fremmest at blive bedre til at forkynde, at hjælpe hvor jeg kunne i menigheden, og at melde mig som frivillig til at føre regnskab ved bygning af rigssale i området.

Indimellem havde jeg lejlighed til at drøfte noget fra Bibelen med mine kolleger. En nyansat budgetanalytiker viste sig at være et af Jehovas Vidner som ikke længere aktivt praktiserede sin tro. Hun var begyndt at tvivle på Bibelens pålidelighed, og det havde svækket hendes tro. Jeg var glad for at kunne hjælpe hende åndeligt på fode igen. Hun rejste tilbage til sin hjemstat og begyndte som pioner.

I 1995 overværede jeg en særlig høring angående forskning for regeringen hvor både senatets uddannelseskomité og den rådgivende forsamling var til stede. Ordstyreren for komitéen spurgte regeringsrepræsentanten hvad der var sket med projektet for den superledende accelerator. Som svar sagde regeringsembedsmanden at projektet var blevet givet til Texas, men at det af tre grunde aldrig var blevet fuldført. For det første var omkostningerne til projektet steget fra seks til ni milliarder dollars inden det overhovedet blev begyndt. For det andet ville regeringen gerne bruge pengene til noget andet, især til udgifter i forbindelse med Golfkrigen i 1991. For det tredje havde de fundet ud af at Jehovas Vidner kunne give dem svar på livets store spørgsmål for 25 cent! Ja, det ser ud til at min bemærkning var nået hele vejen rundt og endt hvor den begyndte.

Mens hele forsamlingen lo, kiggede nogle af komitéens medlemmer på mig. For at lade alle forstå hvordan det nu forholdt sig, sagde jeg: „I kan nu få svarene gratis, bare I læser materialet.“

Et berigende og meningsfyldt liv

Da min kone gik på pension, lavede vi en femårsplan til mig. Jeg forhørte mig diskret andre steder for at høre om de havde et deltidsjob til mig, da jeg gerne ville bruge mere tid på at lære andre Bibelen at kende. Helt uventet tilbød LAO mig at arbejde på nedsat tid. I 1998 blev jeg derfor også pioner.

En morgen mens min kone og jeg var ved at gøre os klar til at tage ud i forkyndelsen, blev jeg ringet op af Jehovas Vidners afdelingskontor i Brooklyn, New York. Jeg havde tidligere udfyldt en ansøgning om at hjælpe med arbejdet i Brooklyn, og nu blev jeg spurgt om jeg  ville være med til et projekt dér. Jeg sagde med det samme ja, og det førte til at vi kom til at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i 18 måneder. Jeg endte med at opsige mit job hos staten Californien før planlagt for at kunne færdiggøre projektet i Brooklyn. Efter det meldte vi os til at hjælpe ved byggeriet af Jehovas Vidners stævnehal i Fairfield i Californien. Vi solgte vores hus i Sacramento og flyttede til en lille lejlighed i Palo Alto. Det førte til mange velsignelser at jeg havde opsagt mit job. Siden da har vi været med til forskellige projekter på Jehovas Vidners afdelingskontor i henholdsvis Nigeria, Sydafrika, Canada, Storbritannien og Tyskland.

Ligesom de Jehovas Vidner der hjalp os, har min kone og jeg nu den glæde at kunne hjælpe andre til at lære sandheden fra Bibelen at kende. Jeg føler helt oprigtigt at den oplæring Jehova giver, er den mest tilfredsstillende af al ’højere uddannelse’ jeg har fået. Den spænder videre og er mere omfattende end noget andet undervisningsprogram på jorden. Jehova har oplært sine vidner til at undervise i Bibelen på en måde der taler til både sindet og hjertet; det har givet mig ønske om at lære endnu mere. Patricia og jeg er meget taknemmelige for det liv vi nu lever, og for den forret det er at kunne bruge vores uddannelse til at tjene universets Suveræn, Jehova Gud.

[Tekstcitat på side 27]

De bibelske profetier var noget af det der gjorde størst indtryk på mig da jeg studerede Bibelen med Jehovas Vidner.

[Illustration på side 27]

Med Patricia på vores bryllupsdag

[Illustration på side 29]

Vi er glade for at kunne hjælpe andre til at lære sandheden fra Bibelen at kende